Indstillinger
Hjælp, min mand tæsker mig!!
Undskyld på forhånd for muligvis fejl i denne tekst, men jeg er fuldstændigt ude af den.
Jeg er en pige på 22, er vokset op i DK, jeg har diabetes, borderline og ADHD. Der har altid været problemer i familien, da jeg ikke er den eneste i familien med Diabetes og Borderline, så familie har jeg ikke meget af eftersom halvdelen er endten syge i hovedet eller ikke ville kendes ved hinanden.
Jeg følte mig meget alene og blev så forelsket i min nuværende mand fra Colombia. Jeg mødte ham i England og vi blev "kærester" d. 9 december 2010. Vi vidste godt at nu hvor han ikke er fra Europa ville det være meget svært at få ham en opholdstilladelse, men det stoppede os ikke - vi blev gift. Vi giftede os i Colombia da hans pas udløb og skulle derfor tilbage og fornye og søge om turistvisum hertil igen. Jeg tog med ham, fordi han ville have det.
Han har altid fra start været så sød og charmerende og genert, altid så smaskforelsket i mig. Men fordi jeg er på kontanthjælp og ikke lige p.t er i stand til at arbejde har vi kun de penge jeg får fra kommunen til 2 personer, som er rigtig rigtig hårdt.
Måske kommer jeg lidt på afveje, men er så desperat for at få det vigtigste med, men det er ikke muligt eftersom så mange tæsk og grimme ord jeg har fået og er blevet kaldt at jeg slet ikke kan tænke lige nu
..
Han var bare så sød ved mig i starten. Jeg tog med ham til hans hjemland og mødte hans familie. De kan ikke lide mig fordi moren er højtuddannet læge og faren er dyrelæge så de tjener kassen også er jeg bare en dansk pige på kontanthjælp med diabetes, borderline og adhd. Det hele startede rent faktisk med at vi snakkede om jeg skulle have hans efternavn hvor moren så sagde at jeg ihvertfald ikke skulle have hendes fordi det er kun familie. Jeg konfronterede min mand om at det gjorde mig ked af det, og det kunne han godt forstå, men det der ligesom for alvor gjorde det hele alvor var dagen vi skulle giftes.
Jeg stod i hans mors lejlighed med min brudekjole i hånden og ville have lidt hjælp fra hans mor nu hvor hun var den eneste i lejligheden, jeg gik hen til toilettet hvor hun var inde, og da jeg var på vej ind smækkede hun døren lige i hovedet på mig og begyndte at grine på en rigtig ondskabsfuld måde. Jeg stod forladt, uden hjælp, i et land hvor INGEN snakker engelsk, jeg fik ikke lov at ryge min smøg inden brylluppet og havde intet hørt fra min familie derhjemme i dk. Jeg var SÅ ked af det.
Jeg fortalte min mand om det, og selvfølgelig troede han ikke på mig, så jeg droppede den der.
Vi kom tilbage til DK, hvor jeg var super glad for at være hjemme igen og se min lejlighed og familie og venner, vi begge var glade. Efter 7-8 måneder herhjemme i dk efter vi fik afslag på opholdstilladelsen havde vi anket den hos justitsministeriet. Vi havde det ikke godt, vi skændtes meget og græd meget af frygt for at han skulle sendes ud af landet, så det har været rigtig hårdt.
Men nu her i oktober og måneder før har tingene bare ændret sig dramatiskt.
Han har altid sagt til mig : Jeg hader piger, de er grimme og jeg vil ikke have noget som helst med dem at gøre - ikke engang kigge på dem, hvor jeg adrig har troet på ham fordi jeg syntes det er mærkeligt, hvordan kan han så være forelsket i mig uden at have kigget på mig eller hvad?
Jeg er så forvirret, fordi jeg har aldrig bedt ham om at sige de ting til mig, jeg har aldrig sagt det ikke er okay at kigge på andre. Men her igår lå jeg og "sov" hvor han har ligget vågen hele natten fordi han var sur på mig, jeg kiggede over på fjernsynet hvor der ingen lyd var på også sad han og så nogle piger stå i guldbikini som kun lige dækkede deres brystvorter. Jeg spurgte ham hvorfor siger du til mig at du hader at se på den slags, også skifter du kanal med det samme jeg rejser mig fra sengen, som om du er bange for at blive opdaget? Han flippede ud og skubbede mig ud på toilettet og bankede mit hoved ind i væggen hvor han så kysser mig, jeg skubber ham væk igen også nikkede han mig en skalde hvor min tand røg ud og blødte ud af næse og mund. Hans reaktion var pervers, han stod og grinte og holdte mine arme.
