Indstillinger
Hvorfor leve når vi skal dø alligevel (dødsangst)?
Hej
Jeg er en ung fyr på 20år, der her for 3-4 dage siden stod ude i badet og tænkte på "livet" og hvad man skulle fortage sig. Jeg tænkte at nu var jeg blevet 20år så hvad er det nu tid til.
Jeg tænkte så på at når man blev "gammel / pensionist" at det var da i hvert fald der man skulle ud og rejse, så kort tid efter kom jeg til at tænke på at livet var jo egentligt næsten slut når man blev gammel og at man kunne jo ikke rigtigt lave det samme som man plejer. F.eks altså hvis jeg var kommet på rejse som ung så ville jeg kunne hoppe rundt og være aktiv. Og omvendt på en ski ferie med hele familien ville jeg være den der skal passe den lille fordi jeg er for gammel til alt andet.
Også lige siden der har jeg haft tanken om at skulle dø og jeg synes det hele virker meget MEGET meningsløst, for nu kan jeg ikke længere se en mening med livet.
For ja skulle jeg sige det er vi bare kloner der bare går rundt og venter på og dø og til det siger min mor jeg skal finde glæden i livet.
Jeg har altid været vild med hurtige biler lige indtil nu. Hun brugte eksemplet hvis hun kom i den fedeste bil ude foran huset og sagde "kom med du skal køre nu", så ville jeg ikke blive glad mere for jeg skal alligevel dø.
Og ja kan os vende det om til "Hvad er det perfekte liv" nu kommer min version : Jeg kommer hjem i mit store hus i Malibu og der står hun min smukke kone der er forfatter og model og straks kommer mine 3 børn løbende. Den store dreng er lige blevet angriber for det store fodboldhold i landet, din største datter er lige blevet accepteret på Harvard og den mindste har lavet en tegning til dig hvor der står "verdens bedste far" og lige meget hvad mere jeg fylder på for at det bliver perfekt kan det jo være lige meget, vi skal alle dø.
Så om jeg havde det "perfekte liv " som jeg lige har beskrevet eller om jeg har mistet hele min familie og sidder tilbage i en hustrailer på Grønland, det kan jo være lige meget vi skal bare dø.
Og der er ikke nogen glæde i livet siger jeg ? Men stadig vil jeg jo ikke dø, det er det jeg er bange for. Men stadig siger jeg os der ikke er noget ved livet, så forstår det ikke! Og alle andre jeg har sagt til at de skal dø svare bare noget i retningen af "haha ja"
Kan os bruge min gode ven som eksempel. Vi havde lige været oppe og træne også kom vi hjem til mig, hvor min mor spurgte hvordan det var gået der oppe med mit dødsangst eller hvad det nu er og der svarede jeg bare at det gik fint for ville ikke have min ven skulle vide noget om det. Derefter satte jeg mig og tænkte nu prøver jeg den på ham så jeg sagde " det er nedern vi skal dø en dag" også sagde han "haha ja og det var os nedern og tage 20 min motion til sidst i træningen" Det er der jeg ikke kan forstå folk, hvordan kan de ikke være bange. Men ja det er jo så derfor jeg skriver her inde. For at prøve og finde ud af hvorfor jeg tænker så meget over det og hvorfor alle andre ikke gør.
Men altså jeg ser ikke kun negativt på livet for jeg træner stadig, går i skole, handler osv. Og ja hvis jeg selv skulle sige det er jeg stærk i psyken, men nu har jeg fundet noget der knækker mig.
Det er jo også klart ville jeg sige for : HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE BANGE FOR AT DØ!
Men altså det jeg mener med jeg ikke er dødsangst. Er at jeg ikke får det i anfald, det køre bare på den "indre skærm" hele tiden og tænker i de baner. Og der er så mange ting jeg ikke kan forstå man gider lave problemer om i hverdagen. Når det nu alligevel bare skal slutte en dag. Hvorfor så ikke bare have det godt den tid vi er her.
Det jeg hele tiden prøver på, er at finde en måde jeg kan få det godt med at vi skal dø på. Men kan ikke finde nogen for jeg er slet ikke religiøs og mener kun religion er der for at vi kan få fred i vores lille hoved. Min mor tror selv på sjælevandring og det har jeg jo så os prøvet og tro på men det der så gør jeg ikke kan tro på det er :
1. at de børn der dør efter 1-2 timer på jorden ( hvad har den sjæl skulle lære)
2. så sagde jeg os jamen hvis jeg skal genopstå vil jeg ikke være en fattig neger nede i Afkrika
(min mors svar : du vælger selv hvad du skal ned og lære. mig: jamen så er der jo ingen der gider og vælge og være fattig neger og alligevel er der så mange)
3. hvis sjæle går/kommer igen så vil det sige at der er nogen der faktisk føder Hitler v2.0
Men så skal jeg lave en konklusion af det hele :
Jeg syntes livet er meningsløst fordi jeg ikke mener der er nogen glæder i livet. Men jo har en glæde i livet og det har jeg også sagt til min mor og kæreste, at det jeg ville ønske var at når vi så dør så står jeg på en lang sti sammen med min kæreste, vi går hånd i hånd sammen. Og 1 gang i ugen møder vi min mor vi spiser picnic også er det videre og sådan skal det bare køre EVIGT!
