Indstillinger
Mobning og chikane
Ja, det startede nok som mobning. Tre af mine naboer har kørt meget på mig. Især en ældre syg mand. Så var der noget galt med mit hår (han er nærmest besat af mit hår), så var mine bryster for små, så var der noget galt med mit tøj. De synes ikke at jeg kunne finde ud af noget eller lære noget nyt, prøvede hele tiden at sætte en kæp i hjulet for mig og nedgøre mig. Jeg kunne ikke gå uden for min dør, uden at støde ind i dem, hvilket gjorde det til en udfordring at forsøge at undgå dem.
Jeg sagde fra direkte, "ja, jeg har hørt dig og din mening, men jeg gider ikke høre på det mere," men det hjalp ikke, de kørte bare videre på mig. Efter at få endnu en negativ kommentar smidt i hovedet, da jeg var nede og handle i Fakta, fik jeg altså nok og gik hjem og skrev et brev. Der stod, at når de sagde dette og hint, så blev jeg ked af det og så spurgte jeg om, hvornår de sidst havde kigget sig selv i et spejl?!
Derefter hørte jeg intet fra dem, men jeg følte mig ikke tryg. Inderst inde havde jeg vel håbet at de havde forstået, ja måske endda kom en undskyldning. Men nej, nu har de anmeldt mig for socialt bedrageri. Anmeldelsen er anonym, men de er de eneste som jeg har haft problemer med, plus at der er andre info, som kun kan komme fra dem.
Jeg begår IKKE socialt bedrageri, ja jeg har da gæster, men jeg bor ikke sammen med nogen (hvilket de også godt ved). Det er en lodret løgn.
Nu har jeg været til forhør på kommunen og afventer svar og samtidig er naboerne værre en nogensinde. Jeg er gået helt ned psykisk og har overvejet selvmord flere gange. Jeg kan ikke holde ud at bo her, men har ikke en chance for at flytte, da jeg ikke har råd og ikke kan låne flere penge lige nu. Det er et mareridt.
Hvordan stopper man sådan nogle naboer??
Jeg sagde fra direkte, "ja, jeg har hørt dig og din mening, men jeg gider ikke høre på det mere," men det hjalp ikke, de kørte bare videre på mig. Efter at få endnu en negativ kommentar smidt i hovedet, da jeg var nede og handle i Fakta, fik jeg altså nok og gik hjem og skrev et brev. Der stod, at når de sagde dette og hint, så blev jeg ked af det og så spurgte jeg om, hvornår de sidst havde kigget sig selv i et spejl?!
Derefter hørte jeg intet fra dem, men jeg følte mig ikke tryg. Inderst inde havde jeg vel håbet at de havde forstået, ja måske endda kom en undskyldning. Men nej, nu har de anmeldt mig for socialt bedrageri. Anmeldelsen er anonym, men de er de eneste som jeg har haft problemer med, plus at der er andre info, som kun kan komme fra dem.
Jeg begår IKKE socialt bedrageri, ja jeg har da gæster, men jeg bor ikke sammen med nogen (hvilket de også godt ved). Det er en lodret løgn.
Nu har jeg været til forhør på kommunen og afventer svar og samtidig er naboerne værre en nogensinde. Jeg er gået helt ned psykisk og har overvejet selvmord flere gange. Jeg kan ikke holde ud at bo her, men har ikke en chance for at flytte, da jeg ikke har råd og ikke kan låne flere penge lige nu. Det er et mareridt.
Hvordan stopper man sådan nogle naboer??
Kommentarer
Jeg har faktisk tænkt rigtig meget over mit svar til dig, for det er en svær en og det er jeg overbevist om at mange andre herinde også synes.
Der må have været en episode der har startet det hele. Måske et dumt skænderi om støj eller husdyr.