Jeg forstår ikke det her? Han har slæbt mig hen af gulvet, prøvet at kvæle mig hvor jeg rent faktisk troede jeg skulle dø, råbt mig så højt ind i mit hoved at jeg ikke kunne høre hvad han råbte, sparket mig i maven imens jeg var gravid med hans barn og holdt en kniv op mod min hals
Jeg kan ikke forstå hvordan det kan gå fra lykkelig, til løgne og vold . Han hader mig virkelig!! Hvad skal jeg gøre, jeg er helt ude af den.
Jeg kan ikke engang bevæge mig for meget hvis jeg nu laver larm og han vågner og så sker det jo igen. Nu sidder jeg og kigger ned på mit gulv hvor alt hans tøj ligger og er klart til at blive pakket ned, skal jeg lade ham gå? Eller skal jeg kæmpe for at få det gode vi havde sammen før tilbage?
Jeg elsker ham virkelig, men jeg kan ikke blive ved med at gemme mig hver gang jeg har blå mærker i ansigtet..
Håber der er nogle der kan hjælpe mig.
Hilsen Julie
Jeg er en pige på 22, er vokset op i DK, jeg har diabetes, borderline og ADHD. Der har altid været problemer i familien, da jeg ikke er den eneste i familien med Diabetes og Borderline, så familie har jeg ikke meget af eftersom halvdelen er endten syge i hovedet eller ikke ville kendes ved hinanden.
Jeg følte mig meget alene og blev så forelsket i min nuværende mand fra Colombia. Jeg mødte ham i England og vi blev "kærester" d. 9 december 2010. Vi vidste godt at nu hvor han ikke er fra Europa ville det være meget svært at få ham en opholdstilladelse, men det stoppede os ikke - vi blev gift. Vi giftede os i Colombia da hans pas udløb og skulle derfor tilbage og fornye og søge om turistvisum hertil igen. Jeg tog med ham, fordi han ville have det.
Han har altid fra start været så sød og charmerende og genert, altid så smaskforelsket i mig. Men fordi jeg er på kontanthjælp og ikke lige p.t er i stand til at arbejde har vi kun de penge jeg får fra kommunen til 2 personer, som er rigtig rigtig hårdt.
Måske kommer jeg lidt på afveje, men er så desperat for at få det vigtigste med, men det er ikke muligt eftersom så mange tæsk og grimme ord jeg har fået og er blevet kaldt at jeg slet ikke kan tænke lige nu
..Han var bare så sød ved mig i starten. Jeg tog med ham til hans hjemland og mødte hans familie. De kan ikke lide mig fordi moren er højtuddannet læge og faren er dyrelæge så de tjener kassen også er jeg bare en dansk pige på kontanthjælp med diabetes, borderline og adhd. Det hele startede rent faktisk med at vi snakkede om jeg skulle have hans efternavn hvor moren så sagde at jeg ihvertfald ikke skulle have hendes fordi det er kun familie. Jeg konfronterede min mand om at det gjorde mig ked af det, og det kunne han godt forstå, men det der ligesom for alvor gjorde det hele alvor var dagen vi skulle giftes.
Jeg stod i hans mors lejlighed med min brudekjole i hånden og ville have lidt hjælp fra hans mor nu hvor hun var den eneste i lejligheden, jeg gik hen til toilettet hvor hun var inde, og da jeg var på vej ind smækkede hun døren lige i hovedet på mig og begyndte at grine på en rigtig ondskabsfuld måde. Jeg stod forladt, uden hjælp, i et land hvor INGEN snakker engelsk, jeg fik ikke lov at ryge min smøg inden brylluppet og havde intet hørt fra min familie derhjemme i dk. Jeg var SÅ ked af det.
