Depression, igen, igen.
Jeg har fulgt debatterne herinde den sidste måneds tid og har bestemt mig for at se, om jeg kan finde lidt håb herinde ved at være med i debatten.
Jeg har fået depression nummer tre og er opstartet i medicinsk behandling og hos en psykolog som arbejder med kognitivt baseret terapi.
Men... jeg synes der er lidt håb forude lige nu...
Sidste gang (som var for ca et år siden) havde jeg rigtig god effekt at Tankefeltterapi og Hypnoterapi. Men min økonomi er meget stram, så denne gang har jeg valgt at bruge min sundhedsforsikring, som kun kan anvendes hos en klinisk psykolog.
Jeg er bange for fremtiden, bliver det her ved, kommer der flere depressioner til, hvordan klarer jeg at holde fast ved mit arbejde og passe mit barn, når jeg knapt har overskud til at passe mig selv?
Jeg føler, at jeg slider på mit netværk og har en grundlæggende følelse af at være forkert, at jeg ikke må have det sådan her. Vil bare have det væk og blive mig selv igen. Hende der er glad for livet og som glæder sig over det og ved, at der venter noget godt forude. Hun er væk ligenu og jeg savner hende.
Jeg kan læse at bla. Kameliadamen kender til de gentagne depressioner, og heldigvis er sluppet af med dem.
Men... hvad nu hvis det fortsætter?? Kan man holde til det, at livet gør så ondt???
Hilsen Lisbeth
Jeg har fået depression nummer tre og er opstartet i medicinsk behandling og hos en psykolog som arbejder med kognitivt baseret terapi.
Men... jeg synes der er lidt håb forude lige nu...
Sidste gang (som var for ca et år siden) havde jeg rigtig god effekt at Tankefeltterapi og Hypnoterapi. Men min økonomi er meget stram, så denne gang har jeg valgt at bruge min sundhedsforsikring, som kun kan anvendes hos en klinisk psykolog.
Jeg er bange for fremtiden, bliver det her ved, kommer der flere depressioner til, hvordan klarer jeg at holde fast ved mit arbejde og passe mit barn, når jeg knapt har overskud til at passe mig selv?
Jeg føler, at jeg slider på mit netværk og har en grundlæggende følelse af at være forkert, at jeg ikke må have det sådan her. Vil bare have det væk og blive mig selv igen. Hende der er glad for livet og som glæder sig over det og ved, at der venter noget godt forude. Hun er væk ligenu og jeg savner hende.
Jeg kan læse at bla. Kameliadamen kender til de gentagne depressioner, og heldigvis er sluppet af med dem.
Men... hvad nu hvis det fortsætter?? Kan man holde til det, at livet gør så ondt???
Hilsen Lisbeth
Kommentarer
Jeg har selv prøvet lidt af hvert, men kunne ikke få 100% gavn af det og undgå nye depressioner før nu, hvor jeg fandt ud af at noget jeg ikke havde talt om var vigtigt at få sagt og bearbejdet.
Du kender godt selv årsagen, men måske gjorde det så ondt at du har fortrængt den; jeg vil dog tro du har fået det frem i hypnoterapi. KH helle8
Jeg vil gerne byde dig velkommen som Netdoktor-bruger og som deltager i debatten her ;o)
Jeg forstår det sådan, at du ikke beder om et egentligt råd, men mere ønsker at udveksle erfaringer med andre, der har prøvet at have depressioner.
Ja, det er rigtigt, at jeg kender til gentagne depressioner og heldigvis er sluppet af med dem.
Depressioner kan jo komme af mange ting. Kender du årsagen (eller årsagerne, for tit er der jo mere en én årsag) til dine depressioner?
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du havde den sidste af slagsen for et år siden. Jeg tror, at der er virkelig mange, der mister noget af livsgnisten i den mørke tid af året. Og egentlig kan det jo være, at i hvert fald nogle af os – rent genetisk – er skruet sådan sammen, at vi helst burde gå lidt i hi i vinterperioden, altså nedsætte aktivitetsniveauet og sove og hvile os noget mere. Det passer bare dårligt sammen med en moderne livsførelse, hvor arbejdsgiverne kræver det samme hele året rundt, og hvor julemåneden faktisk stiller endnu større krav, især når man har børn: gaveræs, julehalløj både på arbejdet og i børnenes institutioner og desuden børnenes opskruede forventninger til julen.
Når man har et barn, kan man jo bare ikke sådan melde sig ud af juleræset.
Du stiller et direkte spørgsmål: ”Kan man holde til, at livet gør så ondt?”
Mit svar er: Ja, det kan man. Det er utroligt, hvad man kan holde til, når det skal være. Men det er en virkelig forfærdelig måde at bruge sit dyrebare liv på!
Jeg tror, at alle, der har haft en depression, kender tanken om at være forkert. Det hører med. Der er ikke andet at gøre end at lade denne tanke passere, når den opstår, og − så vidt muligt − ikke gøre et stort nummer ud af den.
Hvis du er bekymret for, om du slider på dit netværk, vil jeg råde dig til at spørge dem ligeud. Det er selvfølgelig et problem, hvis netværket siger: ”Ja, du slider på os!” Det kan jeg godt se.
Men jeg vil tro, at netværket siger: ”Nej, vi vil gerne hjælpe dig, så du kan blive rask igen.”
Sådan som jeg ser det, så er selvbebrejdelser og bekymringer og angstfyldte spekulationer direkte gift for sjælen i din nuværende situation.
