Taler ikke

Marieeibs93

Hej,

Jeg er en pige på 19 år, og Jeg skriver fordi jeg er meget bekymret for min lillebror.
Han er 3 år og 2 måneder nu, og siger ikke et ord. Han siger utrolig mange lyde og pludrer meget, og virker som om han tror han snakker. Altså han virker til at han i hans hovede siger en masse og forklarer ting. Jeg er i tvivl om, om han forstår hvad man siger til ham, for han virker ofte fjern og svær at komme i kontakt med. Han lever meget i sin egen verden, og leger sjældent med hans 1 år ældre søster, eller andre børn. Han bliver tit utilpas mår der er mange mennesker eller larm, og ligger sig bare ned på gulvet og holder sig for ørene og skriger.
Jeg er slet ikke i tvivl om han ikke er "normal", men jeg har svært ved at overbevise min far og hans kone herom. De har haft ham til høreprøve og han hører normalt. Men de er meget "nu ser vi, han er nok bare bagud". Men både min mor, andre søskende og deres venner har bedt dem få ham undersøgt, men der er ikke sket noget. Er der nogen derude der har en ide om hvad det kunne være? Jeg vil så gerne have han for den rigtige hjælp.

Vh en bekymret søster

Helle8

Hvis han går i børnehave bør pædagogerne være opmærksomme på den slags problemer. Ellers vil jeg tro der er behov for at lade en talepædagog se på det.

Måske kan du tage ham med til lægen i første omgang? KH Helle8

persille1

Må jeg have lov til at sige, jeg syntes det er så ansvarsfuldt og kærligt gjort af dig, at tænke på din lillebror.

Jeg ved selvfølgelig intet om, hvad der er galt, men prøv at læse her. Men som Helle8 siger, han burde til læge.

http://www.gomentor.com/da/articles/eks ... sfasi.aspx

Nada28

Det kunne være kromosomfejl når han er bagud med at tale og hans adfærd. Men får ham undersøgt hos lægen så de kan stille en diagnose for noget må han fejle.

nushin85

Det er flot af dig at tænke på din lillebror. Men slap bare af det skal nok komme. Hans ører fejler ikke noget som du skriver. Hans tunge fejler vel heller ikke noget hvis han siger en masse lyde så er der vel heller ikke noget galt med tungen. Det ville nok være værre hvis han slet ikke prøvede på at sige noget. Alle jer som skriver at der nok er noget galt med ham i skulle tage og slappe af. Ja undskyld mig men det lyder som om i samligner med jeres egne børn eller de børn i selv kender men børn er meget forskellige. Et barn som er bagud med sproget har brug for at komme ud og lave mange forskellige aktiviteter i hverdagen. Det kræver også at forældrene bruger energi på at pege på ting og sige deres navne eller måske lade barnet holde genstanden i hånden og undersøge den mens man gentager navnet på genstanden overfor barnet. Sproget skal nok komme og når barnet først begynder at snakke, så kommer det også til at gå hurtigt. Hav tålmodighed og råd din far og konen til at bruge mere krudt på at snakke med ham. Langsom sprogudvikling kan også være arvelig. Altså kan hans venstre hjernehalvdel være lidt "dovn" lige nu. Det er i venstre hjernehalvdel hans sproglige udvikling ligger. Hvis han ellers fungerer normalt og har det godt, ja så er han højest sandsynlig også helt normal

nushin85

Det at han ikke fungerer godt omkring mange mennesker kan forbedres hvis han kommer ud og møder mange mennesker. Det lyder for mig som om han ikke er vant til at møde nye mennesker. Min egen søn på snart to år græd også rigtig meget og blev utryg når han befandt sig omkring fremmede og ja selv omkring sine bedsteforældre og tanter. Jeg troede at det at han gik i vuggestuen og så mange voksne og børn ville dæmpe på hans angst. Men det var ikke nok. Jeg går tit i byen med ham. I shoppingcentre eller til inddørs legepladser. Der hvor der er mange mennesker. Nu er han så social og åben at han bare hilser på fremmede og smiler til dem og ja.... Han løber efter piger på sin egen størrelse og kysser dem aldrig opgiv at hjælpe et asocialt barn med at blive social

persille1

Du har fuldkommen ret i nogle børn taler sent. Det gjorde bl.a. mine. Og det behøver man ikke at tage så tungt. Især drenge, mener jeg er lidt længere om at lære at tale i sætninger. Ja, det er bare, hvad jeg har erfaret.

Næe, det der kunne være bekymrede er dette :

citat
Han er 3 år og 2 måneder nu, og siger ikke et ord. Han siger utrolig mange lyde og pludrer meget, og virker som om han tror han snakker. Altså han virker til at han i hans hovede siger en masse og forklarer ting. Jeg er i tvivl om, om han forstår hvad man siger til ham, for han virker ofte fjern og svær at komme i kontakt med. Han lever meget i sin egen verden, og leger sjældent med hans 1 år ældre søster, eller andre børn. Han bliver tit utilpas mår der er mange mennesker eller larm, og ligger sig bare ned på gulvet og holder sig for ørene og skriger.

citat slut

Hvis der er noget galt er det bedre at sætte ind tidligt i forløbet. F.eks. mit ene barnebarn, som heller ikke talte, han var døv. Heldigvis kunne der rettes op på det, men sproget er lidt længere tid undervejs. Hvis ikke der var blevet gjort noget i tide ville hans sprog måske aldrig blive helt godt.

Jeg mener bare, det er bedre at være helt sikker på der ikke er noget galt end opdage det, måske for sent.

nushin85

Persille
Det har du meget ret i. Hvis der er noget galt så hellere opdage det i god tid. Men det ser for mig ikke ud som om forældrene tager så tungt på det? Kan det mon passe at alle andre end forældrene selv synes at der er noget galt med ham? Jeg ved fra egen erfaring at man som forældre er først til at mistænke ting ved sit barn og blive bekymret

Sofie45

Hej

Jeg er heller ikke i tvivl om at din lillebror skal undersøges og have hjælp. Treårige børn skal have et sprog, og andre skal kunne forstå meget af det han siger.

Du skriver også, at du er sikker på han ikke er ”normal”, men spørgsmålet er så, hvad du kan gøre her og nu.

Har en fornemmelse af, at han ikke bliver passet ude, for så ville pædagogerne i din brors dagtilbud have opdaget, at han skal have hjælp til den sproglige udvikling.

Selvfølgelig er børn forskellige, men dette er ikke normalt for en treårig. Du kan desværre ikke gøre andet end at presse på hos din far og hans kone og gøre dem begribelig, at her er noget galt.

Eller du kan kontakte deres læge eller en anden autoritet, som forældrene vil være mere lydhør overfor.

Når jeg læser dit indlæg bliver jeg også bekymret for den dreng, og det er faktisk en pligt vi har, at sørge for at børn trives godt, og udvikler sig som de skal.

Hilsen Sofie