Ægteskabproblemer, en ny familie - hjælp!
Kære Forum.
Dette er mit første indlæg herinde. Skriver fordi jeg har brug for hjælp. Temmelig meget endda!
Jeg er i midt 30’erne, single og har planer om gå meget målrettet efter at finde en kæreste og skabe mig en familie. Det er ved at være på tide. Jeg har haft kærester tidligere men omstændigheder har gjort, at jeg nu er single. Jeg er veluddannet og efter sigende en pæn fyr, så min formodning er at det nok skal lykkes mig at finde en kæreste.
Sagen er bare den at jeg har mødt en gift kvinde med to børn på henholdsvis 6 og 4 år. Hun er samme alder som mig. Mødte hende for første gang for 2 måneder siden og for mit vedkommende var det kærlighed ved første blik. Det er muligt, at det var usmageligt, dumt, egoistisk, usympatisk og ikke mindst ondt af mig at lægge an på hende, men jeg blev nødt til det (læs venligst helt færdigt inden den moralske fordømmelse begynder, tak). Vi startede meget stille ud, men det eskalerede hurtigt, og jeg tør godt skrive, at vi gensidigt er meget forelskede. Vi snakker om alle de store ting i livet, flytte sammen få børn osv. Sex og fysisk kontakt er kun en lille del af vores forhold. Jeg elsker hende virkelig på så mange planer og tænker at hun kunne være den eneste ene.
Om hende skal jeg sige, at hun kun har haft få seksualpartnere 5 stykker, hvoraf de 3 har været længerevarende kærester. Hun er slet IKKE den utro type og har aldrig været i nærheden af utroskab tidligere. Jeg stoler på hende 110 %. Hun er meget loyal, meget omsorgsfuld og jeg vil aldrig mistænke hende for at være mig utro.
Hvorfor er hun så sammen med mig? For det første er vi så gode sammen, nogengange er vi begge to ved at græde af kærlighed, når vi ligger sammen. For det andet så er forholdet til hendes nuværende mand intet andet end et venskab. De har været sammen i 15 år, måske gift i 10 år. De sover hver for sig, har ikke sex og sådan har været i 1-2-3 år. Hun har taget initiativ til at løse deres problemer uden succes. De har etableret et arbejdsfællesskab og et godt venskab, men uden fysisk kontakt. De har tidligere snakket om at gå fra hinanden, særligt i perioder hvor de har skændtes meget. Skænderierne har de formået at lægge på hylden.
Vi ved begge, at vi er blændet af forelskelsen, og at vi skal forbi de vilde følelser, før vi kan træffe nogen rationel beslutning om hvad der skal ske med os. Efter mange overvejelser og snak frem og tilbage er planen, at vi tager en time-out indtil sommer. Dvs. ingen møder, ingen sex, få mails/sms, telefonopkald. Jeg har sagt til hende og opfordret hende til, at forsøge at løse problemerne derhjemme og har aktivt forsøgt at hjælpe til med den vejledning jeg nu kan give. Samtidigt har hun sagt til mig, at hun ikke vil holde på mig, og hun opfordrer mig til i vores pauseperiode at finde en kæreste og skabe min egen familie. I så fald en af disse ting falder positivt (som man ser det) ud, så løser vores situation sig. Sagen er bare, at som tingene ser ud lige nu, så har jeg egentlig ikke lyst til at møde andre piger, betragter hende som min kæreste og det er hende jeg vil være sammen med. Tvivler også på at hun formår at give sit ægteskab og sin mand en reel chance. Men selvfølgelig kan det være at vores lange aftalte pause kan lægge en dæmper på det hele… Men hvad nu hvis det ikke gør? Hvad nu hvis vi til sommer står og er mindst ligeså forelskede og har lyst til at leve sammen? Mit spørgsmål er, hvad skal vi være opmærksom på af fælder og farer?
