Pludselig svimmelhed
Hej
I mangel på et mere passende emne skriver jeg dette under stress. Jeg er dog langt fra sikker på at det er det der er årsagen til min utilpashed.
Jeg er en ung mandlig studerende på 23 år, jeg læser på et af universiteterne i København, og jeg er for et par måneder siden kommet hjem fra et års udveksling i USA. Jeg er normalt aldrig syg og går aldrig til læge med mindre der virkelig er noget galt.
Del 1
En eftermiddag, cirka 2 uger efter jeg kom hjem fra USA, fik jeg det halvskidt og prøvede bare at ignorere det da jeg var til fødselsdagfest. Det blev værre og jeg var nødt til at tage hjem. Jeg havde utrolig ondt i maven og havde kvalme og begyndt at svede. Jeg kunne intet spise og først meget sent fik jeg det så godt at jeg kunne spise. Jeg spiste noget rugbrød uden noget og fik det bare værre igen. Det blev bedre, men jeg havde disse symptomer med at hvis jeg ikke spiste fik jeg det dårligt, men også når jeg spiste fik jeg det dårligt. Jeg havde ikke dårlig mave eller opkast.
Del 2
Jeg har ikke ondt i maven mere, men jeg bliver fra tid til anden rigtig svimmel, mister samtidig hørelsen, mit syn bliver slørret og jeg begynder at svede fra det ene sekund til det andet og føler at jeg har været marginaler fra at besvime (jeg har aldrig prøvet at besvime). Jeg får hurtigt hørelsen og synest igen, men utilpasheden (kvalme og mild svimmelshed) kan vare ved i alt fra 2 minutter til flere timer. Jeg har svært ved at regne ud hvad der skyldes anfaldene, men jeg har flere gange kunne forbinde det med at jeg har ventet for længe med at spise.
Jeg kontaktede læge, mit blodsukker og -tryk var normalt, så hun sendte mig til en ørelæge, som lavede flere tests på mig, der var intet galt med mit syn, min hørelse eller mit balancecenter. Han sagde at jeg nok skulle til en Neurolog.
Så vendte jeg tilbage til min egen læge med resultaterne, og hun sagde så at der ikke var noget der tydede på at der var noget galt med mig. Og hun ville ikke sende mig til en neurolog. Men jeg fik besked på bare at gå hjem og spise mere regelmæssigt. (Jeg følger selvfølgelig hendes råd, men jeg har aldrig i mit liv spist regelmæssigt og kan, som det logisktænkende menneske jeg er, ikke se hvorfor min krops behov pludseligt skulle have ændret sig. Hvis der er en ændring vil jeg gerne vide hvad der er årsag til denne ændring.)
Jeg har dog prøvet mig med at spise et par æbler når jeg var ved at blive sulten og har på denne måde (tror jeg) nedsat anfaldene.
For to uger siden havde jeg en dag hvor jeg, for første gang i denne periode på to-tre måneder, følte at jeg faktisk havde det godt. Og de seneste to uger (hvor jeg har haft ferie) har også været iblandt de bedre. Men jeg har netop nu haft endnu et anfald.
Det skal siges at lægen hintede at det kunne være stress. Og det skal da også siges at jeg netop da jeg genankom til København fra USA begyndte på et nyt studiearbejde, som var planlagt til 10-15 timer om ugen, men som har sneget sig på 30 timer istedet, grundet deadlines i september. Dertil er jeg ved at starte en vinklub og vi er i fuld gang med at arrangere vinsmagninger, lave logo og designe klubbens visulle udtryk, indkøbe vin og lave webside.
Når alt dette er sagt, vil jeg indskyde at det alt sammen er noget som jeg synes er sjovt og udtrolig glad for at være en del af. De er meget glade for mig på arbejdet (og vice versa) og det går rigtig godt.
Jeg har i denne periode haft mere luft i maven end jeg normalt har, og jeg kan se en sammenhæng mellem utilpashed og mine spise tidspunkter og kan derfor heller ikke forstå hvis min situation er bundet i det psykiske. Der udover har jeg altid været meget stærk psykisk og lader ikke noget gå mig på.
