Indstillinger
Jeg er angst, utryg, ulykkelig og bange
Jeg har gennem 4 år været sammen med min dejlige kæreste som jeg har hus og en 2-årig datter med. Alt har været godt indtil for 1½ år siden, hvor noget har gjort, at jeg ikke har arbejdet for forholdet, men i stedet trukket mig ind i mig selv. Årsagerne kan være mange, men jeg er ikke sikker på, hvilke der er relevante:
Papsønnen begyndte at klare sig elendigt i skolen. Min mor døde. Projekter, som blev sat i søen med renovering af hus, blev udskudt på grund af økonomi og manglende håndværkervilje. Min kat døde. Der var travlt og nærmest stress på arbejdet og hun begyndte langsomt at være mere og mere trist, når hun kom fra arbejde.
Måske er det noget eller alt ovenstående, der har gjort mig passiv, og pludselig skete det, at en ny kollega viste interesse for mig. Jeg greb chancen og var sammen med hende i en kortere periode på nogle uger. Ikke på den måde, at vi kyssede og havde sex, men vi bekræftede hinanden i, at vi var interesserede i den anden. På et tidspunkt blev jeg dog opmærksom på, hvor forkert det var, og besluttede at fortælle hende, at jeg kun ønskede venskab. Det gjorde hun ikke, og måske holdt jeg hende til ilden over chat fordi jeg vidste, at hun kunne være min "udvej". Jeg afviste hende ofte, men holdt alligevel chatten kørende.
Der skete så det, at min kæreste (som faktisk havde arbejdet hårdt for at få mig ind i kampen) måtte fortælle mig, at nu kørte hun på den sidste energi, og hvis vi skulle få det til at fungere, så skulle jeg altså tage mig sammen. Jeg bestemte mig for at sige "for fanden - nu skal det være!" og begyndte at arbejde for forholdet. Men fordi tyv tror hver mand stjæler, så blev jeg faktisk bekymret for, at hun havde gjort det sammen som mig, og derfor tjekkede jeg hendes telefon og fandt en SMS-historik med en mand, hvor der stod nogle beskeder, der ikke var til at misforstå.
Efter lidt tid hver for sig og en masse ubehagelige følelser, bestemte jeg mig for med hendes venners hjælp at fortælle hvad jeg havde gjort og hvad jeg havde opdaget.
ØV, en situation, vi begyndte at stå i. Jeg fortalte hende, at jeg havde begået en stor stor fejl, og at jeg ikke ville miste hende. Og hun fortalte, at det jeg havde set var taget ud af en sammenhæng, og at han bare er en ven.
I den efterfølgende tid aftalte vi (hendes forslag) at vi bare skulle betragte os som venner og beholde ringene på og ikke se andre. Så måtte vi se, om vi kunne finde hinanden igen.
Nu er det 5 uger siden, at jeg fortalte det. Hun skriver stadig med ham, og indimellem har jeg tilfældigt set nogle beskeder, når hun skulle vise mig noget andet på sin telefon. Beskederne er blandede venskabelige og lettere "over stregen" omkring "dejlig, lækker, kys, etc".
Hun har ikke smidt mig ud, og fastholder, at selvom vi ikke er kærester nu, så har hun ikke taget en beslutning, for hun føler ikke noget brugbart. Jeg behandler hende som blommen i et æg, men lader mine følelser indimellem overtage, og jeg flipper ud.
Jeg lyver åbenbart stadigvæk for hende, og hun opdager det: har ikke været på arbejde, har fortalt situationen til hendes venner, har ikke fortalt hele historien om mig og min affære fra starten af, men har måttet lade det trække ud af mig.
Hun fortæller, at vi må se om vi kan få en hverdag til at fungere og se om hun kan bygge tillid op og måske finde følelser for mig igen.
Men når hun tager i byen for at få luft, så kommer hun hjem hver gang og opfører sig som kæreste: Putter sig ind til mig, vil have sex og fortæller mig, at hun har brug for min bekræftelse.
