Ingen kan eller skal se det
Hej!
Jeg er en ung kvinde på 20 år, som efterhånden har ladet maden tage overhånd. Jeg er rigtig ked af dette, men jeg magter ikke at tage hånd om problemet. Jeg har tidligere lidt af en depression (og er ikke sikker på, om jeg helt er kommet over det endnu), og jeg kan simpelthen ikke overskue, at der endnu engang er et problem med mig, som hele min omgangskreds skal tage stilling og hensyn til. Samtidig med, at jeg havde en utrolig dårlig oplevelse med psykologsamtaler, hvor jeg på ingen måde følte mig tryg, og derfor "snød" mig "rask" for at få det overstået.
For at komme til sagen: Jeg er overvægtig og har altid været det (170 cm - 84 kg), og har også altid haft mange problemer med det. Jeg har dog altid været god til at skjule det for min omgangskreds, og har kun brudt sammen en gang imellem overfor mine forældre, hvorefter jeg har forsøgt at forklare dem vigtigheden af, at de hjalp mig med at tabe mig. Da jeg så for et år siden fik konstateret cøliaki gik det helt galt. Jeg har, så længe jeg kan huske, altid været besat af min vægt og har vejet mig flere gange om ugen, men ikke på samme måde som nu. Jeg er gået fra at være meget udadvendt og frisk på at prøve nye ting, til at holde mig for mig selv og være angst for ukendte situationer. Jeg forsøger at skjule det, men det eneste tidspunkt jeg egentligt føler mig tryg, er når min mor er ved min side (hvilket jo ikke er normalt for en kvinde på 20 år). Jeg er tilmed begyndt at skjule når og hvad jeg spiser og få "anfald" af grovæderi (næsten hver eftermiddag, når jeg er alene hjemme), hvorefter jeg tvinger mig selv til at kaste op, ind til jeg har tømt maven fuldstændigt. Opkastningen kan også finde sted efter "almindelige" måltider, hvor jeg føler, at jeg har spist for meget eller forkert. Så tænder jeg radioen på badeværelset, så ingen kan høre mig. Stort set konstant tænker jeg på mad, jeg lægger planer for, hvad og hvornår jeg skal spise,men overholder dem sjældent, og samtidig fantasere jeg konstant om alle de madvarer jeg ikke kan spise pga. min sygdom, eller som jeg ved er dårlige for mig. Det der er "forbudt" er bare mere interessant end alt det gode. Jeg kan nogen gange forsvinde helt væk i dagdrømme om, hvordan mit liv vil se ud, når jeg engang når min ønskevægt, og hver aften inden jeg falder bruger jeg op til flere timer på at fantasere.
Jeg er godt træt af, at jeg ikke bare kan spise når jeg er sulten og have et afslappet forhold til mad. Alle måltider er en kamp for mig, og spiser jeg sammen med andre tænker jeg hele måltidet igennem på, hvad de andre tænker om mængden af mad på min tallerken. Jeg hader at spise sammen med mine veninder, og jeg har efterhånden meldt afbud til en del sociale sammenkomster pga. min frygt for, hvad de andre tænker om mig og min krop. Jeg har derfor også store problemer med, at have mandlige venner - jeg føler mig akavet.
Jeg er virkelig på barbund omkring, hvordan jeg skal takle mit problem, men jeg har ikke lyst til at tale med nogen om det. Jeg er ikke klar til, at erkende mit problem overfor nogen, hvor jeg ikke kan være anonym.
Har I nogen forslag??
Jeg er en ung kvinde på 20 år, som efterhånden har ladet maden tage overhånd. Jeg er rigtig ked af dette, men jeg magter ikke at tage hånd om problemet. Jeg har tidligere lidt af en depression (og er ikke sikker på, om jeg helt er kommet over det endnu), og jeg kan simpelthen ikke overskue, at der endnu engang er et problem med mig, som hele min omgangskreds skal tage stilling og hensyn til. Samtidig med, at jeg havde en utrolig dårlig oplevelse med psykologsamtaler, hvor jeg på ingen måde følte mig tryg, og derfor "snød" mig "rask" for at få det overstået.
