At leve efter utroskab2
Fortsættelse fra 1.
Imidlertid blev tiden svær for mig, vi boede i en by med ca. 1000 indbyggere og alle ved, hvem hinanden er, uden at vi hilser på dem.
Så det blev bare så svært på en helt anden måde for mig, og nok også for min kone, helt sikkert.
Det var så svært at møde på arbejde den dag. Alle i hele byen og 20 km. Omkreds vidste det. Ingen sagde noget, og jeg var egentlig lige så blokeret som før. Ingen turde tale med mig om det, men jeg kunne udmærket mærke, at de vidste alt. De bar over med mig på arbejdet uden at sige noget.
Nå, vi fik måske talt lidt sammen, jeg husker det faktisk ikke, men vi blev sammen, fik bygget huset færdig, selv om det var svært. Fik solgt det andet og da jeg umiddelbart ikke kunne få børn, besluttede vi os for at forsøge at adoptere. Her må jeg rose min ex for, at hun trods alt tog initiativ til det. Vi fik en dejlig datter fra Indien og det føltes som det nok skulle gå (set i bakspejlet selvfølgelig ikke), ny ansøgning indsent til nr.2 barn.
Ja, så kommer der endnu en krise.
Havde selvfølgelig bemærket, at hun blev meget længe oppe om aftenen (syede meget), de sidste 3 mdr. og vores kærligheds- og sex liv var nok ved at lukke. Jeg savnede i hvert fald voldsomt, at der bare var en, der ville putte sig ind til mig helt spontant, så tror jeg nok, jeg kunne åbne mig, men det er svært, når man ikke kan nå den fuldstændig nære følelse af, at man bare i nogle stunder bliver et med hinanden. Havde det sket, tror jeg også, vi var kommet til at lukke os op.
9 april 1985, falder hammeren.
Kommer hjem fra arbejde, finder brev, hun er rejst og kommer ikke tilbage. Har taget datteren med, men at jeg selvfølgelig vil få samkvem med hende, når tingene er faldet til ro.
Jeg ved ikke, om nogen, der har prøvet det, kan forestille sig, hvordan jeg havde det lige på det tidspunkt, ubeskriveligt.
Denne gang vælger jeg at kæmpe, ikke for parforholdet, men for min datter, da jeg altid har haft rigtig god kontakt med hende, passet, skiftet ble, o.s.v. Hele vejen igennem.
Jeg blev fuldstændig rasende, smadrede billeder af hende, gennemgik billedalbum og fjernede billeder af mig, brændte resten. Gennemgik de papirer, jeg kunne finde og gemte.
Jeg kunne selvfølgelig ikke være alene i huset, så jeg kørte ud til nogen, jeg kunne snakke lidt med om det, kunne ikke snakke om det til nogen i min familie. Men jeg måtte jo hjem og fortælle min mor, på det tidspunkt 80 år, (opvokset hos min bedsteforældre). Jeg husker tydeligt, selv om vi ikke i familien omfavnede hinanden i hverdagen sådan, så gjorde hun det der. Hun mærkede mit hår, og jeg har nok lignet noget, der burde være indlagt omgående. Jeg glemmer aldrig de ord, hun sagde til mig. Hun sagde ”Det er værre end hvis ens kære dør, for ved død er det kun savnet, der er der. Her er det både savnet, løgnen, og det at blive svigtet, man skal forholde sig til”.
Jeg er fuldstændig knust, men nu havde jeg noget at kæmpe for, min datter.
Denne her gang blev jeg handlingens mand. Godt nok var jeg blevet trådt så meget på, ydmyget og svigtet, så det var ganske forfærdelig. Jeg boede ude ved nogle venner et stykke tid, mærkeligt de/han er fætter til min ex, De hjalp mig til at overleve det første stykke tid, sikke en belastning for dem set i bakspejlet, og jeg skylder den dag i dag at takke dem for alt det, de hjalp mig med. Købte et lille hus inde i byen, så der ikke var langt mellem mig og ex. Vennerne hjalp mig med en rigtig god advokat, og efter en samtale med ham, foreslog han at jeg skulle søge skilsmisse med det samme. Der var jo ikke mulighed for et samliv på en eller anden form bagefter. Det endte med noget, jeg næsten ikke turde håbe på. Jeg fik forældremyndigheden. Det må have været en kæmpe chok (det ved jeg) for min ex. Årsagen til alt det er måske her.