Men uanset om du måske i den episode har måske opført dig tåbeligt eller urimeligt (og det er jo bestemt ikke sikkert!), så berettiger det på ingen måde den mobning, og ja det er det rigtige udtryk, du her udsættes for. Du skriver at den ene er en ældre syg mand, men du skriver ikke om han er fysisk eller psykisk syg. Måske er han begge dele. Det virker i hvert fald som om de er sygeligt optagede af dig og dit udseende. Enten er det fordi de kan mærke at bemærkningerne påvirker dig og gør dig utryg og at det dermed er et våben de kan bruge imod dig, eller også har den ældre syge mand fået den ide at du på en eller anden måde er ”hans” og de andre 2 er medløbere. Mobning er jo også et spørgsmål om at tage og føle magt over en anden.
Du skriver ikke hvilken type bolig du bor i, udover at jeg fornemmer at det er en etage-ejendom eller måske et rækkehus. Derfor opdeler jeg mine løsningsforslag:
Ejer-lejlighed/andelsbolig: Her har man som ejer en stemme i bestyrelsen i ejer/andelsforeningen uanset om man er med i bestyrelsen eller ej. Det vil derfor være oplagt at tage sagen op på næste møde, det er heller ikke i de andre ejeres interesse at nogle chikanerer beboere deres naboer, da det kan gå ud over lejlighedens værdi.
Bor du i almen boligforening, så vil jeg foreslå følgende: sørg for at optage nogle af chikanerierne på din mobiltelefon. De fleste telefoner har en videofunktion. Du må endelig ikke optage episoderne åbenlyst, lad evt som om du er ved at skrive en sms, men sørg for at dine plageånder kan identificeres, sig evt deres navne eller fx ”du der i nr 19 st.th”. På den måde kan du bevise hvad der foregår og hvem der chikanerer dig. Kontakt derefter din udlejer, på Sjælland er det nok Lejerbo, det kan du se på din lejekontrakt og bed dem om at tage affære. Der er kommet nye regler så det er ikke utænkeligt at de kan tvinge dem til at flytte. Ellers må du kraftigt overveje at flytte og bede din udlejer om at du bliver økonomisk kompenseret for flytteomkostningerne. Det er ikke sikkert det går igennem, men spørger du pænt og sagligt så er det værste der kan ske at du får et nej. Du kan ikke holde til at bo så tæt på dine plageånder, forsøg at få hjælp til flytning ved kommunen hvis din udlejer ikke kan hjælpe.
Jeg synes også du skal overveje at kontakte Retshjælpen i din by, de kan give dig gratis juridisk rådgivning om præcis hvad du kan gøre og hvordan du skal gøre det. Jeg er ikke jurist og det er altid en god ide at spørge en advokat til råds i ekstreme tilfælde som dit.
Det vil også være en god ide at overveje at gå til politiet og anmelde dem for chikane og stalking men vent til du har konkrete beviser. Du skal sikre dig at der bliver optaget rapport og tag en ledning med til din telefon så de kan kopiere dine beviser, men sørg for at beholde dine beviser selv. Slet dem ikke, for sker der en fejl og beviserne bliver væk, så har du ingenting. Uden dokumentation er sagen intet andet end påstand mod påstand. Du kan prøve at få politiet til at lave et tilhold mod dem, så må de ikke nærme sig eller kontakte dig. Gør de det alligevel, så husk at optage det, så er der en reel chance for at de får en straffesag på halsen.
Husk at henvender du dig til dine plageånder, så skal det ske skriftligt og med et anbefalet brev som du har en kopi af, så kan du nemlig dokumentere at du har prøvet at løse konflikten på en ordentlig måde og det er vigtigt i forhold til din udlejer og kommunen.
Du bør også få en dobbelt tid hos din læge, du har brug for at få psykologisk hjælp af en professionel så du ikke går ned med stress, depression og angst. Det lyder nemlig som om du er godt på vej ned. Prøv også at sige til dig selv –og mene det, at du ser ud som du nu engang gør og du har det godt med det. Det skal andre egentlig ikke blande sig i, har de et problem kan de kigge den anden vej. Sig det til dig selv næste gang du møder dine plageånder, så du kan få et mentalt skjold mod alle deres mærkelige bemærkninger.
