Pædagog studerende med tilbage vendende depression
Hej.
Jeg har haft en meget kaotisk og hård barndom/ungdom, som jeg har kæmpet for at komme mig "over" og "glemme" igennem rigtig mange år.
Jeg lærte at acceptere min familie for deres fejl.
Jeg følte jeg var parat til at komme videre med mit liv, så jeg søgte om at komme på pædagog seminarium igennem kommunen, de gav mig bevillingen til at tage den på revalidering, grundet at jeg har haft depression en del gange, men også pga. dårlig ryg og piskesmæld.
Problemet er nu at efterhånden som vi kommer længere ind i forløbet, kommer vi ind på en masse emner der er hårde og som berører mig dybt, nu er vi nået til det punkt hvor depressionen er kommet tilbage, det ses både på min livsglæde, manglende søvn/overskud/energi, trist/vred, vægten der falder (har tendens til undervægt) og meget mere.
Lægen satte mig i dag på medicin igen, en blød start på 10 mg. om 2 uger sætter vi den op til 20 mg. men hun er bange for at vi skal højere op endnu.
Jeg skal starte i et forløb hos en psykiatrer og op til min læge hver 2 uge (behøver jeg at sige, allerede det virker uoverskueligt).
Jeg får ikke rigtig læst det jeg skal, og jeg har så ufatteligt svært med at samle tankerne og når læreren snakker om de ting der berører mig, er det som om klappen går ned.
Jeg savner at have overskud/energi til sønnens og mine spontane idéer, men det har der ikke været et stykke tid, hvilket giver mig en forfærdelig dårlig samvittighed.
Lægen mener udd. er god for mig, da jeg har noget i rygsækken som ikke mange pædagoger har, men hvad mener i?
Og hvordan skal jeg få hverdagen til at hænge sammen igen?
Jeg har haft en meget kaotisk og hård barndom/ungdom, som jeg har kæmpet for at komme mig "over" og "glemme" igennem rigtig mange år.
Jeg lærte at acceptere min familie for deres fejl.
Jeg følte jeg var parat til at komme videre med mit liv, så jeg søgte om at komme på pædagog seminarium igennem kommunen, de gav mig bevillingen til at tage den på revalidering, grundet at jeg har haft depression en del gange, men også pga. dårlig ryg og piskesmæld.
Problemet er nu at efterhånden som vi kommer længere ind i forløbet, kommer vi ind på en masse emner der er hårde og som berører mig dybt, nu er vi nået til det punkt hvor depressionen er kommet tilbage, det ses både på min livsglæde, manglende søvn/overskud/energi, trist/vred, vægten der falder (har tendens til undervægt) og meget mere.
Lægen satte mig i dag på medicin igen, en blød start på 10 mg. om 2 uger sætter vi den op til 20 mg. men hun er bange for at vi skal højere op endnu.
Jeg skal starte i et forløb hos en psykiatrer og op til min læge hver 2 uge (behøver jeg at sige, allerede det virker uoverskueligt).
Jeg får ikke rigtig læst det jeg skal, og jeg har så ufatteligt svært med at samle tankerne og når læreren snakker om de ting der berører mig, er det som om klappen går ned.
Jeg savner at have overskud/energi til sønnens og mine spontane idéer, men det har der ikke været et stykke tid, hvilket giver mig en forfærdelig dårlig samvittighed.
Lægen mener udd. er god for mig, da jeg har noget i rygsækken som ikke mange pædagoger har, men hvad mener i?
Og hvordan skal jeg få hverdagen til at hænge sammen igen?
Kommentarer
Jeg kan godt forstå, at du er i vildrede, og jeg er også sikker på, at du i denne debat vil få nogle erfaringer fra andre, som har haft lignende problemer. Men du skal nok ikke forvente, at vi her i debatten har tilstrækkeligt overblik og indsigt i din situation til at kunne råde dig.
Lægen har jo ret i, at du − med din bagage fra barndommen − vil have nogle erfaringer, der gør, at du som uddannet pædagog vil kunne bidrage med noget, som andre ikke kan. Nu skriver du ikke, hvad det er for en type problemer, du har været udsat for i din barndom og ungdom, men jeg kommer til at tænke på Lisbeth Zornig Andersen, som havde en meget problematisk barndom, tog en uddannelse og nu ser ud til at gøre et godt stykke arbejde med at forbedre forholdene for udsatte børn.
MEN …
Det handler jo ikke bare om, hvilken gavn du kan gøre i dit fremtidige arbejdsliv. Det handler først og fremmest om dig, og om hvordan du har det. Og du har det tydeligvis ikke godt lige for tiden.
På nogle punkter minder din tilværelse om min, dengang jeg var yngre. Jeg havde også en hård barndom og ungdom. Jeg havde mange tilbagevendende depressioner. Jeg tog også en uddannelse, efter at jeg havde fået børn. Nu ved jeg ikke, om du – ligesom jeg var dengang – er eneforsørger, men hvis du er det, er det jo yderligere en belastning.
Jeg har flere ting, jeg gerne vil sige til dig.