Hun har selvfølgelig gået meget sent i seng for ikke at vi skulle komme til at snakke om noget. Hun var gravid med ham før nævnte elsker og var 2-3 mdr. henne.
Det var nødt til at komme frem i retssagen, og det var måske medvirkende til, at jeg havde en chance for at få forældremyndigheden.
Den blev anket til landsret med div. Psykologer og de brugte alle mulige ting som var dårlig om mig, herunder udpenslende beskrivelse af selvmord. Det var hårdt.
Men landsretten stadfæstede. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, hvor lykkelig jeg var midt i al den ulykke. Tænk at få bare lidt oprejsning, oprejsning på, at jeg var god nok, god nok til at tage vare på min datter.
Her lidt om tiden efter.
Da jeg endelig fik forældremyndigheden, kunne jeg begynde at planlægge, hvad jeg ville. Sagde mit arbejde op, så jeg kunne være der for min datter 24/7.
Dog, jeg følte en trang til at se det land, min datter kom fra. Rejste rundt i Indien og besøgte det børnehjem, hun kom fra, og snuste alle de papirer op , der lå på hende, og fik en kopi. Rejsen varede 7 uger. Det set i bakspejlet var måske en resikabel handling set overfor min datter, som var hos sin mor i de 7 uger. I dag ville jeg have valgt en noget kortere rejsetid for min datters skyld.
Efter hjemkomsten stod er en lejlighed klar til mig i en by lige syd for Århus. Jeg skulle væk, væk fra alle dem, der kendte til mig og alt det, jeg havde været igennem. Ligesom få lov at være en, hvor andre ikke kender til alt det, jeg har været igennem.
Ex er selvfølgelig tosset og bebrejder mig, men jeg er afklaret for første gang i mange år. Her kommer nok den lykkeligste tid i min tilværelse.
Det at få lov til at følge sit barn i skole, hente hende de første år i skolen, være derhjemme, bage kage, franskbrød, tage ned til vandet og bade om eftermiddagen. Den tid kommer aldrig igen, og gud hvor jeg tit tænker på det. Jeg er frivillig arbejdsløs, nej hvor jeg havde brug for det.
Da min datter begynder i 3 klasse, kan hun selv cykle i skole og cykle hjem, så jeg starter på en teknisk uddannelse i Horsens 1½ år, får derefter arbejde som teknikker og er stadig i arbejde samme sted, arbejdsmæssigt har det rigtig godt, og der komme jo også lidt penge i kassen.
Datteren bliver større, der er tit veninder hjemme hos hende, har gode veninder og det er en rigtig god tid. Sørger for bil til hende, henter hende i byen, når hun skal hjem, og alt andet, dejligt.
Jeg er blevet morfar nu, 3 år, og de har så købt hus i midtjylland.
For mit eget vedkommende har jeg ikke truffet nogen kvinde, var nok total afvisende i en lang periode, ingen skulle få lov at bryde, den hverdag, jeg og min datter havde.
Men tro mig, inderst inde hvor ville jeg gerne have haft en og komme hjem til, en som kunne bore sig dybt ind i mig, omfavne mig, når jeg måske havde brug for det. Men det kan jeg ikke bebrejde andre end mig selv for. Man skal jo ligesom ud, så andre i det mindste kan se en.
Det var en beretning om, hvordan nogle har det i sådan en situation.