Jeg er angst ad helvede til. Og jeg ved godt, at hun har det meget svært, fordi hun hele tiden skal forholde sig til, hvad jeg har gjort, og hvad hun dog har gjort forkert, siden jeg kunne finde på det. Og at tillid ikke bygges op på få uger. Og at hun føler sig dolket i ryggen og at hendes fornuft fortæller hende, at det er svært at arbejde med at skulle acceptere følelser, der måske er der, når det vil knække stoltheden at tilgive.
Vi bor sammen lige nu. Vi opfører os så vidt muligt pænt. Jeg giver hende daglig massage og i går spillede vi wii og hun grinede og og havde det sjovt. Men jeg er bange for, at det ikke er den rigtige måde at få hende tilbage på.
Hun siger, at hun er bange for, hvis vi flytter hver for sig i en periode, så vil vi begge to bare ende med at komme videre.
Jeg leder efter positiver: Hendes adfærd, når hun er fuld. Hendes frygt for at vi måske kommer videre hvis vi flytter hver til sit. At hun ikke har smidt mig ud. At hun fortsat planlægger med projekter i huset.
Men på den anden side, så kan jeg hurtigt tolke alle positiverne negativt: Projekter skal gøres alligevel, hvis huset skal sælges. Hun smider mig ikke ud, for hun har ikke råd til at bo her selv. Hun har brug for følelsesmæssig og muligvis sexuel bekræftelse fra ham den anden.
Hvad kan jeg stille op udover at vente? Det er uudholdeligt - og det er det altså også for hende..
Vh
Den angste
Papsønnen begyndte at klare sig elendigt i skolen. Min mor døde. Projekter, som blev sat i søen med renovering af hus, blev udskudt på grund af økonomi og manglende håndværkervilje. Min kat døde. Der var travlt og nærmest stress på arbejdet og hun begyndte langsomt at være mere og mere trist, når hun kom fra arbejde.
Måske er det noget eller alt ovenstående, der har gjort mig passiv, og pludselig skete det, at en ny kollega viste interesse for mig. Jeg greb chancen og var sammen med hende i en kortere periode på nogle uger. Ikke på den måde, at vi kyssede og havde sex, men vi bekræftede hinanden i, at vi var interesserede i den anden. På et tidspunkt blev jeg dog opmærksom på, hvor forkert det var, og besluttede at fortælle hende, at jeg kun ønskede venskab. Det gjorde hun ikke, og måske holdt jeg hende til ilden over chat fordi jeg vidste, at hun kunne være min "udvej". Jeg afviste hende ofte, men holdt alligevel chatten kørende.
Der skete så det, at min kæreste (som faktisk havde arbejdet hårdt for at få mig ind i kampen) måtte fortælle mig, at nu kørte hun på den sidste energi, og hvis vi skulle få det til at fungere, så skulle jeg altså tage mig sammen. Jeg bestemte mig for at sige "for fanden - nu skal det være!" og begyndte at arbejde for forholdet. Men fordi tyv tror hver mand stjæler, så blev jeg faktisk bekymret for, at hun havde gjort det sammen som mig, og derfor tjekkede jeg hendes telefon og fandt en SMS-historik med en mand, hvor der stod nogle beskeder, der ikke var til at misforstå.
Efter lidt tid hver for sig og en masse ubehagelige følelser, bestemte jeg mig for med hendes venners hjælp at fortælle hvad jeg havde gjort og hvad jeg havde opdaget.
ØV, en situation, vi begyndte at stå i. Jeg fortalte hende, at jeg havde begået en stor stor fejl, og at jeg ikke ville miste hende. Og hun fortalte, at det jeg havde set var taget ud af en sammenhæng, og at han bare er en ven.
I den efterfølgende tid aftalte vi (hendes forslag) at vi bare skulle betragte os som venner og beholde ringene på og ikke se andre. Så måtte vi se, om vi kunne finde hinanden igen.
Nu er det 5 uger siden, at jeg fortalte det. Hun skriver stadig med ham, og indimellem har jeg tilfældigt set nogle beskeder, når hun skulle vise mig noget andet på sin telefon. Beskederne er blandede venskabelige og lettere "over stregen" omkring "dejlig, lækker, kys, etc".