Jeg fortalte min mand om det, og selvfølgelig troede han ikke på mig, så jeg droppede den der.
Vi kom tilbage til DK, hvor jeg var super glad for at være hjemme igen og se min lejlighed og familie og venner, vi begge var glade. Efter 7-8 måneder herhjemme i dk efter vi fik afslag på opholdstilladelsen havde vi anket den hos justitsministeriet. Vi havde det ikke godt, vi skændtes meget og græd meget af frygt for at han skulle sendes ud af landet, så det har været rigtig hårdt.
Men nu her i oktober og måneder før har tingene bare ændret sig dramatiskt.
Han har altid sagt til mig : Jeg hader piger, de er grimme og jeg vil ikke have noget som helst med dem at gøre - ikke engang kigge på dem, hvor jeg adrig har troet på ham fordi jeg syntes det er mærkeligt, hvordan kan han så være forelsket i mig uden at have kigget på mig eller hvad?
Jeg er så forvirret, fordi jeg har aldrig bedt ham om at sige de ting til mig, jeg har aldrig sagt det ikke er okay at kigge på andre. Men her igår lå jeg og "sov" hvor han har ligget vågen hele natten fordi han var sur på mig, jeg kiggede over på fjernsynet hvor der ingen lyd var på også sad han og så nogle piger stå i guldbikini som kun lige dækkede deres brystvorter. Jeg spurgte ham hvorfor siger du til mig at du hader at se på den slags, også skifter du kanal med det samme jeg rejser mig fra sengen, som om du er bange for at blive opdaget? Han flippede ud og skubbede mig ud på toilettet og bankede mit hoved ind i væggen hvor han så kysser mig, jeg skubber ham væk igen også nikkede han mig en skalde hvor min tand røg ud og blødte ud af næse og mund. Hans reaktion var pervers, han stod og grinte og holdte mine arme.
Jeg forstår ikke det her? Han har slæbt mig hen af gulvet, prøvet at kvæle mig hvor jeg rent faktisk troede jeg skulle dø, råbt mig så højt ind i mit hoved at jeg ikke kunne høre hvad han råbte, sparket mig i maven imens jeg var gravid med hans barn og holdt en kniv op mod min hals
Jeg kan ikke forstå hvordan det kan gå fra lykkelig, til løgne og vold . Han hader mig virkelig!! Hvad skal jeg gøre, jeg er helt ude af den.
Jeg kan ikke engang bevæge mig for meget hvis jeg nu laver larm og han vågner og så sker det jo igen. Nu sidder jeg og kigger ned på mit gulv hvor alt hans tøj ligger og er klart til at blive pakket ned, skal jeg lade ham gå? Eller skal jeg kæmpe for at få det gode vi havde sammen før tilbage?
Jeg elsker ham virkelig, men jeg kan ikke blive ved med at gemme mig hver gang jeg har blå mærker i ansigtet..
Håber der er nogle der kan hjælpe mig.
Hilsen Julie
Kommentarer
For at svare meget kort og præcist på dit spørgsmål om du skal lade ham rejse eller kæmpe for jeres forhold:
Ja, du skal lade ham rejse og uanset at han temmelig sikkert vil kontakte dig brødebetynget igen med alverdens undskyldninger og forsikringer om hvor højt han elsker dig, så SKAL du IKKE genoptage forholdet! Han har banket dig sønder og sammen før og truet dig på livet, og han vil helt sikkert gøre det igen uanset hans forsikringer om det modsatte. Det er lige så sikkert som amen i kirken!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at en del af jeres forhold fra hans side, udelukkende har været et forsøg på at få en permanent opholdstilladelse i DK med adgang til gratis, bedre uddannelse og job i EU. Det lyder groft, det ved jeg, men tænk lige over dette her: hvad i alverden vil han i DK? Han kommer tilsyneladende fra en veluddannet familie der må formodes at have en indkomst over middel i Columbia. Hele hans familie og netværk er i Columbia, mens du på den anden side ikke har særlig meget kontakt til din egen familie DK, og den du har læser jeg mellem linierne til at være temmelig problematisk. Du har helle ikke et job der kunne forklare at I skulle bo her. Det er nok også derfor I har fået afslag på familiesammenføring. Som du nok ved, er Columbia et fattigt og politisk ustabilt land med noget af verdens værste og hyppigste kriminalitet med en regering og administration præget af ineffektivitet og korruption så det basker. Intet under hvis han og måske senere også hans forældre gerne vil skifte det ud med uddannelse og job i EU.