Fortsættes...
Jeg håber også at du har noget familie eller nogle gode venner der kan støtte dig. Måske en veninde kan bo hos dig i nogle uger, du kan give kommunen besked om at hun er gæst i den og den periode, så er der i hvert fald ingen der kan beskylde dig for at snyde det mindste.
Jeg ved godt at dette her er en ordentlig mundfuld at tage stilling til, og du har måske ikke det store overskud til at gøre alt det jeg foreslår. Men der er jo desværre intet der tyder på at de mænd har i sinde at holde op, som du beskriver det. Og du bliver nød til at kæmpe imod for din egen selvrespekts og mentale helbreds skyld. Får de dig helt ned med nakken, har de jo vundet og det skal de bare ikke have lov til.
Jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden
Først vil jeg da lige sige mange tak for dit utroligt gennemtænkte svar, det har i den grad rørt mig, at der findes et helt fremmed menneske, som vil ofre sin tid og skrive et så godt svar på min problemstilling.
Der har ikke været skænderi over hverken husdyr eller støj, før de begyndte med deres ondskabsfuldheder. Jeg flyttede til byen for ca. 4 år siden og i starten gik det faktisk rigtigt godt. Jeg snakkede en del med de tre naboer, som nu er ude efter mig, og også med mange andre naboer og folk i byen. Jeg kom godt ud af det med stort set alle, næsten for godt. De begyndte at lægge beslag på alt min tid og energi. Især den ældre mand og hans dame, som i timevis kunne sidde og læsse alle deres problemer (og de har mange!) over på mig. Jeg talte ganske vist også om mine bekymringer om livet, men slet ikke i den grad. Det var umuligt for mig, at vende samtalerne til noget mere positivt. Det var ligesom om at de blev irriterede over, hvis jeg fortalte om en eller anden sjov oplevelse, som jeg havde haft eller hvis noget var gået godt for mig. De var også utroligt optagede af hvad alle andre mennesker foretog sig og havde hak og kritik til selv dem, som de kaldte deres venner (bag deres ryg). Det drænede mig, at lægge øre til, følte at de gerne ville trække mig med ned, så jeg forsøgte at lægge afstand til dem.
Det var lettere sagt end gjort, de kom rendende hver gang jeg havde trukket mine gardiner fra og selvom jeg stod i morgenkåbe og sagde at jeg var på vej i bad, så vadede de bare ind og begyndte at læsse lort af i flere timer. Det var umuligt for mig, at ordne min lille terrasse (jeg bor i et lille rækkehus), så gik der max 2 minutter, før de stod der og skulle blande sig (selvom jeg vendte hovedet væk, ikke sagde noget og fortsatte med at feje, så blev de stående, ja de kunne også finde på, at bare gå ind og sætte sig ned), hvis jeg gik ud til min bil, kom de løbende og ville vide, hvor jeg skulle hen. Ham den gamle mand (de er ca. dobbelt så gamle som jeg) har endda ringet på min mobil, for at spørger hvor jeg var henne, hvis jeg var væk. Da jeg ikke ønskede alle de visitter, jeg sagde rent ud, at jeg ikke havde overskud til det, men så begyndte den gamle mands dame at skrive breve til mig. Lange breve, 10 sider, flere gange om ugen, fyldt med brok, beklagelser, sladder og problemer. Jeg svarede hendes breve i starten, men skrev så, at jeg synes at det var lige lovligt meget og at jeg ikke kunne overskue, at besvare alt det. Konen ignorerede det fuldstændig og skrev bare videre.
