Indstillinger
Min famile er ved at blive opløst af stress og depression 2
Endelig efter 4 års byggeri var det færdigt og vi kunne rykke ind og få et værelse hver samt en stue at hygge i om aftenen. En sand bjergbestigning var overstået og nu skulle livet virkelig nydes. Der gik ikke længe før vi ventede vores andet barn med stor optimisme for nu havde vi jo plads. Desværre gik fødslen ikke helt uden komplikationer men den lille ny kom til verden og kom hjem til os. Det viste sig efter nogle måneder at der var problemer med den lille som havde fået en skæv holdning, skæv ryg og ikke kunne holde hovdet selv pga den hårde fødsel. Det blev nødvendigt med en masse undersøgelser og læge og specialist besøg og vi blev enige om at en forlænget barselsperiode for min kone var nødvendig ! Dette kunne mærkes økonomisk oven i huskøb og byggeri.
Efter at have gået hjemme i et årstid var det nu tid til at min kone startede på job igen. Men en stram uforstående ledelse og ufrivilligt ændrede vagter kombineret med alle undersøgelser og bekymringer med den lille, gjorde nu det blev for meget for min kone. Hun har nu været gået ned med stress i 3 måneder og får behandlig hos en terapeut. Selv har jeg det svært, det at min kone er gået ned med stress gør jeg ikke har den støtte som hun ellers altid har givet mig i årenes løb, hun har altid været klippen i vores lille familie. Imens jeg byggede og byggede har hun taget sig af vores første søn hvilket gør at jeg har lidt svært ved at komme ind i alle hendes rutiner og regler mht børnepasning og opdragelse mht vores andet barn. Samtidig føler jeg presset mht til økonomi og job imens jeg selvfølgelig gerne vil deltage mest muligt i børnenes opvækst. Jeg havde det meget meget svært med skilsmissen i mit første ægteskab og jeg ved inden i mig selv jeg ikke ville kunne klare det igen. Det er ikke fordi jeg ikke kan se mig som familiens "klippe" men Håbløsheden, modløsheden og opgivelsen kombineret med snerren og irretation i min kones ellers altid så forstående stemme gør jeg frygter det værste. Hun nævner ofte at det var måske bedst hvis vi boede hver for sig. Jeg føler stadig jeg er på bjergbestigning i stedet for at nyde livet. Jeg føler jeg træder forkert igen og igen og at jeg mere og mere mister håbet på at jeg kan gøre hende lykkelig.
Jeg elsker hende og hun er mit et og alt....jeg kan mærke jeg selv er stresset, ingen ro, deprimeret for hvis nu hun forlader mig....jeg mister hende, børnene og alt hvad vi virkelig har kæmpet afsindigt hårdt for.....og der er ingen vej tilbage....intet tilbage.
Presset til yderste og har formået noget utroligt.....forgæves....eller ?
Vi starter i parterapi i denne uge....med det spinkle håb at redde trådene ud
Gode råd modtages......
Efter at have gået hjemme i et årstid var det nu tid til at min kone startede på job igen. Men en stram uforstående ledelse og ufrivilligt ændrede vagter kombineret med alle undersøgelser og bekymringer med den lille, gjorde nu det blev for meget for min kone. Hun har nu været gået ned med stress i 3 måneder og får behandlig hos en terapeut. Selv har jeg det svært, det at min kone er gået ned med stress gør jeg ikke har den støtte som hun ellers altid har givet mig i årenes løb, hun har altid været klippen i vores lille familie. Imens jeg byggede og byggede har hun taget sig af vores første søn hvilket gør at jeg har lidt svært ved at komme ind i alle hendes rutiner og regler mht børnepasning og opdragelse mht vores andet barn. Samtidig føler jeg presset mht til økonomi og job imens jeg selvfølgelig gerne vil deltage mest muligt i børnenes opvækst. Jeg havde det meget meget svært med skilsmissen i mit første ægteskab og jeg ved inden i mig selv jeg ikke ville kunne klare det igen. Det er ikke fordi jeg ikke kan se mig som familiens "klippe" men Håbløsheden, modløsheden og opgivelsen kombineret med snerren og irretation i min kones ellers altid så forstående stemme gør jeg frygter det værste. Hun nævner ofte at det var måske bedst hvis vi boede hver for sig. Jeg føler stadig jeg er på bjergbestigning i stedet for at nyde livet. Jeg føler jeg træder forkert igen og igen og at jeg mere og mere mister håbet på at jeg kan gøre hende lykkelig.
