Hvad gør jeg så nu?
Hej jeg er en dreng på 23 år. Jeg er næsten 100%, sikker på jeg har en depression. Jeg er ikke meget for at snakke med andre om det. Og Vil egentlig håbe at de snart opdagede det. Men spørger de indtil, hvordan det går med mig Forklarer jeg altid at ”det går fint”. Min depression startede for 6 år siden. Jeg var begyndt i lære som elektriker. Det var omkring oktober. Det gik godt i starten og de 3 næste måneder. De var glade for mig i firmaet, og jeg overstod prøvetiden på de 3 måneder med bravour, og så skulle jeg på Grundforløb.
Det var omkring det nye år, skolen startede og 20 uger frem. Jeg skulle op kl 5.30 for at komme med bussen og så køre 30 km. Det var meget mørkt og trist det hele, jeg begyndte at pjække. Og hver morgen var en kamp, for lysten var der overhovedet ikke. Min daværende kæreste slår op ca. 12 uger inde i grundforløbet. Og det ramte mig virkelig hårdt. ”pjækkedagene” blev flere og flere. Og en dag skete det uungåelige jeg blev fyret. Det blev forår og det gode vejr kom igen. Og det hele gik fint fik job som tømrer arbejdsmand. I et enkeltmands firma. Men det blev vinter igen og alt var op af bakke, og kunne da heller ikke slæbe mig på arbejde mere. Og sagde selv op. Jeg var imellemtiden blev 19 år gammel. Gik arbejdsløs et par måneder. Og meldte mig ledig på jobcenteret. Det havde jeg det meget svært med. For i min omgangskreds ser man ikke godt på ”samfundsnassere”... efter et måned som ledig Besluttede jeg mig for Nu skal det fandeme være!!.
Jeg tager grundforløbet som elektriker endnu engang. Består med et 10 tal og finder job samme dag jeg var færdig. Nu kører det hele rigtig godt. Har fundet mig en dejlig kæreste, penge er heller ikke det store problem mere. Men efter 2 år i det nye firma begynder jeg igen at få depressioner ikke kun om vinteren, Men hele året rundt. Og idag står jeg her med 1 år tilbage af min læretid. Har ikke været på arbejde i 3 måneder kan ingen ting. Det skal siges jeg er flyttet hjem til min forældre. De tror jeg er på arbejde. Jeg tager afsted om morgenen, så det ser ud som om jeg passer mit job. Men i stedet kører jeg bilen ud i en skov og sidder der til kl 15.30 hvor jeg så kører hjem igen. Ingen ved noget om det end ikke min kæreste. Jeg har nu ikke noget arbejde og Føler ingen opakning fra mine forældre.
I de 6 år jeg har været deprimeret har jeg prøvet følgende ting. Forsøgte at skære min puls åre over. Har 3 store ar der bevidner det. Jeg har kørt 2 biler ind i træer. Hvor den ene gang turde mine forældre ikke have mig der hjemme. Og Fik mig indlagt på risskov psykiatrisk. Blev udskrevet 1 dag efter da psykologen ikke mente jeg fejlede noget. Jeg har sat mig i en bil med en støvsuger slange til bilens udstødning, Det gav mig hovedpine og jeg faldt i søvn. Vågner et par timer efter. Støvsuger slangen var smeltet. Jeg har taget piller og røget til udpumpning.
Jeg skal have noget hjælp det ved jeg. Der går ikke mange timer på dagen hvor jeg ikke tænker på selvmord. Elsker min kæreste som jeg har været sammen med i 4 år.
Mine forældre skælder mig ud fordi jeg ikke kan passe mit arbejde. Men har også dårlig samvittighed overfor dem. Er træt af konstant at skuffe dem.
Ved ikke hvad jeg vil have ud af at skrive det her. Men tror ikke selv på jeg kan holde ud meget længere.