Jeg har talt med min læge om det, og han sagde at hun brugte mig som sin personlige psykolog. Jeg ved også at hendes egen læge, flere gange har forsøgt at få hende til en psykolog, men det mener hun ikke selv at hun har brug for?! Ham den gamle mand, har kræft, hvilket er en af grundene til at jeg har båret lidt over med hans ondskabsfulde bemærkninger, men han har også en del hårde barndomstraumer, som han aldrig har fået bearbejdet. Han har ikke fået det ud af livet, som han ville, og så er han misundelig på dem der prøver at nyde livet (selv på trods af forhindringer og vanskeligheder, mit liv har ikke været nogen dans på roser og jeg er invalid). Men han vil heller ikke tale med nogen psykolog eller psykiater, selvom han er blevet det tilbudt. Den gamle mand begyndte rigtigt at køre på mig, for ca. 1 års tid siden, da jeg blev forelsket i en fyr, som jeg blev kærester med (men vi bor altså ikke sammen, hvilket alle også godt ved). Jeg havde været single i over 6 år og havde faktisk opgivet nogensinde at finde nogen, men nu lyste lykken altså op for mig og det tror jeg simpelthen ikke at den gamle mand kunne tage. Jeg begyndte også at spille musik og male nogle gode malerier, som næsten alle har rost mig for, ja bortset lige fra de gamle tosser, som bare kritisere, uden selv at kunne gøre det bedre. Og ja, du har ret, han har været sygeligt optaget af mit udseende. Underligt nok, så er det kun ham og hans medløbere der har et problem med mit udseende, for når jeg har lagt et billede ud på nettet, så skriver folk da at de synes jeg ser godt ud og jeg har heller ikke selv nogen problemer med mit udseende. Jo jo, man kunne ønske sig at tabe lidt på maven og lidt mindre rynker, men det er jo sådan jeg nu engang ser ud.
Ja, sikke en smøre, men det er vist kernen i denne konflikt. Misundelse, suk..
Jeg har selv tænkt på at optage dem, for uden beviser, så tror jeg ikke at jeg kan få hjælp nogen steder fra. Så nu har jeg lånt i ipad, som jeg tænder for hver gang jeg skal ud af døren. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg bange for at gå ud. Jeg har desværre ikke nogen veninder, som kan komme og overnatte og har ej heller familie. Min ven har hentet mig midt om natten, da jeg ikke turde være her pga. angst, men det tør jeg heller ikke hver nat, da jeg nu har den sag om socialt bedrageri hængende over hovedet. Jeg er også bange for, at ham den gamle skal luske ud om natten og pille ved min bil. Den gamle mands søn er i narko miljøet og det er ham, den gamle ringer efter, når han er blevet uvenner med nogen (jeg er jo ikke den første, som han har haft et problem med) og der er ingen grænser for hvad han kan finde på. Så jeg er bange og tør faktisk ikke at gå til politiet, da jeg ikke har lyst til at blive overfaldet af ham narko sønnens venner. Jeg kan jo ikke bevise noget, før det er sket.
Jeg har været ved lægen, som har uskrevet nogle beroligende piller til mig. Jeg har ikke taget nogen af dem endnu. Når jeg er over hos min ven, så har jeg slet ikke brug for piller, men det er dette betændte nabofjendskab, som ødelægger mine nerver fuldstændig. Det er også psykisk hårdt at gå og vente på svar fra kommunen. Nu om dage, må man jo knap nok omgås andre mennesker, før man kan blive beskyldt for at være samboende. Det er helt hul i hovedet. Og det har ingen konsekvenser for den gamle mand, da han jo har sendt den falske anmeldelse anonymt.
Ja, hvis du skriver dit svar i Word og laver afsnit, så skal du lave dobbelt mellemrum for ellers slettes det når man sætter det ind i svar-feltet. Underligt nok.
Men jeg kunne godt læse dit grundige svar. Til andre, så kan man gøre skærmbilledet større ved at klikke på forstørrelsesglas-ikonet på skærmens nederste højre hjørne (Internet Explorer).
Det var lige et sidespring.
Det lyder til at dine to plageånder begge har svære psykiske problemer, måske i form af svære personlighedsforstyrrelser. I hvert fald virker det til at de har meget svært ved at mærke og respektere andres grænser, og at alle grænsesætninger hvor rimelige de end er, bliver opfattet som dybt sårende og som et personligt angreb og fornærmelse.
