Jeg vil gerne have exkonen tilbage - er det for sent?
Jeg blev vi skilt for tre år siden, hvor det var ekskonen, der begærede skilsmissen. Vi havde været sammen i næsten 15 år med en datter på 4 og søn på 9. Jeg er 43 år og hun er 36. Skilsmissen var den klassiske med leverpostej, venskabelighed, ingen sex og for lidt opmærksomhed kombineret med en anden mand, der pludselig dukker op og har det hele. Jeg var meget ulykkelig og følte stadig, at jeg elskede hende.
Ifm. skilsmissen aftalte vi, at skulle fastholde vores venskab af hensyn til børnene og det gik fint, indtil hendes kæreste flyttede ind alt for hurtigt. Hun blev meget striks, brokkende og ulidelig og vi havde minimum kontakt for jeg kunne ikke holde hende ud. Det hjalp mig rigtig meget med at komme over sorgen for sådan som hun var, kunne jeg ikke forestille mig at bo sammen med hende. Faktisk så tænkte jeg stakkels hendes nye kæreste.
Efter tre år smed hun kæresten ud. Han havde ikke god indflydelse på børnene og han var jaloux på mig og havde tvunget hende til at være sådan overfor mig og brugt hende som talerør ved at lade hende udtrykke hans utilfredshed. Han kunne ikke klare vores gode venskab og så mig som konkurrent. Det har hun undskyldt overfor mig. Hun blomstrede op igen og blev sit gamle jeg og vores forhold blev rigtig godt og jeg blev forelsket i hende igen. Vi var sammen som venner som i gamle dage, sammen ved stranden, jeg hjalp hende med mange praktiske ting, da hun jo var blevet single. Jeg følte også en interesse fra hendes side, men vi skulle bruge lidt tid på at spore os ind på hinanden igen og det var ofte svært at føre en ordentlig samtale og vi fik ikke rigtig dybe samtaler, da der altid var børn omkring os. Min tanke var også, at hvis hun ville have mig tilbage, så ville hun nok også være for stolt til selv at spørge. Nu sagde hun, at hun ville tage det med ro og nyde singlelivet og hun skulle ikke finde en ny lige foreløbig. Jeg havde derfor en plan om at invitere hende i sommerhus med en enkelt overnatning, når jeg skulle have børnene med på ferie. Det sagde hun med det samme ja til. Jeg havde en forestilling om, at når børnene var lagt kunne vi sidde ude på terrassen som i gamle dage med en flaske hvidvin og hyggesnakke og jeg ville spørge hende om vi måske skulle forsøge igen og høre om hendes følelser til mig. Da dagen kom glædede jeg mig som et lille barn og tænkte, at når hun ikke aflyste, så måtte hun jo være single, for en kæreste ville da aldrig acceptere, at hun sov sammen med eksmanden i et sommerhus.
Hun kom også og måtte også fortælle, at hun inden for den sidste måneds tid havde fået en ny kæreste på dating.dk, der boede et times kørsel fra hende. Også med små børn og de ville nøjes med et weekendforhold for ingen af dem ville flytte og så fik hun stadig lidt sit singleliv i hverdagen.
Jeg var meget skuffet og derefter gik det nedad bakke for mig og jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på hende og tænker over hvorfor jeg var så sent ude.
Mit spørgsmål: Jeg overvejer nu om jeg skal fortælle hende om mine følelser, men jeg er bange for at ødelægge vores venskab. Måske har hun samme følelser som mig eller måske ikke? Hvis hun har hvad så med hendes nye kæreste eller er det netop et udtryk for, at hun ikke er interesseret mere. Synes I, at det er en god idé? Jeg vil jo have det lidt mærkeligt, hvis jeg fortæller hende det og bliver afvist. Når vi så er sammen som venner, så vil det nok været akavet for begge parter.
Jeg glæder mig til jeres svar.
Ifm. skilsmissen aftalte vi, at skulle fastholde vores venskab af hensyn til børnene og det gik fint, indtil hendes kæreste flyttede ind alt for hurtigt. Hun blev meget striks, brokkende og ulidelig og vi havde minimum kontakt for jeg kunne ikke holde hende ud. Det hjalp mig rigtig meget med at komme over sorgen for sådan som hun var, kunne jeg ikke forestille mig at bo sammen med hende. Faktisk så tænkte jeg stakkels hendes nye kæreste.