Det var omkring det nye år, skolen startede og 20 uger frem. Jeg skulle op kl 5.30 for at komme med bussen og så køre 30 km. Det var meget mørkt og trist det hele, jeg begyndte at pjække. Og hver morgen var en kamp, for lysten var der overhovedet ikke. Min daværende kæreste slår op ca. 12 uger inde i grundforløbet. Og det ramte mig virkelig hårdt. ”pjækkedagene” blev flere og flere. Og en dag skete det uungåelige jeg blev fyret. Det blev forår og det gode vejr kom igen. Og det hele gik fint fik job som tømrer arbejdsmand. I et enkeltmands firma. Men det blev vinter igen og alt var op af bakke, og kunne da heller ikke slæbe mig på arbejde mere. Og sagde selv op. Jeg var imellemtiden blev 19 år gammel. Gik arbejdsløs et par måneder. Og meldte mig ledig på jobcenteret. Det havde jeg det meget svært med. For i min omgangskreds ser man ikke godt på ”samfundsnassere”... efter et måned som ledig Besluttede jeg mig for Nu skal det fandeme være!!.
Jeg tager grundforløbet som elektriker endnu engang. Består med et 10 tal og finder job samme dag jeg var færdig. Nu kører det hele rigtig godt. Har fundet mig en dejlig kæreste, penge er heller ikke det store problem mere. Men efter 2 år i det nye firma begynder jeg igen at få depressioner ikke kun om vinteren, Men hele året rundt. Og idag står jeg her med 1 år tilbage af min læretid. Har ikke været på arbejde i 3 måneder kan ingen ting. Det skal siges jeg er flyttet hjem til min forældre. De tror jeg er på arbejde. Jeg tager afsted om morgenen, så det ser ud som om jeg passer mit job. Men i stedet kører jeg bilen ud i en skov og sidder der til kl 15.30 hvor jeg så kører hjem igen. Ingen ved noget om det end ikke min kæreste. Jeg har nu ikke noget arbejde og Føler ingen opakning fra mine forældre.
I de 6 år jeg har været deprimeret har jeg prøvet følgende ting. Forsøgte at skære min puls åre over. Har 3 store ar der bevidner det. Jeg har kørt 2 biler ind i træer. Hvor den ene gang turde mine forældre ikke have mig der hjemme. Og Fik mig indlagt på risskov psykiatrisk. Blev udskrevet 1 dag efter da psykologen ikke mente jeg fejlede noget. Jeg har sat mig i en bil med en støvsuger slange til bilens udstødning, Det gav mig hovedpine og jeg faldt i søvn. Vågner et par timer efter. Støvsuger slangen var smeltet. Jeg har taget piller og røget til udpumpning.
Jeg skal have noget hjælp det ved jeg. Der går ikke mange timer på dagen hvor jeg ikke tænker på selvmord. Elsker min kæreste som jeg har været sammen med i 4 år.
Mine forældre skælder mig ud fordi jeg ikke kan passe mit arbejde. Men har også dårlig samvittighed overfor dem. Er træt af konstant at skuffe dem.
Ved ikke hvad jeg vil have ud af at skrive det her. Men tror ikke selv på jeg kan holde ud meget længere.
Kommentarer
Kunne du fortælle dem hvor galt det står til? Eller ville de ikke kunne forstå det?
Hvis ikke du lige er klar til at tale med dine nærmeste, så prøv at ringe til Livslinjen på 70 201 201. De kan hjælpe dig. Det dur ikke at din depression ødelægger det hele for dig...
Jeg mistede min bror ved selvmord. Det var forfærdeligt. Han havde ligesom dig en tendens til at få depressioner. Men depressioner kan jo helbredes!
Det lyder, som om du slet ikke har fået nogen hjælp, på trods af gentagne selvmordsforsøg. Fik du efter disse selvmordsforsøg ingen lægehjælp overhovedet eller råd om, hvad du kunne gøre? Jeg har faktisk lige læst på text-tv, at folk, der har forsøgt selvmord, i mange tilfælde ikke får hjælp derefter. Det er virkelig alt, alt får dårligt.
Men hvis du ikke får tilbudt hjælp, så må du selv opsøge hjælp. Det er slet ikke svært. Du ringer bare og bestiller en tid hos lægen. Lægen er der for det samme. Og når du så kommer til læge, fortæller du ligeud, hvordan du har det. Du behøver kun at sige få sætninger, f.eks. ”Jeg har det meget skidt, og jeg har ikke lyst til at leve.”
