Indstillinger
Min kæreste har angst og har forladt mig..... IGEN
Hej jeg er en ung herre på 26.
Jeg har gennem de sidste 8 år været sammen med min kæreste, hun er det bedste i mit liv og jeg ville ikke bytte hende for nogen pris.
Vi flyttede sammen efter ca en måned og har boet sammen ligesiden. For 4 år siden fik min kæreste en depression der udløste nogle angstanfald, hvilket hun har haft ligende ved fx store præstationer, som eksamen. I følge hende ligger der meget svigt idet fra barndommen i forhold til hendes mor, som har været noget manipulerende og er en meget alternativ kvinde.
Når min kæreste får disse angstanfald
reagere hun ved at lukke alle ude af hendes liv og lukke helt ned for sine følelser. Hun sagde til mig for 4 år siden hun ikke elskede mig mere og at hun ikke kunne føle noget som helst, hvor vi en måned før det havde snakket om fremtdi med børn og at blive gift. Vi havde næsten lige lejet os ind i en lejlighed der var alt for dyr og jeg måtte knokle for at kunne betale husleje, så var ikke så meget hjemme. Hun lukkede sig mere og mere inde i sig selv og det virkede som om vi var ved at glide fra hinaden. Dette var vi kun fordi hun var på vej ud i depression og hun ikke talte med mig om noget af det og jeg havde svært ved at kende hende. Hun mister mere eller mindre muligheden for at udtrykke sig og snakker kun i halve sætninger og siger konstant ting som (DET FORDI) og (PRØV AT HØR) hvor der bagefter ikke kommer mere ud af hende. Hun kom oven på igen uden medicin og det tog alt i alt ca 3-6 måneder at få hende helt tilbage til den glade person hun er. Vi har levet lykkeligt sammen lige siden indtil for ca et år siden, hvor vores situation begyndte at blive noget svær.Det har ikek været på hjemmefronten, hvor vi altid har været meget kærlige og hygget og slappet meget af sammen. Vi har gået meget i byen begge to og de skænderier vi haft har for det meste været udløst af alkohol. Vi har haft svært ved at lave de samme ting som vi har gjort med at rejse og gå ud at spise og gå i biografen fordi jeg ærlig talt ikke har haft nogen som helst penge.
Vi har skiftevis såret hinanden fordi vi har brudt aftaler vi har lavet, med vi skulle drikke mindre og passe på hinanden, som vi plejer. Jeg har klart og uden tvivl været dårligst til dette da min situation det sidste år er blevt forværret i stigende grad indtil fornyligt, hvor der er kommet en kæmpe forløsning i mit liv og jeg er kommet ind på drømme studie. Det er først nu jeg kan se, hvor meget det sidste år har påvirket mig i negativ grad og jeg har druknet mine konflikter i alkohol. Jeg har ikke noget problem med alkohol og drikker minimalt i hverdagen. Min kæreste har givet udtryk for hun ikke kunne klare at jeg blev for fuld og dette har jeg så brudt en del gange overfor hende. Jeg har aldrig slået hende eller været agressiv jeg tåger bare meget rundt når jeg er fuld og hun er blevet meget bekymret og frustreret over hun ikke kan kommunikere med mig.
Jeg har altid udtrykt overfor hende at jeg gerne ville ændre det og det har jeg virkelig ment, jeg har bare ikke været i stand til det fordi jeg har prøvet at slippe fra min hverdag. Det er først nu jeg føler jeg jeg klar til at tage mig sammen fordi jeg har en fremtid der ser lys ud i mine øjne. Der har ligget mange frustrationer over jeg ikek har følt jeg kunne give hende de ting jeg gerne ville og at jeg ikke har kunnet rejse med hende og jeg har følt mig som lidt af en fiasko nogle gange overfor hende. På trods af det har jeg altid sagt til hende hver dag jeg elsker hende og har taget stilling til mange af hendes behov.
Det skal så siges at hun også har gjort det samme mht alkohol mod mig, hvor jeg meget hurtigere er kommet over det fordi jeg ved hvordan hun er overfor mig i vores hverdag/liv men vi er selvfølgelig også forskellige mennesker. Nu er det kommet så vidt at hun har forladt mig igen og lukker alle sine venner og omgangskreds ude. Hun taler kun med sin mor og sin gamle psykolog. Hendes mor er grundlag for meget i hendes første depression så det gør mig bekymret hun søger hjem til sin mor på trods af, hvor mange gange jeg har trøstet hende over hun var vred, sur og indebrændt på sin mor.
