Indstillinger
Jeg tror jeg har depression eller angst
Hej allesammen.
Jeg føler at jeg går gennem en meget svær tid i et stykke tid nu, og jeg føler at jeg mangler meget forståelse fra mine omgivelser på hvordan jeg har det.
Nu er det sådan, at jeg er 26 år gammel og kommer sammen med verdens sødeste og mest forstående kæreste. Vi bor sammen, men har ingen børn.
Jeg er opvokset i en ret disfunktionel familie, hvor min far var alkoholiker gennem mange år og min mor har været en meget forvirret sjæl. Min far døde på grund af følger af sin druk da jeg kun var 17 år gammel, hvilket skabte meget kaotiske forandringer i mit liv. Jeg fik dog gennem alt det her formået at komme igennem gymnasieuddannelse, erhvervsuddannelse og en bachelor uddannelse, og jeg er for 1 år siden startet på kandidatuddannelse. Men nu begynder jeg at føle, at jeg snart ikke kan klare mere uddannelse.
Jeg har for et stykke tid siden fået at vide, at man normalt skal blive tilbudt gratis psykologhjælp op til 2 år efter at man har mistet en af sine nærmeste. Dette har jeg aldrig fået tilbudt, men jeg ved at jeg godt kunne have fået stor gavn af dette tilbud. Heldigvis har mig og mine søskende snakket meget om vores sorger gennem tiden og min kæreste har også været en klippe i mit liv. Jeg har haft rigtig mange nedture gennem tiden, men har på en eller anden måde altid formået at 'komme ovenpå' igen (sådan nogenlunde).
Mit problem er lige nu, at jeg er meget træt hele tiden og at jeg aldrig føler at det jeg gør er godt nok. Jeg har enormt svært ved at koncentrere mig om at læse eller skrive, hvilket gør at jeg føler det er enormt svært for mig at følge med i kandidatuddannelsen. Jeg føler mig så håbløs og hver eneste gang vi skal lave gruppearbejde og jeg skal have skrevet noget tekst selv til gruppearbejdet, er jeg enormt kritisk ved mig selv. Jeg kan sidde og omformulere samme tekstafsnit 5-10 gange og stadig ikke være tilfreds. Det allerværste er også når de ting jeg laver bliver kritiseret af en anden gruppemedlem. Jeg har det med at tage det meget personligt (kan ikke lade være), det er sket flere gange her på det sidste. Og nu de sidste uger føler jeg det som om jeg har tungt ved at trække vejret hver gang jeg skal i skole og mødes til gruppearbejde, fordi jeg føler bare at jeg ikke kan præstere godt nok. Min selvtillid er bare helt i bund. Dette har tit resulteret at jeg tit er blevet hjemme fra forelæsning osv. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg prøvede at tage Goldbergs test, og fik et resultat på 53 points. Jeg er i et stort dilemma med om jeg skal fortsætte min uddannelse eller stoppe. Jeg vil rigtig gerne blive færdig med uddannelsen, men har aldrig haft så lav en selvtillid som jeg har lige nu og er ikke i tvivl om at uddannelsen har meget med det at gøre. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og vil rigtig gerne høre hvad I andre ville gøre, hvis I var mig. Og om I har nogen råd?
Jeg føler at jeg går gennem en meget svær tid i et stykke tid nu, og jeg føler at jeg mangler meget forståelse fra mine omgivelser på hvordan jeg har det.
Nu er det sådan, at jeg er 26 år gammel og kommer sammen med verdens sødeste og mest forstående kæreste. Vi bor sammen, men har ingen børn.
Jeg er opvokset i en ret disfunktionel familie, hvor min far var alkoholiker gennem mange år og min mor har været en meget forvirret sjæl. Min far døde på grund af følger af sin druk da jeg kun var 17 år gammel, hvilket skabte meget kaotiske forandringer i mit liv. Jeg fik dog gennem alt det her formået at komme igennem gymnasieuddannelse, erhvervsuddannelse og en bachelor uddannelse, og jeg er for 1 år siden startet på kandidatuddannelse. Men nu begynder jeg at føle, at jeg snart ikke kan klare mere uddannelse.
Jeg har for et stykke tid siden fået at vide, at man normalt skal blive tilbudt gratis psykologhjælp op til 2 år efter at man har mistet en af sine nærmeste. Dette har jeg aldrig fået tilbudt, men jeg ved at jeg godt kunne have fået stor gavn af dette tilbud. Heldigvis har mig og mine søskende snakket meget om vores sorger gennem tiden og min kæreste har også været en klippe i mit liv. Jeg har haft rigtig mange nedture gennem tiden, men har på en eller anden måde altid formået at 'komme ovenpå' igen (sådan nogenlunde).
Mit problem er lige nu, at jeg er meget træt hele tiden og at jeg aldrig føler at det jeg gør er godt nok. Jeg har enormt svært ved at koncentrere mig om at læse eller skrive, hvilket gør at jeg føler det er enormt svært for mig at følge med i kandidatuddannelsen. Jeg føler mig så håbløs og hver eneste gang vi skal lave gruppearbejde og jeg skal have skrevet noget tekst selv til gruppearbejdet, er jeg enormt kritisk ved mig selv. Jeg kan sidde og omformulere samme tekstafsnit 5-10 gange og stadig ikke være tilfreds. Det allerværste er også når de ting jeg laver bliver kritiseret af en anden gruppemedlem. Jeg har det med at tage det meget personligt (kan ikke lade være), det er sket flere gange her på det sidste. Og nu de sidste uger føler jeg det som om jeg har tungt ved at trække vejret hver gang jeg skal i skole og mødes til gruppearbejde, fordi jeg føler bare at jeg ikke kan præstere godt nok. Min selvtillid er bare helt i bund. Dette har tit resulteret at jeg tit er blevet hjemme fra forelæsning osv. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg prøvede at tage Goldbergs test, og fik et resultat på 53 points. Jeg er i et stort dilemma med om jeg skal fortsætte min uddannelse eller stoppe. Jeg vil rigtig gerne blive færdig med uddannelsen, men har aldrig haft så lav en selvtillid som jeg har lige nu og er ikke i tvivl om at uddannelsen har meget med det at gøre. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og vil rigtig gerne høre hvad I andre ville gøre, hvis I var mig. Og om I har nogen råd?
Kommentarer
det er bedre end psykriater ---de er også gode ---men de farer hurtig til at give piller ----og det er ikke det der hjælper dig ---
nej du har brug for at gå til nogle samtaler ----dit liv er svært ---men du kan sagtens have noget der gnaver i dit indre ----helt fra din barndom----
det er ellers meget flot du har klaret dig i skolem ----sig til dig selv du er god nok --for der er du ----du er kommet meget langt ---flot ---flot ---håber du får hjælp til at komme videre
prøv at slå op under KRISEHJÆLP --der er nogle nr du kan ringe til ----her hvor vi skriver ---
står det lige nede tik højre ----lidt forneden