Indstillinger
Depression, hvordan fortæller man det?
Hej alle sammen!
Jeg har en mistanke om at jeg kunne lide af en depression. Jeg har taget 3 test, og begge sagde at jeg havde en middel-svær depression. Jeg ved dog ikke helt hvor meget jeg tror på dem, for bare tanken om at jeg kunne lide af en mulig depression, synes jeg er for uvirkeligt, men samtidig når jeg tænker og føler efter hvordan jeg har det, bliver det mere og mere klart for mig at testene måske kunne have fat i noget.
Jeg ville gerne have skrevet hvordan jeg føler osv, så nogle af jer måske kunne hjælpe mig med at give jeres bud på om jeg kunne havde det, eller ej, men efter at være startet et par gange, men gået total i stå, må jeg opgive det.
Det er som om at jeg ikke rigtig kan forklare mig - selvom jeg altid finder det nemmere når jeg skriver det. Derfor har jeg også det store problem - hvordan fortæller man sine forældre at man har en mistanke om at man kunne have en depression? Jeg føler bare ikke at de vil tro mig, men at de vil afskrive det som, at jeg bare er startet på en ny uddannelse, og at det hele derfor bare er nyt. Men det her er den anden uddannelse jeg begynder på - og jeg havde det slet ikke sådan her, den første gang.
Her til aften, fik de opdaget at jeg sad og græd og blev selvfølgelig bekymret, men det var som om at ordene bare sad fast, da jeg ville fortælle dem om min mistanke, så jeg sagde at det bare var pga, hovedpine, hvilket ikke er helt usandt. For de sidste to dage, har jeg følt mig træt og tung i mit hoved efter at jeg kom hjem fra skole.
Det er en uddannelse som jeg faktisk gerne vil, men jeg kan simpelthen ikke få mig taget sammen til at deltage i undervisningen eller lave særlig meget.
Nogle dage kan jeg sidde og græde en hel aften pga, frustration, håbløshed og en følelse af at være uduelig. Og det bliver endnu værre når jeg ikke tør at sige det til mine forældre..
Jeg har ganske enkelt svært ved at tale om mine følelser, og prøver at gemme det for dem, for ærlig talt finder jeg det at sidde og græde, men ikke at kunne forklare hvorfor pinligt.
Så alle sammen, har i nogle råd til hvad jeg kunne gøre, eller til hvordan jeg får taget det skridt og får ordene ud?
Jeg har en mistanke om at jeg kunne lide af en depression. Jeg har taget 3 test, og begge sagde at jeg havde en middel-svær depression. Jeg ved dog ikke helt hvor meget jeg tror på dem, for bare tanken om at jeg kunne lide af en mulig depression, synes jeg er for uvirkeligt, men samtidig når jeg tænker og føler efter hvordan jeg har det, bliver det mere og mere klart for mig at testene måske kunne have fat i noget.
Jeg ville gerne have skrevet hvordan jeg føler osv, så nogle af jer måske kunne hjælpe mig med at give jeres bud på om jeg kunne havde det, eller ej, men efter at være startet et par gange, men gået total i stå, må jeg opgive det.
Det er som om at jeg ikke rigtig kan forklare mig - selvom jeg altid finder det nemmere når jeg skriver det. Derfor har jeg også det store problem - hvordan fortæller man sine forældre at man har en mistanke om at man kunne have en depression? Jeg føler bare ikke at de vil tro mig, men at de vil afskrive det som, at jeg bare er startet på en ny uddannelse, og at det hele derfor bare er nyt. Men det her er den anden uddannelse jeg begynder på - og jeg havde det slet ikke sådan her, den første gang.
Her til aften, fik de opdaget at jeg sad og græd og blev selvfølgelig bekymret, men det var som om at ordene bare sad fast, da jeg ville fortælle dem om min mistanke, så jeg sagde at det bare var pga, hovedpine, hvilket ikke er helt usandt. For de sidste to dage, har jeg følt mig træt og tung i mit hoved efter at jeg kom hjem fra skole.
Det er en uddannelse som jeg faktisk gerne vil, men jeg kan simpelthen ikke få mig taget sammen til at deltage i undervisningen eller lave særlig meget.
Nogle dage kan jeg sidde og græde en hel aften pga, frustration, håbløshed og en følelse af at være uduelig. Og det bliver endnu værre når jeg ikke tør at sige det til mine forældre..
Jeg har ganske enkelt svært ved at tale om mine følelser, og prøver at gemme det for dem, for ærlig talt finder jeg det at sidde og græde, men ikke at kunne forklare hvorfor pinligt.