Jeg er dybt frustreret, for 3 uger siden sagde hun jeg elsker dig, jeg savner dig, jeg har lyst til dig, men valgte at tage tre uger ud til sine forældre for at få ro på og komme lidt væk. Hun har lige været til en begravelse der har påvirkede hende meget og hun var meget ked af og det er kun gået ned af bakke siden.I de tre uger hun har været væk har det overlappet med hendes fødslesdag og vores 8 årsdag og jeg har sendt en masse gaver og kort til hende. Sidste lørdag modtog jeg en mail, hvor hun slog op på grundlaget af der er ting der har været svært og ting hun ikke har taget stilling til. Denne gang handler det jo nok mere om mig og hende og hende der reagere på noget hun ikke har kunnet overskue, men det er da ikek normalt at man trækker sig for hele sin omgangskreds, venner og familie og slår op efter 8 år over en mail, tager afstand fra alt kommunikativt overfor mig, som har været hendes bedste ven og kæreste og støtte gennem 8 år. ? Jeg har måttet samle mig selv op mange gange den senere tid tudende på gulvet og føler jeg bliver trukket med ned fordi jeg elsker hende så meget. Har haft svært ved at passe mit nye studie og alt der minder mig om hende for mig til at gå i baglås. Hendes veninder siger til mig de ikke bebrejder mig noget og det kommer meget pludseligt for dem at hun har taget en så stor beslutning efter så mange år og det er selvfølgelig rart at få støtte fra hendes side.
Hvordan skal jeg forholde mig til det her?
Er der andre der har oplevet ligende situationer med kærester der har angst?
Er der noget jeg kan gøre andet end at jeg har udtrykt mine følelser for hende og at det stadig er hende jeg vil være sammen med.? Hun er jo min drømme kvinde!
Jeg er frustreret, vred, ked af det og meget forelsket.
mvh
TGlud86
Jeg har gennem de sidste 8 år været sammen med min kæreste, hun er det bedste i mit liv og jeg ville ikke bytte hende for nogen pris.
Vi flyttede sammen efter ca en måned og har boet sammen ligesiden. For 4 år siden fik min kæreste en depression der udløste nogle angstanfald, hvilket hun har haft ligende ved fx store præstationer, som eksamen. I følge hende ligger der meget svigt idet fra barndommen i forhold til hendes mor, som har været noget manipulerende og er en meget alternativ kvinde.
Når min kæreste får disse angstanfald
reagere hun ved at lukke alle ude af hendes liv og lukke helt ned for sine følelser. Hun sagde til mig for 4 år siden hun ikke elskede mig mere og at hun ikke kunne føle noget som helst, hvor vi en måned før det havde snakket om fremtdi med børn og at blive gift. Vi havde næsten lige lejet os ind i en lejlighed der var alt for dyr og jeg måtte knokle for at kunne betale husleje, så var ikke så meget hjemme. Hun lukkede sig mere og mere inde i sig selv og det virkede som om vi var ved at glide fra hinaden. Dette var vi kun fordi hun var på vej ud i depression og hun ikke talte med mig om noget af det og jeg havde svært ved at kende hende. Hun mister mere eller mindre muligheden for at udtrykke sig og snakker kun i halve sætninger og siger konstant ting som (DET FORDI) og (PRØV AT HØR) hvor der bagefter ikke kommer mere ud af hende. Hun kom oven på igen uden medicin og det tog alt i alt ca 3-6 måneder at få hende helt tilbage til den glade person hun er. Vi har levet lykkeligt sammen lige siden indtil for ca et år siden, hvor vores situation begyndte at blive noget svær.Det har ikek været på hjemmefronten, hvor vi altid har været meget kærlige og hygget og slappet meget af sammen. Vi har gået meget i byen begge to og de skænderier vi haft har for det meste været udløst af alkohol. Vi har haft svært ved at lave de samme ting som vi har gjort med at rejse og gå ud at spise og gå i biografen fordi jeg ærlig talt ikke har haft nogen som helst penge.
Vi har skiftevis såret hinanden fordi vi har brudt aftaler vi har lavet, med vi skulle drikke mindre og passe på hinanden, som vi plejer. Jeg har klart og uden tvivl været dårligst til dette da min situation det sidste år er blevt forværret i stigende grad indtil fornyligt, hvor der er kommet en kæmpe forløsning i mit liv og jeg er kommet ind på drømme studie. Det er først nu jeg kan se, hvor meget det sidste år har påvirket mig i negativ grad og jeg har druknet mine konflikter i alkohol. Jeg har ikke noget problem med alkohol og drikker minimalt i hverdagen. Min kæreste har givet udtryk for hun ikke kunne klare at jeg blev for fuld og dette har jeg så brudt en del gange overfor hende. Jeg har aldrig slået hende eller været agressiv jeg tåger bare meget rundt når jeg er fuld og hun er blevet meget bekymret og frustreret over hun ikke kan kommunikere med mig.
Jeg har altid udtrykt overfor hende at jeg gerne ville ændre det og det har jeg virkelig ment, jeg har bare ikke været i stand til det fordi jeg har prøvet at slippe fra min hverdag. Det er først nu jeg føler jeg jeg klar til at tage mig sammen fordi jeg har en fremtid der ser lys ud i mine øjne. Der har ligget mange frustrationer over jeg ikek har følt jeg kunne give hende de ting jeg gerne ville og at jeg ikke har kunnet rejse med hende og jeg har følt mig som lidt af en fiasko nogle gange overfor hende. På trods af det har jeg altid sagt til hende hver dag jeg elsker hende og har taget stilling til mange af hendes behov.
