Indstillinger
Skal jeg gå fra ham?
Hej!
Jeg har et stort problem i mit forhold. Min kæreste er rigtig sød, og meget hjælpsom, for at gøre det kort så kan jeg sige at jeg har ADHD, Fibromyalgi (kronisk smertetilstand), og er nok ikke helt nem at leve med. Jeg har en søn på snart 4 år, som jeg har været alene med, ja siden jeg blev gravid. Min kæreste kom ind i vores liv i dec. 2011, og der var jeg meget forelsket. Og vi flyttede ret hurtigt sammen, fordi han boede hos en kammerat, og var stort set altid hjemme hos os.
Mit problem er så at efter ca 4-5 mdr. så begyndte han at irritere mig rigtig meget, og jeg har faktisk slet ikke lyst til ham mere. Vi har været gået fra hinanden for en måned siden, men jeg tog ham tilbage, tror det nok mest var fordi jeg havde ondt af ham, vi er næsten sikre på at han også har ADHD, og han lider nu af depressioner, og for at sige det lige ud, er han lidt af en tøs, måske ondt sagt, men jeg er vant til at det er manden der er den stærke, og det er det bestemt ikke her, han er lidt af en nikkedukke.
Vi har siddet og snakket sammen mange gange, skrevet ned hvad vi gerne vil have i forholdet og hvad vi ikke vil ha, men jeg synes bare ikke at der er noget der har ændret sig. Og da vi gik fra hinanden sagde han sit job op, så nu går han hjemme, (jeg går også hjemme da jeg er i afklaring med alle mine sygdomme), og jeg kan bare ikke ha at vi hænger sammen 24/7. Jeg føler virkelig at han "forfølger" mig, hvis jeg skal noget så skal han bare med, igår tog jeg på stranden med mine hunde, og han blev nærmest tøse-fornærmet over at han ikke skulle med. GIV MIG NU LUFT! tænkte jeg bare. Jeg tør heller ikke at sige for meget til ham, for han bryder jo næsten sammen bare man siger bøh.
Egentlig vil jeg bare være mig selv, men "beholder" ham nok lidt af tryghed, han har bilen og vi bor på landet, og jeg kan ikke overskue eller har kræfter til at skulle tage tog og bus osv når jeg skal aflevere og hente barn, handle og til læge og til møder osv. Har selv råd til at have en bil alene, men har bare ikke pengene til at købe den. Ved godt det er en rigtig dårlig undskyldning for at blive sammen. Og kan også godt se at det nok ikke holder det her.
Har i nogle gode råd til mig? Skal jeg gå eller blive?
Er meget frustreret. Er stort set altid i dårligt humør når han er i nærheden, og det går jo også ud over mine børn. Har også en datter på 13 år som er hos mig hver anden weekend. Mine børn forguder ham jo, så kommer jo os til at såre dem, hvis jeg går fra ham.
Hjæææælp siger jeg bare
(
Jeg har et stort problem i mit forhold. Min kæreste er rigtig sød, og meget hjælpsom, for at gøre det kort så kan jeg sige at jeg har ADHD, Fibromyalgi (kronisk smertetilstand), og er nok ikke helt nem at leve med. Jeg har en søn på snart 4 år, som jeg har været alene med, ja siden jeg blev gravid. Min kæreste kom ind i vores liv i dec. 2011, og der var jeg meget forelsket. Og vi flyttede ret hurtigt sammen, fordi han boede hos en kammerat, og var stort set altid hjemme hos os.
Mit problem er så at efter ca 4-5 mdr. så begyndte han at irritere mig rigtig meget, og jeg har faktisk slet ikke lyst til ham mere. Vi har været gået fra hinanden for en måned siden, men jeg tog ham tilbage, tror det nok mest var fordi jeg havde ondt af ham, vi er næsten sikre på at han også har ADHD, og han lider nu af depressioner, og for at sige det lige ud, er han lidt af en tøs, måske ondt sagt, men jeg er vant til at det er manden der er den stærke, og det er det bestemt ikke her, han er lidt af en nikkedukke.
Vi har siddet og snakket sammen mange gange, skrevet ned hvad vi gerne vil have i forholdet og hvad vi ikke vil ha, men jeg synes bare ikke at der er noget der har ændret sig. Og da vi gik fra hinanden sagde han sit job op, så nu går han hjemme, (jeg går også hjemme da jeg er i afklaring med alle mine sygdomme), og jeg kan bare ikke ha at vi hænger sammen 24/7. Jeg føler virkelig at han "forfølger" mig, hvis jeg skal noget så skal han bare med, igår tog jeg på stranden med mine hunde, og han blev nærmest tøse-fornærmet over at han ikke skulle med. GIV MIG NU LUFT! tænkte jeg bare. Jeg tør heller ikke at sige for meget til ham, for han bryder jo næsten sammen bare man siger bøh.
Egentlig vil jeg bare være mig selv, men "beholder" ham nok lidt af tryghed, han har bilen og vi bor på landet, og jeg kan ikke overskue eller har kræfter til at skulle tage tog og bus osv når jeg skal aflevere og hente barn, handle og til læge og til møder osv. Har selv råd til at have en bil alene, men har bare ikke pengene til at købe den. Ved godt det er en rigtig dårlig undskyldning for at blive sammen. Og kan også godt se at det nok ikke holder det her.
Har i nogle gode råd til mig? Skal jeg gå eller blive?
Er meget frustreret. Er stort set altid i dårligt humør når han er i nærheden, og det går jo også ud over mine børn. Har også en datter på 13 år som er hos mig hver anden weekend. Mine børn forguder ham jo, så kommer jo os til at såre dem, hvis jeg går fra ham.
Hjæææælp siger jeg bare
( 
Kommentarer
I princippet mener jeg du selv har svaret på dit spørgsmål. Der er så mange ting der fortæller dig at det ikke går mere.
I dit indlæg læser jeg at du vist har rigeligt at slås med. Du er syg - du er alenemor - og der er mange ting som skal falde på plads for dig.
Du skal ikke redde ham, men passe rigtig godt på dig selv - ikke mindst for dine børns skyld.
Du skriver selv at det går ud over dine børn. Det må bestemt være grund nok til at træffe den rette beslutning. Læs den sætning igen og igen til du finder styrken og kræfterne frem.
Du behøver hverken ham eller hans bil, hvis han gør dig mere ked af det end glad.
Ønsker dig alt det bedste.