Et stort rod.
Hej.
Jeg er en pige på 20 år som fik diagnosen panikangst og depression for godt og vel 3 år siden.
Med årene har jeg fået svære og svære ved at spise.
I løbet af en kortere periode, er der også sket meget, min bedste kammerat døde i nov. sidste år, min morfar døde for 2 måneder siden og lige efter død en nær ven af familien.
Efter alt det, skal mine forældre også skilles og jeg bor til leje hos mine svigerforældre.
Jeg har gået hjemme i 3 år nu, on/off pga. angsten.
Da jeg fyldte 18, valgte jeg at flytte sammen med min eks.
Han var rent ud sagt et rigtig svin ved mig.
Han røg hash, tog både det ene og andet af stoffer. Han var aldrig hjemme.
Så jeg sad i en 1. værelses med angst og ikke turde gå uden for en dør.
Jeg fik ikke noget at spise i jeg ved ikke hvor mange dage.
Efter en måned med det, fik jeg hver aften, en rigtig voldsom kvalme og løb jo ud på toilettet. Jeg sad der og krammede kummen med tårene trillende ned af kinderne, følelsesløse arme og mund og troede jeg skulle både dø og kaste op. Det skete hver evig eneste aften i 3 måneder.
Jeg kunne mærke at hvis jeg ikke gjorde noget ved det her, kunne jeg ikke blive 20. Så jeg flyttede hjem til mine forældre igen, de havde ikke set mig siden jeg flyttede med ham. Så min mor fik jo et kæmpe chok da hun så mig igen, 10kg mindre.
Så fik min mor sammen med min læge mig på toppen igen.
Men efter min angst er blevet værre, begynder jeg på og ikke vil spise. Jeg føler mig på en måde ikke fortjent til at spise.
For i det, jeg har gået hjemme i 3 år, har jeg ikke fortjent noget.
Jeg går konstant i en frygt med at skulle blive tyk, som jeg var engang.
Jeg får dage hvor jeg ikke er til noget overhovedet. Jeg får mavekramper, kvalme, koldsved, hjertebanken, svimmelhed og bare generelt meget utilpas.
Kan i hjælpe mig med hvad der foregår?
Jeg ved ikke engang selv hvorfor jeg gør som jeg gør?
Hvad gør at man sådan kan "glemme" at spise?
Hvad skal jeg gøre for at komme igang med maden igen?
Mange hilsner Pernille.
Jeg er en pige på 20 år som fik diagnosen panikangst og depression for godt og vel 3 år siden.
Med årene har jeg fået svære og svære ved at spise.
I løbet af en kortere periode, er der også sket meget, min bedste kammerat døde i nov. sidste år, min morfar døde for 2 måneder siden og lige efter død en nær ven af familien.
Efter alt det, skal mine forældre også skilles og jeg bor til leje hos mine svigerforældre.
Jeg har gået hjemme i 3 år nu, on/off pga. angsten.
Da jeg fyldte 18, valgte jeg at flytte sammen med min eks.
Han var rent ud sagt et rigtig svin ved mig.
Han røg hash, tog både det ene og andet af stoffer. Han var aldrig hjemme.
Så jeg sad i en 1. værelses med angst og ikke turde gå uden for en dør.
Jeg fik ikke noget at spise i jeg ved ikke hvor mange dage.
Efter en måned med det, fik jeg hver aften, en rigtig voldsom kvalme og løb jo ud på toilettet. Jeg sad der og krammede kummen med tårene trillende ned af kinderne, følelsesløse arme og mund og troede jeg skulle både dø og kaste op. Det skete hver evig eneste aften i 3 måneder.
Jeg kunne mærke at hvis jeg ikke gjorde noget ved det her, kunne jeg ikke blive 20. Så jeg flyttede hjem til mine forældre igen, de havde ikke set mig siden jeg flyttede med ham. Så min mor fik jo et kæmpe chok da hun så mig igen, 10kg mindre.
Så fik min mor sammen med min læge mig på toppen igen.
Men efter min angst er blevet værre, begynder jeg på og ikke vil spise. Jeg føler mig på en måde ikke fortjent til at spise.
For i det, jeg har gået hjemme i 3 år, har jeg ikke fortjent noget.
Jeg går konstant i en frygt med at skulle blive tyk, som jeg var engang.
Jeg får dage hvor jeg ikke er til noget overhovedet. Jeg får mavekramper, kvalme, koldsved, hjertebanken, svimmelhed og bare generelt meget utilpas.
Kan i hjælpe mig med hvad der foregår?
Jeg ved ikke engang selv hvorfor jeg gør som jeg gør?
Hvad gør at man sådan kan "glemme" at spise?
Hvad skal jeg gøre for at komme igang med maden igen?
Mange hilsner Pernille.