Det skal så siges at hun også har gjort det samme mht alkohol mod mig, hvor jeg meget hurtigere er kommet over det fordi jeg ved hvordan hun er overfor mig i vores hverdag/liv men vi er selvfølgelig også forskellige mennesker. Nu er det kommet så vidt at hun har forladt mig igen og lukker alle sine venner og omgangskreds ude. Hun taler kun med sin mor og sin gamle psykolog. Hendes mor er grundlag for meget i hendes første depression så det gør mig bekymret hun søger hjem til sin mor på trods af, hvor mange gange jeg har trøstet hende over hun var vred, sur og indebrændt på sin mor.
Jeg er dybt frustreret, for 3 uger siden sagde hun jeg elsker dig, jeg savner dig, jeg har lyst til dig, men valgte at tage tre uger ud til sine forældre for at få ro på og komme lidt væk. Hun har lige været til en begravelse der har påvirkede hende meget og hun var meget ked af og det er kun gået ned af bakke siden.I de tre uger hun har været væk har det overlappet med hendes fødslesdag og vores 8 årsdag og jeg har sendt en masse gaver og kort til hende. Sidste lørdag modtog jeg en mail, hvor hun slog op på grundlaget af der er ting der har været svært og ting hun ikke har taget stilling til. Denne gang handler det jo nok mere om mig og hende og hende der reagere på noget hun ikke har kunnet overskue, men det er da ikek normalt at man trækker sig for hele sin omgangskreds, venner og familie og slår op efter 8 år over en mail, tager afstand fra alt kommunikativt overfor mig, som har været hendes bedste ven og kæreste og støtte gennem 8 år. ? Jeg har måttet samle mig selv op mange gange den senere tid tudende på gulvet og føler jeg bliver trukket med ned fordi jeg elsker hende så meget. Har haft svært ved at passe mit nye studie og alt der minder mig om hende for mig til at gå i baglås. Hendes veninder siger til mig de ikke bebrejder mig noget og det kommer meget pludseligt for dem at hun har taget en så stor beslutning efter så mange år og det er selvfølgelig rart at få støtte fra hendes side.
Hvordan skal jeg forholde mig til det her?
Er der andre der har oplevet ligende situationer med kærester der har angst?
Er der noget jeg kan gøre andet end at jeg har udtrykt mine følelser for hende og at det stadig er hende jeg vil være sammen med.? Hun er jo min drømme kvinde!
Jeg er frustreret, vred, ked af det og meget forelsket.
mvh
TGlud86
Kommentarer
MEN det er IKKE det værste det værste er at et af symptomerne ved "parnoid skizofreni" er at de (pga støre ambivalens) pludselig (i sær hvis de føler sig svigtet og/eller får modspil) på 5 min kan svinge 180 grader fra (næsten) at forgude og stavnsbinde een til at ønske een langt væk og føle sig forfulgt
for så (efter en lang periode--hvores længste pauser har varet ½ år--når man tror at nu er det slut og de selv mærker savnet) at vende tilbage
derfor har vi gået frem og tilbage til hinanden (før mig havde hun gennem 9 år en anden kæreste i deres pauser havde hun andre det har hun ikke nået i vores pauser højest at være på date) men hvert gang er hun kommet tilbage hvor der (forud for at hun er kommet tilbage) er sket (jeg har oplevet) ting så man tænker det er ikke bare tilfældigt at der er en højer magt der bliver ved at føre os sammen
hvilket jeg tror på jeg tror (som kristen) på en højer magt og en åndeverden som (tror jeg) er den skizofrene (når de ser syner og høre stemmer) blot er mere sensesive over for
det var så bare et lille sidespring
sidst vi var ude i en pause (fra august 2011--februar i år) meldte hun mig for forfølgese men kom selv tilbage i februar hvor jeg (måske fordi jeg som kristen har lært at tilgive) tog pænt imod hende
og har været sammen siden og jeg håber de holder denne gang
vi bor ca 100 meter fra hinanden (i samme boligselskab og møder--når vi ikke er sammen--derfor hinanden under hundeluftning) hun flyttede her til (fra en anden by) i marts 2009 fordi det gik i vasken at flytte sammen i hendes lejlighed i december 2008
skal lige siges at det der du beskriver med alkohol osv det kender vi ikke til i vores forehold
Du derimod skal se at få stoppet dit drikkeri. Der findes ingen undskyldning for at forsumpe, og måske er du en af dem, der ikke kan tåle at drikke og som hurtig bliver alkoholiker? Så se at koncentrere dig om dit studie. Du får kun sådan en chance en gang, og det vil være synd, hvis du forspilder den. Og pas på, at alle dine personlige problemer ikke bliver en dårlig undskyldning for ikke at gennemføre en uddannelse, for så får du da først et behov/en undskyldning for at drikke.