Indstillinger
hjælp til at komme videre
jeg skriver da jeg står på en form for skillepunkt i mit liv. jeg er netop flyttet hjemmefra, startet på studie og har masser af gåpåmod og drømme foran mig. mit problem er at trods dette har jeg utrolig svært ved at føle mening og indhold i mit liv. Når jeg har prøvet at snakke med min mor om det, bliver hun bekymret og snakker om depression og lignende, og jeg er sikker på at hvis jeg snakker med min læge vil hun bare udskrive mig lykkepiller eller måske psykologsamtaler.. Jeg er dog sikker på at jeg ikke har en reel depression, men nok en "lille 'kronisk' en" som viser sig i form af en tomhed og ensomhed jeg ikke kan slippe af med. Det er nemlig ikke nogen nytilkommen følelse, men en følelse jeg har levet med så længe jeg kan huske. jeg er bare først nu blevet opmærksom på den som en følelse i sig selv og anerkendt den som en del af mig, i modsætning til en tilstand som ville gå over når jeg havde fundet mig selv, som jeg i mange år har troet. Jeg har været på en konstant jagt på at finde mig selv og udfylde tomheden, og selvom jeg næsten hele tiden har haft det skidt indeni har jeg enten undertrykt følelsen eller givet en masse andre ting og forhold skylden.
Jeg er en meget selvreflekterende person, og jeg har brugt mange år på at finde grunden som jeg tror jeg har fundet nu. Den ligger i min opvækst - jeg er den ældste af 4: afbalanceret, intelligent, reserveret, ansvarsbevidst - den typiske storesøster som lever op til alle forventninger. jeg kommer fra en stabil, kærlig og velfungerende familie og har aldrig haft nogen ´adfærdsproblemer´. Jeg har indset at jeg altid har været en stor pleaser af mine forældre, særligt min mor, som jeg af denne grund har fået et meget ambivalent forhold til: Jeg har altid været min mors ´yndling´ (selvom forældre aldrig vil indrømme at de har en yndling har jeg altid kunne mærke at min mor nærmest har beundret mig på en anderledes måde end mine yngre søskende). Af denne samme grund (tror jeg) er jeg kommet til at afsky hende i al hemmelighed, fordi at jeg har været nødt til at leve op til hendes forventninger i kampen om kærlighed og opmærksomhed mig og mine søskende imellem. forventninger om at være den ´perfekte storesøster´ har været min måde at blive anerkendt og elsket. jeg husker flere episoder fra min barndom hvor jeg har været dybt ulykkelig og følt mig forladt mens andre har haft det godt og grinet, men har altid undertrykt det. selvom mine søskende har har været i langt flere konflikter med mine forældre gennem tiden har jeg misundt dem enormt meget i al hemmelighed, da jeg har/har haft et stort behov for at være ´den bedste´ af os. Jeg husker aldrig at blive sur eller opføre mig upassende som barn, men ofte at føle skam og at føle mig ældre end jeg egentlig var - jeg tror jeg var meget selvbevidst som barn. hvis jeg blev rigtig frustreret begyndte jeg at græde og blev flov over det. min mor har flere gange fortalt mig hvordan jeg ændrede mig da mine søskende blev født. fra at være nem og glad til ofte at være ængstelig og mere indadvendt.
At jeg ikke er blevet anerkendt for mine egentlige behov og følelser i barndommen har gjort at jeg er plaget af denne her store tomhed, rastløshed og ensomhed som jeg ikke kan forklare hvor kommer fra. Jeg er så ´træt´ af at være utilfreds og tom indeni, at jeg har besluttet mig for at ændre mit liv før det er for sent - før jeg slår mig ned og får min egen familie og før min ungdom er forbi. jeg vil så gerne nyde livet, men føler denne her tomhed i mig som jeg bliver nød til at slippe af med før det kan lade sig gøre. Jeg føler jeg går i en tilstad af at "vente" på at mit liv går igang! jeg har brugt mange år og mange kræfter på at overdøve eller ´kurere´ følelsen af ensom og tomhed, og har først for nylig indset at det ikke er forandringer udefra jeg skal søge, men indefra.
Jeg føler ikke længere noget pres og krav fra mine forældres side - det hele hører barndommen til og har ´kun´ formet den jeg er blevet- Jeg gør og laver ikke noget i min hverdag jeg ikke har lyst til inderst inde, alt jeg gør er for mig selv, og jeg føler mig virkelig fri til at gøre som jeg har lyst og følge mit hjerte. Min opvækst afspejler den jeg er nu: Perfekt og glad udenpå, men tom, ked og ensom indeni. Jeg er aldrig uvenner med mennesker i min omgagskreds, og jeg er måske også blevet lidt en følelsemæssig pleaser af folk omkring mig. jeg vil gerne være vellidt og passe ind, men syntes alligevel stadig jeg har min egen integritet - jeg Laver ikke om på mig selv for at passe ind, har mine grænser og meninger og lader mig ikke "koste rundt med" .
