Fortvivlet!
Hej
Jeg skriver her, fordi jeg har brug for at dele mine bekymringer om min nuværende sindstilstand.
Jeg er en ung kvinde på 26, i gang med mit sidste år af min Cand. uddannelse, nyforlovet, og sædvanligvis livsglad og tilfreds...
Jeg lever en almindelig dagligdag med sund kost (uden at være fanatisk), vitamin tilskud og motion. Derudover er jeg omgivet af gode veninder, kæreste og familie tæt på. Jeg 'burde' i virkeligheden ikke have det store at klage over, da alt på papiret ser fint ud.
Gennem de seneste måneder har jeg dog været i usædvanlig dårligt humør, nedtrykt, ked af det og i det hele taget meget svingende og utilregnelig i forhold til min tilstand uden nogen egentlig grund. Jeg kan pludseligt flippe ud over ingenting, begynde at græde, hvis jeg bliver presset eller blive helt stille og indelukket for derefter at bryde sammen i gråd. Jeg har tidligere haft disse pludseliglige udsvingninger i mit humør, men ikke i samme grad som nu.
Af natur er jeg på mange måder pligtopfyldende og lidt af 'en pleaser', der gør meget ud af at gøre mennesker omkring mig tilfredse. Jeg er ikke naiv - er klar over, at jeg ikke kan gøre alle mennesker i denne verden glade. Alligevel nager det mig - og jeg kan ligge søvnløs, hvis jeg kan mærke, at min mor, chef, kæreste eller veninde 'roder' med noget, jeg føler, jeg har indflydelse på. JEG HAR KONSTANT DÅRLIG SAMVITTIGHED!
Jeg har sværere ved at holde fokus i længere tid uden at blive rastløs eller træt, og så kan jeg desuden sove i 9-10 timer om natten uden at føle mig rigtig frisk om morgenen. Tidligere har jeg altid været morgenfrisk, og satte stor kvalitet i at stå op tidligt om morgenen for at have fred og ro til at starte dagen med en god kop kaffe. Den tid er slut, for jeg er simpelthen for udmattet. Jeg har altid grinet meget og været social i mange sammenhænge. Dette er ligeledes aftaget - ja jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har fået et godt grin. Jeg har taget mig selv i flere gange at aflyse aftaler med veninder eller familie - simpelthen fordi jeg ikke kan overskue det eller ikke har følt, jeg har haft noget at bidrage med.
Det skal tilføjes, at jeg også har gode dage. Jeg kan være rigtig glad, og føle kvalitet i de ting jeg laver, når jeg er ude blandt andre mennesker. Men ofte når jeg kommer hjem, bliver jeg trist, sur, træt eller irriteret over selv det mindste. Dette går som oftest udover mine nærmeste, hvilket er hårdt - både for dem og mig.
Jeg er helt klar over, at jeg måske burde kontakte en læge for at få en professionel vurdering af min tilstand. Jeg gruer dog ved tanken, da jeg slet slet ikke har lyst til at betro andre (end min kæreste) med mine private problemer. Jeg tror, jeg vil have enorm svært ved at fortælle min læge, hvordan jeg virkelig har det, da jeg ikke synes, jeg kender hende.
Dog er jeg også kommet til den erkendelse, at jeg snart ikke synes, min kæreste skal stå model til mere, da ALLE de negative vibrationer efterhånden læsses af på ham.
Jeg tror først og fremmest, jeg har brug for et par gode råd omkring:
1) Er disse symptomer 'almindelige', der kan komme og gå - og som snart vil forsvinde, hvis jeg kæmper og fokuserer på det positive i min hverdag i stedet for alt det negative?
2) Er det 'bare' et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen, og få ringet til min læge, så jeg får styr på situationen?
På forhånd tak for jeres hjælp!
Jeg skriver her, fordi jeg har brug for at dele mine bekymringer om min nuværende sindstilstand.
Jeg er en ung kvinde på 26, i gang med mit sidste år af min Cand. uddannelse, nyforlovet, og sædvanligvis livsglad og tilfreds...
Jeg lever en almindelig dagligdag med sund kost (uden at være fanatisk), vitamin tilskud og motion. Derudover er jeg omgivet af gode veninder, kæreste og familie tæt på. Jeg 'burde' i virkeligheden ikke have det store at klage over, da alt på papiret ser fint ud.
Gennem de seneste måneder har jeg dog været i usædvanlig dårligt humør, nedtrykt, ked af det og i det hele taget meget svingende og utilregnelig i forhold til min tilstand uden nogen egentlig grund. Jeg kan pludseligt flippe ud over ingenting, begynde at græde, hvis jeg bliver presset eller blive helt stille og indelukket for derefter at bryde sammen i gråd. Jeg har tidligere haft disse pludseliglige udsvingninger i mit humør, men ikke i samme grad som nu.
Af natur er jeg på mange måder pligtopfyldende og lidt af 'en pleaser', der gør meget ud af at gøre mennesker omkring mig tilfredse. Jeg er ikke naiv - er klar over, at jeg ikke kan gøre alle mennesker i denne verden glade. Alligevel nager det mig - og jeg kan ligge søvnløs, hvis jeg kan mærke, at min mor, chef, kæreste eller veninde 'roder' med noget, jeg føler, jeg har indflydelse på. JEG HAR KONSTANT DÅRLIG SAMVITTIGHED!
Jeg har sværere ved at holde fokus i længere tid uden at blive rastløs eller træt, og så kan jeg desuden sove i 9-10 timer om natten uden at føle mig rigtig frisk om morgenen. Tidligere har jeg altid været morgenfrisk, og satte stor kvalitet i at stå op tidligt om morgenen for at have fred og ro til at starte dagen med en god kop kaffe. Den tid er slut, for jeg er simpelthen for udmattet. Jeg har altid grinet meget og været social i mange sammenhænge. Dette er ligeledes aftaget - ja jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har fået et godt grin. Jeg har taget mig selv i flere gange at aflyse aftaler med veninder eller familie - simpelthen fordi jeg ikke kan overskue det eller ikke har følt, jeg har haft noget at bidrage med.
Det skal tilføjes, at jeg også har gode dage. Jeg kan være rigtig glad, og føle kvalitet i de ting jeg laver, når jeg er ude blandt andre mennesker. Men ofte når jeg kommer hjem, bliver jeg trist, sur, træt eller irriteret over selv det mindste. Dette går som oftest udover mine nærmeste, hvilket er hårdt - både for dem og mig.
Jeg er helt klar over, at jeg måske burde kontakte en læge for at få en professionel vurdering af min tilstand. Jeg gruer dog ved tanken, da jeg slet slet ikke har lyst til at betro andre (end min kæreste) med mine private problemer. Jeg tror, jeg vil have enorm svært ved at fortælle min læge, hvordan jeg virkelig har det, da jeg ikke synes, jeg kender hende.
Dog er jeg også kommet til den erkendelse, at jeg snart ikke synes, min kæreste skal stå model til mere, da ALLE de negative vibrationer efterhånden læsses af på ham.
Jeg tror først og fremmest, jeg har brug for et par gode råd omkring:
1) Er disse symptomer 'almindelige', der kan komme og gå - og som snart vil forsvinde, hvis jeg kæmper og fokuserer på det positive i min hverdag i stedet for alt det negative?
2) Er det 'bare' et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen, og få ringet til min læge, så jeg får styr på situationen?
På forhånd tak for jeres hjælp!