Efter tre år smed hun kæresten ud. Han havde ikke god indflydelse på børnene og han var jaloux på mig og havde tvunget hende til at være sådan overfor mig og brugt hende som talerør ved at lade hende udtrykke hans utilfredshed. Han kunne ikke klare vores gode venskab og så mig som konkurrent. Det har hun undskyldt overfor mig. Hun blomstrede op igen og blev sit gamle jeg og vores forhold blev rigtig godt og jeg blev forelsket i hende igen. Vi var sammen som venner som i gamle dage, sammen ved stranden, jeg hjalp hende med mange praktiske ting, da hun jo var blevet single. Jeg følte også en interesse fra hendes side, men vi skulle bruge lidt tid på at spore os ind på hinanden igen og det var ofte svært at føre en ordentlig samtale og vi fik ikke rigtig dybe samtaler, da der altid var børn omkring os. Min tanke var også, at hvis hun ville have mig tilbage, så ville hun nok også være for stolt til selv at spørge. Nu sagde hun, at hun ville tage det med ro og nyde singlelivet og hun skulle ikke finde en ny lige foreløbig. Jeg havde derfor en plan om at invitere hende i sommerhus med en enkelt overnatning, når jeg skulle have børnene med på ferie. Det sagde hun med det samme ja til. Jeg havde en forestilling om, at når børnene var lagt kunne vi sidde ude på terrassen som i gamle dage med en flaske hvidvin og hyggesnakke og jeg ville spørge hende om vi måske skulle forsøge igen og høre om hendes følelser til mig. Da dagen kom glædede jeg mig som et lille barn og tænkte, at når hun ikke aflyste, så måtte hun jo være single, for en kæreste ville da aldrig acceptere, at hun sov sammen med eksmanden i et sommerhus.
Hun kom også og måtte også fortælle, at hun inden for den sidste måneds tid havde fået en ny kæreste på dating.dk, der boede et times kørsel fra hende. Også med små børn og de ville nøjes med et weekendforhold for ingen af dem ville flytte og så fik hun stadig lidt sit singleliv i hverdagen.
Jeg var meget skuffet og derefter gik det nedad bakke for mig og jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på hende og tænker over hvorfor jeg var så sent ude.
Mit spørgsmål: Jeg overvejer nu om jeg skal fortælle hende om mine følelser, men jeg er bange for at ødelægge vores venskab. Måske har hun samme følelser som mig eller måske ikke? Hvis hun har hvad så med hendes nye kæreste eller er det netop et udtryk for, at hun ikke er interesseret mere. Synes I, at det er en god idé? Jeg vil jo have det lidt mærkeligt, hvis jeg fortæller hende det og bliver afvist. Når vi så er sammen som venner, så vil det nok været akavet for begge parter.
Jeg glæder mig til jeres svar.
Kommentarer
Jeg tænker hun nyder at være single, at prøve "livet" uden uden at føle sig bundet. Hun var jo meget ung, da hun bandt sig til dig. På et tidspunkt har hun sikkert følt hun intet har prøvet.
Hun har aldrig nået at føle sig selvstændig. Skolen, forældrene og så dig.
Jeg forstår godt hun på et tidspunkt ville prøve at være sig selv.
At hun så tog springet, når der er børn, tjae, vi er forskellige.
Om hun stadig elsker dig, jeg tror hun er i tvivl om hvad hun virkelig ønsker.
Du skulle lade hende være, jo, naturligvis samtale det nødvendige omkring børnene, men ellers ikke. Vise hende du kan leve uden hende, at du ikke savner hende.
Så længe du viser, du gerne vil have hende igen føler hun sig sikker. Du venter jo i baggrunden, hvis hun skulle finde ud af, hun gerne vil tilbage. Hun løber ingen risiko, tror hun.
Du har større mulighed for at få hende igen, hvis du stadig ønsker det, når du ikke viser dig så interesseret. Sådan har nogle mennesker det og jeg tror hun hører til dem.
Hvis hun viser sig at være ligeglad, ja så må du nok se i øjnene, at hun ikke er interesseret i dig mere. Det er lettere at komme over en sorg, når man får den på afstand.
Lad hende være i fred og ombestemmer hun sig så på et tidspunkt kan du jo finde ud af om du stadig har følelserne i behold.