Hun har ikke smidt mig ud, og fastholder, at selvom vi ikke er kærester nu, så har hun ikke taget en beslutning, for hun føler ikke noget brugbart. Jeg behandler hende som blommen i et æg, men lader mine følelser indimellem overtage, og jeg flipper ud.
Jeg lyver åbenbart stadigvæk for hende, og hun opdager det: har ikke været på arbejde, har fortalt situationen til hendes venner, har ikke fortalt hele historien om mig og min affære fra starten af, men har måttet lade det trække ud af mig.
Hun fortæller, at vi må se om vi kan få en hverdag til at fungere og se om hun kan bygge tillid op og måske finde følelser for mig igen.
Men når hun tager i byen for at få luft, så kommer hun hjem hver gang og opfører sig som kæreste: Putter sig ind til mig, vil have sex og fortæller mig, at hun har brug for min bekræftelse.
Jeg er angst ad helvede til. Og jeg ved godt, at hun har det meget svært, fordi hun hele tiden skal forholde sig til, hvad jeg har gjort, og hvad hun dog har gjort forkert, siden jeg kunne finde på det. Og at tillid ikke bygges op på få uger. Og at hun føler sig dolket i ryggen og at hendes fornuft fortæller hende, at det er svært at arbejde med at skulle acceptere følelser, der måske er der, når det vil knække stoltheden at tilgive.
Vi bor sammen lige nu. Vi opfører os så vidt muligt pænt. Jeg giver hende daglig massage og i går spillede vi wii og hun grinede og og havde det sjovt. Men jeg er bange for, at det ikke er den rigtige måde at få hende tilbage på.
Hun siger, at hun er bange for, hvis vi flytter hver for sig i en periode, så vil vi begge to bare ende med at komme videre.
Jeg leder efter positiver: Hendes adfærd, når hun er fuld. Hendes frygt for at vi måske kommer videre hvis vi flytter hver til sit. At hun ikke har smidt mig ud. At hun fortsat planlægger med projekter i huset.
Men på den anden side, så kan jeg hurtigt tolke alle positiverne negativt: Projekter skal gøres alligevel, hvis huset skal sælges. Hun smider mig ikke ud, for hun har ikke råd til at bo her selv. Hun har brug for følelsesmæssig og muligvis sexuel bekræftelse fra ham den anden.
Hvad kan jeg stille op udover at vente? Det er uudholdeligt - og det er det altså også for hende..
Vh
Den angste
Kommentarer
Din kæreste har givet også haft problemer - måske med din ændrede adfærd - og hun har så gjort det samme som dig; haft kontakt med en anden, som også hun har bevæget sig lige til stregen med (måske endda over, men det ved du jo ikke, det er kun noget, du gætter - på samme måde, som hun måske gætter dit forhold til den anden kvinde). Samtidig har I fået et lille barn, som også vælter op på det hele i et parforhold.
Det lyder lidt som klassikeren i de fleste parforhold: Den sidste man finder på at løse sine problemer med er partneren. Ja, undskyld, men det er sådan jeg umiddelbart læser dit oplæg.
Det lader til at I begge har utrolig svært ved at finde ud af få talt ordentligt ud om tingene.
I det her tilfælde vil jeg bestemt mene, at I begge ville kunne endog meget stor glæde og nytte af at få kontakt til en parterapeut.
Det er overordentligt vanskeligt at kunne gå ind med råd, når det udelukkende foregår skriftligt - og udelukkende kun er den ene part, der kommunikeres med.
Som jeg læser dit indlæg, så er din kæreste nøjagtigt lige så forvirret og utryg som dig, og I har derfor brug for noget hjælp til at få sat ord og tanker på det, der foregår i jeres liv.
Så det er helt klart mit råd - gå til en parterapeut, gør det nu - og gør det sammen. For jeres forholds skyld, og for jeres barns.
Hvordan kan jeg på nogen måde få hende overbevist om, at det er den eneste rigtige løsning?
Det er jo ikke parterapeuten, der skal løse jeres problemer, der er jer selv - og kun jer selv. Der er ikke noget trylleri i det.