Det er også en mærkelig historie, det med din svigermors reaktion. Det virker lidt som om hun selv har en personlighedsforstyrrelse af en art, i hvert fald må hun siges at være direkte ondskabsfuld og skadefro. Som læge ved hun sikkert udmærket at din borderline gør dig mere psykisk sårbar. Og det virker da også til at stemningen i det hjem sikkert aldrig har været den bedste og at din mand selv har taget skade. Bare de mærkelige ting han siger om, at han slet ikke kan lide kvinder og at de er grimme, mens han i smug kigger på letpåklædte damer. Det lyder ærlig talt som at sex og begær i hans barndomshjem var ulækkert og syndigt. Du er klar over, at begær i den katolske tro er en af de 7 dødssynder? Og at sex ifølge den katolske kirke ikke er til nydelse, men at man kun må dyrke sex for at få børn? Det kunne godt lyde som om religion på en syg måde spiller en stor rolle for din svigerfamilie, eller at de i hvert fald udøver dele af de katolske værdier på en meget bombastisk måde (husk at man selvfølgelig ikke kan skære alle katolikker over en kam).
De tæsk er ikke kommet ud af ingenting, han gør som han har lært hjemmefra. Men det kan ALDRIG være en undskyldning for hans opførsel uanset hvor tåbeligt og urimeligt du end måtte eller ikke måtte have opført dig over for ham. Hvis han havde ramt dig forkert, kunne du allerede være blevet slået ihjel, der skal faktisk ikke så meget til hvis bare slagene eller skubbet ind i væggen rammer uheldigt.
Du skriver at en del i din familie også har borderline og der er sikkert også andre med ADHD, da den er arvelig. Man mener jo, at borderline opstår når det lille barns (0-3 år) følelsesmæssige behov ikke bliver opfyldt og/eller at dets følelser ikke accepteres af moren. Der tales endnu ikke rigtig så meget om en arvelig sårbarhed, men jeg er personlig helt sikker på at en sådan findes. Dette vil også betyde, at du bevist eller ubevist vil gøre hvad som helst for at få den følelsesmæssige omsorg du ikke fik som barn fra din mor. Ofte resulterer det desværre bare i forhold hvor den borderline persons følelser trædes på, fordi personer med borderline typisk har svært ved at kende både egne og andres grænser og mærke hvor de selv er. Så du er nok desværre meget sårbar for at ende i forhold hvor du bliver misbrugt og udsat for vold.
Sidst men ikke mindst, så gætter jeg på at der er intet i verden du hellere vil, end at give dit barn den gode barndom du selv aldrig fik. Og det kan du ikke i et voldeligt forhold hvor du konstant vil være på vagt over hvornår de næste slag kommer. Husk også, kan han tæve dig, kan han også tæve jeres barn. Er det virkelig det du vil?
Jeg synes faktisk, du skal søge noget hjælp nu - lige nu. Det fremgår ikke helt, om I så rent faktisk har et barn, men har I det, så tager du det barn med dig, og søger øjeblikkeligt til et krisecenter. Ellers tager du der hen selv. Hvis der nu er et barn, så er jeg helt enig i, at det også vil tage alvorligt skade.
Du har i den grad brug for hjælp - og du har brug for den nu.
Han har banket dit hovede ind i væggen, så du fik slået en tand ud - næste gang får han måske slået dig ihjel.
Også jeg er rystet over det, du skriver. Søg den hjælp - og gør det nu.
Vil du ikke nok?
På kontanthjælp, men kan ikke arbejde for tiden..... Javel ja.
For at få kontanthjælp skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ellers sygemelder man sig.
Flot at kunne rejse Danmark - England, England - Columbia, Columbia - Danmark på KONTANTHJÆLP!!
For at få opholdstilladelse kræves: At den danske ægtefælle ikke har været på kontanthjælp det seneste år. At der kan stilles en bankgaranti på mere end 50.000 kr. - på KONTANTHJÆLP!!
