En form for angst?
Hej
Jeg er en 20 årig pige, og jeg har et stykke tid gået og tænkt på noget. Jeg bryder mig nemlig ikke om at gå ind i lokaler, hvor der er mange andre mennesker, fordi det føles som om, at alle stirrer på mig. Så snart jeg kommer til mit klasselokale og kigger ind, så har jeg bare lyst til at gå igen. Det kan gøre ligemeget, om der er mange eller få derinde - men jeg bryder mig bare ikke om at gå derind. Så snart jeg er derinde, så har jeg bare lyst til hurtigt at komme over og sætte mig ned, så jeg nærmest er en "del af mængden" og kan sidde og putte mig lidt for mig selv uden at blive lagt mærke til. Når timerne er slut, så vil jeg også bare hurtigst muligt væk derfra.
I folkeskolen turde jeg ligefrem ikke gå ud af mit klasselokale, for når der sad folk derude, så var jeg bange for, at de ville bagtale og kritisere mig (eller også ville folk, der allerede var i lokalet, bagtale mig). Da jeg gik i børnehaven, så brød jeg mig heller ikke om at gå ind i lokaler, hvor der var andre børn - for jeg var bange for, at de sagde, at jeg skulle gå. Og jeg ville ikke være irriterende eller forstyrre deres leg. Så jeg sad tit ude på gangen ved døren og ventede på at komme hjem.
Jeg bryder mig heller ikke om at spise med fremmede eller gå over i f.eks. en kantine og købe mad (Jeg har ikke lyst til, at folk skal tænke, at "det er derfor, hendes hud er så grim"). Jeg er heller ikke vild med at gå ud og handle. Jeg går nærmest bare rundt igen og igen uden at putte noget i kurven. Oveni det er jeg heller ikke god til at håndtere hverken ros eller kritik. Jeg kan slet ikke tage imod ros og kan begynde at græde, hvis jeg får det (og så bliver jeg også helt varm i hovedet, hvis det bliver ved i lang tid).
Men...det eneste tidspunkt, jeg har en form for fysiske symptomer ellers, er, når jeg er bange for at besvime. Det tager ufatteligt lang tid, før jeg besvimer - og det starter typisk med, at jeg har det som om, at jeg ikke kan mærke mine ben (og evt. arme). Mit hjerte begynder at banke, jeg begynder at få det varmt og får kvalme. Typisk siger mine tanker: "ikke besvime, ikke besvime" (Jeg finder det pinligt at besvime - og så vil folk snakke om det og gøre grin med det. Det var hvertfald det, som jeg oplevede første gang, jeg besvimede). Jeg kan heller ikke finde ud af, om jeg skal trække vejret hurtigt eller langsomt for ikke at besvime, og så begynder mit syn at blive sløret og det lyder som om, at jeg er nede under vandet i en svømmehal. Jeg ved ikke, hvor længe jeg besvimer - men jeg besvimer længe nok til, at folk kan nå over til mig fra den anden ende af lokalet, flytte stolen og lægge mig ordentligt.
Jeg ved ikke, om jeg kører mig selv så meget op, at det så ender med, at jeg besvimer (jeg har kun besvimt 3 gange - men fået besvimelsesfornemmelserne oftere). Jeg har også før fået besvimelses-fornemmelser, fordi min lærer snakkede om, når man fik noget galt i halsen (jeg endte dog ikke med at besvime - men jeg havde det som om, at jeg var ved at blive kvalt/havde noget galt i halsen). Jeg besvimede derimod, da vi så en film, hvor en person fortalte om, at hun var tæt på at få revet benene af (og jeg fik det som om, at jeg ikke kunne mærke mine ben og arme). Og hvis folk snakker om blodpropper, så får jeg den samme følelse og er nødt til at forlade lokalet, fordi jeg får det dårligt (og igen; har det som om, at jeg ikke kan mærke mine arme eller ben). De to gange, hvor der er blevet snakket om blodpropper, så er jeg nået ud af lokalet (noget der tager meget lang tid for mig at få mig overtalt til - for jeg har ikke lyst til at tiltrække opmærksomhed og forstyrre timen).
Kan det være en form for angst, når de fysiske og psykiske symptomer ikke opstår sammen? (f.eks. ved at man har overflyttet de fysiske symptomer til bare én eller få situationer).