Nu er det så, at jeg kan mærke, at jeg er kommet til en fase, hvor jeg skal give yderligere slip på min datter, for det skal jeg. Jeg skal ikke altid spørges til råds om dit og dat. De skal til selv at træffe de beslutninger, de mener, er rigtige. Har hjulpet dem med en anseelig sum penge, så de overhovedet fik mulighed for at købe et hus.
Jeg har desværre det sidste halve års tid fået det mere og mere dårligt. Det har ikke noget med min datter at gøre, men jeg kan ikke sove om natten, hele den tid med bruddet og selvmord begynder at fylde mere og mere. Der er flere nætter, hvor jeg ikke sover overhovedet, så arbejdsmæssigt er det lidt hårdt. Jeg kan mærke, hvor meget jeg end gerne ville glemme alt det, jeg har været igennem, begynder at komme nærmere.
Er på det sidste begyndt at tænke på den dag for mange år siden, hvor alle og gentager alle tunge byrder blev løftet af mine skuldre. Hvor jeg var afklaret med, at jeg ikke magter mere, hvor man egentlig kun venter på at glide over i en tilstand, hvor man glider gennem en tunnel med lys for enden, og hvem ved, måske står min mor (bedstemor) og venter på mig. Jeg ved det ikke, men den totale frigørelse fra alle de problemer på denne jord, tænker jeg meget over. Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det i længden.
Imidlertid blev tiden svær for mig, vi boede i en by med ca. 1000 indbyggere og alle ved, hvem hinanden er, uden at vi hilser på dem.
Så det blev bare så svært på en helt anden måde for mig, og nok også for min kone, helt sikkert.
Det var så svært at møde på arbejde den dag. Alle i hele byen og 20 km. Omkreds vidste det. Ingen sagde noget, og jeg var egentlig lige så blokeret som før. Ingen turde tale med mig om det, men jeg kunne udmærket mærke, at de vidste alt. De bar over med mig på arbejdet uden at sige noget.
Nå, vi fik måske talt lidt sammen, jeg husker det faktisk ikke, men vi blev sammen, fik bygget huset færdig, selv om det var svært. Fik solgt det andet og da jeg umiddelbart ikke kunne få børn, besluttede vi os for at forsøge at adoptere. Her må jeg rose min ex for, at hun trods alt tog initiativ til det. Vi fik en dejlig datter fra Indien og det føltes som det nok skulle gå (set i bakspejlet selvfølgelig ikke), ny ansøgning indsent til nr.2 barn.
Ja, så kommer der endnu en krise.
Havde selvfølgelig bemærket, at hun blev meget længe oppe om aftenen (syede meget), de sidste 3 mdr. og vores kærligheds- og sex liv var nok ved at lukke. Jeg savnede i hvert fald voldsomt, at der bare var en, der ville putte sig ind til mig helt spontant, så tror jeg nok, jeg kunne åbne mig, men det er svært, når man ikke kan nå den fuldstændig nære følelse af, at man bare i nogle stunder bliver et med hinanden. Havde det sket, tror jeg også, vi var kommet til at lukke os op.
9 april 1985, falder hammeren.
Kommer hjem fra arbejde, finder brev, hun er rejst og kommer ikke tilbage. Har taget datteren med, men at jeg selvfølgelig vil få samkvem med hende, når tingene er faldet til ro.
Jeg ved ikke, om nogen, der har prøvet det, kan forestille sig, hvordan jeg havde det lige på det tidspunkt, ubeskriveligt.
Denne gang vælger jeg at kæmpe, ikke for parforholdet, men for min datter, da jeg altid har haft rigtig god kontakt med hende, passet, skiftet ble, o.s.v. Hele vejen igennem.
Jeg blev fuldstændig rasende, smadrede billeder af hende, gennemgik billedalbum og fjernede billeder af mig, brændte resten. Gennemgik de papirer, jeg kunne finde og gemte.
