Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

lever hver vores liv

Redigeret 9 september, 2012, 15:38 i Ægteskabsproblemer
Jeg føler at jeg og min kæreste lever hver vores liv..

Jeg gør ALT alene med vores søn og jeg skal være glad, hvis han bare deltager 10 min. i en aktivitet med os...

Han spiller dagen lang eller ser TV og sover...

Jeg er så træt af det at jeg overvejer at flytte fra ham..

Han siger at han er depri.. og han IKKE vil være sådan, men jeg har ventet mange år på ham og jeg begynder at føle det er spildt... Jeg føler og tror snart ikke at han nogensinde vil forandre sig...

Jeg tager også altid alene til diverse.. han melder fra hver gang...

Er der nogen af jer, der kender det?? Har I et råd til mig om, hvad jeg kan gøre??

Kommentarer

  • Han er deprimeret, siger han. Jeg ved godt nogle vil mene du skal sørge for han får behandling. Men det er mere svært end det lyder, hvis han ikke ønsker det.
    Jeg ved ikke om jeg tror på han er deprimeret eller bare vil leve sådan. Jeg er blevet mere skeptisk gennem et langt liv.
    Det lader jo til, det er dig der har ansvaret for det hele, hvis ikke han deltager i noget. Han burde blive voksen og tage del i ansvaret for jeres barn.
    Jeg tror simpelthen ikke på du kan ændre ham. Han skal først føle konsekvenserne af sin opførsel før han eventuelt gør noget som helst.

    Man kan blive i årevis i sådan en situation og det eneste man har ud af det er man bliver mere og mere ulykkelig. Først når du handler åbnes hans øjne. Sådan skete det for mig, men jeg ville ikke mere.

    Du håber på et mirakel, men jeg tror ikke på det. Du kan vælge at blive og blive mere ulykkelig eller du kan vælge at gå, hvis muligheden er der, måske ændrer det ham. Så kan du se om du vil tilgive ham. Hvis ikke han ændrer sig, så kan du glæde dig over at være fri. Måske ikke lige med det samme, men det kommer.
  • Tak for dit svar :-)

    Ja, jeg er også i tvivl.. Er han sådan af person eller pga. depressionen?? Det er det, jeg håber på at få at se, når han får rette medicin.. for hvis ikke der sker forandringer.. Ja, så... holder jeg ikke til det i længden..

    Meeen lige nu støtter ham :-)
  • Jeg er ikke helt med nu, får han da medicin. ?? Det skrev du intet om. Du skriver det har været sådan i flere år.


    Så mener jeg da også du skal vente og se, hvis det er en konstateret depression. Nej, jeg indrømmer, jeg forstår slet ikke hvad du mener.
  • Beklager, hvis jeg roder lidt rundt i det.. Ja, han har været sådan i flere år, men NU her i de her 5 mdr. er det KUN gået nedad og nu gør han ingenting længere, selv hans psykolog har opgivet ham, hun siger han skal have medicin, hvis hun skal behandle ham...

    Det eneste han laver nu er at se TV og så spiller han sommetider natten lang med en kamerat over nettet og det er hans pointering fremfor vores familie...

    Jeg tænker ofte over det, du sagde, og jeg må også indrømme at medicinen er hans sidste chance hos mig.. Hvis ikke den rette medicin og psykolog hjælp ændrer ham, så går jeg fra ham..

    For så kan jeg ligesågodt være alene og få muligheden for måske at finde en mand, der vil familielivet.. stå op om morgenen og spise morgenmad f.eks.

    Måske gentager jeg mig?? men jeg er ved at være desparat, fordi han virkelig bare er SÅÅÅ inaktiv....

    Tak for du snakker med mig om det her :-) Knus
  • Jeg vil ønske dig held og lykke med at finde en anden partner. Men kig dig godt for næste gang.

    Så længe man er helt ung "falder" man for visse ting, men glemmer at kigge på helheden.
    Jeg tror ikke helt på forskelligheder, mere på om man ønsker det samme af livet.
    Vil man gerne bo i hus eller er en lejlighed bedre. Ønsker man at rejse og se det samme. Vil manden/kvinden være en god forældre. Alle de små ting. For den voldsomme forelskelse damper af på et tidspunkt og så skulle kærlighed og sammenholdet gerne træde i stedet.

    Du kan tro jeg i dag ville ønske, jeg havde givet mine børn en bedre far. Kunne jeg leve livet om var der ting, der skulle ændres. Du kan nå det endnu.

    Men tag ikke bedsteforældrene fra børnene/barnet, hvis der er nogle. Jeg mindes min farmor og farfar med stor kærlighed.


    ps. Som du nok har forstået tror jeg ikke på dit forhold. Der siges så meget om dit og dat, men mennesker ændrer sig ikke. Det er min erfaring.
  • Ja, du har ret i at kærligheden forblinder, som ung og fokus flyttes, når man får børn og bliver ældre.. for nogen af os åbenbart..

    Jeg venter nu og ser, hvad medicinen kan gøre ved ham.. Og så skal jeg da nok lige opdatere om det bliver det ene eller det andet..

    Tak for dit svar..
Log in eller Registrér for at kommentere.