hadet, ensom og forladt
jeg er så træt af livet. kender i det folk er arroganter og kun tænker på dem selv?
jeg har hele mit liv blevet forskelsbehandlet af mine forældre. mn søster har altid fået hvad hun peger på. når jeg ville bruge computeren fik jeg aldrig lov. "hun havde lektier" og derfor sad hun der foran skærmen hele dagen. når vi sku i skole, fik hun altid lov at køre med bil i skole, "hendes var vigtigere" jeg fik næsten aldrig bilen selv. mine forældre tog hendes parti.
de bildte mig ind jeg var forskruet og en ballademager. og jeg burde respektere min søster. min søster fik hvad hun pegede på. hele mit liv har jeg grædt.
hun kommenterede og kristiserede alt jeg gjorde og sagde. hun blev helt vred over min tilstedeværelse. det gjorde mig ked af det at hun aldrig accepterede mig. siden vi var små har hun aldrig ville have mig i huset.
når vi havde venner på besøg. svinede hun mig til ved siden af dem. om med spidse bemærkninger til mine handlinger og snak. forstod aldrig hvorfor hun hadet mig.
jeg havde aldrig gjort det samme mod hende
hvis hun bad mig om at række hende vandet.sagde hun altid sådan her: fjern din hånd! en hård bemærkning. aldrig noget med: er du sød og række mig vandet. dette protesterede jegover og min far råbte å mig. at jeg kunne da bare svare igen eller lade vær at råbe. han sagde aldrig hende imod.
hvorfor gjorde de dette? hvorfor var der igen som ku lide mig og gav mig kærlighed?
i alle årene var min familie efter mig. tjekkede hver eneste handling jeg lavede. pga min søs ku jeg ikke dække bord. ikke se det i tv jeg ville. ikke få computeren. ikke rydde op. ikke grine, uden hun skulle kritisere, skælde ud og kommentere på mig. jeg er utrolig ked af det.
jeg gik på privatskole og der blev jeg mobbet al den tid jeg gik der. og de skide snotdumme lærere greb overhovedet ikke ind i alle de år eller prøvede at stoppe mobningen selvom de kendte tl det hele. det provokere mig især fordi det var en privatskole med mobbepolitik. pga nogle idiotiske lærere som ikke havde en skid forstand på mobnings traumaere. de var rigtig meget skyld i jeg fortsatte med at blive mobbet. jeg fik fortalt rygter. jeg kan stadig ikke komme mig over det selvom det er 7 år siden. du har ret lærene sympatisere med mobbere. lærene på min skole gjorde intet, de havde sympati med dem der mobbede de sagde "hun har det jo ikke selv let" og derfor lod de hende være, og sympatiserede istedet med hende og puttede hende i offerrollen. og hun beskyldte mig for ikke at lade hende være så de dumme lære gav mig skylden så mig som et monster, og straffede mig, det gæør rigtig ondt på mig at tænke på hvor meget de har beskyttet hende, at de har holdt hånden over hende.. og at de vendte det blinde øje til at jeg græd og var så ked af det... betyder ddet vi skal tortureres fordi "mobberne har det ikke let"? er det din og min skyld? har du nogle råd til hvordan jeg skal forholde mig anderledes til denne tanke? for jeg føler lærene har misbrugt deres stilling, de har simpelthen ikke gjordt deres arbejde godt nok
jeg har gået på denne skole og jeg er sgu skuffet over lærene ikke har grebet godt nok ind overfor mobning.. når man systematisk, bevidst og uden grund bliver mobbet i 17 måneder. er i så klar over hvad det gør ved den unge?
I starten var det bare sådan noget med at hun snerrede eller gjorde øjne, men det blev hurtigt værre. Jeg forsvarede mig selvfølgelig, men det blev hurtigt ligegyldigt. Hun kom sammen med én af vores klassekameriater og jeg husker tydeligt en dag hvor jeg stod ude i skuret og var ked af det. Jeg fik øje på hende overfor. Hun stod og snerrede ad mig, så jeg forsvarede mig, men hun reagerede ikke, istedet kom hendes veninde hen til hende og løb væk. Jeg blev virkelig utilpas og bange.