Jeg kunne selvfølgelig ikke være alene i huset, så jeg kørte ud til nogen, jeg kunne snakke lidt med om det, kunne ikke snakke om det til nogen i min familie. Men jeg måtte jo hjem og fortælle min mor, på det tidspunkt 80 år, (opvokset hos min bedsteforældre). Jeg husker tydeligt, selv om vi ikke i familien omfavnede hinanden i hverdagen sådan, så gjorde hun det der. Hun mærkede mit hår, og jeg har nok lignet noget, der burde være indlagt omgående. Jeg glemmer aldrig de ord, hun sagde til mig. Hun sagde ”Det er værre end hvis ens kære dør, for ved død er det kun savnet, der er der. Her er det både savnet, løgnen, og det at blive svigtet, man skal forholde sig til”.
Jeg er fuldstændig knust, men nu havde jeg noget at kæmpe for, min datter.
Denne her gang blev jeg handlingens mand. Godt nok var jeg blevet trådt så meget på, ydmyget og svigtet, så det var ganske forfærdelig. Jeg boede ude ved nogle venner et stykke tid, mærkeligt de/han er fætter til min ex, De hjalp mig til at overleve det første stykke tid, sikke en belastning for dem set i bakspejlet, og jeg skylder den dag i dag at takke dem for alt det, de hjalp mig med. Købte et lille hus inde i byen, så der ikke var langt mellem mig og ex. Vennerne hjalp mig med en rigtig god advokat, og efter en samtale med ham, foreslog han at jeg skulle søge skilsmisse med det samme. Der var jo ikke mulighed for et samliv på en eller anden form bagefter. Det endte med noget, jeg næsten ikke turde håbe på. Jeg fik forældremyndigheden. Det må have været en kæmpe chok (det ved jeg) for min ex. Årsagen til alt det er måske her.
Hun har selvfølgelig gået meget sent i seng for ikke at vi skulle komme til at snakke om noget. Hun var gravid med ham før nævnte elsker og var 2-3 mdr. henne.
Det var nødt til at komme frem i retssagen, og det var måske medvirkende til, at jeg havde en chance for at få forældremyndigheden.
Den blev anket til landsret med div. Psykologer og de brugte alle mulige ting som var dårlig om mig, herunder udpenslende beskrivelse af selvmord. Det var hårdt.
Men landsretten stadfæstede. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, hvor lykkelig jeg var midt i al den ulykke. Tænk at få bare lidt oprejsning, oprejsning på, at jeg var god nok, god nok til at tage vare på min datter.
Her lidt om tiden efter.
Da jeg endelig fik forældremyndigheden, kunne jeg begynde at planlægge, hvad jeg ville. Sagde mit arbejde op, så jeg kunne være der for min datter 24/7.
Dog, jeg følte en trang til at se det land, min datter kom fra. Rejste rundt i Indien og besøgte det børnehjem, hun kom fra, og snuste alle de papirer op , der lå på hende, og fik en kopi. Rejsen varede 7 uger. Det set i bakspejlet var måske en resikabel handling set overfor min datter, som var hos sin mor i de 7 uger. I dag ville jeg have valgt en noget kortere rejsetid for min datters skyld.
Efter hjemkomsten stod er en lejlighed klar til mig i en by lige syd for Århus. Jeg skulle væk, væk fra alle dem, der kendte til mig og alt det, jeg havde været igennem. Ligesom få lov at være en, hvor andre ikke kender til alt det, jeg har været igennem.
Ex er selvfølgelig tosset og bebrejder mig, men jeg er afklaret for første gang i mange år. Her kommer nok den lykkeligste tid i min tilværelse.
Det at få lov til at følge sit barn i skole, hente hende de første år i skolen, være derhjemme, bage kage, franskbrød, tage ned til vandet og bade om eftermiddagen. Den tid kommer aldrig igen, og gud hvor jeg tit tænker på det. Jeg er frivillig arbejdsløs, nej hvor jeg havde brug for det.
Da min datter begynder i 3 klasse, kan hun selv cykle i skole og cykle hjem, så jeg starter på en teknisk uddannelse i Horsens 1½ år, får derefter arbejde som teknikker og er stadig i arbejde samme sted, arbejdsmæssigt har det rigtig godt, og der komme jo også lidt penge i kassen.