Jeg ved ikke om del 1 og del 2 har noget med hinanden at gøre. Jeg mistænker del 1 for at have været en mild madforgiftning (jeg spiste 4 dage gammelt bolognaise dagen inden del 1 startede).
Jeg synes ikke jeg kan overhøre ørelægens kommentar om neurolog og så bare se tiden an da jeg ikke kan se en ende på det.
Kan det være madforgiftningen der stadig hærger?
Er det neurologisk beslægtet?
Kan det være stress?
Eller kan det skyldes noget helt andet?
Med en læge der ikke vil gå videre ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal stille op.
I mangel på et mere passende emne skriver jeg dette under stress. Jeg er dog langt fra sikker på at det er det der er årsagen til min utilpashed.
Jeg er en ung mandlig studerende på 23 år, jeg læser på et af universiteterne i København, og jeg er for et par måneder siden kommet hjem fra et års udveksling i USA. Jeg er normalt aldrig syg og går aldrig til læge med mindre der virkelig er noget galt.
Del 1
En eftermiddag, cirka 2 uger efter jeg kom hjem fra USA, fik jeg det halvskidt og prøvede bare at ignorere det da jeg var til fødselsdagfest. Det blev værre og jeg var nødt til at tage hjem. Jeg havde utrolig ondt i maven og havde kvalme og begyndt at svede. Jeg kunne intet spise og først meget sent fik jeg det så godt at jeg kunne spise. Jeg spiste noget rugbrød uden noget og fik det bare værre igen. Det blev bedre, men jeg havde disse symptomer med at hvis jeg ikke spiste fik jeg det dårligt, men også når jeg spiste fik jeg det dårligt. Jeg havde ikke dårlig mave eller opkast.
Del 2
Jeg har ikke ondt i maven mere, men jeg bliver fra tid til anden rigtig svimmel, mister samtidig hørelsen, mit syn bliver slørret og jeg begynder at svede fra det ene sekund til det andet og føler at jeg har været marginaler fra at besvime (jeg har aldrig prøvet at besvime). Jeg får hurtigt hørelsen og synest igen, men utilpasheden (kvalme og mild svimmelshed) kan vare ved i alt fra 2 minutter til flere timer. Jeg har svært ved at regne ud hvad der skyldes anfaldene, men jeg har flere gange kunne forbinde det med at jeg har ventet for længe med at spise.
Jeg kontaktede læge, mit blodsukker og -tryk var normalt, så hun sendte mig til en ørelæge, som lavede flere tests på mig, der var intet galt med mit syn, min hørelse eller mit balancecenter. Han sagde at jeg nok skulle til en Neurolog.
Så vendte jeg tilbage til min egen læge med resultaterne, og hun sagde så at der ikke var noget der tydede på at der var noget galt med mig. Og hun ville ikke sende mig til en neurolog. Men jeg fik besked på bare at gå hjem og spise mere regelmæssigt. (Jeg følger selvfølgelig hendes råd, men jeg har aldrig i mit liv spist regelmæssigt og kan, som det logisktænkende menneske jeg er, ikke se hvorfor min krops behov pludseligt skulle have ændret sig. Hvis der er en ændring vil jeg gerne vide hvad der er årsag til denne ændring.)
Jeg har dog prøvet mig med at spise et par æbler når jeg var ved at blive sulten og har på denne måde (tror jeg) nedsat anfaldene.
For to uger siden havde jeg en dag hvor jeg, for første gang i denne periode på to-tre måneder, følte at jeg faktisk havde det godt. Og de seneste to uger (hvor jeg har haft ferie) har også været iblandt de bedre. Men jeg har netop nu haft endnu et anfald.
Det skal siges at lægen hintede at det kunne være stress. Og det skal da også siges at jeg netop da jeg genankom til København fra USA begyndte på et nyt studiearbejde, som var planlagt til 10-15 timer om ugen, men som har sneget sig på 30 timer istedet, grundet deadlines i september. Dertil er jeg ved at starte en vinklub og vi er i fuld gang med at arrangere vinsmagninger, lave logo og designe klubbens visulle udtryk, indkøbe vin og lave webside.