Senere var der andre af "vores klassekamerater" som hoppede med på chikanen. Jeg husker en dag hvor jeg cykpassede mine opgaver, pludselig fløj det om ørerne på mig med diverse snakken, det var mine "klassekamerater" der brugte mig som syndebuk. Jeg husker også en anden dag, hvor hun og de andre råbte "du må ikke sidde der, du skal sidde der, hahahaha, rolig nu over i hjørnet, okay det var virkelig et grin, så er vi da 5 normale mennesker herinde", hver gang jeg var i nærheden.
Senere behøvede hun ikke engang at være i nærheden, så tog én af de andre bare over. Der var især én af hendes "hjælpere" som var efter mig. Hun fortalte mig ofte, og gerne mens alle andre hørte på, hvor dum og irreterene jeg var og at jeg i hvert fald ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg husker jeg tænkte "hvad fanden bilder hun sig egentlig ind", men jeg sagde ikke noget. Ofte fik jeg også af vide at jeg både var dum og dårlig. Jeg fandt mig bare i det..
Jeg græd og græd og sov meget lidt. Af min læge fik jeg ingen støtte. Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket. Jeg har ikke haft noget fast arbejde siden, istedet er jeg blevet sendt ud i diverse aktiveringer. Jeg har meget svært ved at være på en skole og har faktisk slet ikke lyst til
at gå i skole eller arbejde mere.
Jeg er stadig vred over mobningen. Jeg er primært vred på lærerne på den skole, jeg gik på. Jeg mener de svigtede mig og mine forældre, og i mange år mente jeg de burde have haft en længevarende fængselsstraf for deres ugerninger. Jeg er derudover vred på forældrene til de børn i min klasse, der mobbede mig. At de ikke satte grænser for deres børn, og at de ikke lyttede til min mor som forsøgte at stoppe deres uopdragne møgunger, er helt utilgiveligt. Jeg har i årevis haft det lønsomme håb, at deres børn ville lære at opføre sig ordentligt ad andre kanaler, men jeg frygter at møgungerne i dag er møgkolleger eller møgchefer andre steder i livet – heldigvis kender jeg ingen af dem, så jeg aner ikke om det passer.
jeg ønsker bare de skal have samme tur. Man må mærke før man selv kan føle. Så de kan se hvordan det føles og hvor ondt det gør.
jeg tænker på det som var det igår selv mange år efter, er det normalt? føler mig alene i verden, føler jeg er den eneste som har det sådan og har ikke nogen at snakke med i samme situation som mig..er der ingen andre som har prøvet pigemobning som de ikke kan komme over flere år efter?
ikke nok med det blev jeg mobbet hele mit liv. har haft svær ved knytte nogen venskaber. og har svært ved kærligheden.
hvem kan elske mig? hvem kan acceptere mig?
jeg har hele mit liv blevet forskelsbehandlet af mine forældre. mn søster har altid fået hvad hun peger på. når jeg ville bruge computeren fik jeg aldrig lov. "hun havde lektier" og derfor sad hun der foran skærmen hele dagen. når vi sku i skole, fik hun altid lov at køre med bil i skole, "hendes var vigtigere" jeg fik næsten aldrig bilen selv. mine forældre tog hendes parti.
de bildte mig ind jeg var forskruet og en ballademager. og jeg burde respektere min søster. min søster fik hvad hun pegede på. hele mit liv har jeg grædt.
hun kommenterede og kristiserede alt jeg gjorde og sagde. hun blev helt vred over min tilstedeværelse. det gjorde mig ked af det at hun aldrig accepterede mig. siden vi var små har hun aldrig ville have mig i huset.
når vi havde venner på besøg. svinede hun mig til ved siden af dem. om med spidse bemærkninger til mine handlinger og snak. forstod aldrig hvorfor hun hadet mig.
jeg havde aldrig gjort det samme mod hende
hvis hun bad mig om at række hende vandet.sagde hun altid sådan her: fjern din hånd! en hård bemærkning. aldrig noget med: er du sød og række mig vandet. dette protesterede jegover og min far råbte å mig. at jeg kunne da bare svare igen eller lade vær at råbe. han sagde aldrig hende imod.