Jeg er 35 år single og har levet alene et stykke tid og har muligvis tillagt mig særlige vaner. Ved at det vil blive en enorm omvæltning pludselig at skulle indgå i en lille familie som papfar og som mulig far til vores eget barn. Der vil blive meget arbejde og tilværelsen vil blive anderledes. Det er måske især derfor, at jeg skriver. Hvad vil kunne true vores forhold? Hvilke spørgsmål skal vi afklare og diskutere igennem inden vi beslutter os for at finde sammen? Hvad skal jeg være opmærksom på, hvilke faremomenter eksisterer der?
Hendes mand er efter sigende en god fornuftig fyr, ligesom hun er, og hun mener ikke at de vil bekrige hinanden ved en skilsmisse.
Vi har begge en fornuftig økonomi, så det burde heller ikke blive et problem.
Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan jeg vil reagere ift. hendes børn før jeg står i det. Men forestiller mig, at jeg vil kunne være en ok far for dem og jeg vil kunne holde af dem.
Mvh. HC
Dette er mit første indlæg herinde. Skriver fordi jeg har brug for hjælp. Temmelig meget endda!
Jeg er i midt 30’erne, single og har planer om gå meget målrettet efter at finde en kæreste og skabe mig en familie. Det er ved at være på tide. Jeg har haft kærester tidligere men omstændigheder har gjort, at jeg nu er single. Jeg er veluddannet og efter sigende en pæn fyr, så min formodning er at det nok skal lykkes mig at finde en kæreste.
Sagen er bare den at jeg har mødt en gift kvinde med to børn på henholdsvis 6 og 4 år. Hun er samme alder som mig. Mødte hende for første gang for 2 måneder siden og for mit vedkommende var det kærlighed ved første blik. Det er muligt, at det var usmageligt, dumt, egoistisk, usympatisk og ikke mindst ondt af mig at lægge an på hende, men jeg blev nødt til det (læs venligst helt færdigt inden den moralske fordømmelse begynder, tak). Vi startede meget stille ud, men det eskalerede hurtigt, og jeg tør godt skrive, at vi gensidigt er meget forelskede. Vi snakker om alle de store ting i livet, flytte sammen få børn osv. Sex og fysisk kontakt er kun en lille del af vores forhold. Jeg elsker hende virkelig på så mange planer og tænker at hun kunne være den eneste ene.
Om hende skal jeg sige, at hun kun har haft få seksualpartnere 5 stykker, hvoraf de 3 har været længerevarende kærester. Hun er slet IKKE den utro type og har aldrig været i nærheden af utroskab tidligere. Jeg stoler på hende 110 %. Hun er meget loyal, meget omsorgsfuld og jeg vil aldrig mistænke hende for at være mig utro.
Hvorfor er hun så sammen med mig? For det første er vi så gode sammen, nogengange er vi begge to ved at græde af kærlighed, når vi ligger sammen. For det andet så er forholdet til hendes nuværende mand intet andet end et venskab. De har været sammen i 15 år, måske gift i 10 år. De sover hver for sig, har ikke sex og sådan har været i 1-2-3 år. Hun har taget initiativ til at løse deres problemer uden succes. De har etableret et arbejdsfællesskab og et godt venskab, men uden fysisk kontakt. De har tidligere snakket om at gå fra hinanden, særligt i perioder hvor de har skændtes meget. Skænderierne har de formået at lægge på hylden.
Vi ved begge, at vi er blændet af forelskelsen, og at vi skal forbi de vilde følelser, før vi kan træffe nogen rationel beslutning om hvad der skal ske med os. Efter mange overvejelser og snak frem og tilbage er planen, at vi tager en time-out indtil sommer. Dvs. ingen møder, ingen sex, få mails/sms, telefonopkald. Jeg har sagt til hende og opfordret hende til, at forsøge at løse problemerne derhjemme og har aktivt forsøgt at hjælpe til med den vejledning jeg nu kan give. Samtidigt har hun sagt til mig, at hun ikke vil holde på mig, og hun opfordrer mig til i vores pauseperiode at finde en kæreste og skabe min egen familie. I så fald en af disse ting falder positivt (som man ser det) ud, så løser vores situation sig. Sagen er bare, at som tingene ser ud lige nu, så har jeg egentlig ikke lyst til at møde andre piger, betragter hende som min kæreste og det er hende jeg vil være sammen med. Tvivler også på at hun formår at give sit ægteskab og sin mand en reel chance. Men selvfølgelig kan det være at vores lange aftalte pause kan lægge en dæmper på det hele… Men hvad nu hvis det ikke gør? Hvad nu hvis vi til sommer står og er mindst ligeså forelskede og har lyst til at leve sammen? Mit spørgsmål er, hvad skal vi være opmærksom på af fælder og farer?
