Indstillinger
Bør vi blive sammen?
Jeg går og tumler med problemer i mit parforhold som må siges at ha været lidt som en tur i ruchebanen.
Min kæreste og jeg har været sammen i 15(!)år lige siden vi var hhv 18 og 19 år. Vi har oplevet utrolig mange op og nedture i forholdet, men har altid holdt sammen og redet stormen af.
For ca 5 år siden blev min kærste gravid. Vi besluttede os for at købe et hus, og vi fandt et som jeg i min naivitet troede jeg kunne renovere på et par måneder, det tog nærmere et par år.
Det betød at min kæreste måtte være meget alene under hendes barsel (vi fik en dejlig lille datter der nu er 4) da jeg måtte arbejde på huset, og generelt var noget nedslidt, jeg også havde et arbejde at passe. Det sled på forholdet og jeg tror hun følte sig meget ensom.
Da barslen var slut tog hun selvfølgeligt på arbejde igen. Hendes arbejdsplads er præget af der arbejder mange unge mennesker, så det er meget fest og farver.
Da jeg gik derhjemme og var lidt en surmule fordi jeg ærligtalt havde gabt over for meget med at skulle renovere det hus og ikke kunne overskue det, valgte hun at deltage mere og mere i disse fester på arbejdspladsen samt at omgåes hendes kolleger i fritiden, hvor hun kunne få noget positiv opmærksomhed.
Det betød at efterhånden som jeg var færdig med at renoverer huset, blev min rolle mere som en forsøger der tog sig af vores datter og ellers passede huset.
Da hun er en meget åben og glad person betød det også at flere mænd misforstod hendes intentioner og troede at hun ville mere end bare venskab. Dette ledte en gang til en konfrontation mellem mig og en af disse bejlere dog uden nogen kom til skade eller andet. og jeg må indrømme at jeg har følt en del sorg og jalouxi. Især fordi hun forsatte sit venskab på trods af erklæringer om at han er forelskede i hende.
I starten af 2012 nåede vi et lavpunkt hvor hun tog virkeligt ofte i byen og blev venner med div fyre hun mødte på diskoteker sent om natten alt imen jeg var hjemme og passe vores datter.
Set i bakspejlet burde vi nok have stoppet vores forhold der, men af alle de forkerte grunde holdt vi sammen (økonomi, barn) . Når jeg konfronterede hende med at jeg var ked af hvordan det gik mellem os fik jeg et svar i retningen af jeg burde være noget mere positiv og glad. og når jeg mente at hun skulle holde igen med byturen og ikke komme hjem kl 6-8 om morgnen fik jeg at vide at jeg ikke skulle begrændse hende og være dominant.
I foråret 2012 besluttede jeg mig for at prøve at "vinde hende tilbage" ved at kickstarte vores forhold og få nogle positive oplevelser sammen. Vi tog på flere slotsophold for os to, og i sommerferien en rejse sydpå for hele familien og vi havde det virkeligt godt, gnisten var genfundet !
Men så kom efteråret, hun begyndte at få travlt på arbejde, samtidigt blev hun syg med halsbetændelse som dog ikke betød hun blev hjemme blot at hun var totalt udkørt nå hun endeligt var hjemme, men tog til koncerter og ud med veninderne, imens jeg måtte stå derhjemme med vores datter og får det til at fungerer med at bringe og hente i børnehaven, dette betød faktisk også at halsbetændelsen udviklede en kronisk følgesygdom. de sideste 3 måneder har vi ikke spist aftensmad sammen mere en max 2-3 gange om ugen.
Inden for den sidste måned har der så været episoder der har gjort at jeg endte med at flytte hjemmefra, om ikke andet for at få noget tid til at tænke mig om fordi det har såret mig ret meget hver gang.
Den første episode er at hun fortæller at hun skal arbejde over en fredag, jeg forklare at jeg har lavet en lækker middag og håber hun kommer hjem og spiser sammen med os. hun dukker først omk kl 4.30 om natten. Hun har drukket "en" fredagsøl med sine kolleger men er blevet så dårlig at hun har kastet op og er taget hjem og sove hos en mandlig kollega. Det skal siges at hun ikke kommunikere noget om denne ændring af planer og iøvrigt ikke tager sin telefon eller skriver sms. Jeg var virkeligt nervøs for om der var sket hende noget, da hun i min verden blot arbejdede over.
Efter hun har fået konstateret sin kroniske sygdom beslutter hun sig for at nu vil hun drosle ned på alle de ting hun render til, den beslutning varer dog kun et par dage så har hun booket en cafetur og en julefrokost mere ind på 10 dage hvor hun i forvejen havde en julefrokost og en koncert i en anden by. Både til koncerten og til den første julefrokost overnatter hun ude i byen og er først hjemme om aftenen dagen efter.