Datteren bliver større, der er tit veninder hjemme hos hende, har gode veninder og det er en rigtig god tid. Sørger for bil til hende, henter hende i byen, når hun skal hjem, og alt andet, dejligt.
Jeg er blevet morfar nu, 3 år, og de har så købt hus i midtjylland.
For mit eget vedkommende har jeg ikke truffet nogen kvinde, var nok total afvisende i en lang periode, ingen skulle få lov at bryde, den hverdag, jeg og min datter havde.
Men tro mig, inderst inde hvor ville jeg gerne have haft en og komme hjem til, en som kunne bore sig dybt ind i mig, omfavne mig, når jeg måske havde brug for det. Men det kan jeg ikke bebrejde andre end mig selv for. Man skal jo ligesom ud, så andre i det mindste kan se en.
Det var en beretning om, hvordan nogle har det i sådan en situation.
Nu er det så, at jeg kan mærke, at jeg er kommet til en fase, hvor jeg skal give yderligere slip på min datter, for det skal jeg. Jeg skal ikke altid spørges til råds om dit og dat. De skal til selv at træffe de beslutninger, de mener, er rigtige. Har hjulpet dem med en anseelig sum penge, så de overhovedet fik mulighed for at købe et hus.
Jeg har desværre det sidste halve års tid fået det mere og mere dårligt. Det har ikke noget med min datter at gøre, men jeg kan ikke sove om natten, hele den tid med bruddet og selvmord begynder at fylde mere og mere. Der er flere nætter, hvor jeg ikke sover overhovedet, så arbejdsmæssigt er det lidt hårdt. Jeg kan mærke, hvor meget jeg end gerne ville glemme alt det, jeg har været igennem, begynder at komme nærmere.
Er på det sidste begyndt at tænke på den dag for mange år siden, hvor alle og gentager alle tunge byrder blev løftet af mine skuldre. Hvor jeg var afklaret med, at jeg ikke magter mere, hvor man egentlig kun venter på at glide over i en tilstand, hvor man glider gennem en tunnel med lys for enden, og hvem ved, måske står min mor (bedstemor) og venter på mig. Jeg ved det ikke, men den totale frigørelse fra alle de problemer på denne jord, tænker jeg meget over. Jeg ved ikke, om jeg kan holde til det i længden.
Kommentarer
Og jo, jeg ved hvad jeg taler om. Min mand var mig utro over flere år, før han til sidst gik til bekendelse. Da havde vi været gift i 25 år! Kvinden ville han ikke have og begyndte at true med selvmord, hvis jeg forlod ham. Men sådan kan man altså ikke afpresse andre, så jeg gik og min eksmand lever da heldigvis stadig.
Jeg tog nogle timer hos en psykolog, fordi jeg var bange for at falde i en grøft af bitterhed, der forhindrede mig i at leve livet helt. Der ville jeg ikke ende. Min eksmand var ansvarlig for at være utro, men fra det øjeblik, det kom til mit kendskab, var ansvaret mit for, hvordan jeg reagerede. Vi kan ikke kræve at andre mennesker skal være ansvarlige for os på livstid og jeg havde ikke lyst til at sidde 10 år efter og klynke. Det ville ikke være fair over for mine børn, mig selv, eller andre jeg kendte. Jeg havde kun dette ene liv og selvfølgelig ville jeg leve det bedst muligt.
Man skal altså selv ville slippe det og tage imod hjælp. Ingen i hele verden kan hjæle en, hvis ikke man vil hjælpes. Nu, hvor du ikke har børn af være afhængig af, så brug din tid på at se ind i dig selv. Hvorfor hænger du så hårdt i fortiden? Er der andet i din bagage der gør, at du ikke kommer videre og giver du så bare utroskaben skylden ubevidst for at have noget at hænge det op på? Hvorfor sætter du dig selv i en offerrolle, du er ikke noget offer længere!