Men ja det eneste gode jeg har fået ud af det her er at :
Jeg har fundet ud af at jeg elsker min kæreste mere end noget andet og jeg holder hende i hånden hver aften inden vi skal sove ( OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT HAVE HENDE EVIGT!!)
Og at jeg sætter pris på livet vær eneste gang jeg trækker vejret når jeg er i hendes nærvær, men stadig har jeg min indre skærm med at jeg vil miste hende en dag og når jeg tænker på det er det min "angst" bliver værst og jeg faktisk kan få tåre i øjnene
Hvad der kan ligge bag / er sket på det sidste i mit liv (i rigtig rækkefølge) :
Mor og forlovede gik fra hinanden
Mor fik ny "alkoholiker" kæreste
Blev uvenner med mor og svigermor over kærester og blev smidt ud (er nu hjemme igen og vi har det fint med min mor)
men leder stadig efter lejlighed men stadig os for vores egenskyld vil godt videre i livet
Mors firma lukkede pga. ex.forlovede
Jeg har ikke noget job/uddannelse efter Januar
Og ja selv nu hvor jeg skriver det her, tænker jeg hvad hjælper det? Okay jeg får "hjælp" og bliver glad igen, men og hvad så? Jeg skal stadig dø!!
Synes det hele er rigtigt hårdt håber i kan hjælpe
Knus
Jeg er en ung fyr på 20år, der her for 3-4 dage siden stod ude i badet og tænkte på "livet" og hvad man skulle fortage sig. Jeg tænkte at nu var jeg blevet 20år så hvad er det nu tid til.
Jeg tænkte så på at når man blev "gammel / pensionist" at det var da i hvert fald der man skulle ud og rejse, så kort tid efter kom jeg til at tænke på at livet var jo egentligt næsten slut når man blev gammel og at man kunne jo ikke rigtigt lave det samme som man plejer. F.eks altså hvis jeg var kommet på rejse som ung så ville jeg kunne hoppe rundt og være aktiv. Og omvendt på en ski ferie med hele familien ville jeg være den der skal passe den lille fordi jeg er for gammel til alt andet.
Også lige siden der har jeg haft tanken om at skulle dø og jeg synes det hele virker meget MEGET meningsløst, for nu kan jeg ikke længere se en mening med livet.
For ja skulle jeg sige det er vi bare kloner der bare går rundt og venter på og dø og til det siger min mor jeg skal finde glæden i livet.
Jeg har altid været vild med hurtige biler lige indtil nu. Hun brugte eksemplet hvis hun kom i den fedeste bil ude foran huset og sagde "kom med du skal køre nu", så ville jeg ikke blive glad mere for jeg skal alligevel dø.
Og ja kan os vende det om til "Hvad er det perfekte liv" nu kommer min version : Jeg kommer hjem i mit store hus i Malibu og der står hun min smukke kone der er forfatter og model og straks kommer mine 3 børn løbende. Den store dreng er lige blevet angriber for det store fodboldhold i landet, din største datter er lige blevet accepteret på Harvard og den mindste har lavet en tegning til dig hvor der står "verdens bedste far" og lige meget hvad mere jeg fylder på for at det bliver perfekt kan det jo være lige meget, vi skal alle dø.
Så om jeg havde det "perfekte liv " som jeg lige har beskrevet eller om jeg har mistet hele min familie og sidder tilbage i en hustrailer på Grønland, det kan jo være lige meget vi skal bare dø.
Og der er ikke nogen glæde i livet siger jeg ? Men stadig vil jeg jo ikke dø, det er det jeg er bange for. Men stadig siger jeg os der ikke er noget ved livet, så forstår det ikke! Og alle andre jeg har sagt til at de skal dø svare bare noget i retningen af "haha ja"
Kan os bruge min gode ven som eksempel. Vi havde lige været oppe og træne også kom vi hjem til mig, hvor min mor spurgte hvordan det var gået der oppe med mit dødsangst eller hvad det nu er og der svarede jeg bare at det gik fint for ville ikke have min ven skulle vide noget om det. Derefter satte jeg mig og tænkte nu prøver jeg den på ham så jeg sagde " det er nedern vi skal dø en dag" også sagde han "haha ja og det var os nedern og tage 20 min motion til sidst i træningen" Det er der jeg ikke kan forstå folk, hvordan kan de ikke være bange. Men ja det er jo så derfor jeg skriver her inde. For at prøve og finde ud af hvorfor jeg tænker så meget over det og hvorfor alle andre ikke gør.