Jeg elsker hende og hun er mit et og alt....jeg kan mærke jeg selv er stresset, ingen ro, deprimeret for hvis nu hun forlader mig....jeg mister hende, børnene og alt hvad vi virkelig har kæmpet afsindigt hårdt for.....og der er ingen vej tilbage....intet tilbage.
Presset til yderste og har formået noget utroligt.....forgæves....eller ?
Vi starter i parterapi i denne uge....med det spinkle håb at redde trådene ud
Gode råd modtages......
Kommentarer
Du skriver, at din kone er gået ned med stress. Sådan som jeg ser det, er der ikke noget at sige til, at I begge har det dårligt oven på de anstrengelser og belastninger, I har været igennem. Du skriver ikke noget om, hvilken behandling din kone får.
Men du skriver, at I nu skal i parterapi, og det lyder som en god ide. Men sådan som jeg opfatter jeres situation, så er der måske noget mere, der burde overvejes.
Sagen er jo, at svær stress kan føre til depression, og det gælder sådan set jer begge.
Sagen er desuden, at depression hos den ene i et parforhold, efter min erfaring, nemt overføres til den anden, dels på grund af bekymringen og det ekstra pres, som krisen hos partneren giver, og dels fordi den ellers raske partner nemt bliver indfanget af depressionens negative påvirkning.
Sådan som jeg ser jeres situation, så er der al mulig grund til at være meget forsigtig og tage vare på begges helbred. Slut med bjergbestigning lige nu! I må begge have ro og hvile, så I kan komme til kræfter igen.
Når jeg kommer til at tænke på depression, så er det især, fordi du skriver følgende:
”Hun nævner ofte, at det måske var bedst, hvis vi boede hver for sig.”
Det er meget karakteristisk for i hvert fald nogle depressioner, at der er et ønske om at bryde ud af parforholdet.
Det er selvfølgelig ønsketænkning og fuldstændig illusorisk, at krisen skulle kunne løses ved en skilsmisse – tværtimod opstår der nye problemer, der skal løses. Og en beslutning om skilsmisse kan være totalt fejlagtig, fordi det er depressionen, der gør, at følelserne for partneren midlertidigt er fraværende. Nogle depressioner viser sig nemlig blandt andet ved, at den depressive slet ikke kan mærke sine følelser, og følgelig heller ikke sin kærlighed til partneren. Men følelserne kommer igen, når depressionen er overstået.
Derfor er det så vigtigt, at man som depressiv ikke træffer afgørende og vigtige beslutninger. For de kan vise sig at være fejlagtige.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor alvorlig din kones krise er. Og jeg synes som sagt, at det er en god ide med parterapi. Men derudover mener jeg, at det ville være en god ide, hvis din kone (og måske også du selv?) tager til læge og lige bliver undersøgt.
Jeg vil anbefale, at I fortæller lægen om jeres situation og derudover får taget blodprøver. Det grå novembermørke kan være hårdt for alle mennesker, men I har i flere år ført en tilværelse, som krævede det yderste af jer. I den situation kan en eventuel vitaminmangel være ”det strå, der knækker kamelens ryg”. Mange danskere har D-vitaminmangel, og mange kvinder har jernmangel på grund af menstruationen. Begge dele – altså D-vitaminmangel og jernmangel − kan være medvirkende årsager til depression.
Jeg skriver ovenstående, fordi det er min erfaring, at mennesker opfatter stress og depression som udelukkende psykiske foreteelser, som skal løses via coach eller psykolog – ikke fysisk/biologiske. Men det er altså en forkert opfattelse. I den situation, I står i, handler det også om at tage vare på jeres helbred.
Derudover vil jeg foreslå jer at finde mulighed for at få et pust fra hverdagen, enten sammen eller hver for sig. Er der ikke i familien eller bekendtskabskredsen nogle mennesker, der er villige til at passe børnene i en weekend, så I begge kan få ro og hvile?
Hvis din kone faktisk er meget langt nede, så er det vigtigt, at du også får andre ”psykiske input”, så du ikke bliver inddraget i den negative spiral. Min voksne søn har en standardløsning: Spil lidt fodbold med kammeraterne. Nu er det måske ikke lige årstiden for den slags, men ellers er forslaget godt, fordi det giver frisk luft, motion og du får tankerne rystet godt og grundigt igennem.
Jeg sender jer alle gode ønsker om, at alt snart falder på plads.
Mange hilsner
Kameliadamen
Nu har jeg læst din beskrivelse af jeres situation, del 1, som står i en anden debattråd, og her nævner du eksplicit ordet ”depression”, hvilket du jo også gør i overskriften til begge indlæg. Og desuden står begge dine indlæg i debatten ”Depression og angst”. Det bestyrker mig i det, jeg har skrevet i ovenstående indlæg.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen