Indstillinger
Gravid og forvirret.
Jeg er 27 år, bor skønt på landet med hvad der dertil høre af dyr. Og ikke mindst har jeg en forlovet, som jeg elsker højt.
Jeg har taget en test som er positiv, jeg er gravid. Og det var bestemt ikke planlagt, som udgangspunkt ville jeg ikke have et barn, men nu hvor jeg så er gravid, så har min mening ændret sig helt vildt.
Tanken om barnet gør mig glad og en smule bange, men på den gode måde, så inderst inde har jeg besluttet mig om at beholde det.
Men min forlovede vil ikke have det, og han er ikke til at hugge eller stikke i. Jeg prøver at forklare ham at abort er en stor ting og jeg kan simpelthen ikke, men der er ingen forståelse fra hans side.
Jeg får en masse støtte fra venner og noget familie, min mor er sur, men hun har aldrig været positiv overfor nogen af mine valg, så det rør mig ikke så meget.
Det jeg er så ked af, er at min forlovede ikke en gang vil overveje at tænke over at få barnet, men til gengæld sætter han mig i en forfærdelig situation.
Alle siger det er min beslutning, og jeg er bange for, at hvis jeg vælger at få en abort, fordi han vil have det, så kommer jeg til at vende min kærlighed til had, fordi han har bedt mig gøre noget jeg ikke vil.
Jeg er simpelthen så forvirret, og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Snøft fra en fortvivlet gravid
Jeg har taget en test som er positiv, jeg er gravid. Og det var bestemt ikke planlagt, som udgangspunkt ville jeg ikke have et barn, men nu hvor jeg så er gravid, så har min mening ændret sig helt vildt.
Tanken om barnet gør mig glad og en smule bange, men på den gode måde, så inderst inde har jeg besluttet mig om at beholde det.
Men min forlovede vil ikke have det, og han er ikke til at hugge eller stikke i. Jeg prøver at forklare ham at abort er en stor ting og jeg kan simpelthen ikke, men der er ingen forståelse fra hans side.
Jeg får en masse støtte fra venner og noget familie, min mor er sur, men hun har aldrig været positiv overfor nogen af mine valg, så det rør mig ikke så meget.
Det jeg er så ked af, er at min forlovede ikke en gang vil overveje at tænke over at få barnet, men til gengæld sætter han mig i en forfærdelig situation.
Alle siger det er min beslutning, og jeg er bange for, at hvis jeg vælger at få en abort, fordi han vil have det, så kommer jeg til at vende min kærlighed til had, fordi han har bedt mig gøre noget jeg ikke vil.
Jeg er simpelthen så forvirret, og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Snøft fra en fortvivlet gravid
Kommentarer
Det er dig - og kun dig - der bestemmer, om du vil gennemføre det svangerskab, og med de følger, det kan have. Din kæreste vil under ingen omstændigheder være med, siger han. Så derfor skal du da overveje, om du kan klare at være alenemor.
Hvis han presser dig til den abort, så er der stor sandsynlighed for, at jeres forhold alligevel går i stykker, da han øjensynligt ikke vil/kan sætte sig ind i dine følelser omkring det her, så i det her kan du ikke regne med ham - hverken hvis du beslutter dig for det ene eller det andet, og det skal du have med i dine overvejelser.
Det at få en abort, er altså ikke "bare lige", som mange mænd desværre tror.
Du kunne måske også stille det spørgsmål, at hvis han er så indædt modstander af at få et barn, hvor er/var hans ansvar så i forbindelse med at sørge for, du ikke blev gravid? Et korrekt anbragt kondom - ved hvert eneste samleje - ville have sikret ham ganske betydeligt.
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvilken form for prævention, I har anvendt, men når han er så indædt, så burde han have taget sine forholdsregler. Han kan faktisk slet ikke tillade sig at blive vred på dig, for hans ansvar for situationen er lige så stort som dit - med mindre du da har voldtaget ham mod hans vilje?
Man kan da håbe, at når han har fået slugt, at han altså skal til at være far - vil han vokse med opgaven og blive glad for det. Mange mænd bliver voldsomt forskækkede over det, når sådan noget sker, men de fleste ender da heldigvis med med at blive lykkelige over det, og jeg håber da din kæreste kommer frem til den konklussion.
Men - du kan ikke være sikker på det, hvorfor du bør have den anden model med i dine overvejelser.
Held og lykke.
Nu har jeg fået ham til at læse om abort, og hvad der dertil høre, håber det kan få ham til at se det fra min side.
Jeg tager ham med til lægen om en uge, hvor jeg skal til den første undersøgelse, håber hele tiden på at han ændre mening med tiden.
Men jo har også overvejet livet som alenemor, og ja det er nok hårdt, men jeg vil og kan godt, ellers havde jeg jo heller ikke haft svært ved abort. Så havde jeg hoppet ud i det.
Jeg har kærlighed nok at give af, og jeg har ingen tanker om den perfekte kernefamilie, da det for mig bare er en illusion.
Vi er begge tidlige gode om at jeg er blevet gravid, vi tog chancen en enkelt gang i en kæmpe sexus, hvor man måske ikke tænker klart. Det er sket før nogle gange på de to år vi har været sammen, denne gang med gevinst, som man siger.
Håber på det bedste
mener det er dig (og kun dig) der bestemmer din mor bestemmer ikke du er over 18
syntens du skal glæde dig og vælge at få barnet
ang din kæreste har jeg ikke ord jeg bliver så forarget og skammer mig på mit køns vegne når man høre om mænd der godt kan tage nydelsen
men ikke de 18 års ansvar der følger
vil han ikke må du (hvis du vælger barnet) blive enlig mor og når andre kan kan du også
og så kan du (måske under din graviditet eller bag efter) finde en ny kæreste
hvis han ikke vil og du derfor dropper ham