I lørdags tager hun så til firmajulefrokost. Søndag kl 10 er hun ikke dukket op hjemme og vi havde en aftale om at skulle holde advent hos vores datters farmor. Hun kontaker mig kl 11 og siger hun er på vej hjem. jeg spørger hende hvor i alverden hun har været, det vil hun ikke ud med til at starte med, men det ender med at hun fortæller at hun har sovet ved en mandelig kollega (i sofaen i stuen). Jeg fortæller hende at jeg har pakket mit tøj og at jeg køre vores datter til mormor om aften
Min kæreste og jeg har været sammen i 15(!)år lige siden vi var hhv 18 og 19 år. Vi har oplevet utrolig mange op og nedture i forholdet, men har altid holdt sammen og redet stormen af.
For ca 5 år siden blev min kærste gravid. Vi besluttede os for at købe et hus, og vi fandt et som jeg i min naivitet troede jeg kunne renovere på et par måneder, det tog nærmere et par år.
Det betød at min kæreste måtte være meget alene under hendes barsel (vi fik en dejlig lille datter der nu er 4) da jeg måtte arbejde på huset, og generelt var noget nedslidt, jeg også havde et arbejde at passe. Det sled på forholdet og jeg tror hun følte sig meget ensom.
Da barslen var slut tog hun selvfølgeligt på arbejde igen. Hendes arbejdsplads er præget af der arbejder mange unge mennesker, så det er meget fest og farver.
Da jeg gik derhjemme og var lidt en surmule fordi jeg ærligtalt havde gabt over for meget med at skulle renovere det hus og ikke kunne overskue det, valgte hun at deltage mere og mere i disse fester på arbejdspladsen samt at omgåes hendes kolleger i fritiden, hvor hun kunne få noget positiv opmærksomhed.
Det betød at efterhånden som jeg var færdig med at renoverer huset, blev min rolle mere som en forsøger der tog sig af vores datter og ellers passede huset.
Da hun er en meget åben og glad person betød det også at flere mænd misforstod hendes intentioner og troede at hun ville mere end bare venskab. Dette ledte en gang til en konfrontation mellem mig og en af disse bejlere dog uden nogen kom til skade eller andet. og jeg må indrømme at jeg har følt en del sorg og jalouxi. Især fordi hun forsatte sit venskab på trods af erklæringer om at han er forelskede i hende.
I starten af 2012 nåede vi et lavpunkt hvor hun tog virkeligt ofte i byen og blev venner med div fyre hun mødte på diskoteker sent om natten alt imen jeg var hjemme og passe vores datter.
Set i bakspejlet burde vi nok have stoppet vores forhold der, men af alle de forkerte grunde holdt vi sammen (økonomi, barn) . Når jeg konfronterede hende med at jeg var ked af hvordan det gik mellem os fik jeg et svar i retningen af jeg burde være noget mere positiv og glad. og når jeg mente at hun skulle holde igen med byturen og ikke komme hjem kl 6-8 om morgnen fik jeg at vide at jeg ikke skulle begrændse hende og være dominant.
I foråret 2012 besluttede jeg mig for at prøve at "vinde hende tilbage" ved at kickstarte vores forhold og få nogle positive oplevelser sammen. Vi tog på flere slotsophold for os to, og i sommerferien en rejse sydpå for hele familien og vi havde det virkeligt godt, gnisten var genfundet !
Men så kom efteråret, hun begyndte at få travlt på arbejde, samtidigt blev hun syg med halsbetændelse som dog ikke betød hun blev hjemme blot at hun var totalt udkørt nå hun endeligt var hjemme, men tog til koncerter og ud med veninderne, imens jeg måtte stå derhjemme med vores datter og får det til at fungerer med at bringe og hente i børnehaven, dette betød faktisk også at halsbetændelsen udviklede en kronisk følgesygdom. de sideste 3 måneder har vi ikke spist aftensmad sammen mere en max 2-3 gange om ugen.
Inden for den sidste måned har der så været episoder der har gjort at jeg endte med at flytte hjemmefra, om ikke andet for at få noget tid til at tænke mig om fordi det har såret mig ret meget hver gang.
Den første episode er at hun fortæller at hun skal arbejde over en fredag, jeg forklare at jeg har lavet en lækker middag og håber hun kommer hjem og spiser sammen med os. hun dukker først omk kl 4.30 om natten. Hun har drukket "en" fredagsøl med sine kolleger men er blevet så dårlig at hun har kastet op og er taget hjem og sove hos en mandlig kollega. Det skal siges at hun ikke kommunikere noget om denne ændring af planer og iøvrigt ikke tager sin telefon eller skriver sms. Jeg var virkeligt nervøs for om der var sket hende noget, da hun i min verden blot arbejdede over.