Ud fra hvad du skriver, så har du hele vejen igennem opført dig pænt og ordentligt. Det er helt ok at sige fra når bekendtskaber mere får præg af snylten af mental energi og gratis psykologhjælp. Mon ikke også det er derfor at de har så mange problemer med deres omgivelser. Jeg skriver dette for at understrege, at det IKKE er dig der er noget galt med. Du har reageret med venlighed selv da du sagde fra. Den slags mennesker der ikke tager et nej for et nej kan være meget meget svære at sige fra over for. Så det er stærkt af dig at du kunne!
Men denne ros hjælper dig jo ikke i din situation lige nu.
Jeg kan se af dit indlæg, at du i forvejen prøver at samle beviser på chikanen. Brevene fra kvinden håber jeg du har gemt, for de er med til at tegne hendes karakter og er dermed også et bevis selv om de næppe kan stå alene.
Du har desværre ret i, at det er bekymrende med den voldelige søn og jeg synes også du skal være forsigtig her. Din sikkerhed betyder alt.
Jeg håber meget du vil kontakte retshjælpen så du kan få professionel juridisk hjælp i dette her.
Og så synes jeg du skal ringe til din socialrådgiver og forklare hende sagen. Og meddel at i den og den periode flytter din kæreste altså ind hos dig som GÆST, som din eneste pårørende, fordi du er bange for at opholde dig i din lejlighed. Du skal opfordre socialrådgiveren til at henvende sig til din læge, så kan din læge skrive en erklæring om hvor psykisk medtaget du er af hele sagen. Husk at sende din socialrådgiver en mail eller en anbefalet brev (husk kopi) hvor du skriver: "tak for behagelig samtale den (dato)", og så referere jeres telefoniske samtale. Ros din socialrådgiver for hendes arbejde, det kan alle mennesker lide og vil gøre at du har større chance for at få en evt. ansøgning om flyttehjælp igennem. Tænk på, hvor meget brok hun sikkert er vant til at lægge øre til i sit arbejde! Slut af med at skrive at hun er velkommen til at kontakte dig igen hvis hun har flere spørgsmål.
På den måde har du skriftlig dokumentation for at du har meddelt kommunen at din kæreste overnatter, og du kan tro at denne fremgangsmåde gør underværker hos en socialrådgiver. Så glem den anmeldelse. kommunen har jo undersøgt sagen og afvist den. De ved godt at den slags ind imellem bliver brugt som chikane. Du skal bare spille med helt åbne kort over for dem, så bliver kommunen din medspiller og støtte.
En mail er juridisk lige så vægtig en dokumentation som et anbefalet brev.
Ud fra de nye oplysninger du kommer med, kan jeg desværre kun råde dig til at flytte snarest muligt og få hemmelig adresse og telefonnr. Prøv som sagt om du kan få hjælp fra din udlejer eller kommunen. Det kan være at de mange mange breve du har modtaget er nok sammen med en læge-erklæring, tal lige med retshjælpen om det. Jeg håber også at du kan få samlet beviser nok til et politi-tilhold. Du skal ikke lade være pga truslen fra sønnen, jeg tror ærlig talt ikke at det på sigt gør hverken fra eller til.
Jeg ved godt at det virker helt uoverskueligt at skulle flytte fra dit hyggelige rækkehus og have, men som det er nu så har du jo en knude i maven hver gang du er hjemme eller bare tænker på at skulle hjem. Sådan kan ingen mennesker leve uden at gå psykisk ned! Du skriver at du i forvejen ikke har haft et helt nemt liv, så synes jeg ærlig talt at du har fortjent noget bedre nu.
Æv, hvor er det dog en grim situation du står i. Jeg ville ønske der var en lettere løsning på det hele. Men de mennesker virker helt uden for pædagogisk rækkevidde og når de er så invaderende som de er, så er der ikke meget andet at gøre end se at komme væk.
