Indstillinger
Er jeg forstyrret?
Hej med jer
Jeg håber på at der er nogle herinde der måske kan give mig svar på hvad det er der kan være galt i min historie.
Jeg er en ung kvinde på 23 år, er opvokset på i Odense og er nu bosat i København for godt 1 års tid nu. Til daglig læser jeg til en kortvideregående uddannelse og arbejder som tjener ved siden af.
Mit tilværelse mht. studie, arbejde og omgangskreds har ændret sig rimelig meget siden. I starten gik det hele rigtig godt, og jeg fælte at jeg var faldet godt til og det hele. Jeg følte alt var i top! Jeg var kommet over min eks-kæreste, studiet var som det skal og jeg havde fået mange bekendtskaber.
Siden vi er begyndt på studiet igen, har jeg gået rundt med en følelse af at jeg ikke ved hvad jeg laver overhovedet. Jeg føler mig som en vandrende zombie, der 3 gange om ugen ved at jeg skal møde op i skole og følge med i timerne så godt jeg kan, og det er nærmest det. Min trivsel under undervisningen har altid været et kæmpe problem for mig. Jeg lider af præstationsangst, som gør at jeg simpelthen ikke kan præstere tingene optimalt som jeg selv ønsker og inderst inde godt ved jeg kan, men ikke er modigt nok når det når til stykket. Jeg har ikke altid haft det sådan, men jeg ved at det kun er blevet værre jo ældre jeg bliver.
Jeg er blevet meget usikker på mig selv og tænker meget over hvad folk tænker om mig. Jeg vil rigtig gerne finde mig selv, og finde mit indre ro her i kbh, for jeg elsker at bo her! Jeg har intet problemer med at få bekendtskaber/venner. Men sommetider føler jeg også bare at jeg har svært ved at vise den rigtige ''jeg'' til folk. Jeg kan i nogle aftener faktisk ligge og tænke over det. Det der så falder mig ind er, at jeg ikke engang ved hvem jeg selv er og derfor er det svært at vise til andre. Synes I det er rigtig nok, eller er jeg gal på den?
Synes bare livet er svært, både med mit privatliv, mig selv og uddannelse! Sommetider mærker jeg angst ved at blive ''voksen''. Jeg føler ikke jeg er klar, netop fordi jeg ikke ved, om de ting jeg gør nu er det rigtige eller forkert og hvordan det kommer til at udforme sig i fremtiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre herfra. Jeg har så meget mere i tankerne som ikke er skrevet, men I skal nødig falde i søvn endnu! Jeg håber I kan forklar mig eller måske have en lille ide om hvorfor jeg har det sådan.
Mvh. Den forstyrrende!
Jeg håber på at der er nogle herinde der måske kan give mig svar på hvad det er der kan være galt i min historie.
Jeg er en ung kvinde på 23 år, er opvokset på i Odense og er nu bosat i København for godt 1 års tid nu. Til daglig læser jeg til en kortvideregående uddannelse og arbejder som tjener ved siden af.
Mit tilværelse mht. studie, arbejde og omgangskreds har ændret sig rimelig meget siden. I starten gik det hele rigtig godt, og jeg fælte at jeg var faldet godt til og det hele. Jeg følte alt var i top! Jeg var kommet over min eks-kæreste, studiet var som det skal og jeg havde fået mange bekendtskaber.
Siden vi er begyndt på studiet igen, har jeg gået rundt med en følelse af at jeg ikke ved hvad jeg laver overhovedet. Jeg føler mig som en vandrende zombie, der 3 gange om ugen ved at jeg skal møde op i skole og følge med i timerne så godt jeg kan, og det er nærmest det. Min trivsel under undervisningen har altid været et kæmpe problem for mig. Jeg lider af præstationsangst, som gør at jeg simpelthen ikke kan præstere tingene optimalt som jeg selv ønsker og inderst inde godt ved jeg kan, men ikke er modigt nok når det når til stykket. Jeg har ikke altid haft det sådan, men jeg ved at det kun er blevet værre jo ældre jeg bliver.
Jeg er blevet meget usikker på mig selv og tænker meget over hvad folk tænker om mig. Jeg vil rigtig gerne finde mig selv, og finde mit indre ro her i kbh, for jeg elsker at bo her! Jeg har intet problemer med at få bekendtskaber/venner. Men sommetider føler jeg også bare at jeg har svært ved at vise den rigtige ''jeg'' til folk. Jeg kan i nogle aftener faktisk ligge og tænke over det. Det der så falder mig ind er, at jeg ikke engang ved hvem jeg selv er og derfor er det svært at vise til andre. Synes I det er rigtig nok, eller er jeg gal på den?
Synes bare livet er svært, både med mit privatliv, mig selv og uddannelse! Sommetider mærker jeg angst ved at blive ''voksen''. Jeg føler ikke jeg er klar, netop fordi jeg ikke ved, om de ting jeg gør nu er det rigtige eller forkert og hvordan det kommer til at udforme sig i fremtiden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre herfra. Jeg har så meget mere i tankerne som ikke er skrevet, men I skal nødig falde i søvn endnu! Jeg håber I kan forklar mig eller måske have en lille ide om hvorfor jeg har det sådan.
Mvh. Den forstyrrende!