Så alle sammen, har i nogle råd til hvad jeg kunne gøre, eller til hvordan jeg får taget det skridt og får ordene ud?
Kommentarer
Hvis jeg var dig, ville jeg – i hvert fald i første omgang − ikke fokusere så meget på diagnosen eller på forklaringer på tilstanden, men snarere fortælle ligeud, hvad du mærker.
Når du er begyndt på en uddannelse, er du vel voksen, og derfor er du vel ikke tvunget til at give andre folk forklaringer. Men hvis du stadig bor hos dine forældre, synes jeg da, at det er en god ide at fortælle dem, hvordan det står til. Måske kan de endda støtte dig.
Sådan som jeg forstår dig, så har du svært ved at acceptere, at en depression skulle kunne ramme dig. Desuden har du problemer med at forklare dig.
Ud fra mine erfaringer er det meget karakteristisk for depressionsramte, at de i den grad søger forklaringer. Hovedet arbejder på fuldt tryk, men der kommer ikke rigtig noget ud af anstrengelserne, for du får i stigende grad besvær med at koncentrere dig. Alligevel spekulerer du nat og dag, så hovedet kører fuldstændig træt.
Selvfølgelig er det vigtigt at finde ud af, hvorfor du har det, som du har det, så du kan gøre noget ved årsagen. Men lige nu er det vigtigt, at du skubber alt det tankespind til side, så vidt muligt.
Lad lægen stille diagnosen! Det er lægens arbejde. Måske vil du sige, at der ikke er tale om noget lægeligt, måske snarere noget for en psykolog.
Dertil vil jeg svare, at det under alle omstændigheder er vigtigt, at du kommer til læge. Der kan nemlig være fysiske årsager til depression, f.eks. mangeltilstande eller lavt stofskifte. Derfor er det vigtigt, at du kommer til læge og bliver grundigt undersøgt. Masser af danskere har D-vitaminmangel, og masser af unge piger har jernmangel (nu ved jeg ikke, om du er en mand eller en kvinde). Folk har måske kunnet klare sig igennem et stykke tid på trods af mangelen, men når de så bliver udsat for nye udfordringer, f.eks. påbegyndelse af uddannelse, siger organismen stop og går i strejke.
Måske viser det sig, at alle blodprøver er normale, og det er jo udmærket. Så kan du bare overlade det til lægen at stille diagnosen og rådgive dig om, hvad du skal gøre for at blive rask.
Hvad dine forældre angår, så behøver du jo kun at sige, at du har det skidt, og at du nu bestiller en tid ved lægen. Jeg vil fraråde dig at rode dig ud i forklaringer som hovedpine. Selv om det var rigtigt den dag, at du havde hovedpine, så er det jo ikke det centrale problem. Og jo mere du udtænker forklaringer for andre mennesker, jo mere fjerner du dig fra, hvad det drejer sig om for dig lige nu: At mærke, hvad du føler.
For det er det, det drejer sig om: At mærke din krop, føle dens behov og prøve at opfylde dem.
Du vil selvfølgelig sige, at det kan du ikke, for du er lige begyndt på en uddannelse, der kræver en masse af dig.
Ja, men du må kunne give dig selv et frirum indimellem til at slappe af og bare være til! Det har kroppen brug for. Og under alle omstændigheder overtrætter du lige nu dit stakkels hoved med en masse nytteløse forklaringsforsøg og spekulationer.
Mange unge mennesker har en krise, når de starter på en uddannelse. Måske er det bare en kort krisetilstand, måske er det virkelig en depression. Lad lægen finde ud af det.
Så allerførst må du til læge.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Jeg er meget enig i, hvad Kameliadamen skriver til dig, lyt til de kloge ord og skynd dig at få en tid hos lægen.
Læger er vant til, at deres patienter har svært ved at forklare, hvordan de har det, og derfor vil han/hun spørge ind til dig med relevante spørgsmål.
Det er hverken pinligt eller noget andet, for det kan være svært at skulle forklare sine følelser og tanker.
Jeg tror derimod, at du er ganske ung, og det at du føler dig usikker er meget normalt for unge, når de slipper den trygge base, som din skole sikkert har været, og nu skal stå på egne ben, og påbegynde en uddannelse.
Du må meget gerne skrive tilbage, hvordan det ellers går dig, og måske har lyst til at fortælle hvor gammel du er.
Jeg ønsker alt godt for dig, fortvivl ikke for der er hjælp at få.
Mange varme hilsner Sofie