Grunden til jeg skriver, er egentlig bare for at sige til Asklepios12, at jeg syntes det er nogen utrolig gode og brugbare svar du får givet her :-) Hatten af for det!
Jeg er selv meget følsom med hensyn til at kunne føle mig fuldstændig tryg hjemme, så jeg føler meget med MadameduBarry som står i en så kompliceret problemstilling.
Som jeg har skrevet tidligere, så nedbryder det mennesker hvis man får en knude i maven hver gang man tænker på sit hjem!
Jeg håber bare at MadameduBarry kan bruge nogle af rådene for ingen har fortjent at blive udsat for den slags forfølgelse.
Først må jeg lige komme med en god nyhed: Jeg er blevet frikendt i sagen om bedrageri anmeldelsen og har altså ikke længere kommunen at slås med. Nu er det kun naboerne.
Du rammer helt plet Asklepios, når du skriver at de har problemer, det største er nok, at de slet ikke vil anerkende at de har visse psykiske problemer. De vil meget gerne putte alle ind i små kasser, så alle bliver tilpasset deres snævre verden og vil man ikke puttes ned i en kasse, ja så er fanden løs. Min læge sagde også til mig, at han mente at det var nødvendigt, at jeg var meget grov overfor dem, eftersom de fuldstændig overhørte mig når jeg sagde fra. Det med at være grov, ligger så ikke lige til mig. Jeg er ret stilfærdig af natur og meget sensitiv.
Men jeg skal love for at jeg fik råbt højt i sidste uge. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har råbt så højt. Hende nabokonen (ja hun bor faktisk skråt overfor) havde stoppet min ven, da han var på besøg og spurgt om hvad han kørte i og om det var ham, der holdt derover. Derefter satte hun sig demonstrativt op på sin altan på en sådan måde, at hun kunne glo lige ind i min stue. Så tændte jeg altså af! Jeg var så rasende, at jeg marcherede direkte hen til hendes altan og råbte lige så højt jeg kunne ”om hun fik øje på noget spændende?” Derefter fik vi råbt godt og grundt af hinanden, så alle andre i kvarteret nærmest flygtede. Hun råbte også at hun mente at jeg skulle ringe til lægen, for nu var jeg da blevet helt tosset! Så nu tror hele kvarteret at jeg er rablende gal. Det positive ved alt dette er så, at der ikke nogen der tør at sidde og glo på mig mere, ha ha.
Desværre fik jeg ikke optaget episoden, men jeg optager alt på en ipad, når jeg går ud i kvarteret nu, også selvom jeg kun skal ud med skraldespanden. Jeg har skam gemt brevene fra damen, jeg har endda læst et par stykker op for min ven, som også bare sad måbende og rystede på hovedet.
Jeg vil prøve at snakke med både læge og en socialrådgiver, sådan som du forslår. Jeg skal bare lige have lidt mere energi. Jeg er helt færdig både i kroppen og i hovedet. Jeg sover og sover, men er træt hele tiden. Og ja, vil gerne flytte, men det kræver også energi, at skulle sætte sig ind i. Siden jeg råbte af dem, har jeg ikke set skyggen af naboerne, så jeg kan ikke rigtigt få politiet ind i det. Jeg håber at naboerne har indset at de er gået langt over stregen og at jeg ikke bare finder mig i hvad som helst. Jeg har også overvejet at hænge et fuglehus op på mit skur, putte et kamera ind i, som kan filme ud på min bil. Så kan jeg holde øje med, om der er nogen der piller ved den.
Jeg er virkelig glad for, at du skriver, at det ikke er mig, som er helt gal på den. Endnu engang tak for dine gode svar. Nu må jeg ind og ligge igen, er helt udmattet.
Det er sandsynligvis første gang nogen har sat den kvinde på plads på en måde så hun kunne forstå det. Så skidt med hvad de andre naboer tænker eller ikke tænker. Faktisk tror jeg godt de ved hvem der er den skøre part, og det er ikke dig.