Forfatteren er velformuleret og måske er der en fremtid indenfor forfatterverdenen i drama genren.
Det kan sagtens gøres på en kontanthjælp, nu hvor de havde stoppet den da jeg var udrejst..
Jeg ved ikke hvad ellers af smarte kommentarer du kan hoste op med, men jeg syntes lige jeg vil have æren af at forsvarer mig selv.
Tak for dit svar, det sætter jeg meget pris på.. Nu er han også taget afsted for godt 1 times tid siden. Min kontaktperson var der imens han gik og allerede nu skriver han undskyld o.s.v Og forventer at jeg tilgiver ham og har svar på alt.
Vi har heldigvis ikke børn sammen, da jeg var gravid ude for livmoderen tror jeg det var.. Desuden er min diabetes så ureguleret at der var store % chance for at barnet ville blive handicappet samtidigt med kommunen sad og truede med at fjerne det
Det hele lyder så nemt når man sidder og læser hvad du skrev, og DET HJALP men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kunne sove om natten og ikke vide hvordan han har det, hvor han er, og ikke at vide om han noglesinde ville havde haft ville ændret sig for mig..
Det gør bare så ondt når man tænker tilbage på de gode tider vi havde sammen også kan man sidde her i sin lejlighed alene efter 2 år - alene og efterladt
Jeg giver dig ret i det med hans familie omkring den måde han er blevet opdraget på.. Jeg har aldrig rigtigt kunne forstå hvordan de opførte sig overfor ham og modsat
Hans mor har også et problem med kvinder, hun sviner dem til og går rundt og peger på hvad der er plastik og hvad der er ikke er..
Jeg snakkede også med min kontaktperson om det krisecenter som jeg tror Lotte nævnte, men jeg føler allerede at jeg har tabt og at hvis jeg først henvender mig personligt et sted, ville jeg føle mig så latterlig og ynkelig ?..
Jeg sætter stor pris på der rent faktisk er nogle mennesker der gider at svare mig på det her ..
En ting til som jeg også vil give dig ret i, som jeg også har stillet spørgsmålstegn til mht min mand. Jeg har spurgt ham utallige gange, om hvorfor det lige var DK han så gerne vil til og hvorfor han så gerne vil giftes med mig nu hvor han slet overhovedet ikke er tilfreds med mig. Jeg har haft en mistanke til han bare gerne vil tjene penge, og den mistanke blev dobbel up her for et par måneder siden hvor hans mor pludselig vil sende jeg ved ikke hvor mange ton kaffe hertil og ville have os til at finde købere
Jeg må nok bare indse at jeg er blevet udnyttet på det groveste
Det er langt sværere når man står der selv!
Julie, nu må du være stærk, stærkere end du nogen sinde før har været. Det gælder dit helbred og din psyke og din selvrespekt. Tag ham IKKE tilbage, UANSET hvad han lover af guld og grønne skove! Det kan godt se ud som om at det er dig der er den lille her, for du er jo bare Julie med borderline og adhd på kontanthjælp, ikke? Mens han kommer fra overklassen af højtuddannede, vellønnede forældre. Han har alt, du har ingenting. FORKERT –det forholder sig faktisk lige modsat: det er DIG der har MAGTEN i jeres forhold og det ved din mand udmærket godt, men det har været i hans interesse at du ikke skulle inde ud af det. Den eneste måde han kan tage den magt fra dig, er gennem manipulation om at du er ingenting mens han er den store verdensmand ved hvis fødder du bare kan sidde og kigge beundrende op på. Hvis han kan få dig til at gøre alt hvad han ønsker, har han lige hvor han vil have dig, tag ikke fejl. Noget af det er helt sikkert ubevist fra hans sygelige familiemønstre, men en del af det er jeg sikker på er isskold beregning.
For tag ikke fejl: DU har MAGTEN fordi du er billetten til permanent opholdstilladelse i EU. Og kan han ikke få hvad han vil ved dig, vil han helt sikkert prøve igen hos en anden sårbar sjæl. Det er ulækkert. Og du har fortjent så meget bedre, hører du!