Men altså jeg ser ikke kun negativt på livet for jeg træner stadig, går i skole, handler osv. Og ja hvis jeg selv skulle sige det er jeg stærk i psyken, men nu har jeg fundet noget der knækker mig.
Det er jo også klart ville jeg sige for : HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE BANGE FOR AT DØ!
Men altså det jeg mener med jeg ikke er dødsangst. Er at jeg ikke får det i anfald, det køre bare på den "indre skærm" hele tiden og tænker i de baner. Og der er så mange ting jeg ikke kan forstå man gider lave problemer om i hverdagen. Når det nu alligevel bare skal slutte en dag. Hvorfor så ikke bare have det godt den tid vi er her.
Det jeg hele tiden prøver på, er at finde en måde jeg kan få det godt med at vi skal dø på. Men kan ikke finde nogen for jeg er slet ikke religiøs og mener kun religion er der for at vi kan få fred i vores lille hoved. Min mor tror selv på sjælevandring og det har jeg jo så os prøvet og tro på men det der så gør jeg ikke kan tro på det er :
1. at de børn der dør efter 1-2 timer på jorden ( hvad har den sjæl skulle lære)
2. så sagde jeg os jamen hvis jeg skal genopstå vil jeg ikke være en fattig neger nede i Afkrika
(min mors svar : du vælger selv hvad du skal ned og lære. mig: jamen så er der jo ingen der gider og vælge og være fattig neger og alligevel er der så mange)
3. hvis sjæle går/kommer igen så vil det sige at der er nogen der faktisk føder Hitler v2.0
Men så skal jeg lave en konklusion af det hele :
Jeg syntes livet er meningsløst fordi jeg ikke mener der er nogen glæder i livet. Men jo har en glæde i livet og det har jeg også sagt til min mor og kæreste, at det jeg ville ønske var at når vi så dør så står jeg på en lang sti sammen med min kæreste, vi går hånd i hånd sammen. Og 1 gang i ugen møder vi min mor vi spiser picnic også er det videre og sådan skal det bare køre EVIGT!
Men ja det eneste gode jeg har fået ud af det her er at :
Jeg har fundet ud af at jeg elsker min kæreste mere end noget andet og jeg holder hende i hånden hver aften inden vi skal sove ( OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT HAVE HENDE EVIGT!!)
Og at jeg sætter pris på livet vær eneste gang jeg trækker vejret når jeg er i hendes nærvær, men stadig har jeg min indre skærm med at jeg vil miste hende en dag og når jeg tænker på det er det min "angst" bliver værst og jeg faktisk kan få tåre i øjnene
Hvad der kan ligge bag / er sket på det sidste i mit liv (i rigtig rækkefølge) :
Mor og forlovede gik fra hinanden
Mor fik ny "alkoholiker" kæreste
Blev uvenner med mor og svigermor over kærester og blev smidt ud (er nu hjemme igen og vi har det fint med min mor)
men leder stadig efter lejlighed men stadig os for vores egenskyld vil godt videre i livet
Mors firma lukkede pga. ex.forlovede
Jeg har ikke noget job/uddannelse efter Januar
Og ja selv nu hvor jeg skriver det her, tænker jeg hvad hjælper det? Okay jeg får "hjælp" og bliver glad igen, men og hvad så? Jeg skal stadig dø!!
Synes det hele er rigtigt hårdt håber i kan hjælpe
Knus
Kommentarer
Nu har du fået et svar fra et ungt menneske. (Nå, det var vist i en anden debat-tråd, ser jeg). Men måske ville det så være en god ide, hvis du også får et svar fra et ældre menneske.
Du spørger: Hvorfor leve, når vi skal dø alligevel?
Jeg tror, at de fleste gør sig den slags overvejelser, og så vidt jeg forstår, er der faktisk mange, der direkte føler dødsangst. Det er helt normalt. Det afgørende er, om denne dødsangst er et problem i dagligdagen eller ikke.
Det kunne faktisk godt se ud til, at din dødsangst er et problem for dig. Jeg tror ikke på, at man via en samtale − eller en debat som denne her for den sags skyld − kan slippe for angsten. Men jeg kan pege på nogle ting, som du kan ændre, for at angsten ikke skal fylde så meget.
Hvorfra har du fået den idé, at man ikke kan foretage sig ret meget andet end at passe børn, når man er gammel? At passe børn er faktisk meget krævende. Hvis man som ældre menneske er rask, kan man gøre alle mulige ting, som dengang man var ung. Det går muligvis lidt langsommere, men det gør ikke noget, for man har mere tid. Og på en skiferie vil man nok ikke lave de samme halsbrækkende ting som unge mennesker, for man er mere forsigtig og vil helst ikke brække noget. Men man vil jo stadig kunne være ude i den dejlige sne og mærke sollyset og det pragtfulde landskab.