Jeg håber virkelig, at denne episode var det der skulle til for at du kan være i fred, og det er der da grund til at tro. Nu har du nemlig vist hvilken styrke du indeholder og du har tydeligt markeret din grænse. Den tror jeg ikke de to havde set komme.
Jeg synes det er en god ide at du stadig vil kontakte din læge og socialrådgiver om hele forløbet. Du har været noget af en tur igennem og er blevet presset der hvor du er allermest sårbar, nemlig i dit eget hjem. Det kan ingen mennesker holde til i længden. Hvis du kan få mulighed for det, tror jeg det vil være godt for dig med nogle samtaler med en psykolog. Dels for at få bearbejdet det hele, men også for at du kan lære at vise dine grænser på en tydelig måde. Dette handler ikke om at råber og true eller om hvilken stilling man har, men om den naturlige autoritet du naturligvis har som en voksen myndig person. Du skal nemlig ikke tro at de to valgte dig som et tilfældigt offer. Du blev brugt som dørmåtte fordi nogen har lært dig at det er ok.
Nu må du ikke tro at jeg mener det hele er din egen skyld! Det er ikke den mindste lillebitte smule din skyld. For du har jo vist dem, at det ikke var i orden. Du har oven i købet skrevet et pænt(!) brev. Der er INGEN undskyldning, heller ikke psykisk sygdom, for den opførsel og chikane de har udsat dig for. De to har bare kunne mærke, at det ingen konsekvens havde for dem at de trådte på dig, altså lige indtil i sidste uge. Det svarer lidt til den evne pædofile har til altid at finde børn, der på den ene eller anden måde i forvejen har det svært og derfor er sårbare.
Og det er den sårbarhed jeg gætter på du har og som jeg tror, vil være en god ide at arbejde med. Så du kan vedblive med at være glad og åben over for nye mennesker uden at skulle være bange for at nogen tager hele armen bare fordi du har rakt dem en lillefinger.
Tillykke med at kommunen afviste sagen om socialt bedrageri –selvfølgelig for du har jo intet gjort galt. Men derfor er det meget ubehageligt alligevel at blive fejlagtigt beskyldt for den slags.
Der er ikke noget at sige til, at du føler dig udmattet. Tænk på hvor meget energi de to har suget ud af dig på den mest nedrige måde.
Jeg tror virkelig at denne episode udgør et vendepunkt. Hvor er det stærkt gjort og meget modigt! Det er klogt at dig stadig at ville samle beviser hvis der kommer flere, men jeg tror der er en god chance for at det gør der ikke. Hvis manden dukker op, så brug dit raseri lige så konstruktivt som du gjorde ved hans kone. Du behøver ikke råbe, bare vis ham at nu er hun-ulven altså vågnet! Så skal han nok holde sig væk.
Der er gået ged i min computer, så den er ved at blive lavet, så jeg kan ikke svare sådan som jeg gerne ville. Så det bliver bare lige et kort svar for nu. Det betyder desværre at jeg ikke kan skrive mit svar i word, sådan som jeg plejer, hvor jeg kan klikke tilbage til netdoktor siden og se, hvad der er blevet skrevet. Nu må jeg bare svare så godt jeg kan, efter hukommelsen.
Hehe, ja jeg fik da i hvert fald sagt fra med store bogstaver, så det ikke var til at misforstå. Nu er der flere naboer, også nogen der slet ikke har noget med sagen at gøre, som nærmest flygter, når jeg kommer gående, suk, men det må de altså selv rode med. Det skulle slet ikke undrer mig, at det dumme trekløver har blidt de andre ind, at jeg er en sindsyg tosse, ja en løs kanon, der bare kan eksplodere hvert øjeblik og råber af enhver. Og hende heksen har det med at udstille sig selv, som et stakkels offer. Jeg ved dog hvad der er sandt i denne sag og det ved mine nærmeste også, så må de jo tro hvad de vil. Jeg kunne ikke drømme om at skælde tilfældige mennesker ud. Når jeg har sagt fra, så er der altså en grund til det. Tilgengæld er der nu helt andre naboer, som er begyndt at hilse på mig!?