Jeg er en 20 årig pige, og jeg har et stykke tid gået og tænkt på noget. Jeg bryder mig nemlig ikke om at gå ind i lokaler, hvor der er mange andre mennesker, fordi det føles som om, at alle stirrer på mig. Så snart jeg kommer til mit klasselokale og kigger ind, så har jeg bare lyst til at gå igen. Det kan gøre ligemeget, om der er mange eller få derinde - men jeg bryder mig bare ikke om at gå derind. Så snart jeg er derinde, så har jeg bare lyst til hurtigt at komme over og sætte mig ned, så jeg nærmest er en "del af mængden" og kan sidde og putte mig lidt for mig selv uden at blive lagt mærke til. Når timerne er slut, så vil jeg også bare hurtigst muligt væk derfra.
I folkeskolen turde jeg ligefrem ikke gå ud af mit klasselokale, for når der sad folk derude, så var jeg bange for, at de ville bagtale og kritisere mig (eller også ville folk, der allerede var i lokalet, bagtale mig). Da jeg gik i børnehaven, så brød jeg mig heller ikke om at gå ind i lokaler, hvor der var andre børn - for jeg var bange for, at de sagde, at jeg skulle gå. Og jeg ville ikke være irriterende eller forstyrre deres leg. Så jeg sad tit ude på gangen ved døren og ventede på at komme hjem.
Jeg bryder mig heller ikke om at spise med fremmede eller gå over i f.eks. en kantine og købe mad (Jeg har ikke lyst til, at folk skal tænke, at "det er derfor, hendes hud er så grim"). Jeg er heller ikke vild med at gå ud og handle. Jeg går nærmest bare rundt igen og igen uden at putte noget i kurven. Oveni det er jeg heller ikke god til at håndtere hverken ros eller kritik. Jeg kan slet ikke tage imod ros og kan begynde at græde, hvis jeg får det (og så bliver jeg også helt varm i hovedet, hvis det bliver ved i lang tid).
Men...det eneste tidspunkt, jeg har en form for fysiske symptomer ellers, er, når jeg er bange for at besvime. Det tager ufatteligt lang tid, før jeg besvimer - og det starter typisk med, at jeg har det som om, at jeg ikke kan mærke mine ben (og evt. arme). Mit hjerte begynder at banke, jeg begynder at få det varmt og får kvalme. Typisk siger mine tanker: "ikke besvime, ikke besvime" (Jeg finder det pinligt at besvime - og så vil folk snakke om det og gøre grin med det. Det var hvertfald det, som jeg oplevede første gang, jeg besvimede). Jeg kan heller ikke finde ud af, om jeg skal trække vejret hurtigt eller langsomt for ikke at besvime, og så begynder mit syn at blive sløret og det lyder som om, at jeg er nede under vandet i en svømmehal. Jeg ved ikke, hvor længe jeg besvimer - men jeg besvimer længe nok til, at folk kan nå over til mig fra den anden ende af lokalet, flytte stolen og lægge mig ordentligt.
Jeg ved ikke, om jeg kører mig selv så meget op, at det så ender med, at jeg besvimer (jeg har kun besvimt 3 gange - men fået besvimelsesfornemmelserne oftere). Jeg har også før fået besvimelses-fornemmelser, fordi min lærer snakkede om, når man fik noget galt i halsen (jeg endte dog ikke med at besvime - men jeg havde det som om, at jeg var ved at blive kvalt/havde noget galt i halsen). Jeg besvimede derimod, da vi så en film, hvor en person fortalte om, at hun var tæt på at få revet benene af (og jeg fik det som om, at jeg ikke kunne mærke mine ben og arme). Og hvis folk snakker om blodpropper, så får jeg den samme følelse og er nødt til at forlade lokalet, fordi jeg får det dårligt (og igen; har det som om, at jeg ikke kan mærke mine arme eller ben). De to gange, hvor der er blevet snakket om blodpropper, så er jeg nået ud af lokalet (noget der tager meget lang tid for mig at få mig overtalt til - for jeg har ikke lyst til at tiltrække opmærksomhed og forstyrre timen).
Kan det være en form for angst, når de fysiske og psykiske symptomer ikke opstår sammen? (f.eks. ved at man har overflyttet de fysiske symptomer til bare én eller få situationer).
Kommentarer
Specielt store grupper af mennesker bryder jeg mig ikke om. Jeg har det generelt bedre med at være sammen med kun én person af gangen. Så jeg kan ikke helt finde ud af, om der er noget galt - eller om det bare ligger til min personlighed (eller om det måske kun er sådan pga. tidligere erfaringer).
Prøv at læse Lises svar her:
viewtopic.php?f=129&t=29721&p=144553#p144553