Bange for at skulle på lave stort i bukserne
Mit største problem er meget enkelt: Jeg er bange for at lave i mine bukser.
Denne frygt kommer til udtryk så snart jeg er steder hvor der intet toilet er, eller når det ville være ekstremt upraktisk (fx til møder eller situationer hvor andre er afhængige af mig)
Især når jeg tager bussen til arbejde oplever jeg at jeg geare mig selv op. På min rejse skal jeg også med tog, men her er problemet ikke så stort da der jo netop er et toilet hvis det skulle blive nødvendigt, dog kan angsten også komme hvis toilettet er i stykker, eller toget er overfyldt.
Værst er i bussen, når jeg er i byen (hvilket jeg sjældent er pga dette problem), til fester hvor der konstant er kø foran toilettet og generelt i situationer hvor der ikke er, eller hvor jeg ikke ved om der er et toilet.
Angsten forløber på følgende måde når jeg fx sidder i bussen: Jeg er i en situation hvor der intet toilet er. Jeg tænker ”Bare jeg ikke skal på toilettet nu..hov, det rumler lidt i min mave.. nej det kun i mit hoved, bare rolig…eller er det? Måske får jeg netop nu akut diarre? Hva fanen gør jeg så? Nej stop, tag det nu roligt – Selv hvis det var akut diarre ville musklerne stadig kunne holde det inde indtil du kan komme på toilettet, du gør det kun værre ved at stresse dig selv (Nu vil mit hjerte banke med 120 km i timen – også selvom jeg husker at trække vejret stille og roligt)
Jaja..men hvad nu hvis?!? Så laver jeg stort i mine bukser!”
Når angsten først er sat i gang, er det rigtig svært for mig at falde ned igen. Det er som om, at angsten skal ”peake” før den falder igen. Når min angst er på sit højeste, og jeg stadig ikke har gjort i bukserne, så falder den igen og jeg falder tilbage bus sædet og ånder lettet op. Det skal siges at sammen med angsten kommer en masse fysiske udtryk såsom maveonde, luft i maven og oppustethed.
Det en kamp jeg kæmper hver dag. Jeg har vundet alle kampene, dog har der været omkring 10 kampe inde for det sidste år som jeg føler jeg var lige ved at tabe.
Værre er faktisk hvis jeg er hos mine venner, eller i byen. Jeg har tit taget hjem før jeg egentlig ville fordi jeg bildte mig ind at der var noget på vej.
Indtil videre har min ”behandling” været selvterapi. I bussen forsøger jeg at tænke rationelle tanker (som vist i eksemplet) men det er som min krop er splittet i to dele: En del som konstant er på vagt overfor symptomer at skulle lave nummer 2, og en anden som kontant prøver at tale den først del til fornuft.
Det der virker bedst er at holde angste fra overhovedet at komme til udtryk: Hvis jeg holder min hjerne beskæftiget fx ved at spillet er spil på mobilen og høre musik samtidig, så ”blokere” jeg fra de andre tanker. Men så snart jeg ikke er stærkt optaget af noget, så dukker ”Sig mig..skal du egentlig ikke på toilettet” op igen.
Der er ikke rigtig nogen sammenhæng i min angst, nogle dage kan jeg sidde og slet ikke være nervøs og andre dage kan jeg gå fuldstændig panik og næsten blive hjemme.
Jeg er overbevist om at dette er et psykisk problem. Min frygt skal ikke få lov til at bilde mig ind at det skyldes noget fysisk.
Min angst/frygt/fobi er fuldstændig åndsvag! For det første gør frygten for at skulle på toilettet at man netop SKAL på toilettet:
Så snart angsten kommer begynder man at stresse sig selv, stress gør at kroppe udskiller nogen stress hormoner som sætter hele kroppen i gang, også fordøjelses systemet hvilket resultere i at man skal lave stort (et fænomen vi nok alle kender fra fx lige før en eksamen)
- Jeg kan lige tilføje, at grunden til at man skal lave stort når man stresser, er at kroppen forbereder sig på kamp/flugt og vil derfor tømme kroppe for alt unødigt materiale; Det et æld gammelt urinstinkt.
Men det rigtige åndsvage er, at jeg ved at frygte jeg skal på toilettet, faktisk gør frygten til virkelighed ved at skulle på toilettet!
Prøv at tænk hvis det også gjaldt for andre former for frygt, fx frygten for at få et hjerteanfald. Folk ville jo falde døde om som fluer!
