er det min skyld??
Hej.
jeg har virkelig et problem.
jeg har været gift i 12 år, og nu tror jeg mit ægteskab er over. jeg synes selv jeg har prøvet at få det til at fungere, men min mand er 2 forskellige personer, en når han er hos os, og en når han er hos sin familie. de har fra dag et afvist mig. men her i weekenden var det så helt galt, han skulle rejse til sit arbejde, og jeg skulle køre ham, man så bestemte han sig for at det skulle hans søster istedet, han sagde ikke farvel eller noget, og jeg har ikke hørt fra ham siden men jeg ved at hans familie har.
vi har 5 børn sammen, og nu er jeg bangen for at de vil tale ham til at tage dem fra mig.
hver gang vi har haft et skænderi, så siger han at det er min skyld og jeg skulle søge hjælp.
jeg har passet vores børn sådan set alene,da han er sømand, hans familie har aldrig hjulpet uden han er der.
De har løjet mange gange om ting jeg skulle have sagt og gjort men som ikke er sandt og hver gang siger han at han tror dem fordi han ikke har været hjemme så det må sige sandt.
jeg er så ked af det har tudet i 3 dage nu for jeg ved ikke hvad de er ude på. har prøvet at kontakte ham, men han svarer ikke.
jeg har virkelig et problem.
jeg har været gift i 12 år, og nu tror jeg mit ægteskab er over. jeg synes selv jeg har prøvet at få det til at fungere, men min mand er 2 forskellige personer, en når han er hos os, og en når han er hos sin familie. de har fra dag et afvist mig. men her i weekenden var det så helt galt, han skulle rejse til sit arbejde, og jeg skulle køre ham, man så bestemte han sig for at det skulle hans søster istedet, han sagde ikke farvel eller noget, og jeg har ikke hørt fra ham siden men jeg ved at hans familie har.
vi har 5 børn sammen, og nu er jeg bangen for at de vil tale ham til at tage dem fra mig.
hver gang vi har haft et skænderi, så siger han at det er min skyld og jeg skulle søge hjælp.
jeg har passet vores børn sådan set alene,da han er sømand, hans familie har aldrig hjulpet uden han er der.
De har løjet mange gange om ting jeg skulle have sagt og gjort men som ikke er sandt og hver gang siger han at han tror dem fordi han ikke har været hjemme så det må sige sandt.
jeg er så ked af det har tudet i 3 dage nu for jeg ved ikke hvad de er ude på. har prøvet at kontakte ham, men han svarer ikke.
Kommentarer
Jeg har prøvet lidt af det samme, han var "to personer". Løgne og bagtalelse, man er i en frygtelig situation.
At han ikke svarer dig fortæller jo, det er ham, den er helt galt med. I har 5 børn sammen og han svarer dig ikke, det er psykisk tortur og helt ansvarsløst. Har du tænkt over det.
Jeg vil råde dig til at lade være med at kontakte ham og hans familie, helt og holdent. Alting bliver kun værre. Jeg ved, hvor svært det er, men lad være.
Du kan måske ikke her og nu bare gå din vej med børnene eller smide ham ud. Han har sikkert den økonomiske magt.
Men du må finde et menneske, du kan betro dig til og snakke med og få vejledning af. For det kan ikke blive ved på den måde, så bryder du sammen. Det går også ud over børnene.
Hvordan skulle han kunne tage børnene fra dig, når det er dig, der passer dem, det kan han ikke. Det blev jeg også truet med. Desværre tror man det og bliver bange.
Han kan jo ikke passe dem, medmindre han siger sit job op og det gør han ikke. Han kan ikke uden videre tage børnene, så nemt går det ikke. Og hans familie kan slet ikke.
Jeg håber han bliver længe væk, så du har mulighed for at komme til hægterne.
Jeg ved alt om, hvor meget et menneske kan ændre sig fra det ene sekund til det andet og alle tror det er ham, der har ret. Men forstandige mennesker kender jo til den slags, det er ikke kun ham og hans familie, der bestemmer eller har ret.
Du fortæller ikke meget om din situation, så det er svært at sige noget. Jeg ville ønske, du holdt op med at elske ham, for det kan blive din redning. Måske er du holdt op, det er bare økonomien, afhængigheden, der binder dig og du tror, du elsker ham.
Prøv at tænke det grundigt igennem, elsker du virkelig et menneske, der behandler dig så usselt.
jeg har gået hjemme næsten altid, men for et år siden startede jeg på uddannelse som tager 2 år.
Ingen kan tage dine børn fra dig uden videre og slet ikke din mands familie. Jeg forstår godt du er angst, for din selvtillid kan sikkert ligge på et meget lille sted.
Du har brug for nogen, der kan støtte dig, så du kan finde ud af, hvad du skal gøre. Jeg kender jo slet ikke de forhold du lever under, men jeg er klar over, du i allerhøjeste grad har brug for en at tale med.
Men lad være med at diskutere noget med ham eller hans familie. Jeg prøvede selv engang at forklare mig, men det er/var håbløst.
Det bedste man kan gøre er at holde sig fra at samtale med dem overhovedet. Hvor ville jeg dog ønske du kunne klare, at lade være. De kan IKKE tage dine børn, der skal tungtvejende grunde til.
Du er vel klar over, du kan få økonomisk hjælp, hvis du er alene med børnene, børnepenge og huslejetilskud.
Jeg kan blive helt tung om hjertet ved tanken om alt det arbejde du skal klare. Børn skal hentes og bringes og uddannelsen passes, hvordan bærer du dig dog ad.
Jeg kan undre mig en smule, jeg havde slukket computeren for længe siden, men tændte den efter en følelse jeg fik. Du har jo brug for at vide, du ikke er helt alene, nogen tænker på dig. Men nu bør du sove, for at kunne klare dagen i morgen. Frisk mod, dit liv vil ændre sig til det bedre. Måske ikke lige nu, men senere.
Jeg er helt klar over, du kan ikke klare det alene. 5 børn og i gang med en uddannelse, samtidig får du ingen støtte, hvem i alverden kan klare det.
Hvad er det dog for en mand, der overlader hele ansvaret til dig og samtidig ikke støtter dig det mindste.
Hvem hjælper dig med børnene, du giver ingen oplysninger, fortæller kun, du er meget ulykkelig, hvilket jeg sandelig godt kan forstå.
Hvis du gav nogle oplysninger om din situation sidder der måske nogle, som kender loven og kan vejlede dig.