Hjælp. Gode råd!
Hej jeg er en pige på 25 min kæreste er 29 og vi har været sammen i godt 4 år nu. Sidste jul fik vi vores datter sammen. Vores datter var ikke planlagt, men var imod abort pg tænkte at jeg sagtens kunne varetage opgaven! Dwt er også gået rigtigt godt, indtil at min kæreste begyndte at ændre sig helt voldsomt. Jeg begyndte på uddannelse for et stykke tid siden, men min kæreste derimod har været arbejdsløs lige siden vi mødte hinanden. Vi er fra to forskellige kulture og har derfor ofte svært ved at nå til enighed. Vi havde det godt sammen somsagt, men efter at jeg fødte, føler jeg at han har ændret sig radikalt! Han har aldrig rigtigt gidet at indgå i madlavning, tøj vask og oprydning. Jeg er blevet mere og mere træt af ham, og siger det faktisk også rimelig ofte til ham hvordan jeg føler det. At jeg mangler omsorg, kærlighed, kys og kram osv. Gange vi har skændes har jeg bedt ham om at forlade huset, da jeg virkelig ikke har kunnet tænke klart i hans nærvær! Få gange har han gjord det andre gange ikke. Vi har slået hinanden. Og lad os sige at vi faktisk har været lige gode om det, men self. Ikke imens vores datter var til stæde. Jeg føler mig magtesløs da jeg ikke bare kan smutte når jeg har aller mest brug for det, han køre mig virkelig psykisk langt ned til tider hvor jeg virkelig bare har løst til at smide hvad eg har i hænderne og gå, ved ikke hvor hen, men bare gå. Jeg græder ofte, og det betyder ingenting for ham længere da det bare er blevet til hverdag at jeg græder. Jeg har flere gange tænkt på at gå til læge da jeg føler mig stresset og udmattet. Men et bange for at lægen føler jeg er for 'stresset' til at tage vare på min datter. Jeg har min mor som jeg snakker med og søster, som kender lidt til hvordan vi har det, men ikke at jeg har det så psykisk dårligt som jeg har det. Jeg vil bare give min datter den opvækst og barndom som hun fortjener, men føler ikke at jeg kan være der 100% for hende da jeg går og har det som jeg har det. Noglegange når jeg konfrontere min kæreste med hvordan jeg har det med ham og helst egentlig bare vil være alene mor, tager han det ikke så tungt, andre gange bliver han så sur og agressiv! Sidst truede han mig med at vi aldrig skulle fra hinanden, om han så skulle komme 12 år i fængsel! Jeg har snakket med hans storebror som han har en del respekt for om det, men jeg føler ikke at han tager det helt seriøst, og mener bare at vi skal snakke ordenligt og voksent til hinanden og så skal det nok løse sig. Men nej! Vi har nået hinandens grænser, ligemeget hvor gode venner vi er igen imorgen er der ingen vej tilbage igen, alt er tabt fra min side. Jeg føler mig ødelagt af ham. Om han så kom med 1000 røde roser, en hest og er hus i LA vil jeg ikke mere. Jeg føler mig bare lost nu... De gange hvor han har været væk mere end et døgn af gangen har jeg følt mig så overskudsagtigt. Jeg føler at hverdagen er 100% nemmere at komme igennem selvom at jeg er alene om det hele. Når han så dukker op igen, glemmer jeg helt hvor træls det stod på det hele. Han vil ikke flytte. Undskyld stavefejl og den lange tekst, håber bare på svar pg gode råd, måske nogle der har været igennem lidt af det samme? Føler sidste udvej på trods af alle hans trusler er politi anmeldelse og håbe på fred den vej?? Men hva så hvis han kommer i fængsel. Hvad siger jeg så til min datter når hun kommer og spøger hvor far er som 10' årig? Hun har jo også ret til at have sin far??? Hjælp????
Kommentarer
I skændes, I slås og du er ved at gå helt ned psykisk på det.
Det er da lige præcis ikke det, din datter skal udsættes for. Det kan godt være at du/I prøver at skjule dt for hende, men selv et lille barn kan kan sagtens fornemme det, hvis forældrene har det dårligt.
Din mand har truet dig og det er for mig nok til, at du skal ud af det og at du skal ud nu.
Det lader ikke til, at du har noget videre netværk der kan hjælpe dig - jo du har lidt familie du kan tale med, men hjælpe dig lader det ikke til, at de kan, så afhængigt af, hvor galt det er, vil jeg foreslå dig, at du enten kontakter din sagsbehandler i kommunen og beder om hjælp - eller kontakter et krisecenter.
Man siger ganske vist, at hvis kommunen kommer ind over, så går det først helt galt, men så voldsomt behøver det ikke være. Du får jo ikke fjernet dit barn, fordi du vil hjælpe både dig selv og hende - og kommunen kan måske hjælpe dig til en anden bolig.
Men - hvis din mand kan finde på at opsøge dig og gøre alvor af sin trussel, så er det et krisecenter, du skal gå til.
Jeg tror absolut, du bedre kan forklare tingene for din datter, når hun bliver 10 år, hvis du tager et voksent valg nu - også for hendes skyld - end at du bliver, og hun skal vokse op i et hjem med vold og ballade; for så får du og hun da først for alvor problemer at kæmpe med.
Der ER hjælp at få - så søg den, og gør det nu - inden det måske går helt galt.