hvorfor gjorde de dette? hvorfor var der igen som ku lide mig og gav mig kærlighed?
i alle årene var min familie efter mig. tjekkede hver eneste handling jeg lavede. pga min søs ku jeg ikke dække bord. ikke se det i tv jeg ville. ikke få computeren. ikke rydde op. ikke grine, uden hun skulle kritisere, skælde ud og kommentere på mig. jeg er utrolig ked af det.
jeg gik på privatskole og der blev jeg mobbet al den tid jeg gik der. og de skide snotdumme lærere greb overhovedet ikke ind i alle de år eller prøvede at stoppe mobningen selvom de kendte tl det hele. det provokere mig især fordi det var en privatskole med mobbepolitik. pga nogle idiotiske lærere som ikke havde en skid forstand på mobnings traumaere. de var rigtig meget skyld i jeg fortsatte med at blive mobbet. jeg fik fortalt rygter. jeg kan stadig ikke komme mig over det selvom det er 7 år siden. du har ret lærene sympatisere med mobbere. lærene på min skole gjorde intet, de havde sympati med dem der mobbede de sagde "hun har det jo ikke selv let" og derfor lod de hende være, og sympatiserede istedet med hende og puttede hende i offerrollen. og hun beskyldte mig for ikke at lade hende være så de dumme lære gav mig skylden så mig som et monster, og straffede mig, det gæør rigtig ondt på mig at tænke på hvor meget de har beskyttet hende, at de har holdt hånden over hende.. og at de vendte det blinde øje til at jeg græd og var så ked af det... betyder ddet vi skal tortureres fordi "mobberne har det ikke let"? er det din og min skyld? har du nogle råd til hvordan jeg skal forholde mig anderledes til denne tanke? for jeg føler lærene har misbrugt deres stilling, de har simpelthen ikke gjordt deres arbejde godt nok
jeg har gået på denne skole og jeg er sgu skuffet over lærene ikke har grebet godt nok ind overfor mobning.. når man systematisk, bevidst og uden grund bliver mobbet i 17 måneder. er i så klar over hvad det gør ved den unge?
I starten var det bare sådan noget med at hun snerrede eller gjorde øjne, men det blev hurtigt værre. Jeg forsvarede mig selvfølgelig, men det blev hurtigt ligegyldigt. Hun kom sammen med én af vores klassekameriater og jeg husker tydeligt en dag hvor jeg stod ude i skuret og var ked af det. Jeg fik øje på hende overfor. Hun stod og snerrede ad mig, så jeg forsvarede mig, men hun reagerede ikke, istedet kom hendes veninde hen til hende og løb væk. Jeg blev virkelig utilpas og bange.
Senere var der andre af "vores klassekamerater" som hoppede med på chikanen. Jeg husker en dag hvor jeg cykpassede mine opgaver, pludselig fløj det om ørerne på mig med diverse snakken, det var mine "klassekamerater" der brugte mig som syndebuk. Jeg husker også en anden dag, hvor hun og de andre råbte "du må ikke sidde der, du skal sidde der, hahahaha, rolig nu over i hjørnet, okay det var virkelig et grin, så er vi da 5 normale mennesker herinde", hver gang jeg var i nærheden.
Senere behøvede hun ikke engang at være i nærheden, så tog én af de andre bare over. Der var især én af hendes "hjælpere" som var efter mig. Hun fortalte mig ofte, og gerne mens alle andre hørte på, hvor dum og irreterene jeg var og at jeg i hvert fald ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg husker jeg tænkte "hvad fanden bilder hun sig egentlig ind", men jeg sagde ikke noget. Ofte fik jeg også af vide at jeg både var dum og dårlig. Jeg fandt mig bare i det..
Jeg græd og græd og sov meget lidt. Af min læge fik jeg ingen støtte. Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket. Jeg har ikke haft noget fast arbejde siden, istedet er jeg blevet sendt ud i diverse aktiveringer. Jeg har meget svært ved at være på en skole og har faktisk slet ikke lyst til
at gå i skole eller arbejde mere.
Jeg er stadig vred over mobningen. Jeg er primært vred på lærerne på den skole, jeg gik på. Jeg mener de svigtede mig og mine forældre, og i mange år mente jeg de burde have haft en længevarende fængselsstraf for deres ugerninger. Jeg er derudover vred på forældrene til de børn i min klasse, der mobbede mig. At de ikke satte grænser for deres børn, og at de ikke lyttede til min mor som forsøgte at stoppe deres uopdragne møgunger, er helt utilgiveligt. Jeg har i årevis haft det lønsomme håb, at deres børn ville lære at opføre sig ordentligt ad andre kanaler, men jeg frygter at møgungerne i dag er møgkolleger eller møgchefer andre steder i livet – heldigvis kender jeg ingen af dem, så jeg aner ikke om det passer.
jeg ønsker bare de skal have samme tur. Man må mærke før man selv kan føle. Så de kan se hvordan det føles og hvor ondt det gør.
jeg tænker på det som var det igår selv mange år efter, er det normalt? føler mig alene i verden, føler jeg er den eneste som har det sådan og har ikke nogen at snakke med i samme situation som mig..er der ingen andre som har prøvet pigemobning som de ikke kan komme over flere år efter?
ikke nok med det blev jeg mobbet hele mit liv. har haft svær ved knytte nogen venskaber. og har svært ved kærligheden.
hvem kan elske mig? hvem kan acceptere mig?
Kommentarer
Jeg er hverken læge eller psykolog, men hvis det jeg skriver kan hjælpe dig lidt på vej i den rigtige retning i livet. Ja så vil det da kun glæde mig
Nu oplyser du ikke hvor gammel du er (ikke at det er vigtigt) men udfra det du skriver til sidst i dit 'brev' går jeg udfra du ihvertfald er myndig (18 år måske ældre?) - Så da det kun er en gisning, bære mit svar til dig, nok lidt præg af dette.
Nu har jeg selv været teenager engang og ved de fleste teenagere samt unge i starten af 20'erne, står overfor at skal finde sig selv og deres ståsted - Fremtids beskæftigelse i form af uddannelse/job. I det hele taget ligger der et stort pres på de unge i den alder (Det er noget man lære at takle med årene, som man bliver ældre. Ihvertfald nogen gør, nok ikke alle)
- Men hvis så ens bagland (Forældre, søskende) ikke er støttende, hjælpsomme. Udviser den samme respekt og accept de forventer at modtage fra andre. Så giver det allerede der et kæmpe knæk i ens selvtillid og tilliden til andre mennesker
Jeg er ikke i tvivl om at du ikke har haft det helt let hjemme, og at dømme udfra det du skriver - Lyder/lød det lidt som om at det ville gavne dine forældre samt søster at lære og behandle deres medmennesker (I dette tilfælde, familiemedlem (dig)) noget bedre end de har gjort, hvis jeg var dem ville jeg skamme mig. Deres opførsel er uacceptabel og dine forældre burde vide bedre (Sætte din søster på plads når hun går/gik over stregen, IKKE belønne hende for hendes dårlige opførsel)
Det er IKKE dig der er forskruet eller er en ballademager (Ihvertfald ikke udfra det du har skrevet), det er dem der har et forskruet syn på dig - Det at de bevidst vil få dig til at føle skidt tilpas, gør mig sgu egentlig ret vred! - Og kunne godt have lyst til en alvorsamtale med dine forældre og søster
At du tilmed også er blevet mobbet i skolen og at de på skolen intet gjorde ved det på trods af de var klar over det og havde en mobbepolitik vækker stor harme i mig, da jeg lige akkurat der kan følge dig 100% - Gik selv på en privatskole hvor mobning og chikane fandt sted både fra elever og lærere (Ja du læser rigtigt, nogen af lærerene var selv med til at puste til ilden så mobning fandt sted og hvor de tog Mobbernes sympati og blot lod ofrene i stikken, "For det var jo alligevel deres egen skyld" og mobberne havde det jo åhh så svært. Yeah right!!!) Men det gjorde selv at jeg efter 9 klasse i næsten et år var kørt helt ned psykisk og havde det rigtig skidt
