Indstillinger
Kæreste med depressiv
Jeg mødte for kort tid siden en fantastisk mand og vi blev meget forelskede med det samme. Han var sød, kærlig, opmærksom, omsorgsfuld, meget fysisk og meget kropslig. Vi var sammen det meste af tiden og nød hvert øjeblik.
Fra den ene dag til den anden ændrede han sig fuldstændig og jeg kan se nu, at han har alle symptomer på en svær depression. Han fortæller selv han har prøvet det før og at det går over igen. Han siger det ikke har noget med mig at gøre og at det er noget han ikke kan dele med mig.
Han er i kontakt med sin terapeut.
Det er utrolig svært for mig, at se den dejlige mand jeg mødte fuldstændig forsvinde, livet i hans øjne er slukket og han har intet smil eller glød. Jeg kan næsten ikke få øjenkontakt med ham, han tager ikke selv initiativ til fysisk kontakt og er passiv når jeg rører ham. Han ringer ikke, han svarer kun på en enkelte sms og har ikke den store lyst til at ses.
Han kan overhovedet ikke tale om det, lukker helt ned når det drejer sig om følelser og siger fra med det samme, det kan han slet ikke.
Jeg fortæller ham, at jeg er der for ham hele vejen og vil hjælpe ham. Jeg fortæller ham at jeg savner ham, at jeg tænker på ham og at jeg er bekymret for ham. Jeg prøver at lade være med at stille krav til ham og ikke forvente noget. Jeg prøver også at hjælpe ham ved at gøre nogle praktiske ting for ham, klare det jeg kan så han ikke behøver at tænke på det.
Jeg får absolut intet retur, ingen dialog, ingen omsorg, ingen fysisk kontakt, ingen interesse, intet smil, intet initiativ, ingen følelser. Dette står i skarp kontrast til den mand han var før dette startede og det er utrolig svært for mig, både at forstå det og tackle det.
Jeg vil ikke miste ham men kæmpe for at han finder tilbage til sig selv, men er samtidig utrolig bekymret for, at det ikke bliver det samme igen, at det ikke går over og at jeg ikke ser den mand jeg mødte. Jeg er bekymret for, at jeg tackler det forkert, at jeg støder ham væk i stedet for at hjælpe ham, at hans følelser for mig er væk og ikke kommer igen når han får det bedre.
Jeg håber nogen der har været igennem en depression eller været pårørende kan give mig lidt råd om hvordan jeg skal forholde mig.
Er det generende for ham at jeg rører ved ham og lægger op til knus og kram? Han gengælder det ikke men trækker sig heller ikke altid væk.
Generer det ham når jeg fortæller ham, at jeg savner ham og tænker på ham? Eller betyder det noget inderst inde
Når han forhåbentlig begynder at få det bedre, vil hans følelser for mig så komme tilbage eller er det ødelagt?
Jeg håber i kan hjælpe mig lidt på vej i den her kamp
Fra den ene dag til den anden ændrede han sig fuldstændig og jeg kan se nu, at han har alle symptomer på en svær depression. Han fortæller selv han har prøvet det før og at det går over igen. Han siger det ikke har noget med mig at gøre og at det er noget han ikke kan dele med mig.
Han er i kontakt med sin terapeut.
Det er utrolig svært for mig, at se den dejlige mand jeg mødte fuldstændig forsvinde, livet i hans øjne er slukket og han har intet smil eller glød. Jeg kan næsten ikke få øjenkontakt med ham, han tager ikke selv initiativ til fysisk kontakt og er passiv når jeg rører ham. Han ringer ikke, han svarer kun på en enkelte sms og har ikke den store lyst til at ses.
Han kan overhovedet ikke tale om det, lukker helt ned når det drejer sig om følelser og siger fra med det samme, det kan han slet ikke.
Jeg fortæller ham, at jeg er der for ham hele vejen og vil hjælpe ham. Jeg fortæller ham at jeg savner ham, at jeg tænker på ham og at jeg er bekymret for ham. Jeg prøver at lade være med at stille krav til ham og ikke forvente noget. Jeg prøver også at hjælpe ham ved at gøre nogle praktiske ting for ham, klare det jeg kan så han ikke behøver at tænke på det.