En parterapeut er en tredie person, der vil lytte til hvad I hver især har på hjerte, og så kan gå ind med forskellige spørgsmål, der forhåbentliggt kan få jer til at se sagen fra en anden vinkel, der så kan bygges videre på.
Og nej - man behøver ikke være uddannet parterapeut. Det skal bare være en trediepart, der ikke på forhånd har taget parti for den ene eller den anden, og som vil lytte.
Som sådan kunne I komme og tale med mig.
Jeg tror bare, det er svært at klare på skrift.
Men - du kan da vise din kæreste det her - og så bede hende om at skrive sin version her i denne debat. Så kan det da være, der vil kunne vise sig et billede, som jeg - eller en anden læser - vil kunne se det det grundliggende i.
Jeg tog alene til parterapeut for at få belyst mine handlemønstre i håbet om at jeg kunne blive bekræftet i, at jeg gør det eneste rigtige, eller at jeg skulle ændre på noget.
Terapeuten bekræftede mig i, at hun har brug for mere tid. At hun ikke er klar til at beslutte, hvordan hun skal have det med min utroskab, og at jeg kun kunne gøre som jeg gør - uden at lade mine afmægtige følelser om, at jeg ikke mærker en positiv reaktion på mine handlinger, lede til ophedede diskussioner. Min samlever siger selv, at hun ikke kan holde til at snakke om det hele tiden, og vil hellere have en hverdag til at fungere, og så mærke efter om hun kan holde til det.
Jeg er nu begyndt at give hende plads. Langsomt med sikkert. Min mave gør stadigvæk ondt, når hun beder mig lade være med at røre ved hende. Men hun har fortsat ikke smidt mig ud.
Hun lod mig give hende en forkælelsesdag med alt, hvad der hører sig til, selvom hun sagde, at hun havde lidt dårlig samvittighed over at modtage den.
Men vi havde en fantastisk aften (der desværre endte i at hun "kom til" at spørge ind til noget fra min utroskab, som jeg svarede på, og hun blev ked af det og skuffet).
Jeg har flere ting i ærmet og håber at jeg kan overbevise hende om at jeg er den rette for hende. Men jeg skal desværre osse overbevise hende om at hun er den rette for mig, for det tror hun ikke på.
Jeg er fortsat åben for gode indlæg og råd her, for det GØR ondt indeni, selvom jeg tænker, at det nok gør mere ondt i hende.
Jeg synes, du skal gøre op med dig selv, hvor længe du kan holde til at gå uafklaret oghvornår du vil tage styringen af dit eget liv ud af din kærestes hænder og ind i dine egne. Det lader til, at din kæreste i første omgng har behov for at cleare med sig selv, hvor hendes følelser ligger. Jeg tror personligt, jeg ville have svært ved gennem længere tid at bo sammen med en, der havde sms-korrespondance kørende med andre på den måde, din har det og jeg tænker, at hun har mere i klemme hos ham hun skriver med, end hun vil være ved?
Den der med at I skal være venner en tid og se, hvordan det går, tror jeg ikke på. Hvis du opfattes som en god gammel ven, hun altid kan komme til, forsvinder det attraktive ved dig og det er helt risikofrit at gøre, som hun har lyst, for du venter jo. Hun kan jo skrue op, når hun selv har brug for bekræftelse, og så står du klar til at give hende det og ned igen, og verfe dig væk, når hun er fyldt op. Hvad giver hun dig, som det er lige nu? Jeg er ked af at sige det, men det virker ikke befordrende for følelserne, at en mand ikke siger fra og lige nu synes jeg, du går for langt for at please hende uden at det virker til, at du selv får, hvad du hr brug for.
Skal I tilbage til et godt forhold, skal der arbejdes hårdt for det af jer begge. Parterapi, som det også foreslås af Lotte ville være en god løsning, for at få taget hul på det, der rører sig i jer hver især og for at have en til at stille de rigtige spørgsmål.
Har du overvejet at flytte ud, så din kæreste ikke tager dig for givet og konfronteres med at skulle undvære dig? Det kan nogen gange virke befordrende, hvis man indser, hvad man har at miste og får skabt afstand så man mærker savnet.