Skal være far som 20 årig
Hej jeg skal til at være far som 20 årig om 6-7 måneder sammen med min dejlige kæreste (19år).. Jeg går og tænker en del, om vi nu kan klare det ect. vi har hendes forældres fulde opbakning og de ville gerne hjælpe os og lære os hvordan man gør-.. Men da jeg fortalte min mor det, råbte hun af mig. og sagde det gjorde du bare ikke!!..hun ikke ville snakke med mig i mange år, og en masse andre ting.. Det blev jeg rigtig ked af, skammede mig på en made.. Jeg er meget bange for hvad der kommer til at ske når vi får den lille. og om vi kan klare det, og om jeg virkelige smider min ungdom helt væk så der ikke vil bliver lidt plads til en rejse med vennerne eller noget.. vi bor i en stor 4-værelset lejlighed, hvor vi betaler 3000 kr hver.. Vi får su. jeg får 8500 om måneden med su lån.. Men det største problem er min mor, det får mig til at tænke med på de dårlige ting hun at sagt.. og ikke de gode der er ved at få et barn... Ville være rigtig glad for nogle råd eller kritik.!! Mvh mikkel
Kommentarer
Det er dejligt at din kæreste familile støtter op - og det burde din også gøre, men det kan din mor altså beklageligvis slet ikke magte.
Jeg vil foreslå, at du sætter dig og skriver et brev til hende. Når man taler sammen, får man måske tit sagt nogle uovervejede ting, hvorfor et brev ofte er meget bedre.
Du skal fortælle din mor, at du vedgår dig dit ansvar og at både du og din kæreste sammen vil klare de problemer, der helt klart vil opstå.
Fortæl din mor, at du er meget, meget ulykkelig over den måde, hun valger at takle denne her situation på, men at du jo beklageligvis er nødt til at respektere det valg, hun foretager i forbindelse med dig. Gør hende helt klart, at det er hendes valg, at det skal være sådan - absolut ikke dit, men hvis ikke hun kan acceptere, at du altså skal være far, og hun dermed farmor, så må det være sådan, det er.
Du har brug for hendes positive opbakning - ikke hendes negative.
Og - hvis det på et tidspunkt går så galt, som hun øjensynligt regner med, så vil det stadig være hendes positive opbakning, du vil have brug for.
Bed din mor om at tænke sig grundigt om - fortæl hende, at du vil respektere hendes beslutning - men hvis hun virkelig mener, hun ikke vil have noget med dig at gøre mere, så er det hendes valg - og kun hendes.
Og bliver det så sådan, at hun ikke vil dig, så ER du desværre nødt til at acceptere det, men hvis hun gør det, så er det heller ikke en mor, du har brug for.
Ja, så kontant sætter jeg det op.
Selv om det er hårdt, så vil det nok være godt for jer begge, at I får sat nogle helt klare retningslinier op - og gør det nu.
Din mor er - forhåbentligt - lige blevet forskækket her og nu, og tror dette gør, at du nu får ødelagt alle dine muligheder her i livet. Og hun har da både ret og ikke ret, for tingene bliver da lidt sværere for jer, når der kommer et barn, der skal i første række, men jeg synes faktisk dit indlæg virker både modent og velovervejet, hvorfor jeg hellere vil tro på, at I klarer den, end tro det modsatte, hvad din mor sikkert gør.
Selvfølgelig er det lidt tidligt at skulle have barn, men nu har du gjort din kæreste gravid, og så er den ikke længere.
Hvis I forbereder jer godt, og tager imod hjælp fra din kærestes forældre i starten så er jeg sikker på at I kan klare det. Du skal tænke på, at man vokser med opgaven og sundhedsplejersken er også en stor hjælp.
Med hensyn til din mor, ja så synes jeg ikke at hun kan tillade sig at råbe efter dig, for du er altså en voksen ung mand. Og når man er det, så er forældre og børn i øjenhøjde og skal lære at tale sammen med stor respekt for hinanden.
Men hun er nok blevet lidt chokeret over det, og tænker mange tanker om din ungdom din uddannelse og føler sikkert lige her og nu, at du har ødelagt noget for dig selv. Giv hende tid til at komme sig over, at hun nu skal være farmor, og jeg er sikker på, at hun nok vil komme på andre tanker.