Derefter vil lægen tage over, hvis det er en almindelig, kompetent læge. Lægen vil tage nogle blodprøver for at undersøge, om der skulle være nogle fysiske grunde til, at du har det så dårligt, f.eks. D-vitamin-mangel, som mange danskere har.
Og lægen vil stille spørgsmål, der skal afklare, hvor slem din depression er. Og herefter anbefale en behandling, som nok vil bestå af både antidepressiv medicin og psykologbehandling.
Medicinen kan være lidt træls i starten, men når der kommer en bedring efter få uger, vil du juble af glæde over, at du opsøgte lægehjælp. Hvorfor gå og have det så skidt, når det er muligt at få lægehjælp?
Jeg kender godt til den tankegang, der går ud på, at syge mennesker skulle være samfundsnassere, der er på diagnosejagt, for at slippe for at arbejde. Specielt i disse år, hvor krisen kradser, og specielt efter at vi har fået en såkaldt rød regering (!), er hetzen mod syge taget til.
DU ved, at al den nedladende snak om syge mennesker er noget vrøvl!
I det hele taget er du nødt til at skifte fokus og tænke på dig selv. Det er fint, at du gerne vil tage en uddannelse og passe dit arbejde og klare dig selv. Men først må du være rask!
Du er voksen og skylder ikke andre mennesker nogen forklaring på, hvad du gør og ikke gør. Det er først og fremmest dig selv, det går ud over, når du i tre måneder har holdt det skjult, at du ikke går på arbejde.
Jeg kan da godt forstå, at du ikke ønsker at skuffe dine forældre. Men de ved jo godt, at du tidligere har haft det svært, så egentlig er det dem, der svigter dig, set ud fra mit synspunkt.
I din overskrift spørger du: ”Hvad gør jeg så nu?
Det er som sagt meget enkelt: Du tager telefonen og bestiller en tid ved din læge. For resten vil sekretæren nok vide, hvad dit problem er, og så siger du bare: ”Jeg har det meget skidt psykisk”.
Men jeg vil råde dig til at følge Københavnerens råd, hvis du ikke allerede har gjort det: Ring til en af disse krisetelefoner. Foruden Livslinien er der også Psykiatrifondens krisehjælp, som du kan se i spalten til højre for denne debat.
Du har virkelig brug for at tale med nogen, der kan hjælpe dig med at flytte dit fokus fra, at ”syge er nassere” til ”syge behøver lægehjælp”, og at det er dig og dit liv, der er vigtigt – ikke dine forældres! Det er bedst, at du taler med nogen, der tager sig meget god tid.
Og så vil jeg lige sige, at jeg selv har haft det sådan i mit liv, at jeg nemt fik depressioner. Det er et overstået fænomen nu. Men det var forfærdeligt, så længe det varede. Jeg husker tydeligt, hvordan læsset kunne vælte, specielt under hårdt arbejdspres og specielt om vinteren. En ganske almindelig forkølelse oven i stress og vintermørke var nok til at udløse en depression hos mig.
Jeg har omsider lært at passe på mig selv. Vi, der nemt får depressioner, har ikke noget at skamme os over. Det handler jo bare om, at stress og belastninger bevirker, at der ikke er tilstrækkeligt med bestemte signalstoffer i hjernen. Og så må vi enten sørge for, at der ikke er så mange belastninger, eller også ved hjælp af et antidepressivt middel øge virkningen af de signalstoffer, der er der i forvejen, eller begge dele! Og det behøver du hjælp til.
Det handler IKKE om, at vi ikke er dygtige nok eller ikke arbejdsomme nok eller har en svag karakter! Snarere tværtimod. Vi har en så stærk karakter, at vi er parate til at køre os selv i sænk, bare for ikke at blive betragtet som samfundsnassere, eller bare for ikke at skuffe vores forældre!
Det dur ikke! Du må søge hjælp, så du kan blive rask.
God bedring og mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil helt klart anbefale dig at få snakket med dine forældre. Det løser rigtig ofte problemer at tale med andre om dem.
Prøv først med familien og hvis det slet ikke hjælper, så er der jo heldigvis også professionelle.
Det lød meget fornuftig alt sammen og er "glad" for jeg ikke er den eneste der har det skidt. Jeg updater efter jeg har talt med lægen imorgen.. Endnu engang tak for de gode svar