- MEN jeg tog tyren ved hornene (som man siger) og sagde til mig selv, NEJ fandme nej de skal ikke have den ære af, at have fået mig ned med nakken. Så jeg tog en stor beslutning, jeg ville starte på en frisk, flyttede til en anden by startede på gymnasiet og fik det med tiden bedre og den dag i dag har jeg det stadig fint - Men jeg har da fået et stort knæk så min tillid til folk er meget lille og der skal meget til før jeg stoler på andre. Men jeg klare mig og holder hovedet højt (Og når jeg tænker tilbage på den tid, så ryster jeg kun på hovedet og tænker, jeg har sgu egentlig ondt af dem, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres om de fortjener dette, sikkert ikke - Men jeg skulle videre i livet og kunne ikke blive ved med at dvæle i fortiden. Det ville ikke hjælpe eller gavne mig i sidste ende. Så var tvunget til at finde en måde at lægge låg på alt det der skete den gang og det har jeg så gjort på min måde)
Det samme gælder også for dig, du er nødt til at komme videre i livet og få lagt låg på alt det dårlige, jeg ved godt det lyder lettere sagt end gjort; Og det er det også. Men det hjælper dig ikke at blive ved med at hænge dig i det - DE var nogle idioter der gik i for små sko og fik det godt af at holde andre nede (og det siger allerede en hel del om dem som person og jeg håber de en dag vil få en rigtig grimsmag i munden)
Men du skal videre og tænke fremad - Og hvis du har behov for at få talt ud om det, eventuelt få nogle redskaber til at takle det, så vil mit råd da helt klart være du opsøger en Psykolog (Det kan ofte være en stor hjælp for nogen, dog ikke alle)
- Ja det er nok meget normalt at nogen ikke kan glemme det og stadig tænker på det og stadig mange år efter blive påvirket af det - Det er jo et slags overgreb på ens person, så der er ikke noget at sige til det.
Jeg ved godt der er nogen (også i samme situation som dig) siger; At hvis jeg ikke kan elske mig selv, hvordan skal andre så kunne (Det synes jeg er noget vrøvl, og det forværre jo kun situationen) - Selvfølgelig vil der være nogen som vil kunne elske og acceptere dig for den du er - Vær dig selv, ALTID! Og ikke en anden, som andre pådutter dig du skal være (Skide være med dem der ikke kan acceptere dig som du er, deres tab ikke dit)
Er sikker på du er et helt igennem dejligt menneske, med mange talenter gemt i dig (du skal blot finde dem frem) og jeg ønsker dig al mulig held og lykke i fremtiden det fortjener du
Den mening kan man kun have, hvis man ikke har kendskab til det. Nu er man vist gået fra det igen, for nu tales der om man skal sætte ind mod mobningen.
Men det bliver kun til snak. Snak, snak, som med alt andet, der er ingen, der har ansvar. Alle skal have ansvaret og det vil i realiteten sige, ingen.
Der er ingen, der kan være så uskyldige som mobberne, når man siger det til dem. Det kan de da ikke forstå....
Det gør mig gal, ja jeg kunne fristes til at sige rasende, men den tid er endelig overstået. Men der har været en tid, hvor jeg ønskede dem det værste, at de selv måtte opleve det. Især lærerinden, jeg frygtede hende.
Ha, nej forældrene til mobberne gør intet som helst. De burde og skulle straffes, når de intet gør.
Og på arbejdspladser, straf dem der mobber, det manglede bare. De kan drive mennesker til selvmord. Det er så ondsindet.
Da min søn blev mobbet blev han flyttet til en privat skole. Der blev han ikke mobbet og han fik en helt anden selvtillid, som han nyder godt af i dag.
Da hans datter blev mobbet blev hun med det samme flyttet til en anden skole. Det var ellers fra en privat skole og til den kommunale skole.
Og det er kun nogle få der mobber, desværre kan de få resten af flokken med sig. Alt afhænger af ledelsen.
Jeg havde en oplevelse i anden klasse. En pige blev mobbet og jeg syntes det var synd og stod ved hendes side. Stemningen vendte sig fra hende mod mig. Hun gik straks over til de andre og var imod mig. Det er noget, jeg aldrig har glemt.