Er du sikker på, at du ikke fejler noget fysisk? Sagen er, at læger er tilbøjelige til at tro, at alle helbredsproblemer hos mennesker, der tidligere har haft en depression, skyldes noget psykisk, og derfor tænker de ikke på fysiske årsager. Hvis jeg var dig, ville jeg bede om en blodprøve til undersøgelse for vitamin- og mineralmangel og stofskiftesygdomme.
Masser af mennesker går rundt med en D-vitaminmangel, som faktisk godt kan være medvirkende til at fremkalde depression. Selv gik jeg, uden at vide det, i årevis med alvorlig jernmangel, som også kan være årsag til depression, mens jeg gennemgik antidepressive medicinkure hos psykiatere og brugte formuer på psykologhjælp, hvilket naturligvis ikke hjalp mig, når jeg stadig gik rundt med alvorlig jernmangel!
Hvis svaret på en sådan blodprøve viser, at der ikke er noget galt, er det jo bare godt. Så har du et godt grundlag at arbejde videre på – hen imod et godt helbred
Ud over det, er det min erfaring, at det er en god ide at tage en uddannelse. Ud fra det, du skriver, er det imidlertid det stof, som I for tiden gennemgår på skolen, der berører dig så meget, at du har fået det psykisk dårligt.
Undskyld mig, men jeg er ikke sikker på, at du har ret. Når man har været udsat for det, vi har været udsat for i livet, er man på nogle punkter ikke så robust som andre. Vi tåler ikke så mange belastninger som andre. For mit vedkommende er der helt sikker lidt PTSD og desuden tilhører jeg nok det store mindretal af befolkningen, som er særligt sensitive mennesker (HSP). Det betyder, at jeg tåler langt færre sanseindtryk end andre mennesker og derfor er nødt til at prioritere benhårdt, så jeg ikke udsætter mig for mere belastning, end jeg kan tåle.
At vi muligvis ikke tåler så mange sanseindtryk som andre tåler, er IKKE en sygdom, men et karaktertræk. Til gengæld har HSP-mennesker et rigt følelsesliv og sanser i gennemsnit bedre end andre, hvilket kan give andre fordele!
Det, jeg mener, er, at det er den SAMLEDE mængde af belastning, man får depressioner af. En depressiv har altid en tendens til at spekulere meget og finder gerne gennem sin analyse årsager, der alle har med psyken at gøre. En årsag som jernmangel eller D-vitaminmangel virker – af en eller anden grund – ikke særlig oplagt for en depressiv person og altså tilsyneladende heller ikke for lægen
Og i den forbindelse vil jeg gerne nævne endnu en grim belastning, som virker forværrende:
Den dårlige samvittighed!
Sådan som jeg læser dit indlæg, er du allerede plaget af dårlig samvittighed. Du skal vide, at for os, der har tendens til depression er dårlig samvittighed noget, Fanden har skabt! Du bliver nødt til at holde fri for den dårlige samvittighed og alle spekulationerne, for i den fase, du er i lige nu, er det den dårlige samvittighed og desuden alle spekulationerne, der virker som en gift for dig.
Hvis jeg var dig, ville jeg give mig selv en lille ferie (Har I ikke efterårsferie?). Det skal være en ferie, hvor du holder fri – totalt fri. Også fra den dårlige samvittighed og spekulationerne! Sørg for at være meget ude og få så meget lys som muligt. Lige i de kommende par dage skulle det blive godt vejr til traveture under blå himmel.
Nå nu er spalten vist ved at løbe fuld, så jeg fortsætter lige med resten i et nyt indlæg.
(fortsættes)
Jeg tror, at det er en god ide at tage en uddannelse, og jeg tror, at en pædagoguddannelse er en udmærket uddannelse, der vil kunne give dig meget.
Hvad jeg derimod vil sætte spørgsmålstegn ved, er, om du efter uddannelsen vil kunne klare et almindeligt pædagogarbejde, som − på grund af besparelser i det offentlige – er præget af stress og jag.
Men, som eksemplet med Lisbeth Zornig Andersen viser, er jeg overbevist om, at du – når bare du har en relevant uddannelse – kan finde en niche, hvor du kan gøre en indsats på dine betingelser. Mange med en folkeskolelæreruddannelse tåler faktisk ikke at arbejde som skolelærere, men finder andet arbejde, hvor de alligevel kan bruge deres erfaringer og kundskaber.
Men alt det behøver du ikke spekulere på nu. Eller rettere sagt: Alt det er en byrde og en belastning for dig at spekulere på nu – en belastning, som du i din nuværende situation ikke tåler.
Derfor er mine råd:
1. Gå til læge for at blive tjekket for, om der er fysiske årsager, der belaster dig.
2. Hold en god efterårsferie!
3. Hold især fri fra spekulationer og dårlig samvittighed!
4. At tage en uddannelse er godt. Fremtiden vil vise, hvilket arbejde du tåler at udføre, for at den samlede belastning ikke skal blive for stor. Så det er du heldigvis fri for at tænke over lige nu.
5. Sørg for at være meget ude, så du får meget lys og motion.
6. Læs råd nr. 2 og 3 igen!
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
P.S. For at du kan få hverdagen til at hænge sammenigen, er det nødvendigt at du kommer over den nuværende krise. Og for at komme over den nuværende krise må du - ud over den anti-depressive behandling - sørge for at mindske den belastning, som du er udsat for. Så altså: Hold fri!