Jeg får absolut intet retur, ingen dialog, ingen omsorg, ingen fysisk kontakt, ingen interesse, intet smil, intet initiativ, ingen følelser. Dette står i skarp kontrast til den mand han var før dette startede og det er utrolig svært for mig, både at forstå det og tackle det.
Jeg vil ikke miste ham men kæmpe for at han finder tilbage til sig selv, men er samtidig utrolig bekymret for, at det ikke bliver det samme igen, at det ikke går over og at jeg ikke ser den mand jeg mødte. Jeg er bekymret for, at jeg tackler det forkert, at jeg støder ham væk i stedet for at hjælpe ham, at hans følelser for mig er væk og ikke kommer igen når han får det bedre.
Jeg håber nogen der har været igennem en depression eller været pårørende kan give mig lidt råd om hvordan jeg skal forholde mig.
Er det generende for ham at jeg rører ved ham og lægger op til knus og kram? Han gengælder det ikke men trækker sig heller ikke altid væk.
Generer det ham når jeg fortæller ham, at jeg savner ham og tænker på ham? Eller betyder det noget inderst inde
Når han forhåbentlig begynder at få det bedre, vil hans følelser for mig så komme tilbage eller er det ødelagt?
Jeg håber i kan hjælpe mig lidt på vej i den her kamp
Kommentarer
Men jeg kan fortælle dig, jeg har set et menneske, der fra den ene dag til den anden ændrede sig fuldkommen. Den ene dag faldt hun fuldstændig sammen. Ville intet, ville ikke svare, ja intet som helst. Kunne ikke bestemme sig til om hun ville spise eller ej. Heller ikke gå på toilettet.
Der gik et stykke tid med medicin og en morgen var hun sit gamle jeg. Smilende, snakkede, ja akkurat som hun plejede at være. Jeg var målløs, hun ændrede sig på en nat.
Jeg har prøvet at have svære depressioner, og jeg har også prøvet at være pårørende til nær familie, der havde svær depression. Og jeg vil meget gerne fortælle om mine erfaringer.
Først synes jeg, at du skal læse noget om depression, f.eks. bare det, der står her på Netdoktor. Der er en side for pårørende som jeg lige vil finde til dig:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise ... jaelpe.htm
Især synes jeg godt om råd nr. 14!
For ja, godt nok er depression en forfærdelig sygdom, men den går over, hvis man får den rette behandling.
Sådan som jeg læser dit indlæg, så gør du det rigtige: Du forsikrer din kæreste om, at du er der for ham og vil hjælpe og støtte ham.
Det er vigtigt, at han ved det – også selv om han ikke reagerer særligt, når du siger det. Måske skal du sige det engang imellem for at minde ham om det, men ikke for tit, for så vil han opleve din opbakning som et krav til ham, som han ikke kan leve op til.
Det bedste, du kan gøre, er faktisk at yde praktisk hjælp. Småting som indkøb og den slags kan virke som uoverstigelige byrder, når man er svært deprimeret.
Men igen: det vanskelige er at finde en balance. For sådan som jeg læser dit indlæg, så har I ikke kendt hinanden ret længe, og måske er han ked af at udstille sin svaghed og magtesløshed for dig.
Noget af det værste ved at være svært deprimeret er egentlig ikke den psykiske smerte, som ellers kan være voldsom. Nej, det er flovheden over ikke at kunne noget. Det er tanken om, hvad de andre tænker, når de ser et fysisk sundt og raskt menneske, der overhovedet intet kan.
Hvis jeg skal bedømme ud fra mine erfaringer så er flovheden årsagen til, at han trækker sig tilbage fra dig. Jeg tror, at han tænker: Hvordan skal hun kunne elske mig, når hun ser mig i denne tilstand?
Så derfor må din hjælp til ham afpasses efter, hvor meget af svagheden han er villig til at vise dig.