Det skal siges at jeg ikke føler mig fuldstændig hjælpeløs, jeg føler selv at jeg holdt mig i gang og ikke ladet frygten tage overhånd (dog mere overhånd end jeg ville ønske)
Det jeg egentlig leder efter er en plan, hele min selv-behandling virker meget abstrakt og flyvsk og jeg har svært ved at se hvordan jeg skal komme i mål, og målet er ikke at føle angst, at min første tanke ikke er ”Kan jeg komme på toilettet, hvad hvis jeg skal?"
Jeg mangler nogle værktøjer. Jeg har mod på at arbejde videre med det selv, så hvis der er nogen der har erfaringer med denne form for angst, så er de velkommen til at skrive.
Tusind tak!
Denne frygt kommer til udtryk så snart jeg er steder hvor der intet toilet er, eller når det ville være ekstremt upraktisk (fx til møder eller situationer hvor andre er afhængige af mig)
Især når jeg tager bussen til arbejde oplever jeg at jeg geare mig selv op. På min rejse skal jeg også med tog, men her er problemet ikke så stort da der jo netop er et toilet hvis det skulle blive nødvendigt, dog kan angsten også komme hvis toilettet er i stykker, eller toget er overfyldt.
Værst er i bussen, når jeg er i byen (hvilket jeg sjældent er pga dette problem), til fester hvor der konstant er kø foran toilettet og generelt i situationer hvor der ikke er, eller hvor jeg ikke ved om der er et toilet.
Angsten forløber på følgende måde når jeg fx sidder i bussen: Jeg er i en situation hvor der intet toilet er. Jeg tænker ”Bare jeg ikke skal på toilettet nu..hov, det rumler lidt i min mave.. nej det kun i mit hoved, bare rolig…eller er det? Måske får jeg netop nu akut diarre? Hva fanen gør jeg så? Nej stop, tag det nu roligt – Selv hvis det var akut diarre ville musklerne stadig kunne holde det inde indtil du kan komme på toilettet, du gør det kun værre ved at stresse dig selv (Nu vil mit hjerte banke med 120 km i timen – også selvom jeg husker at trække vejret stille og roligt)
Jaja..men hvad nu hvis?!? Så laver jeg stort i mine bukser!”
Når angsten først er sat i gang, er det rigtig svært for mig at falde ned igen. Det er som om, at angsten skal ”peake” før den falder igen. Når min angst er på sit højeste, og jeg stadig ikke har gjort i bukserne, så falder den igen og jeg falder tilbage bus sædet og ånder lettet op. Det skal siges at sammen med angsten kommer en masse fysiske udtryk såsom maveonde, luft i maven og oppustethed.
Det en kamp jeg kæmper hver dag. Jeg har vundet alle kampene, dog har der været omkring 10 kampe inde for det sidste år som jeg føler jeg var lige ved at tabe.
Værre er faktisk hvis jeg er hos mine venner, eller i byen. Jeg har tit taget hjem før jeg egentlig ville fordi jeg bildte mig ind at der var noget på vej.
Indtil videre har min ”behandling” været selvterapi. I bussen forsøger jeg at tænke rationelle tanker (som vist i eksemplet) men det er som min krop er splittet i to dele: En del som konstant er på vagt overfor symptomer at skulle lave nummer 2, og en anden som kontant prøver at tale den først del til fornuft.
Det der virker bedst er at holde angste fra overhovedet at komme til udtryk: Hvis jeg holder min hjerne beskæftiget fx ved at spillet er spil på mobilen og høre musik samtidig, så ”blokere” jeg fra de andre tanker. Men så snart jeg ikke er stærkt optaget af noget, så dukker ”Sig mig..skal du egentlig ikke på toilettet” op igen.
Der er ikke rigtig nogen sammenhæng i min angst, nogle dage kan jeg sidde og slet ikke være nervøs og andre dage kan jeg gå fuldstændig panik og næsten blive hjemme.
Jeg er overbevist om at dette er et psykisk problem. Min frygt skal ikke få lov til at bilde mig ind at det skyldes noget fysisk.
Min angst/frygt/fobi er fuldstændig åndsvag! For det første gør frygten for at skulle på toilettet at man netop SKAL på toilettet:
Så snart angsten kommer begynder man at stresse sig selv, stress gør at kroppe udskiller nogen stress hormoner som sætter hele kroppen i gang, også fordøjelses systemet hvilket resultere i at man skal lave stort (et fænomen vi nok alle kender fra fx lige før en eksamen)
- Jeg kan lige tilføje, at grunden til at man skal lave stort når man stresser, er at kroppen forbereder sig på kamp/flugt og vil derfor tømme kroppe for alt unødigt materiale; Det et æld gammelt urinstinkt.
