Fortvivlet..
Hej alle :-)
Jeg skriver fordi jeg er i tvivl om jeg er ved at udvikle en spiseforstyrelse.
Jeg er en 14-årig pige, der altid har været glad, og elsket mad. Men i maj måned 2012 begyndte jeg at blive deprimeret og alt gik bare ned af bakke for mig. Der er nok ingen som kender mig der nogen sinde kunne forstille sig, at jeg ville ende op med en spiseforstyrelse.
Jeg er ekstrem perfektionistisk, og jeg har altid stillet urigmlig høje krav til mig selv. Jeg har altid haft en facade oppe, hvor mit liv nok virkede perfekt i andres øjne. Men inderst inde har jeg altid haft ekstremt lavt selvværd, og jeg har her på det seneste været meget ked af det! Jeg kan ikke sætte ord hvad det er jeg mangler, men jeg føler mig så uværdig.
Så ligesiden Maj måned har jeg villet have kontrol over mit liv og det var så der hvor det gik ned ad bakke. Siden Maj har jeg kæmpet en kamp mod mig selv. Jeg gik fra at spise regelmæssigt til at sulte mig selv når jeg fik muligheden. Min krop har været igennem en rutschebane tur, og jeg kan ikke stoppe.. Jeg ved det er forkert at gøre det mod min egen sjæl og krop, men på den anden side har jeg jo fortjent det. Jeg har altid forstillet mig at når jeg tabte mig en lille smule ville det blive bedre.. Men nej. Jeg vejer 30kg og jeg har været helt nede på 27, hvor jeg blev indlagt. Men intet hjælper, og jeg er meget bange for at fortælle det til nogen. Min vægt er jo stadigvæk ret høj, og jeg er stadigvæk ikke tilfreds.
Hvad er der galt ned mig?
Hilsen mig
Jeg skriver fordi jeg er i tvivl om jeg er ved at udvikle en spiseforstyrelse.
Jeg er en 14-årig pige, der altid har været glad, og elsket mad. Men i maj måned 2012 begyndte jeg at blive deprimeret og alt gik bare ned af bakke for mig. Der er nok ingen som kender mig der nogen sinde kunne forstille sig, at jeg ville ende op med en spiseforstyrelse.
Jeg er ekstrem perfektionistisk, og jeg har altid stillet urigmlig høje krav til mig selv. Jeg har altid haft en facade oppe, hvor mit liv nok virkede perfekt i andres øjne. Men inderst inde har jeg altid haft ekstremt lavt selvværd, og jeg har her på det seneste været meget ked af det! Jeg kan ikke sætte ord hvad det er jeg mangler, men jeg føler mig så uværdig.
Så ligesiden Maj måned har jeg villet have kontrol over mit liv og det var så der hvor det gik ned ad bakke. Siden Maj har jeg kæmpet en kamp mod mig selv. Jeg gik fra at spise regelmæssigt til at sulte mig selv når jeg fik muligheden. Min krop har været igennem en rutschebane tur, og jeg kan ikke stoppe.. Jeg ved det er forkert at gøre det mod min egen sjæl og krop, men på den anden side har jeg jo fortjent det. Jeg har altid forstillet mig at når jeg tabte mig en lille smule ville det blive bedre.. Men nej. Jeg vejer 30kg og jeg har været helt nede på 27, hvor jeg blev indlagt. Men intet hjælper, og jeg er meget bange for at fortælle det til nogen. Min vægt er jo stadigvæk ret høj, og jeg er stadigvæk ikke tilfreds.
Hvad er der galt ned mig?
Hilsen mig
Kommentarer
Der er intet galt med dig:) Du går igennem en svær periode, hvor du ikke har kontrol over ret meget, din krop ændrer sig, og der sker mange ting, men mit råd, vil være, at slippe kontrollen, og nyde dine teenageår, og begynde, at spise regelmæssigt, og ikke straffe din krop, for i sidste ende straffer du kun dig selv.
Men gør dig selv en tjeneste og snak med dine forældre eller en anden voksen som du stoler på, så du ikke går, med alle de tanker inde i hovedet, men at de kommer ud, så du også kan få det bedre med dig selv, og din krop og din vægt.
Mvh.
Mig..
Ingen på en debatside kan desværre hjælpe dig, du skal have proffessionel hjælp. Hvis du virkelig ikke vejer mere vil jeg da tro dine omgivelser er opmærksom på dig.
Jeg ved det ikke er nemt, men du må søge hjælp. Ellers ødelægger du dit helbred. Du skriver, du har fortjent det, nej, naturligvis har du ikke det.
Når du skriver at du vejer 30 kg og at den vægt stadig er ret høj, så er der altså noget helt galt. For du burde minimum veje 17 kg mere, og så ville du stadig være meget slank.
Det du har gang i er bare så farligt, dine indre organer tærer på sig selv for at overleve. Men alt det her har du sikkert hørt 100vis af gange.
Du skriver at du er meget perfektionistisk. Men der er stor forskel på perfektionisme og at være omhyggelig. Det perfekte eksisterer ikke. For nogen. Heller ikke dem i bladene, der ser du også at de ofte har store personlige problemer.
Du bliver ikke mere perfekt af at veje 27 kg. Du bliver heller ikke mere elsket, eller et bedre menneske, eller mere holdt af. Ingen vil tænke, "hun er vel nok dygtig hende dér på de 27-30 kg". Det eneste folk tænker er, at her er er stakkels pige der har det meget svært med sig selv.
Jeg undrer mig lidt over hvor dine forældre er i alt dette her, for de kan da ikke undgå at bemærke at du er så tynd. Hvad siger de til det hele?
Det er meget vigtigt at du ikke går med dette her selv, anoreksi er en alvorlig sygdom, og ingen, slet ikke en der er så ung som dig, skal stå alene med alvorlig sygdom.
Ved du, at anoreksi handler om angst og kontrol i en kaotisk verden? Og fordi verden nu engang er uperfekt og kaotisk, bliver kampen om perfektion en kamp der ikke kan vindes.
Derimod kan angsten behandles af en dygtig terapeut. Det kan være en psykiater eller en psykolog, og senere i forløbet kan det være at andre terapiformer passer bedre til dig. Og får du hjælp til at mestre din angst og mindske dit behov for kontrol, så bliver det også meget lettere for dig at spise igen. Og fokusere mindre på, hvad andre mon tænker.
Folk tænker så meget. Gode ting og dårlige. Nogle gange om andre, men faktisk allermest om sig selv. Det er komplet ligegyldigt. Det vigtige i dit liv -er dig. Dejlige, uperfekte dig.
Søg hjælp, vil du ikke nok! Hos en veninde, hendes mor, dine forældre, en lærer du er glad for, en sød nabo, din læge hvis det er en du er tryg ved, præsten hvis det er en du kender. Bare en, der kan hjælpe dig til at få hjælp.
Der findes også chatsteder på nettet for børn og unge der har det svært som du kan kontakte.
Livet har så meget at byde på og vise dig. Men du skal have hjælp til at tage imod.