Selvskade
Hej Alle
Er en pige på 17 år, har gjort skade på mig selv i omkring 3 måneder, jeg har gjort det op med mig selv at jeg er nødt til at stoppe. Der er bare lige det i det, at mine forældre ikke ved det, og IKKE skal vide det. Jeg er dog i tvivl om, om det overhovedet er muligt for mig at få noget hjælp?
Har snakket med en fra kommunen, noget annonym åben rådgivning en gang, kan bare ikke komme der mere end to gange mere, fordi det netop er 'annonymt', og har heller ikke specilt lyst til at snakke med dem igen..
Kan jeg gå til lægen uden at han siger det til mine forældre? Og så tænkte jeg også lidt på psykolog, går det gennem kommunen eller hvordan fungere det?
Håber I kan hjælpe :-)
Hilsen C
Er en pige på 17 år, har gjort skade på mig selv i omkring 3 måneder, jeg har gjort det op med mig selv at jeg er nødt til at stoppe. Der er bare lige det i det, at mine forældre ikke ved det, og IKKE skal vide det. Jeg er dog i tvivl om, om det overhovedet er muligt for mig at få noget hjælp?
Har snakket med en fra kommunen, noget annonym åben rådgivning en gang, kan bare ikke komme der mere end to gange mere, fordi det netop er 'annonymt', og har heller ikke specilt lyst til at snakke med dem igen..
Kan jeg gå til lægen uden at han siger det til mine forældre? Og så tænkte jeg også lidt på psykolog, går det gennem kommunen eller hvordan fungere det?
Håber I kan hjælpe :-)
Hilsen C
Kommentarer
Er dog selv 15, og på det tidspunk 14, men har været ude for noget af det samme. Men da du ikke er 18 endnu, og derfor ikke er gammel nok til at tage vare for dig selv, har din læge eller psykolog ret til at skulle fortælle dine forældre det. Og så tænker du nok at så skal du bestemt ikke have den hjælp. Men jo det skal du, for det er noget du skal ud af.
Du har sikkert en masse tanker om hvordan dine forældre reagerer. Men det er slet ikke så slemt. De viser deres kærlighed til dig, og du bliver utrolig glad bagefter og har slet ikke lyst til at gøre det igen.
Har været igennem det så taler erfaring, og mit råd er at gøre det. Tro mig du for det meget bedre. Og du har brug for hjælp, og fortjener det!
Men - så unge mennesker bør ikke gå alene med så alvorlige problemer, så jeg foreslår at du - måske efter at have talt med lægen - overvejer om ikke dine forældre alligevel skal have noget at vide for at hjælpe og støtte dig fremover.
Forældre kan faktisk være mere forstående, end man som teen-ager overhovedet kan forestille sig. Det kan også være, der i din nærhed findes en anden voksen, du måske bedre kan betro dig til - for du har brug for hjælp.
Er du sikker på de har tavshedspligt med sådanne ting?
For da jeg snakkede med min psykolog først sagde han til mig at det skulle han fortælle min mor, det skulle man ved sådanne ting så længe mm var under 18.
MVH Mette
Det er af afgørende betydning, at du kommer under behandling, så derfor kan du trygt gå til din læge og fortælle, at du ikke vil have dine forældre bliver informerede, og det kan du sige FØR du fortæller om dit problem.
Så HAR lægen altså denne tavshedpligt.
Men - det er meget muligt, at lægen vil forsøge at forklare dig vigtigheden af, at dine forældre - eller en anden voksen i din nærhed - kommer med på banen mht at du skal have hjælp.
Jeg kender naturligvis ikke din familiesituation, men er du helt sikker på, at der vil ske en masse forfærdeligt, hvis dine forældre får at vide hvordan du har det? De fleste forældre (men der er naturligvis undtagelser) vil gøre alt for at hjælpe deres barn, der har det dårligt.
Hvis dine forældre hører til de ganske få, der ikke vil hjælpe, så har du nogle andre problemer, som du også skal have hjælp til.
Når man er helt ung, har man ofte meget svært ved at forestille sig, at forældre vil deres barn det bedste - det er en alder, hvor der ofte er konflikter mellem børn og forældre, men det er nu helt almindeligt. Det betyder ikke, at dine forældre hader dig - tvært i mod - det betyder, at de vil dig det bedste, men i den alder, har teenagere det ofte temmelig svært, og har svært ved alle de velmenende råd, der kommer fra forældre.
Man siger ofte at de unge år, der de skønneste i ens liv, men det er nu ikke helt rigtigt - det er en periode, hvor man udvikler sig temmelig voldsomt - både fysisk og psykisk - og derfor meget let kommer i konflikt med både sig selv, sine forældre, og sine omgivelser.
Men - kom nu til læge - fortæl ham trygt din historie, og så kan du sammen med lægen finde den løsning, der er bedst for dig.
Du har brug for hjælp, derfor skal du også søge den.
Men jeg kan vel ringe til lægen og høre om jeg kan snakke med ham, uden det bliver sagt videre. Måske skal jeg have hjælp ja, men det bliver uden mine forældre..
Men forældre er slet ikke som vi går og tror. Når de for sådan nogle ting at vide, bliver de en del klogere. Og forældre er utrolig forstående. Jeg har altid haft et godt forhold til min mor, og det er kun blevet stærkere tro mig!
Og ja, - det kan være din mor har en hel masse ideer om, hvordan ting er - det har vi alle sammen - men hun må så i lighed med alle andre ændre lidt på de ideer.
Jeg tror slet ikke, du behøver at frygte alt muligt - men jeg forstår dig, så derfor skal du først og fremmest tale med din læge i fortrolighed.
Forhåbentligt er det en fornuftig læge, der kan hjælpe dig - og hvis han også kender dine forældre, så er det også ham, der kan vurdere, om det vil være godt, at de bliver involverede eller ej - MEN husk, det er dig, og kun dig, der bestemmer det.
Jeg tror ikke, du er direkte livstruende - ikke sådan som du skriver her - men du har tydeligvis brug for hjælp, inden du kommer længere ud i din selvskade, så derfor skal du kontakte din læge - og gøre det nu.