Indstillinger
Skjulte tårer
Jeg er en pige på 17 år, som har gået og været trist og er blevet ligeglad med fremtiden og tænker kun negativt. Det startede for et par måneder siden og af hvilken grund ved jeg ikke.
Jeg har altid været indadvendt og bange for at møde nye mennesker, d.v.s. jeg kludre i ordene og stammer når jeg snakker med en person jeg aldrig har mødt før. Jeg bliver også nærvøs hvis jeg skal møde familie, som jeg ikke har set i lang tid, især min far, som jeg ser 2 gange om året. Men ja, for et par måneder siden begyndte alt at se sort ud.
Jeg har især problemer med nattesøvnen og tårerne. Hver nat ligger jeg i 2-3 timer og tænker på alt. tror snart ikke der er én tanke jeg ikke har tænkt og det kan både være positive og negative ting. De positive ting har tit noget med kærlighed eller penge at gøre. jeg har aldrig været forelsket og vi er en fattig familie og de negative ting kan være ret dramatiske, såsom hvis min familie døde og ja så begynder jeg at græde. Der er også nogle nætter hvor jeg bare græder over ingenting, men for det meste for jeg 4-5 timers nattesøvn.
Har aldrig haft et strejf af tanken om selvmord, men ved ikke om det er noget der kunne komme senere hen, har somsagt kun haft det sådan her i 2 måneder. Jeg går i skole 2 gange om ugen "fordi jeg er skoletræt" men nej, det er fordi jeg ikke kan lide at være i store mængder af mennesker. f.eks. når man skal til en eksame, sådan har jeg det hele tiden når jeg er i store mængder mennesker og jeg får utrolig ondt i maven af alt den nærvøsitet. Jeg har også et lavt selværd, mest pga. min krop da jeg er for undervægtig og får afvide næsten hver dag jeg ligner et skelet, men jeg bliver ikke specielt trist når folk kommentere negativt på mit udseende, men tilgengæld bliver jeg ked af de mindste ting i form af ydmygelse og at jeg bliver rettet på.
F.eks. hvis min chef sagde til mig, at jeg ikke må rulle på stolen bliver jeg ked af det og det er utrolig irriterende, at næsten skulle tude over ingenting! desuden jeg kan ikke græde foran andre. græder nok hver anden dag ca. og INGEN har set mig græde.
Der er ingen der ved jeg har det sådan her og kan ikke få mig selv til at fortælle det til min mor, venner eller læge, da jeg ved, at jeg vil begynde at græde foran dem og jeg nægter at ydmyge mig sådan overfor dem, da jeg ser det som en ydmygelse og det lyder forfærdelig dumt, men sådan føler jeg det desværre. Det er også af den grund jeg skriver her og håber på en anden form for hjælp til at få et bedre liv.
Hilsen Dahl.
Jeg har altid været indadvendt og bange for at møde nye mennesker, d.v.s. jeg kludre i ordene og stammer når jeg snakker med en person jeg aldrig har mødt før. Jeg bliver også nærvøs hvis jeg skal møde familie, som jeg ikke har set i lang tid, især min far, som jeg ser 2 gange om året. Men ja, for et par måneder siden begyndte alt at se sort ud.
Jeg har især problemer med nattesøvnen og tårerne. Hver nat ligger jeg i 2-3 timer og tænker på alt. tror snart ikke der er én tanke jeg ikke har tænkt og det kan både være positive og negative ting. De positive ting har tit noget med kærlighed eller penge at gøre. jeg har aldrig været forelsket og vi er en fattig familie og de negative ting kan være ret dramatiske, såsom hvis min familie døde og ja så begynder jeg at græde. Der er også nogle nætter hvor jeg bare græder over ingenting, men for det meste for jeg 4-5 timers nattesøvn.
Har aldrig haft et strejf af tanken om selvmord, men ved ikke om det er noget der kunne komme senere hen, har somsagt kun haft det sådan her i 2 måneder. Jeg går i skole 2 gange om ugen "fordi jeg er skoletræt" men nej, det er fordi jeg ikke kan lide at være i store mængder af mennesker. f.eks. når man skal til en eksame, sådan har jeg det hele tiden når jeg er i store mængder mennesker og jeg får utrolig ondt i maven af alt den nærvøsitet. Jeg har også et lavt selværd, mest pga. min krop da jeg er for undervægtig og får afvide næsten hver dag jeg ligner et skelet, men jeg bliver ikke specielt trist når folk kommentere negativt på mit udseende, men tilgengæld bliver jeg ked af de mindste ting i form af ydmygelse og at jeg bliver rettet på.
F.eks. hvis min chef sagde til mig, at jeg ikke må rulle på stolen bliver jeg ked af det og det er utrolig irriterende, at næsten skulle tude over ingenting! desuden jeg kan ikke græde foran andre. græder nok hver anden dag ca. og INGEN har set mig græde.
Der er ingen der ved jeg har det sådan her og kan ikke få mig selv til at fortælle det til min mor, venner eller læge, da jeg ved, at jeg vil begynde at græde foran dem og jeg nægter at ydmyge mig sådan overfor dem, da jeg ser det som en ydmygelse og det lyder forfærdelig dumt, men sådan føler jeg det desværre. Det er også af den grund jeg skriver her og håber på en anden form for hjælp til at få et bedre liv.
Hilsen Dahl.
Kommentarer
Du skal gå til din læge og bede om en henvisning til en psykolog, for du får det næppe bedre, før du får arbejdet med dit selvværd. Du skal forsøge at finde en kognitiv psykolog, der arbejder meget med, hvordan man ændre sine tanker og kommer videre her i livet.
Jeg håber virkelig, at du tager dit liv alvorligt nok til at gøre en aktiv indsats for at få det bedre, da det er nu, du skal handle.
De bedste tanker og ønsker herfra