En ledelse, der ikke stopper mobning burde fyres. Jeg ville en overgang gerne møde mine mobbere og skælde dem ud, fortælle hvilke lede personer de er, men nu er jeg ligeglad.
Der er mobbere overalt. Nogle siger, man ikke skal lade dem vinde og holde ud.
Det er kun fordi de ikke kender til det, for man har tabt på forhånd. Bliver man mobbet, så flygt fra skolen eller arbejdspladsen inden man bliver smadret.
Kan det hjælpe bare en lille smule, du er ikke alene med dine tanker og følelser.
Mille, jeg er 23 år.
ja når jeg aldrig fik støtte eller anderkendelse fra min familie, har gjort jeg idag ingen tillid, tryghed har til andre eller mig selv. jeg mistede meget af mig selv og stadigvæk i dag.
Jeg har prøvet at tænke anderledes om det, at jeg var bedre end dem. at det dem som er noget i vejen med. men det går så mange år tilbage at det er svært at få et normalt liv igen.
måske de selv har haft et dårligt liv, hvem ved siden de gjorde som de gjorde? men som selvfølgelig ikke berettiger dem i at gøre sådan
din mobbehistorie er præcis den samme som min. du har osse været det samme igennem. på en privatskole hvor både lærere og elever mobbede sammen og skd skylden på offeret fordi bødlen ikke "har det let" var det ikke os bare de ting som gjorde dig vred, og trist? tænk at lærere endda en privatskole kan skjule mobning samt sige "jamen 2 personer kan jo ikke tage fejl" og at hvis offeret flyttede så fulgte nissen med" sådan noget vækker harme ja. det er jo et overgreb de har dækket over. et overgreb de har begået. som jeg altid har haft svært ved lægge bag mig uanset hvor meget jeg har prøvet.
hvordan kom du frem til at du havde ondt af dem?
jeg har tænkt at gå til psykolog for at lægge låg på det hele. håber det vil hjælpe mig hvis ikke må jeg tage den derfra.
har du selv været til psykolog med alt dette?
pernille, hvordan taklede du at ingen greb ind overfor mobningen?
det er jo trist at efter så mange år det stadig sidder i en og skal styre en. men et overgreb fra lærere er osse væmmeligt. psecielt når de er voksne og havde ansvar. havde de prøvet at blive mobbet tror jeg de havde reageret. idag burde man give lærere undervisning så de kan stoppe mobning. desværre er der for lidt fokus og lov om mobning. man skal da ikke selv være et offer for at kunne vide bedre
Hvordan jeg klarede det, jeg klarede det ikke. Min selvtillid røg i bund og da jeg mødte en mand, som sagde han elskede mig faldt jeg omgående i "vandet". Jeg havde det samme behov som du, at blive holdt af.
Nu kom jeg fra asken og i ilden. !!! da først vi var blevet gift viste han sit sande jeg og det var ikke rart.
Jeg var heldigvis stærk psykisk, jeg fik børn og dem kunne jeg ikke svigte. Jeg forsøge at bruge min uddannelse, men kunne ikke holde til både at arbejde, passe mand, hjem og børn. Mit fysiske helbred kunne ikke klare det. Altså måtte jeg holde ud til det blev muligt at forlade min daværende mand.
Derfor føler jeg med dem, der bliver mobbet, jeg ved hvordan det er.
Mobbere skulle stilles til ansvar for deres gerninger. Det hjælper ikke at appellere til dem, de fatter det ikke. Det er magtbegærlige mennesker, der elsker magten over andre.
Det bedste du kan gøre for dig selv er at få en god uddannelse og bruge den. På den måde vil du få mere selvtillid.
ps. Få dig IKKE en kæreste bare for at blive elsket. Vent til du møder den rigtige, han skal nok komme. Det haster ikke. Få en uddannelse. Mit bedste råd til dig, jeg har erfaringen.
Mit barn, som blev mobbet og flyttet til en anden skole, hvor han blev rettet op, heldigvis. Han har i dag en meget stor stilling, det fryder mig i stilhed. Måske barnligt tænkt, men jeg kan ikke lade være. Han mobber ingen, tværtimod.