Men det rigtige åndsvage er, at jeg ved at frygte jeg skal på toilettet, faktisk gør frygten til virkelighed ved at skulle på toilettet!
Prøv at tænk hvis det også gjaldt for andre former for frygt, fx frygten for at få et hjerteanfald. Folk ville jo falde døde om som fluer!
Det skal siges at jeg ikke føler mig fuldstændig hjælpeløs, jeg føler selv at jeg holdt mig i gang og ikke ladet frygten tage overhånd (dog mere overhånd end jeg ville ønske)
Det jeg egentlig leder efter er en plan, hele min selv-behandling virker meget abstrakt og flyvsk og jeg har svært ved at se hvordan jeg skal komme i mål, og målet er ikke at føle angst, at min første tanke ikke er ”Kan jeg komme på toilettet, hvad hvis jeg skal?"
Jeg mangler nogle værktøjer. Jeg har mod på at arbejde videre med det selv, så hvis der er nogen der har erfaringer med denne form for angst, så er de velkommen til at skrive.
Tusind tak!
Kommentarer
1: Angste skyldes intet mindre end din krops ønske om at beskytte dig! Det er blot vores hjerne, der i god tro, har programmeret sig selv til at opfatte den irrationelle frygt som en rationel. Men husk på at alt der kan programmeres, kan om-programmeres!
2: Du kan sagtens holde dig! Menneskets psyken er utrolig stærk - så længer du tror på at du kan holde, der vil du holde dig. Det er først når man begynder at tvivle, at musklerne giver efter.
3: Hvad er det værste der kan ske? Ja, at vi laver i bukserne...ik andet..var det ikke en idé at bruge tiden på at hver bange for at miste livet eller andre mere alvorlige ting? (Ja, ved godt den er lidt provokerende ^^ )
4: Du er ikke alene! Dette er en utrolig hyppig form for angst som i høj grad skyldes samfundets tabu når det kommer til afføring. Så hold med at tro at du er mærkelig og se at komme igang med at bearbejde din frygt!
5: Snak/skriv om din frygt! (ligesom jeg gør nu) Det hjælper utrolig meget at få udtryk hvad man føler og hvad tanker man gør sig.
Og vigtigst og hårdest er det nok at man desværre ikke kan "helbredes" på meget kort tid, så det gælder om at holde fanen høj, tro på at det vil lykkes, husk de sejre man får og husk at nederlag ikke skal bremse en: Ingen har nogesinde vundet en krig uden at have tabt ét slag.
Puha...Det var en del tekst. Som sagt lider jeg stadig under denne toilet angst så jeg skal ikke lyde som en helgen :-) Men håber det kan bruges, det har i værtfald hjulpet mig et stykke vej.
Jeg ønsker dig held og lykke
Men efter EN lille episode hvor jeg rent fysisk havde dårlig mave (som alle har en gang i mellem), oplevede jeg et behov for toilet. Det var en skrækkelig oplevelse og den slog mig helt tilbage til start. 4 års hård kamp var væk... Men nu et halvt år senere, går det bedre, stadig i konstant bedring. Jeg har ikke prøvet noget medicin og ønsker det heller ikke! Jeg har prøvet psykolog og fået nogle fine resultater, skal til min tredje behandling imorgen og er spændt på hvor det leder hen. Hvis jeg skal sætte ord på de ting der har hjulpet mig, en form for tips og tricks til jer det har det lige sådan er der nogle her:
1: Udfordre din angst, gå små ture i "cirkler" rundt om dit hjem eller "safe zones" og udvid dem så løbende for at gøre dine trygheds områder større.
2: Vær' beredt, skal du på en rute der virker uoverskuelig, tjek ruten og alle potentielle stop (toiletter) undervejs. Ha' en taske med skiftetøj, en rulle toiletpapir og en flaske vand med dig, det rart at vide at worst case scenario kan du sætte dig bag en busk.
3: Hold dig beskæftiget, prøv at ignorer problemet, som Bjarne22 siger, problemet opstår kun når du tænker på det.
Hvis der er nogle derude med tips og tricks lytter jeg gerne med!
// Bonfire