Når alt dette er sagt, vil jeg indskyde at det alt sammen er noget som jeg synes er sjovt og udtrolig glad for at være en del af. De er meget glade for mig på arbejdet (og vice versa) og det går rigtig godt.
Jeg har i denne periode haft mere luft i maven end jeg normalt har, og jeg kan se en sammenhæng mellem utilpashed og mine spise tidspunkter og kan derfor heller ikke forstå hvis min situation er bundet i det psykiske. Der udover har jeg altid været meget stærk psykisk og lader ikke noget gå mig på.
Jeg ved ikke om del 1 og del 2 har noget med hinanden at gøre. Jeg mistænker del 1 for at have været en mild madforgiftning (jeg spiste 4 dage gammelt bolognaise dagen inden del 1 startede).
Jeg synes ikke jeg kan overhøre ørelægens kommentar om neurolog og så bare se tiden an da jeg ikke kan se en ende på det.
Kan det være madforgiftningen der stadig hærger?
Er det neurologisk beslægtet?
Kan det være stress?
Eller kan det skyldes noget helt andet?
Med en læge der ikke vil gå videre ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal stille op.
Kommentarer
Mine symptomer startede på nøjagtig same måde, som du beskriver dine anfald. Jeg troede også, det havde noget at gøre med at spise o.s.v.
Søg selv på denne sygdom på nettet. Den er ikke farlig, men rigtig, rigtig irriterende.
Jeg var på en lille tur i danmark. Vi spiste på et pizzeria, hvor en mand med hånden tog min salat.
Hvor blev jeg dårlig, ikke med det samme , men flere timer efter. Jeg havde det lidt som du beskriver. Det varede tre uger.
Jeg købte mælkesyrekapsler på apoteket til maven, som jeg tog flere gange om dagen. De hjalp rigtig meget
Min bror var i polen og han fik en madforgifning. Han var langt mere dårlig.
Det tog endnu længere tid for ham at komme sig.
Besvimelse, det har jeg prøvet mange gange og det begynder som du beskriver.
Jeg gætter du har fået en madforgiftning af en eller anden slags. Sørg for at spise noget som kan genoprette dine sunde bakterier. Jeg ville prøve at købe nogle mælkesyrekapsler til maven og også spise yoghurt.
Du kan da forsøge.
Jeg syntes det lyder som en gang madforgiftning. Det kan udarte sig på forskellig vis. Nogle kaster voldsomt op andre har bare kvalme, nogle er dårlige og andre igen har det mere end rædsomt.
Og andre igen er så forfærdelig syge.
Der er jo forskellige bakterier og nogle er værre end andre. Jeg hæfter mig ved, det begyndte med mavesmerter.
http://patienthaandbogen.dk/ore-nese-ha ... -3458.html
Men du kan jo prøve at sammenligne dine symptomer med menieres sygdom og madforgiftning og se hvad der passer med dine symptomer. Det er noget du bedst selv kan bedømme.
Men det har jo varet meget længe, så måske er det menieres sygdom. Jeg mener da absolut du bør undersøges for den sygdom. Det skulle ørelægen da nemt kunne finde ud af.
Jeg var "heldig", jeg havde en tid hos ørelægen af anden årsag, og kommer derop, medens jeg har et anfald. Symptomerne kan ligne mange andre neurologiske, men der er væsentlige forskelle.
Da jeg fik det første anfald, sad jeg og spiste i en pause. Jeg var sammen med mange andre. Pludselig fik jeg det dårligt, og troede også det kom fra maven. Jeg blev svimmel o.s.v.
Jeg blev kørt til Bispebjerg hospital, her troede man det var hjertet. Men det fejlede ikke noget.
Ørerne er involveret, balancesystemet ligeså, derfor får man fornemmelsen af, at det kommer fra maven. Symptomerne kan minde om køresyge eller søsyge. Det er helt normalt, at man både får diarre og opkastninger, fordi man er svimmel.