Du skal ikke skamme dig, for du skylder som sådan ikke din mor at spørge om lov først:-) her må du nok begynde at sætte dig mere i respekt, og fortælle hende at du er ked af at hun reagerer på den måde, men at det er hedes valg, hvis hun fastholder ikke at ville tale med dig i flere år. Men det tror jeg faktisk ikke at hun mener, forhåbentlig ikke.
I skal nu passe godt på hinanden din kæreste og dig, støt hende alt det du kan og tag med til alle fødselsforberedelserne. Husk også at man stadig kan være dejlige kærester overfor hinanden med romantik og hygge, så det hele ikke kun går op i baby.
Måske kan du ikke lige rejse med vennerne, men ved du hvad, der kommer en dag, hvor det måske kan lade sig gøre igen. Du skal ikke tænke så meget over, hvad du går glip af men over alt det du nu får. Et barn er jo en fantastisk gave, så det skal du glæde dig til.
Jeg håber alt godt for jer.
Hilsen Sofie
Om I kan rejse med vennerne, det kommer jo an på om I gør jeres uddannelser færdige og får arbejde.
Og naturligvis også om nogen kan passe jeres barn, medens I er væk.
Vennerne gider måske ikke lige et barn, så de forsvinder måske også.
Der bliver mange forandringer, nok større end du lige i øjeblkket forestiller dig. Et barn ligger ikke bare og sover sødt hele tiden. De første måneder er det op om natten, måske flere gange.
For mit eget vedkommende blev min søn født for tidligt, så jeg måtte i den første tid give mad 4 gange om natten. Jeg var også kun nitten år og havde ingen til at hjælpe mig.
Men jeg læste og satte mig ind i, hvordan et lille barn skulle passes. Der kommer jo også en sundhedsplejerske. Gad vide om ikke de er sødere i dag end hende, der kom hos mig. Hun var gal og sur og jeg turde ikke sige noget.
Ikke engang min daværende mand hjalp mig, for han tog ikke del i noget, men bevares, han gik på arbejde og tjente penge.
Alderen var som din. Han var alt for ung til at leve op til ansvaret, jeg håber du er bedre. Det er ikke sjovt, når manden render i byen og man selv skal være barnepige. Og jeg gik IKKE fra mit lille barn.
Den nybagte mor kan være træt efter fødslen. Jeg selv var træt i et halvt år efter. Jeg kunne ikke klare at gå på arbejde også.
Alt det ved din mor og tænker på. Hendes reaktion er ikke er den mest heldige, men forståelig.
Nemt er det ikke, men I får også glæder og sjove oplevelser med barnet, hvis man forstår at nyde det.
Jeg har hentet mine børnebørn både fra børnehave og vuggestue. Især vuggestuen kunne de ikke lide. Det gør ondt, når børnene er ulykkelige.
Somme tider tænker jeg på, hvad ville unge mennesker gøre uden bedsteforældre. Hvor der ikke er nogen bliver det mere end dobbelt så hårdt.
Min søsters barn blev syg af turen til børnehaven, der kan komme problemer som man ikke lige tænker over. Hun måtte også holde op med at arbejde.
Alt det tænker din mor sikkert på. Hun ønskede for dig du skulle have en god ungdom. Udvikle dig, opleve noget. Af den grund er hun sikkert meget rystet.
For nu går der altså nogle år før din frihed kommer igen, hvis du vel at mærke lever op til det ansvar, det er at have børn.
Men når alt det så er sagt skal man jo huske på der er andre glæder. Jeg elsker mine børn overalt og har aldrig fortrudt de kom til verden. Fra det øjeblik de blev født ville jeg gøre alt for dem. Selv om det var slut med at rende meget i byen og få nyt tøj.
Men senere, da de blev større fik man jo noget frihed igen. Jeg har læst det anbefales man tager på et par dages ferie, men det kræver jo man har penge og børnepasser.
Jeg ville gerne kunne sige til dig, det hele er en ren og skær fornøjelse, men så ville jeg lyve. Det bliver hårdt og nu må du vokse med opgaven og vise du kan klare det. Du kommer til at elske dit barn, tror jeg, og så undværer man gerne selv.
Ja, det er så hvad jeg umiddelbart tænker om situationen og jeg vil ønske jer held og lykke og forhåbentlig mange kommende glæder. Også rejser.