Angående de fysiske kærtegn, så er jeg overbevist om, at et knus eller to kærlige arme omkring hans krop vil gøre ham godt. Men hvis han på nogen måde føler, at dine kærtegn er uudtalte krav om, at han skal yde noget – ja, så er det ikke godt. For det er netop alle disse krav, han ikke magter. Selv om du slet ikke stiller krav om noget seksuelt, kan han sagtens tro det inde i sig eget hoved, som jo er så overbebyrdet med spekulationer om alt det, han ikke kan leve op til.
Angående følelserne, så skal du vide, at der er en bestemt type depression, hvis kendetegn er, at man overhovedet ikke kan føle noget. Det kan du også læse her på Netdoktor:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
Der står:
”Nogle deprimerede føler sig kede af det og triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er som om deres følelser er lammede.”
Hvis det er sådan din kæreste har det, så er det vigtigt at vide. For han kan finde på at afbryde jeres forhold, enten fordi han ikke mener, at han føler noget for dig mere, eller fordi han ikke mener, at han kan leve op til det, du måtte forvente af ham, eller begge dele.
Men hvis de manglende følelser ”blot” er et symptom ved depressionen, og de kommer igen, når depressionen er overstået, ville det jo være synd, hvis han afbryder forholdet.
Men pas på dig selv! Depression er en frygtelig tilstand, der ofte kan efterlade de pårørende i en lammet tilstand.
Mange hilsner
Kameliadamen
Men ja.... det er så svært om man skal give slip eller holde fast.... faktisk er det hårdt at få afvide man ikke længere er elsket.... når man i sidste måned fik de sødeste mails og sms om at han var så glad for han havde mig, var vild med mig, elskede mig o.s.v..... men jeg har valgt at tro på, at så mange følelser han havde for mig kan ikke bare forsvinde fuldstændigt på de 3 uger det tog fra jeg var kvinden i hans liv til jeg bare var en redningsplanke... så jeg har besluttet mig til at holde fast selvom han er flyttet - sende en tankesms engang imellem og så ellers bare vente.... men trist at se et menneske "forsvinde" på den måde.
Alt lykke til dig/jer :-)
Det er som om der er sket en lille bitte forandring hos ham, lidt mere liv i hans stemme og han snakker mere. Han bliver dog hurtigt træt og trækker sig igen ind i sig selv, men jeg ser glimt af noget jeg husker.
Der er dog ingen forandring i hans måde at være over for mig på, ingen fysisk kontakt og tilsyneladende bryder han sig heller ikke om at jeg rører ved ham. Han viser ingen følelser og ingen interesse, men vi ses dog.
Jeg frygter enormt meget at han gør det forbi, for han ikke selv tror på det bliver bedre, fordi han ikke føler noget eller fordi han ikke tror han er god nok til mig. Dette har han sporadisk nævnt ved en tidligere lejlighed inden han blev syg, at han ikke kunne forstå hvad en som mig ville med ham.
Han skal se sin terapeut om et par dage. Jeg har prøvet at holde igen med min kontakt, men sender hver dag et par sms'er med enkle varme beskeder for at lade ham vide jeg er der for ham og stadig vil ham.
Den konstante og tydelig afvisning tærer enormt meget på mig og jeg tvivler mere og mere på jeg ser den mand jeg blev forelsket i igen og at vi får mulighed for at genoptage det vi startede, desværre.
Jeg overlever ved at TRO på at jeg selv kan være med til at påvirke min egen virkelighed med følgende regler:
1) Find ud af præcist hvad det er du ønsker dig
2) Se det for dig som om det allerede er sket
3) Føl hvor godt det føles at opnå det
4) Forvent og tro på, at det sker
5) Slå til når universet giver den en mulighed eller inspiration
6) Tag imod med taknemmelighed og glæde
Så det siger jeg bare til mig selv hvergang jeg næsten ikke kan være i min egen krop p.g.a. savnet over ham....... at selvfølgelig kommer han tilbage - det tager lidt tid, men selvfølgelig får jeg min FANTASTISKE kæreste igen :-)
Det virker for mig og får mig til at lade være med at gå helt ned og sende alt for mange sms hvor jeg ikke kan undvære ham smiler
En masse tanker og knus til dig
Alting er bedre i dag og jeg modtager både varme, smil og søde tanker og beskeder, så jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare glæde :-)