Efter hun har fået konstateret sin kroniske sygdom beslutter hun sig for at nu vil hun drosle ned på alle de ting hun render til, den beslutning varer dog kun et par dage så har hun booket en cafetur og en julefrokost mere ind på 10 dage hvor hun i forvejen havde en julefrokost og en koncert i en anden by. Både til koncerten og til den første julefrokost overnatter hun ude i byen og er først hjemme om aftenen dagen efter.
I lørdags tager hun så til firmajulefrokost. Søndag kl 10 er hun ikke dukket op hjemme og vi havde en aftale om at skulle holde advent hos vores datters farmor. Hun kontaker mig kl 11 og siger hun er på vej hjem. jeg spørger hende hvor i alverden hun har været, det vil hun ikke ud med til at starte med, men det ender med at hun fortæller at hun har sovet ved en mandelig kollega (i sofaen i stuen). Jeg fortæller hende at jeg har pakket mit tøj og at jeg køre vores datter til mormor om aften
Kommentarer
Jeg elsker at være der for vores datter, men jeg kan mærke jeg bliver en dårligere far af at tumle med de her ting. og at sidde derhjemme aften efter aften kl 20 alene når barnet er lagt i seng, er faktisk ensomt i længden.
Jeg har givet hende et ultimatum der hedder at det skal være slut med de her marathon byture og hun må prioritere familien over det sociale når der også er overarbejde inde i billedet. Jeg er ikke ude på at nægte hende social omgang med andre, blot at få familien og vores forhold til at fungere. Jeg elsker hende, og jeg tror også hun elsker mig.
Jeg kunne virkeligt godt bruge nogen uvildiges indspark, da dem jeg har talt med det om mener jeg har ret og bør stå på mine krav, men de vil nok altid tage mit parti.
Det er altid så nemt at kritisere andre, og jeg kunne godt sige noget om din kæreste, men det vil jeg undlade, for det gør jo ingen forskel.
Du er nødt til at erkende, at man ikke kan ændre på andre mennesker. Din kæreste har enten et meget stort behov for mandlig selskab og beundring. Eller også trænger hun til noget andet derhjemme, som hun kan have respekt for og støtte sig til både i medgang og i modgang. Og jeg sidder efter at hvad læst sit indlæg og tænker; kan man mon det med nine?
Hvor meget og hvordan taler I sammen, når hun er hjemme? Vred hun, hvordan du har det? Stiller du krav til hende og dig selv, og lytter du til hendes krav til en god tilværelse?
Når jeg læser dit indlæg, så ser jeg lidt en tøffelhelt foran mig. Måske er det helt forkert, men det er altså det billede, jeg får op på min indre skærm. Og hvis du ser dig selv som den, der ofre sig, den der altid venter derhjemme - den der er dørmåtte - hvad er det så lige, hun skal respektere og spille bold op ad? Hvad får dig til at tro, at hun elsker dig? Du er måske mere blevet en praktisk foranstaltning, der passer hus og barn, tjener nogle penge og så ellers sidder og venter pænt på hende, til hun får lidt tid til dig.
Jeg synes også, at du skal fastholde dine krav, men jeg synes også, at du skal kigge på dig selv og overveje, hvad det er, du byder både dig selv og hende. For reelt kan du kun lave om på dig selv og så håbe, at hun også ændre adfærd.
Derfor synes jeg også, at du stille og roligt skal finde ud af, hvad du gerne vil med dit liv. Hvordan ser de ting, du selv har indflydelse på, ud om 10 år? Hvad er det, der giver/skal give dit liv mening og indhold? Og nej, her kan du ikke svare din kæreste, for hende kan du ikke bestemme over. Det skal derimod være noget inden i dig, der kan målrette dine handlinger og din adfærd. Vil hun så med på din rejse, så er det fint, men vil hun ikke, så må du rejse alene indtil du finder en anden, der vil rejse sammen med dig.
Og husk så lige jeres lille pige! Alle børn tror, at det er deres skyld, når de voksne ikke kan finde ud af tingene, så snak en masse med hende om, hvad der sker, men naturligvis på hendes niveau, og hovedindholdet skal være, at I begge elsker hende og vil hende det bedste, og det ikke er hendes skyld noget af det. Du må heller ikke rejse uden hende. Tænk på, du er hendes faste klippe. Det er dig, hun har en hverdag sammen med, og hvis du går uden hende, så vil hun føle sig som verdens mest svigtede lille pige, og det vil på ingen måde være sundt for jeres forhold. Du er hendes far, og du skal tage hende med og drage omsorg for hende.