derfor tror jeg at den eneste måde jeg kan ´kurere´ mig selv er ved at angribe sagens kerne - tomheden og smerten i mig.. Jeg ved ikke om det giver mening, men det håber jeg det gør...
mit spørgsmål er om jeg har brug for professionel hjælp? hvis ja, hvilken? og hvordan skal jeg bære mig ad? Eller kommer det bare af sig selv med erkendelsen om at min fortid og mine forhold ser ud som de gør?
tak
Jeg er en meget selvreflekterende person, og jeg har brugt mange år på at finde grunden som jeg tror jeg har fundet nu. Den ligger i min opvækst - jeg er den ældste af 4: afbalanceret, intelligent, reserveret, ansvarsbevidst - den typiske storesøster som lever op til alle forventninger. jeg kommer fra en stabil, kærlig og velfungerende familie og har aldrig haft nogen ´adfærdsproblemer´. Jeg har indset at jeg altid har været en stor pleaser af mine forældre, særligt min mor, som jeg af denne grund har fået et meget ambivalent forhold til: Jeg har altid været min mors ´yndling´ (selvom forældre aldrig vil indrømme at de har en yndling har jeg altid kunne mærke at min mor nærmest har beundret mig på en anderledes måde end mine yngre søskende). Af denne samme grund (tror jeg) er jeg kommet til at afsky hende i al hemmelighed, fordi at jeg har været nødt til at leve op til hendes forventninger i kampen om kærlighed og opmærksomhed mig og mine søskende imellem. forventninger om at være den ´perfekte storesøster´ har været min måde at blive anerkendt og elsket. jeg husker flere episoder fra min barndom hvor jeg har været dybt ulykkelig og følt mig forladt mens andre har haft det godt og grinet, men har altid undertrykt det. selvom mine søskende har har været i langt flere konflikter med mine forældre gennem tiden har jeg misundt dem enormt meget i al hemmelighed, da jeg har/har haft et stort behov for at være ´den bedste´ af os. Jeg husker aldrig at blive sur eller opføre mig upassende som barn, men ofte at føle skam og at føle mig ældre end jeg egentlig var - jeg tror jeg var meget selvbevidst som barn. hvis jeg blev rigtig frustreret begyndte jeg at græde og blev flov over det. min mor har flere gange fortalt mig hvordan jeg ændrede mig da mine søskende blev født. fra at være nem og glad til ofte at være ængstelig og mere indadvendt.
At jeg ikke er blevet anerkendt for mine egentlige behov og følelser i barndommen har gjort at jeg er plaget af denne her store tomhed, rastløshed og ensomhed som jeg ikke kan forklare hvor kommer fra. Jeg er så ´træt´ af at være utilfreds og tom indeni, at jeg har besluttet mig for at ændre mit liv før det er for sent - før jeg slår mig ned og får min egen familie og før min ungdom er forbi. jeg vil så gerne nyde livet, men føler denne her tomhed i mig som jeg bliver nød til at slippe af med før det kan lade sig gøre. Jeg føler jeg går i en tilstad af at "vente" på at mit liv går igang! jeg har brugt mange år og mange kræfter på at overdøve eller ´kurere´ følelsen af ensom og tomhed, og har først for nylig indset at det ikke er forandringer udefra jeg skal søge, men indefra.
Jeg føler ikke længere noget pres og krav fra mine forældres side - det hele hører barndommen til og har ´kun´ formet den jeg er blevet- Jeg gør og laver ikke noget i min hverdag jeg ikke har lyst til inderst inde, alt jeg gør er for mig selv, og jeg føler mig virkelig fri til at gøre som jeg har lyst og følge mit hjerte. Min opvækst afspejler den jeg er nu: Perfekt og glad udenpå, men tom, ked og ensom indeni. Jeg er aldrig uvenner med mennesker i min omgagskreds, og jeg er måske også blevet lidt en følelsemæssig pleaser af folk omkring mig. jeg vil gerne være vellidt og passe ind, men syntes alligevel stadig jeg har min egen integritet - jeg Laver ikke om på mig selv for at passe ind, har mine grænser og meninger og lader mig ikke "koste rundt med" .
derfor tror jeg at den eneste måde jeg kan ´kurere´ mig selv er ved at angribe sagens kerne - tomheden og smerten i mig.. Jeg ved ikke om det giver mening, men det håber jeg det gør...
mit spørgsmål er om jeg har brug for professionel hjælp? hvis ja, hvilken? og hvordan skal jeg bære mig ad? Eller kommer det bare af sig selv med erkendelsen om at min fortid og mine forhold ser ud som de gør?
tak
Kommentarer
Sådan som jeg forstår dig, så er du ikke i akut krise. Du klarer din hverdag, og du beskæftiger dig med noget, der interesserer dig.
Problemet er en indre tomhed, en ensomhedsfølelse og mangel på mening og indhold. Sådan som jeg forstår dig, har du haft det sådan i årevis.