For det er jo det, livet og livslysten går ud på: at mærke livet strømme gennem kroppen, når man f.eks. er ude i naturen eller er sammen med andre mennesker, og når man føler sig som en del af en større sammenhæng, og mærker, at der er brug for én, og når man foretager sig noget, man kan lide at gøre.
For at finde meningen med livet skal du derfor ikke tænke på smarte biler, villa ved Rivieraen, kone, der er fotomodel eller børn, der studerer ved berømte universiteter.
Det drejer sig slet ikke om statussymboler eller at om ”at eje” noget, men snarere om ”at mærke” og ”at være”. Hvis du ræser efter statussymboler, kan du nemt komme til at glemme at mærke efter og at være til, i al sin enkelhed.
Efter min erfaring bliver man bedre til at mærke, efterhånden som man bliver ældre. Også jeg har jo været optaget af alt det, der skulle nås i arbejdslivet, men nu, hvor jeg ikke arbejder mere, har jeg bedre tid til at mærke efter og føle livet strømme i mig.
Så i stedet for at alderdommen skulle være et antiklimaks i forhold til det at opleve mening med livet, så mener jeg, at det går bedre og bedre med at opleve livet strømme i mig, efterhånden som jeg bliver ældre.
Men du er 20 år, og der er længe, til du bliver gammel. Jeg skriver bare disse ting, for det ville da være SKØRT, hvis helt uproblematiske sider ved alderdommen tager livsmodet fra dig allerede nu!
Hvad angår selve det, at livet slutter engang, så kan jeg slet ikke se, hvorfor det skulle forhindre dig i at leve! Hvis du ser fjernsynsudsendelser om mennesker, der har en uhelbredelig sygdom og ved, at de snart skal dø, så vil du se, at tanken om, at de snart skal dø, i mange tilfælde fører til, at de mærker livet med endnu større intensitet end før og virkelig udnytter den sidste tid!
Og for nu at parallelisere med et banalt og let forståeligt eksempel, f.eks. en koncert med et band, som du er vild med.
Du kunne jo sige: ”Hvorfor skulle jeg tage til den koncert, for den slutter jo alligevel på et tidspunkt!”
Skulle det være et argument for at blive hjemme på sofaen? Nej, det tror jeg ikke, at du mener.
På samme måde med livet. Ja, det slutter på et tidspunkt, men mange mener, at det netop er livets endelighed, der tilføjer en ekstra dimension til livets mening. Hvis livet var uendeligt, ville det ikke være til at holde ud!
Til sidst vil jeg sige noget om din mor. Hun virker som en frisk kvinde med mange aktiviteter og bestemte meninger. Hun ser ud til at spille en stor rolle i dit liv. Det gør mødre selvfølgelig altid, men nu er du 20 år, og det er på tide, at du skaber dit eget liv, helt uafhængigt af din mor.
Herunder er det vigtigt, at du finder ud af, hvad du har LYST til at foretage dig i dit arbejdsliv. Det er det allervigtigste lige nu, tror jeg.
Hils din søde kæreste. Det lyder, som om du er på vej i den rigtige retning, når du kan se en mening med at holde din kæreste i hånden!
Mange hilsner
Kameliadamen
Så naturligvis kan man andet end passe børn, når man bliver ældre.
Og så vil jeg lige fortælle dig, det er sørme noget af et arbejde, at passe børn. Jeg ville hellere rejse.
Såe,.......
Undskyld, at jeg siger det, men du lyder altså som en særdeles umoden og måske lidt overforkælet dreng, der er ved at miste nogle statussymboler, som du aldrig har skulle kæmpe for men som måske har erstattet noget følelsesmæssigt, og det har du svært ved at forholde dig til. Er det helt forkert, hvis du nu skal være sådan helt, helt ærlig?
Hvis du var min søn - og ja, jeg har en på alder med dig - så ville jeg anbefale en fornuftig uddannelse, egen bolig - også selv om det bare er et kælderværelse 3 gader væk - egen økonomi samt et kursus i, hvad der reelt har betydning her i livet. For det handler ikke om en fed bil og lign. Det handler derimod om at have venner, være en del af et socialt fællesskab, at kunne finde mening, spænding, tryghed m.v. inden i sig selv, så man ikke bliver så afhængig af andre. Kort sagt at finde balancen mellem at være sig selv og samtidig være en del af et fællesskab, som man selv er aktiv bidragende til.
Og ja, vi skal alle dø. Det er bl.a. det, der er med til at sætte en ramme om vores liv og som gør, at man bliver motiveret til at udfylde tiden indtil det sker på den bedst mulige måde.