Jeg fik hurtigt diagnosen, fordi jeg havde anfald da jeg kom til ørelægen. Han undersøgte hovedet og ørerne på mange måder, og så sagde han: Foreløbig ingen diagnose, men du skal hurtigt på sygehuset.
Det var jeg så i løbet af et døgns tid. Man starter hos ørelægerne, herfra til audiologisk, som har de nødvendige ting til at scanne områder i hjernen med, tilbage til yderligere undersøgelser hos ørelægerne.
Sygdommen er placeret i det indre øre, derfor påvirkes maven også.
Mange ørelæger ser i sine mange år som praktiserende ikke en eneste menierepatient.
Nogle "hårdnakkede" symptomer kræver yderligere henvisning til Rigshospitalet. Da jeg var aktiv i meniereforeningen var der kun to specialsygehuse for disse patienter. Det var Århus og Rigshospitalet. Jeg mener der er fire sygehuse nu, med specialister indenfor området, men jeg er ikke sikker. Det handler igen om, at det er en sjælden sygdom, den er ikke livstruende, og dermed ikke interessant for forskning m.v.
Der er dog stadigvæk to forskere på Panuminstituttet der stadigvæk forsøger at løse mysteriet. Da jeg trak mig fra meniereudvalget havde de lige bevist en teori de havde. Men hvorfor, er stadigvæk ikke løst. Forskning i sådan "en mindre, ikke livstruende" sygdom kræver, at nogen støtter med private midler.
Måske kan lægen hurtigt afvise sygdommen, men ikke hvis der er tegn på den sige sikkert hvad det er.
Jeg ved godt dette er en gammel tråd men tænkte at jeg ville prøve at besvare den alligevel. Sagen er nemlig den, at din historie lyder skræmmende tæt på min. Jeg har ligesom dig boet i USA (New York) i halvandet år frem til dec 2012, og fra ca. Maj 2012 begyndte jeg at få anfald som dine med pludselig opstået svimmelhed, høre/synsforstyrrelser, mavesmerter, varmefølelse og nærbesvimelse. Jeg tolkede det som dig som værende grundet lavt blodsukker, og forsøgte at spise oftere (det skal lige siges at jeg blev nor i april 2012, så jeg gik ud fra der var en sammenhæng).
"Anfaldende" blev oftere og oftere, og efter et voldsomt anfald under et bryllup i august 2012, gik de aldrig væk igen. Dvs. at jeg de sidste 13 måneder har haft konstant svimmelhed, synsforstyrrelser, tinitus, maveproblemer, sultfølelse osv. (Tror jeg har haft 2-3 nogenlunde dage i denne periode)
Jeg har været hos ørelæge x2 (har ikke meniere eller "virus på balancenerven"-det havde jeg for 5 år siden), neurolog + MR skanning af hjernen uden fund, øjenlæge, hæmatolog (har haft forhøjet stofskifte og jernmangel som nu er normaliseret) og kardiolog.
Min praktiserende læge har også kastet sin kærlighed på stress diagnosen og sagt at jeg skal se tiden an, og jeg har givet det tid hen over sommeren. Jeg føler mig ikke særlig stresset. Er selv studerende ved KU og er lige startet igen efter 2 mdrs ferie. Elsker mit liv, mit studie, min lille familie og mine venner. Har aldrig haft fornemmelsen af at det var stress. Men måske er det bare et udtryk for at lægerne ikke kan finde på mere snart.
Jeg presser dog stadig på - vil virkelig gerne snart få det bedre. Så nu har jeg fået min læge til at sende mig til gastroskopi (kikkertundersøgelse af maven) hvis nu det hele skulle stamme derfra.
Jeg er jo meget nysgeriig for hvordan det gik for dig? Gik det i sig selv eller fandt lægerne frem til noget? Kan jo ikke lade være med at tænke at det er lidt pudsigt at vi begge boede i USA da vores symptomer startede. Måske er det are et tilfælde, men synes at vores historier var så påfaldende ens, at jeg måtte kommentere på dit indlæg.