Kommentarer
Jeg er overbevist om, at masser af unge mennesker – og måske især studerende – kan nikke genkendende til dit problem.
Jeg havde det selv på samme måde, da jeg var ung. Jeg havde en fornemmelse af fremmedgjorthed, og ofte følte jeg mig forkert og absolut ikke godt tilpas på mit uddannelsessted.
Nu skriver du dit indlæg i debatten ”Depression og angst”, og du stiller desuden et spørgsmål om, hvorvidt du måske kunne være forstyrret. Du må tænke på diagnosen ”personlighedsforstyrrelse”.
Hvis jeg var dig, ville jeg gå til læge og blive undersøgt. Masser af mennesker lider af f.eks. D-vitaminmangel, og unge piger har – på grund af kraftig menstruation – tit jernmangel.
Personligt er jeg sikker på, at i hvert fald mine problemer med identitetskriser havde været meget, meget mindre, hvis jeg ikke i mange år, uafvidende, havde gået rundt med alvorlig jernmangel.
Hvis lægen ikke af sig selv foreslår blodprøver til tjek af diverse mangler, vil jeg råde dig til selv at insistere på sådanne blodprøver. Nogle læger er meget hurtige til at bedømme patienterne som psykisk syge og udskrive psykofarmaka. Men i første omgang tror jeg, at det e vigtigt at få klarlagt, om du fejler noget fysisk.
Hvis det viser sig, at dine blodprøver er fuldstændig normale, så er det jo bare godt ;o)
Når dit fysiske helbred er i orden, så har du et godt grundlag at arbejde videre på, sådan at du gradvist kan komme i harmoni med dig selv og livet.
Det, der især hjalp mig, er følgende:
1. At flytte fokus væk fra hovedet og ned i kroppen. Når man er studerende, er man vant til at tænke og analysere meget og læse mange bøger. På den måde glemmer man, hvor vigtig kroppen er. Og man glemmer at tage hensyn til kroppen og dens behov.
Jeg havde selv meget glæde af kropsterapi hos en kvalificeret behandler. For mit vedkommende var der yderligere det problem, at jeg fra barnsben grundigt havde lært at undertrykke mine behov og ønsker, og i stedet sørge for at opfylde omgivelsernes forventninger. Denne gammeldags opdragelsesmetode er ingen udsat for i dag. Alligevel har jeg et indtryk af, at ungdommen i dag ofte har problemer med at opfylde de forventninger, som de mener, at der stilles til dem. Der stilles krav om, at unge mennesker skal være smukke, dygtige, moderigtige, og desuden eje en masse fint udstyr og dyrt elektronik.
Øvelsen går ud på at lære at MÆRKE, hvad du har lyst til, og prøve i så vidt omfang som muligt at følge dine EGNE ønsker og behov. Det er i den forbindelse vigtigt, at dine overvejelser ikke kun foregår i hovedet, men at du virkelig mærker efter i hele kroppen, hvordan du har det med de ting, du foretager dig, og de valg, du træffer.
Og øvelsen går ud på at få mere aktivitet og liv i kroppen, ved at bruge kroppen aktivt til dans, løb, svømning, gåture ude i naturen, eller hvad du nu har lyst til. En krop, der virkelig bliver brugt, bliver ikke zombie-agtig.
Nogle af de øvelser, som kropsterapeuterne lærte mig, gik blandt andet ud på at finde et stort træ i skoven. Jeg forestillede mig, at jeg var et sådant kæmpemæssigt træ med dybe rødder ned i jorden, så jeg kunne stå fast under livets stormvejr, og lange grene, der rakte op i himlen, ud mod verdensaltet.
Øvelser som ovenstående gjorde, at jeg så at sige ”flyttede ind i min krop”, i stedet for bare at være i hovedet. Jeg blev mere ”grounded”, samtidig med at jeg stadig havde mine planer og drømme om fremtiden.
2. Jeg begyndte at manifestere mig mere i timerne på uddannelsesstedet. Jeg tror ikke, at jeg havde haft præstationsangst, men jeg følte mig fremmedgjort, hvilket gav mig andre former for angst og ubehag. Da jeg begyndte at manifestere mig mere i timerne, var det en måde, hvorpå jeg kunne gøre uddannelsesstedet til ”mit sted” – ikke bare et fremmed sted. Hvis jeg hver eneste time sagde noget, havde jeg (f.eks. via mine spørgsmål til stoffet) indflydelse på, hvordan undervisningen foregik.
3. At tale med andre unge om problemet. Hvis alle lider under dette præstationsræs, men alle lader, som om de har fuldstændig tjek på tingene, er det ulykkeligt. For I kunne jo hjælpe og støtte hinanden!
I min tid var det moderne med kvindegrupper eller basisgrupper, hvor vi hjalp hinanden med de problemer, vi nu engang havde. Det var en god hjælp. Er du ikke tilknyttet en læsegruppe? Hvis du er det, kunne du jo forsigtigt prøve at lufte spørgsmålet om det psykiske velbefindende og høre, om ikke de andre har lignende problemer.
Mange hilsner
Kameliadamen
Fik selv ved en blodprøve konstateret flere mangler som kunne rettes
op med den rigtige kost + 2 vitaminer jeg stort set manglede. vh søren .