Indstillinger
Asocial og uden for fælleskab
Hej
Jeg er en dreng på 19 år, som har utrolig svært ved at være en del af den sociale sammenhæng. Jeg er lige nu studerende på gymnasiet, og det er mit andet år. Som mange ved så er gymnasiet tidspunktet, hvor alle stråler af socialitet, og man fornemt og uden problemer snakker med forskellige folk, ligemeget hvor tæt et bekendtskab, man har med vedkommende.
Jeg er selv meget indelukket, og har utrolig svært ved at snakke med folk om alt muligt - og i det hele taget have det sjovt og LAVE sjov, fordi jeg er bange... jeg er bange for at gøre noget dumt eller noget, som man bare ikke gør. Da jeg var yngre, kom det nærmest af sig selv, hvordan jeg skulle håndtere sådan nogle situationer - det forekom mig naturligt. Jeg kunne snakke... med både piger og drenge. Jeg havde det sjovt. Jeg følte mig en del af fælleskabet. Jeg var frisk og åben, gjorde mine daglige pligter. Ja, jeg følte mig som et normalt menneske, som bare nød livet.
Mine rigtig gode venner DENGANG har dog udviklet deres sociale kompetencer med alderen, mens jeg nærmest har fået et kraftigt tilbageslag. Det har resulteret I, at jeg ikke er eller KAN være sammen med dem, fordi jeg ikke længere kan måle mig med dem - eller rettere sagt ikke kan tilpasse mig det sociale fælleskab. End ikke i min nuværende gymnasieklasse, hvor alle er rigtig flinke, men jeg kan bare ikke få tingene til at hænge sammen - jeg kan ikke tage mig sammen... jeg har eller kan ikke snakke om noget med dem. Jeg har kun 2 venner, som jeg går sammen med fra klassen - de eneste to jeg virkelig kan snakke åben med, men det er også dét. De har dog ikke samme problemer, men de er rigtig flinke, at de overhovedet har taget mig ind i varmen, de kunne sagtens have været ligeglad, uden jeg ville gøre en skid!
Jeg har før lidt af moderat depression men ikke længere. Jeg tænker sådan set ikke over tingene eller er trist 24/7. Dog er jeg stadig asocial og ustabil, hvilket blandt andet medfører koncentrationssvigt. Jeg har svært ved at høre eller forstå, hvad folk siger eller mener, jeg har selv svært ved at tilføje en sætning, der giver mening - også når det gælder i undervisningen er jeg blevet langfattet, fordi jeg ikke orker noget. Når det er en jeg har tæt sammenbånd med, kan jeg snakke uden problemer og forstå, men når det er en kammerat fra skolen, er det som om der udvikles en eller anden form for frygt og angst, at jeg ikke kan svare eller forstå - især piger. Jeg orker simpelthen ingenting! Desuden føles det som om mine øjne er stramme og ved at lukke, når jeg er i skole. Det faktisk som om, man kan se på mig, hvor fortabt jeg er.
Vi skal desuden snart her rejse på studietur, men min erfaring fortæller mig, at det her kommer til at gå galt. Ved sådan nogle ture er socialiteten helt oppe og ringe, og jeg ved jeg ikke kan leve op til disse forventninger overhovedet - og jeg vil ende med at sidde som en outsider ved det yderste bushjørne og udvikle en tristhed og udvise min kedelige udtryk.
Men mit problem er, hvordan jeg kan forebygge mod denne asocialitet, fordi jeg kan virkelig ikke leve med det resten af mit liv!! Jeg vil gerne være ligesom de andre unge på mit gymnasie!
Jeg er en dreng på 19 år, som har utrolig svært ved at være en del af den sociale sammenhæng. Jeg er lige nu studerende på gymnasiet, og det er mit andet år. Som mange ved så er gymnasiet tidspunktet, hvor alle stråler af socialitet, og man fornemt og uden problemer snakker med forskellige folk, ligemeget hvor tæt et bekendtskab, man har med vedkommende.
Jeg er selv meget indelukket, og har utrolig svært ved at snakke med folk om alt muligt - og i det hele taget have det sjovt og LAVE sjov, fordi jeg er bange... jeg er bange for at gøre noget dumt eller noget, som man bare ikke gør. Da jeg var yngre, kom det nærmest af sig selv, hvordan jeg skulle håndtere sådan nogle situationer - det forekom mig naturligt. Jeg kunne snakke... med både piger og drenge. Jeg havde det sjovt. Jeg følte mig en del af fælleskabet. Jeg var frisk og åben, gjorde mine daglige pligter. Ja, jeg følte mig som et normalt menneske, som bare nød livet.
Mine rigtig gode venner DENGANG har dog udviklet deres sociale kompetencer med alderen, mens jeg nærmest har fået et kraftigt tilbageslag. Det har resulteret I, at jeg ikke er eller KAN være sammen med dem, fordi jeg ikke længere kan måle mig med dem - eller rettere sagt ikke kan tilpasse mig det sociale fælleskab. End ikke i min nuværende gymnasieklasse, hvor alle er rigtig flinke, men jeg kan bare ikke få tingene til at hænge sammen - jeg kan ikke tage mig sammen... jeg har eller kan ikke snakke om noget med dem. Jeg har kun 2 venner, som jeg går sammen med fra klassen - de eneste to jeg virkelig kan snakke åben med, men det er også dét. De har dog ikke samme problemer, men de er rigtig flinke, at de overhovedet har taget mig ind i varmen, de kunne sagtens have været ligeglad, uden jeg ville gøre en skid!
Jeg har før lidt af moderat depression men ikke længere. Jeg tænker sådan set ikke over tingene eller er trist 24/7. Dog er jeg stadig asocial og ustabil, hvilket blandt andet medfører koncentrationssvigt. Jeg har svært ved at høre eller forstå, hvad folk siger eller mener, jeg har selv svært ved at tilføje en sætning, der giver mening - også når det gælder i undervisningen er jeg blevet langfattet, fordi jeg ikke orker noget. Når det er en jeg har tæt sammenbånd med, kan jeg snakke uden problemer og forstå, men når det er en kammerat fra skolen, er det som om der udvikles en eller anden form for frygt og angst, at jeg ikke kan svare eller forstå - især piger. Jeg orker simpelthen ingenting! Desuden føles det som om mine øjne er stramme og ved at lukke, når jeg er i skole. Det faktisk som om, man kan se på mig, hvor fortabt jeg er.
Vi skal desuden snart her rejse på studietur, men min erfaring fortæller mig, at det her kommer til at gå galt. Ved sådan nogle ture er socialiteten helt oppe og ringe, og jeg ved jeg ikke kan leve op til disse forventninger overhovedet - og jeg vil ende med at sidde som en outsider ved det yderste bushjørne og udvikle en tristhed og udvise min kedelige udtryk.
Men mit problem er, hvordan jeg kan forebygge mod denne asocialitet, fordi jeg kan virkelig ikke leve med det resten af mit liv!! Jeg vil gerne være ligesom de andre unge på mit gymnasie!
Kommentarer
ja,livet er skrøbeligt
ret så ryggen!
find en mening i tilværelsen,og hvis det er umuligt?så opfind en midlertidig(lad-som-om)til du forhåbentligt engang finder el./indser den..
du er nået langt vær dog lidt STOLT!:-D