Jeg er 35 år single og har levet alene et stykke tid og har muligvis tillagt mig særlige vaner. Ved at det vil blive en enorm omvæltning pludselig at skulle indgå i en lille familie som papfar og som mulig far til vores eget barn. Der vil blive meget arbejde og tilværelsen vil blive anderledes. Det er måske især derfor, at jeg skriver. Hvad vil kunne true vores forhold? Hvilke spørgsmål skal vi afklare og diskutere igennem inden vi beslutter os for at finde sammen? Hvad skal jeg være opmærksom på, hvilke faremomenter eksisterer der?
Hendes mand er efter sigende en god fornuftig fyr, ligesom hun er, og hun mener ikke at de vil bekrige hinanden ved en skilsmisse.
Vi har begge en fornuftig økonomi, så det burde heller ikke blive et problem.
Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan jeg vil reagere ift. hendes børn før jeg står i det. Men forestiller mig, at jeg vil kunne være en ok far for dem og jeg vil kunne holde af dem.
Mvh. HC
Kommentarer
Kærlighed er ikke en nem ting, og den dukker sommetider noget ubelejligt op. Hvad der vil ske, når det bliver sommer, er naturligvis total håbløst at udsige noget om, men hvis du drømmer om at etablere din egen lille familie, så vil jeg som bonusmor gerne sige et par ting, du bør overveje.
1) din kærestes børn vil få mere end almindelig svært ved at etablere et fornuftigt forhold til dig, hvis de ikke får tid til at komme sig over deres forældres skilsmisse. Eksperterne og alle undersøgelser viser, at det er de mindst et år om. Og at bo i en familie, hvor man kun er tålt, er, mener jeg, ikke holdbart i længden hverken for dig eller for børnene.
2) uanset din kærestes ex-mand er en fornuftig fyr, så opstår der stort set altid samarbejdsproblematikker, fordi der er så mange følelser og interessekonflikter indbygget, når det er ens børn, det handler om - og fordi han næppe vil bryde sig om at blive skilt, fordi konen har fundet en anden. Så også derfor er det fornuftigt, at du ikke flytter sammen med din kæreste det første års tid.
3) det tager i snit 2 år, før man er etableret som en ny familie, og inden man er det, er det en enorm belastning at få et barn sammen. Også fordi det er SÅ vigtigt for et kommende fællesbarn, at det har nogle søskende, der gider det og der er en vis harmoni. Også af hensyn til dig er det vigtigt, at I er ordentlig etableret, da du vil opdage, at der er enorm stor forskel på det, du kan komme til at føle for din kærestes børn og så det, du kommer til at føle for dit eget barn. Og det kræver en enorm balanceevne at håndtere rigtig mange situationer både i fht. børnene og i fht. din kæreste, der jo vil elske alle tre børn lige meget. Derudover ved du jo slet ikke endnu, om du overhovedet bryder dig om din kærestes børn, om deres rod, larm, krav, vaner m.v.
4) så du skal gøre op med dig selv, om du har 3-4 år før du bliver far, om du er parat til altid at skulle dele din kæreste med andre, hvilket kan være ganske svært især i starten af et forhold, kunne leve i en familie, hvor du aldrig vil være førsteprioritet for nogen men, hvor du naturligvis også kan hente meget glæde og kærlighed, men hvor prisen og kampen er betragtelig højere end hvis du finder en anden kæreste.
Men kærlighedens veje er uransaglige, og elsker du virkelig hende her - ja, så har du tiden, tålmodigheden og overlever fint alle problemerne, fordi "gevinsten" ved at finde ens soulmate er så enorm :-)
Held og lykke uanset udfaldet.