Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Kronisk kvalme - hvad er det?!

Hej.

Jeg skriver herinde fordi jeg er ved at være desperat efter at få svar på, hvad det er jeg fejler!
I får min historie kort;

Siden jeg var ganske ung har jeg lidt af vinterdepressioner og startede som 17-årig med antidepressiv medicin. Det har været et turbulent forløb og inderst inde er jeg ikke særlig glad for at tage medicinen, hvilket jeg tror har en påvirkning et eller andet sted. Sidste vinter fik jeg en svær depression med udtalt angst til følge (har nok haft det længe, men ikke vidst hvad det var) og fik diagnosen ADD. Jeg kom på Cymbalta og modiodal og var sygemeldt i fra mit studie i ca. et år. Langsomt men sikkert kom jeg op til overfladen og mit liv begyndte at lappe sig sammen - jeg fik den længe ventede lejlighed, var startet på mindfulness og var i bedre kontakt med min krop etc. So far so good.
For sådan ca 4-5 måneder siden begyndte jeg at være lettere tilbøjelig til kvalme end normalt. Jeg har altid haft en sart mave, og lav stresstærskel for den sags skyld, så jeg så det ikke som "noget nyt", men kun generende og tænkte ikke videre over det.

For Halvanden måned siden ca tog jeg det længe ventede tilløb til at ændre mere markant livsstil og kost. Dvs. jeg skar gevaldigt ned på sukker, mælk (som jeg altid har været lidt følsom overfor), gluten, kaffe og alkohol. Jeg skruede i stedet op for mere økologi, fibrer, sunde fedtstoffer, grøntsager etc. Desuden blev mental balance en større prioritering i form af ro og orden omkring mig og nedsat tempo + yoga/meditation (dog ikke dagligt).
(Det skal siges, at jeg altid er blevet fodret godt og grundigt med gode vitaminer, da min far har Multipel Sclerose og er godt indsat i kroppens funktioner/behov og derfor befaler vitaminer etc.). Trods dette, faktisk i forlængelse af dette, begyndte jeg først at få meget ondt i maven (luft) og besvær med at komme på toilettet, som jeg ellers aldrig har.
Kort efter begyndte jeg at få daglig kvalme, som stagnerede for hver dag og er fuldkommen drænende. Siden da har det været én stor pærevælling af kropslige symptomer...

Til at starte med havde jeg maveondt og vekslende afføring (hård/løs) og megen kvalme. Det bevægede sig senere hen over til, at jeg mestendels "kun" har kvalme og føler mig meget utilpas i kroppen. Nu er hovedpine en stor del af det også.

Kort symptomoversigt:
- 2 gange har jeg kastet op grundet kvalmen, begge gange om morgenen lige efter jeg indtog vand og vitaminer. Efter opkastningen havde jeg VILDE mavekramper i op til 6 timer
- Voldsom kvalme DAGLIGT, hvor intervallerne kan være op til 10 timer. Har skrevet dagbog over hvornår de indtræffer og der er ingen sammenhæng. Hverken i tid, mad, humør, gøremål el. lign (jo jeg får lidt mere kvalme når jeg laver fysiske aktiviteter)
- Til tider maveondt, som om jeg har meget luft i maven og skal på toilettet, men kan hverken komme af med det ene eller det andet
- Har det nogle gange, efter jeg har spist, som om at "åh-åh, nu skal jeg snart på toilettet og have løs mave", men der sker intet.
- Har store spændinger og smerter i kæben (startede da jeg begyndte på cymbalta, men er ikke holdt op efter jeg holdt op med den. Mistænker visdomstand for at være skurk her)
- Hovedpine, tror det er spændingsrelateret
- Føler mig nogle gange svimmel, specielt ved fysisk aktivitet - nok lavt blodtryk
- Svært ved at komme frem med ordene/sige det jeg vil (nok relateret til medicinstop)
- Umådelig træt!!
- Bøvser HELT vildt! Også selvom det er flere timer siden jeg indtog noget
- har det som om jeg har tømmermænd hver dag uden at have drukket, med andre ord føler mig til tider forgiftet
- Influensa-følelse om aftenen (kan være seponeringssymptom)


Har derudover:
- lavt blodtryk
- 3 visdomstænder på vej :/
- seneskedehindebetændelse i begge arme efter for megen computer-/mobil-brug under sygemeldingsåret.

Jeg har indtil videre gjort følgende for at finde ud af, hvad det kunne være, men det har ikke vist nogle resultater
- Stoppet med laktose/gluten i en periode
- Stoppet med kaffe
- stoppet med at drikke alkohol i over 3-4 uger
- stoppet på p-piller
- stoppet med antidepressiva (en del af mine kropslige finurligheder stammer nok fra seponeringssymptomerne, men det er svært at skelne fra hinanden). Har været uden i over 18 dage nu
- Skåret ned på zink-indtag (da overdosis kan give kvalme)
- taget b-vitamin tilskud (da underskud kan give kvalme)
- taget blodprøver for lever og metabolisme, alt er fint
- taget helicobactor-test (pusteprøve). Negativ
- taget laktose-intoleranstest. Negativ
- taget graviditetstest. Negativ

Min læge tror at det er angst og vil have mig ud på Hvidovre psykiatri for undersøgelse, og jeg er ikke afvisende for tanken, men synes det er lidt for "let" en løsning når jeg ikke føler mig depressiv (trods udebleven medicin). Er åben for alle diagnoser, så længe der kommer et svar og noget jeg kan forholde mig til!

Jeg leder efter folk der har lign. symptomer og evt. kan give mig råd. Hjælp?

Mvh

Kommentarer

Log in eller Registrér for at kommentere.