For at komme til sagen: Jeg er overvægtig og har altid været det (170 cm - 84 kg), og har også altid haft mange problemer med det. Jeg har dog altid været god til at skjule det for min omgangskreds, og har kun brudt sammen en gang imellem overfor mine forældre, hvorefter jeg har forsøgt at forklare dem vigtigheden af, at de hjalp mig med at tabe mig. Da jeg så for et år siden fik konstateret cøliaki gik det helt galt. Jeg har, så længe jeg kan huske, altid været besat af min vægt og har vejet mig flere gange om ugen, men ikke på samme måde som nu. Jeg er gået fra at være meget udadvendt og frisk på at prøve nye ting, til at holde mig for mig selv og være angst for ukendte situationer. Jeg forsøger at skjule det, men det eneste tidspunkt jeg egentligt føler mig tryg, er når min mor er ved min side (hvilket jo ikke er normalt for en kvinde på 20 år). Jeg er tilmed begyndt at skjule når og hvad jeg spiser og få "anfald" af grovæderi (næsten hver eftermiddag, når jeg er alene hjemme), hvorefter jeg tvinger mig selv til at kaste op, ind til jeg har tømt maven fuldstændigt. Opkastningen kan også finde sted efter "almindelige" måltider, hvor jeg føler, at jeg har spist for meget eller forkert. Så tænder jeg radioen på badeværelset, så ingen kan høre mig. Stort set konstant tænker jeg på mad, jeg lægger planer for, hvad og hvornår jeg skal spise,men overholder dem sjældent, og samtidig fantasere jeg konstant om alle de madvarer jeg ikke kan spise pga. min sygdom, eller som jeg ved er dårlige for mig. Det der er "forbudt" er bare mere interessant end alt det gode. Jeg kan nogen gange forsvinde helt væk i dagdrømme om, hvordan mit liv vil se ud, når jeg engang når min ønskevægt, og hver aften inden jeg falder bruger jeg op til flere timer på at fantasere.
Jeg er godt træt af, at jeg ikke bare kan spise når jeg er sulten og have et afslappet forhold til mad. Alle måltider er en kamp for mig, og spiser jeg sammen med andre tænker jeg hele måltidet igennem på, hvad de andre tænker om mængden af mad på min tallerken. Jeg hader at spise sammen med mine veninder, og jeg har efterhånden meldt afbud til en del sociale sammenkomster pga. min frygt for, hvad de andre tænker om mig og min krop. Jeg har derfor også store problemer med, at have mandlige venner - jeg føler mig akavet.
Jeg er virkelig på barbund omkring, hvordan jeg skal takle mit problem, men jeg har ikke lyst til at tale med nogen om det. Jeg er ikke klar til, at erkende mit problem overfor nogen, hvor jeg ikke kan være anonym.
Har I nogen forslag??
Kommentarer
vil drt følge dig hele live ---kom i gang hurtigst muligt
Din mor lyder til at være meget forstående omkring din sygdom, så hvorfor skulle hun ikke også være forstående overfor det andet?
Alle mennesker fortjener at forkæle sig selv og det gør jeg også med alt det usunde!
Det er jo det bedste!
Men jeg synes at du skal prøve at snakke godt og grundig med din mor og hvis du ikke føler for det. Jamen så tag et smut til lægen. Husk på lægen har tavshedspligt og er der for at hjælpe dig.
Du har ikke grund til at gemme dig sådan, åben dig og dine veninder med garanti se dig blomstre igen!
Psykologer er meget forskellige, det er selvfølgelig vigtigt at du finder en, du er helt tryg ved. Du skal have hjælp til at acceptere dig selv, som du er.
Det er ikke unormalt, forkert eller umoralsk at være overvægtig. Man kan sagtens være både smuk, sund og et dejligt menneske. At blive slank hjælper kun kortvarigt, hvis det er dårligt selvværd, der er problemet.
Du må være modig og få den hjælp, du har brug for.
Held og lykke!