Men der må jo være en grund til, at du netop nu føler, at du står ved en skillevej. Er det ikke det, at du er flyttet hjemmefra og er begyndt på et nyt studium, der gør, at du tænker sådan?
Min erfaring er, at det er den samlede belastning, der er afgørende for den slags krise, som du står i. Det kunne godt se ud til, at du har analyseret dig frem til den oprindelige grund til problemet, nemlig at du i barndommen ikke i tilstrækkelig grad lærte dine egne følelser, behov og ønsker at kende, men snarere lærte at tilpasse dig andres forventninger.
Jeg tror, at den erkendelse er vigtig.
Jeg vil bare minde dig om, at der sagtens kan være flere grunde til en krise. Selv om du måske har fundet dit drømmestudium og er flyttet hjemmefra til en dejlig bolig, så er selve disse to nye ting – alene fordi de er nye − en ekstra belastning, der kan trække dig yderligere ned.
Derudover er november en sur måned, hvor masser af mennesker går og tærer på de sidste kræfter. Mange danskere får for lidt D-vitamin, og mange (unge) kvinder har jernmangel på grund af menstruationen, og fordi de måske synes, at det er bedre at spise grøn salat end store røde bøffer. Ikke at der er noget i vejen med grøn salat – tværtimod, men jerndepoterne skulle jo også gerne tilgodeses.
Hvis jeg var dig, ville jeg først og fremmest gå til læge og blive undersøgt. Når du burde gøre det allerførst, så er det, fordi det er det nemmeste at gå i gang med, og fordi det er det grundlæggende: En sund og rask krop er forudsætningen for en harmonisk psyke.
Selv en lille D-vitaminmangel eller en jernmangel kan godt være det, der gør udslaget og får en gammelkendt tomhed og ensomhedsfølelse til at blive helt ubærlig. Altså blodprøver hos lægen.
Hvis lægen skulle foreslå antidepressiv medicin, behøver du jo ikke følge rådet.
Du skriver, at du er en meget reflekterende person. Ja, og det er der jo ikke noget i vejen med, tværtimod. Men hvis jeg var dig, ville jeg prøve at gøre mere ud af at være i kroppen – ikke bare i hovedet.
Du skriver, at du nu ikke længere er underlagt dine forældres forventningspres, men helt og holdent gør, som det passer dig. Det lyder fint. Men sådan som jeg ser det, er det ikke bare noget, man kan beslutte sig for, efter en grundig analyse. Alt det dér foregår jo kun i hovedet (analyse, beslutning, viljestyrke).
Du er nødt til at have kroppen og følelserne med. Min erfaring er, at det kræver lang tids øvelse at lære at mærke kroppen og sine egne følelser igen, når man i mange år har måttet overhøre kroppens behov og ignorere sine egne følelser for at få den anerkendelse, som et barn har behov for.
Jeg vil anbefale dig at gå til kropsorienteret psykoterapi. Jeg ved godt, at det er dyrt, men det er en investering i din fremtid. Du er nødt til at sikre dig, at psykoterapeuten er seriøs og kvalificeret, gerne en cand. psyk., der har taget ekstrauddannelse inden for kropsterapi. Jeg vil advare dig mod at vælge en ganske almindelig psykolog, herunder en psykolog, der bruger kognitiv adfærdsterapi, hvilket efter eksperternes mening ellers skulle være den bedst egnede terapiform. Men du har jo netop ikke brug for at bruge dit hoved endnu mere og sidde der og føre intelligente konversationer med en psykolog. Du har brug for at få liv i dine følelser og i din krop, så den ikke længere skal være tom indeni!
Til sidst vil jeg lige sige, at jeg har erfaringer, der ligner dine. Jeg var også god til at bruge mit hoved, og jeg fandt – akkurat som du − forklaringen på mine problemer, som også handlede om, at jeg i for høj grad havde tilpasset mig andre menneskers forventninger og ikke i tilstrækkelig grad havde fulgt mine egne ønsker og behov.
Jeg gik i årevis til forskellige psykologer, som jeg brugte formuer på. Indimellem prøvede jeg at gå til læger og psykiatere, hvilket heller ikke hjalp. Ingen havde tænkt på at undersøge mig for jernmangel. Men jeg har formodentlig gået med en smule jernmangel i flere årtier og alvorlig jernmangel i adskillige år. Til sidst gik det også ud over mit fysiske helbred. Så var det helt slut med den akademiske karriere!
Det er klart, at en psykolog – ligegyldig hvor dygtig psykologen er til at snakke og analysere – ikke kan gøre noget ved jernmangel eller D-vitaminmangel. Det er derfor at jeg synes, at du allerførst skal gå til læge og blive undersøgt, bl.a. med blodprøver.
Derudover synes jeg at du skal få fat på en kvalificeret kropsterapeut. Det var en psykolog med efteruddannelse i kropsorienteret psykoterapi, der virkelig hjalp mig til sidst. Nu har jeg lært at mærke min krop.
Jeg sender dig alle gode ønsker om et godt liv
Kameliadamen