Ja, du har igen ret ;-) Jeg skal blive bedre til at sige fra, det er ikke første gang hvor jeg har fundet mig i alt for meget skidt. Med andre ord: Jeg er for flink. Jeg går hos en psykiater nu, (da jeg ikke havde råd til at gå hos en psykolog) da jeg tit er meget træt og bliver meget hurtigt stresset. Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for at lære at sige fra, så det er også noget jeg skal arbejde med. Jeg tiltrækker åbenbart en vis type mennesker, som har det med at gøre deres problemer til mine problemer, samt mennesker der udnytter at jeg ikke siger fra (eller simpelthen ignorere at jeg siger fra). Spørgsmålet er så, hvordan jeg lige laver om på det?
Jeg vil også gerne tale med en sagsbehandler omkring hele sagen, da det har været meget ubehageligt at blive beskyldt for noget jeg ikke har gjort, men det er jeg, for nu at sige det rent ud, bange for. Jeg er nervøs for, at jeg kan komme til at sige noget forkert, som kommunen kan dreje og misforstå, og dermed beskylde mig for alt muligt. Jeg ringede faktisk til kommunen, men fik at vide, at jeg ikke var tilmeldt nogen socialrådgiver. Jeg spurgte så, hvordan jeg så blev tilmeldt en socialrådgiver, men det fik jeg ikke rigtig noget svar på. Hele det kommunale system er meget tungt at danse med, det er ikke indrettet til svage eller syge.
Det uheldige i alt dette er, at forholdet til min ven er blevet meget anstrengt. Førhen fulgtes vi jo bare ad og var sammen, når vi havde lyst og tid. Jeg havde dog i baghovedet, at det selvfølgelig var begrænsninger og at han ikke skulle overnatte her hele tiden, ikke have nogle ting her osv., men jeg valgte ikke at snakke så meget om det til ham, da vores forhold slet ikke er på det stadium endnu, og ikke ville skramme ham væk eller bebyde ham med alt det bøvlede system-snak. Han sidder ikke selv fast i systemet. Eller dvs. nu er han jo registreret derinde som min ven og der er blevet holdt øje med hans mors bil (så hun er også involveret). Vi tør ikke at holde hinanden i hånden, hvis der er nogen der kigger. Tør ikke at spise sammen og han tør nu heller ikke at hjælpe mig med noget som helst (dvs. jeg skal stå for det hele, når han er på besøg). Hvis han bare lige vil kigge forbi og give mig et kys, når han alligevel er i byen, så må han parkerer langt væk, så naboerne ikke kan se hans bil, da han jo ikke vil beskyldes for at bo her.
Jeg har været nødt til at overnatte over ved ham (hvor vi førhen kun overnattede hos mig), hvilket jeg synes er meget hårdt. Jeg får stress af, at skulle pakke og transporten. Plus at han deler hus med hans familie, så der er intet privatliv (jeg føler at jeg skal være "på" hele tiden), samt alle mulige småting, som at radiatorerne ikke virker (møg koldt), ingen dyne, ingen hovedpude, jeg skal have alt med selv. Jeg bryder mig ikke om, at gå ud på toilettet, da jeg med garanti møder et familiemedlem på vejen, og jeg orker ikke at stå at tale og ved ikke hvad jeg skal sige. De virker flinke nok, men jeg synes at det er anstrengene. De er springfyldt med energi og der niveau kan jeg aldrig nå op på.
Alt dette er ved at ødelægge vores forhold og venskab. Alt sammen pga. den åndsvage anmeldelse og de dumme naboer. Jeg kan blive så sur. Det tager hårdt på både mine og hans kræfter. Måske skulle jeg bare indstille mig på, at leve resten af mit liv alene? Den nuværende situation er meget besværlig og jeg kan jo ligesom ikke tvinge fyren til at flytte sammen og betale mine udgifter.
Nå, det blev alligevel et langt svar.