Jeg har forlængst tilgivet min eksmand. Ja, det var egoistisk, bedragerisk og en helt masse andet at være utro, men mennesker dummer sig og er uperfekte. Min mand betalte konsekvensen, det gør de fleste utro på en eller anden facon, og det samme gør dem, de bedrager og som ikke selv har valgt. Men man har selv noget at skulle have sagt over, hvor længe det skal ødelægge ens liv. Mulighederne for at få hjælp i dag er utallige, brug dem, hvis ikke du selv kan komme videre. Engager dig i noget, få livsindhold og udvikel dig. Noget gør, at du lader en hændelse, der er sket for 34 år siden blive hængende og ødelægge dit liv.
Der er en mening med alting. Vi kan være længe om at forstå, hvad, hvorfor, hvem ..
Men se nu her:
At læse dit levnedsforløb var hjerteskærende. Det var som at være der selv. Jeg har været der selv.
Nu sørger du først og fremmest for at overleve! Søg akut proffessionel hjælp, hvis selvmordstankerne bliver altoverskyggende.
Det siger jeg til dig, jeg som har været i Helvede efter mands utroskab og en efterfølgende rædselsfuld skilsmisse, der ikke var mit valg. Jeg siger det til dig for din egen skyld og for din datters og hendes lille families skyld.
Kæmp.
Måske vi skal se, om vi har noget godt at bringe hinanden. Du er velkommen til at skrive.
De kærligste hilsener
Inger
I var meget unge .. I skulle have haft andre kærester, FØR i blev kærester.
Jeg tror din ex-kone har haft behov for, at kende andre, hun har følt hun gik glip af noget.
Og hun var jo også uerfaren, med hensyn til det seksuelle.
Det har været hårdt, det forstår jeg, men hvis jeg havde været dig, havde jeg ikke taget hende tilbage, men valgt friheden, og søgt en anden kvinde.
Nu kom der noget godt ud af det, nemlig at du fik din datter, som har betydet alt for dig.
Du har fået et lille barnebarn, som du kan glæde dig over.
Men nu er det tid til, at du selv finder kærligheden.
For det er rigtigt som du skriver : Du skal give slip på din datter.
Jeg er sikker på, at hun vil blive lykkelig, hvis du finder en kvinde, at dele din kærlighed med, hvis hun oplever sin far blomstre op, og blive en glad far / morfar.
Nu har du fået lettet dit hjerte, og skrevet alt ned, men så er det tid at se fremad, og begrave alt det dårlige.
I dag har vi jo nettet, så du kan sagtens finde en sød kvinde, men vær glad og positiv, jeg vil ikke anbefale dig, at dele din livshistorie med en ny kvinde, slet ikke i begyndelsen, det kan altid komme hen ad vejen, hvis hun selv spørger.
Se fremad :-) glæd dig over alt det gode du har i dit liv, slå en streg over det dårlige, det kan du ikke bruge til noget.
Held og lykke
Det går bedre nu, men jeg har aldrig aldrig været så langt nede, siden det for mange år siden. ved ikke, hvorfor det kommer nu.
Tog mig sammen til at gå i byen i Århus festuge, første gang i 20 år!!
Det var da helt dejlig at få lidt luft, indrømmet, selv om jeg var alene i byen.
Tak til dig Inger, du har jo så nok prøvet noget af det samme, så jeg ved ikke, måske kunne jeg have godt af at tale med nogen om det, som ved eller har været det igennem.
Det har jeg måske manglet.
Hilsen Jeppe
Rigtig godt at du atter skrev, og mit tilbud står ved magt - skriv gerne til inger.lykke@gmail.com og vi kan gå i dialog under private former.
Jeg er helt sikker på, du har brug for at få fortalt din historie, blive forstået, accepteret og du kan nå frem til et godt liv - og det kan alle, der så er i berøring med dig få lov at nyde godt af.
Venligste hilsner
Inger