Selvfølgelig gør det ondt lige nu, jeg ved præcis hvordan du har det da jeg selv sidder i en ufrivillig skilsmisse. Mit hjerte er bristet og jeg har det ad h til og jeg skifter mellem chok og fortvivlelse og køligt overblik. Men modsat dig, skal jeg ikke også sidde med en grim fornemmelse af at være blevet udnyttet, den har du så oven i. Jeg ved hvor fristende det er at have lyst til bare at sige ”ja, jeg tilgiver alt, lad os have det som i de gode tider”.
Men de gode tider kommer altså ikke igen. Det der er sket vil altid (og bør også) være imellem jer, for han har handlet så utilgiveligt på så mange niveauer. Dertil kommer, at skal du have et forhold med ham, så følger svigermor altså med i købet. Vil du kunne leve med det?
Det har helt sikkert været hårdt for dig at gennemgå en graviditet uden for livmoderen, men jeg kan ikke lade være med at drage et lettelsens suk over at du ikke har fået det barn. Et barn vil altid være noget man får for sin egen skyld, alt andet er noget fis. Men når barnet er der, har det altså krav på en god og tryg opvækst hos forældre der har overskuddet til at rumme det, også når der er gråd på 5. time og kronisk søvnmangel på 13. måned. Og er du så psykisk sårbar at du har en kontaktperson, hvordan kan du ikke give et barn en ordentlig barndom når du ikke kan passe på dig selv uden støtte fra et bosted? Ja, jeg har meget at sige om dette emne, men lige nu drejer det sig om at du får ro til at slikke sårene og styrke til at modstå alle hans desperate beskeder om at du er hans store kærlighed osv.
Lotte har helt ret. Du bør ikke være alene. Hvis du ikke kan bo nogle uger på det bosted du er tilknyttet, skal du tage på krisecenter. Det er ikke en falliterklæring! Man er da ikke en taber hvis man tager på krisecenter! Næh, tværtimod er man en der har modet til at tage sagen i egen hånd og opsøge den hjælp man har brug for. Også selv om det er svært. Også selv om det måske betyder store ændringer i resten af livet. Se DET er mod! Det kan da aldrig være taberagtigt, latterligt eller ynkeligt. Husk på, der kommer altså kvinder fra alle sociale lag, med og uden uddannelser og job. Der er sågar også mænd der har brug for krisecentre.
Det bedste du kan gøre for dig selv, er at holde op med at se dig selv som lille Julie, 22 år på kontanthjælp uden uddannelse, med borderline og adhd som er blevet banket sønder og sammen af sin mand og snydt så vandet driver. Husk på, du er meget ung. Din mand kunne have charmeret sig ind på mange andre 20-årige piger, og langt de fleste af dem ville da blive meget benovede over at få al den opmærksomhed fra en mørk, flot rigmandssøn fra spændende Columbia.
Du er ikke dine diagnoser. Du har fået en over fingrene og nu må du opsøge hjælp til at komme op på hesten igen så du kan udvikle dit fulde potentiale! Let sagt, ja, men ikke let gjort. Få hjælp og tag en dag ad gangen, græd dit knuste hjerte ud, men lad være med at side og få ondt af dig selv. Det kan du ikke bruge til noget, du skylder dig selv den respekt, ellers kan du heller ikke forvente at få respekt fra andre.
Som Asklepios skriver, så følg hendes råd, og gå aldrig tilbage til en "fuser".
Ingen skal finde sig i vold, heller ikke dig. Du skal ikke leve i en hverdag sammen med en som kun følger sine lyster. Du gav ham din kærlighed, og han kom kun med sit begær og sine lyster. Desværre er du blevet taget noget så brutalt ved næsen.
Du skal leve dit liv, og det skal han ikke ødelægge, det er svært nok endda. Lad ham bare ryge og rejse, og accepter aldrig vold i et parforhold. Han har jo allerede vist hvad han indeholder, vold, falskhed og tomhed. Han har jo vist at han ikke er mand for sit navn. En rigtig mand tager ansvar for sin familie og børn, vel at mærke uden vold. Den evne har han ikke, og det ændre sig aldrig.
Du kan godt komme videre med dit liv, selv om der går et stykke tid. En dag skinner solen også for dig, måske hvor du mindst venter det.
Venlig hilsen