Det er klart, at du ikke magter så meget lige nu. Sådan er det jo under en depression. Men sådan vil det jo ikke være, når du bliver rask, så derfor er der ikke nogen grund til at spekulere over fremtiden. Jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, og man kan selvfølgelig ikke standse sine tanker eller lave dem om til positive tanker, når man har en depression, men man kan prøve at se spekulationerne som noget, der hører depressionen til, og som derfor ikke skal have så meget magt.
Har du mulighed for at komme ud, mens det er lyst? I dag skulle der vistnok komme sol. Jeg oplever det som meget livgivende at komme ud i dagslyset. Lys og frisk luft og en gåtur i snelandskabet er altid godt.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for din besked. Den gav mig lige et lille pift til dagen der kommer. Morgenen er særlig svær at komme igennem.
Jeg ved godt, at de negative tanker hører depressionen til. Tidligere har jeg valgt ikke at tage dem ind, ikke tage ejerskab på dem.
Men min nuværende psykolog anbefaler mig at skubbe tankerne væk som det de er, tanker, men at tage mig af den del af mig, gå ind i det, som gør ondt.
Og det har jeg bare så meget modstand på. Jeg vil ikke være sammen med den del af mig som ikke ønsker at være her, jeg gider hende ikke, vil ikke lære hende at kende, jeg vil bare have mig selv tilbage...
Jeg mærker efter tredje uge på medicinen (er nu oppe på max dosis) at jeg er mere rolig (træt) og mere følelsesaffladet, græder mindre, men kan ikke rigtig slippe ud af spindet af tanker. Jeg tror nok der gik ca seks uger sidste gange jeg opstartede medicin, førend jeg begyndte at få det bedre, og sådan føle mig mere som jeg plejer.
Frygten for sygdommen fylder rigtig meget. Hvis bare tankerne kunne slukkes lidt, så tror jeg det ville være mindre pinefuldt.
Mon der er andre der har god erfaring med mindfulness???
Eller noget andet? Jeg er faret lidt vild i junglen af tilbud og har svært ved at sortere i det der er.
hilsen Lisbeth
Sådan var det også for mig: morgnerne var de værste.
Med hensyn til terapi, så kunne det være godt, hvis der var nogle, der ville fortælle om deres erfaringer med kognitiv terapi eller mindfulness. Jeg har kun læst om disse terapiformer.
Selv har jeg haft positive erfaringer med kropsorienteret psykoterapi hos en velkvalificeret psykolog.
Det lyder godt, at medicinen er begyndt at virke. Så går det fremad.
Mange hilsner
Kameliadamen
Mon du kan huske hvad du gjorde om morgenen for at stoppe spindet indeni?
Jeg vågner tidligt og er så forpint indeni, men har svært ved at komme op og igang med dagen,slår vækkeuret fra og fra og ender med at komme for sent op og få startet dagen dumt for både min datter og jeg, alt for travlt og hektisk... Lige til at fodre den dårlige samvittighed med, den sluger det hele råt...
Psykologen har anbefalet mig at starte med at lytte til en guidet meditation om morgenen, men det har jeg ikke fået gjort.
Idag har jeg fået besluttet mig til at skifte psykolog og har fået en tid hos en, som min veninde har anbefalet. Hun havde først tider i uge 1, men det må jeg så vente på, når nu jeg ikke rigtig tror på, at hende den første og jeg vi får et konstruktivt samarbejde.
Ja erfaringer med mindfulness kunne være interessant at høre om.
Håber der er nogen som vil dele ud...
Gode råd er dyrebare. Og det bedste i verden lige i øjeblikket er, at andre tror på og fortæller mig, at jeg får det godt igen, når jeg nu ikke selv kan mærke det.
Bedste hilsner
Lisbeth
Jeg havde det lidt på samme måde med at vågne tidligt og ha' det rigtigt skidt. For mig var det måske ligeså meget angst som depression, men konsekvensen er den samme - komme op lidt for sent og få en skidt start på dagen.
Det der hjalp mig var faktisk mindfulness som du også skriver lidt om. Jeg blev introduceret til vha. http://www.alicejuhl.dk/Mindfulness-Aarhus/ og det har faktisk hjulpet utroligt meget. Nogen gange starter jeg dagen med en af øvelserne og det giver en helt anden indre ro end når jeg ikke gør det.
Jeg ved godt at det kan være svært at starte dagen med en guidet meditiation, det problem havde jeg også inden jeg "tvang" mig selv til at gøre det et par gange. Det var som om at efter jeg havde gjort det nogle gange blev det næsten til en vane.
Og ja, gode råd er dyrebare, og det jeg kan sige er at det altså kan hjælpe og det er umagen værd! Held og lykke!
Line
Må jeg spørge hvilken medicin du får ?
Jeg får noget der hedder Noritren er oppe på fuld dosis - men har ikke mærket nogen bedring - er tværtimod blevet endnu mere angst. For en uge siden siden kunne jeg godt komme ud af huset - var feks. afsted for at få taget en blodprøve - men nu er jeg så fyldt med angst at jeg ikke magter andet end ligge i min seng. Har fortalt psykiater det er sådan - men får at vide jeg bare skal fortsætte med medicinen.
Før denne depression fik jeg Cipramil. har fået i flere år og da jeg blev noget deprimeret igen mente psykiater jeg skulle skifte medicin. Det gjorde jeg så og nu er alt bare meget værre.
Gode råd modtages med stor tak.