Jeg har set det virke i praksis. Den ene gang blev det ikke dem igen, for i mellemtiden havde "den forladte" fundet en anden. I det andet tilfælde fandt de sammen igen.
Ja, det er hvad jeg tænker og mener om dette.
Jeg vil give Persille fuldstændig ret. Lad hende leve sit eget liv.
Jeg vil tilføje to ting:
Hvis du i højere grad skaber dit eget liv – i stedet for at drømme om en tilværelse med din ekskone − et liv, hvor du engagerer dig i forskellige aktiviteter og lærer andre mennesker (herunder kvinder) at kende, vil du være mere attraktiv, også set fra din ekskones synspunkt! Og du vil få et bedre liv!
Den anden ting er, at du skriver følgende: ”jeg hjalp hende med mange praktiske ting, da hun jo var blevet single”
Lad være med det! Hun kan ikke få både i pose og i sæk. Det er klart, at I må samarbejde angående børnene, og at det er godt for børnene, at I kan tale sammen på en civiliseret måde.
Men hun har selv valgt at blive single! Så må hun klare den singletilværelse, uden at have en eksmand, der holder et sikkerhedsnet ud under hende.
For søren da, der er sket meget, siden jeg i sin tid blev separeret fra min daværende mand. Han ville overhovedet ikke have samvær med vores søn, for han ønskede ikke at være ”gratis barnepige”. Det ville jo hjælpe mig, og det ønskede han ikke.
At håndtere hammer og søm og boremaskine kan kvinder også lære!
Mange hilsner
Kameliadamen
Der er dog en ting jeg ikke helt forstår som I måske kan uddybe:
I skriver, at hvis hun ikke viser interesse, så er hun ikke interesseret og så skal jeg droppe tanken om at få hende tilbage. Desuden så opfordrer I mig til ikke at virke så interesseret. Hvis jeg også gør det, så vil hun jo på samme måde konkludere, at jeg ikke er interesseret og så droppe tanken om at komme tilbage. Så er det jo dødsdømt på forhånd.
Hvad mener I når I skriver, at jeg ikke skal virke så interesseret? Betyder det, at jeg ikke skal udtrykke min interesse overfor hende som jeg oprindeligt ville, men kan dog stadig virke "en smule" interesseret?
Men jeg regner skam ikke med 8 dage, men nogle måneder.!!! Jeg ved godt det kun kunne gå for langsomt, men det er altså IKKE 8 dage, det drejer sig om.
citat
Hvis jeg også gør det, så vil hun jo på samme måde konkludere, at jeg ikke er interesseret og så droppe tanken om at komme tilbage. Så er det jo dødsdømt på forhånd.
citat slut
Så har du ikke forstået noget noget som helst. For det er noget vrøvl. Undskyld, jeg siger det lige ud.
Det er jo netop ideen, hun skal ikke vide du stadig er interesseret, tværtimod. Hun skal tro, du er ligeglad. Jeg syntes faktisk ikke, det er så svært at forstå.
Hun skal tro, hun ikke bare kan vifte med en lillefinger og så kommer du springende. Det får hende da netop til at tabe interessen eller tro, hun altid har dig i baghånden, hvis hun skulle få lyst.
Prøv at læse indlæggene igen, langsomt.
Altså ikke vise interesse over for hende. Og gøre mig mere attraktiv ved sociale aktiviteter og bekendtskaber, herunder kvinder. Dog ikke ved at gøre hende jaloux.
Du vil gerne have din ekskone tilbage, hvorfor så ikke spørge hende ligeud, I har dog været gift og fået to børn samme. Enten siger hun ja eller også siger hun nej, hvor svært kan det være. Siger hun nej ja så tager du den derfra.
Jeg bryder mig ikke så meget om at skulle være spekulativ når det drejer sig om kærlighed, for så vil du altid sidde og tænke over, hvordan du helst skal reagere for at kunne score hende tilbage. Nej spil naturlig det er en rolle du kender og den du bedst kan håndtere.
Jeg går meget ind for at kalde en skovl for en skovl:-) og synes ikke at du skal bygge noget op på skuespil og lade som om:-)
Vi skal jo ikke gøre livet mere besværligt end højst nødvendig, og jeg kan mærke på dig, at du slet ikke helt er med.
Selvfølgelig skal du fortælle hende om dine følelser, hvorfor lyve eller lade som om, igen mærk i maven hvad der føles rigtigt og vær tro mod dig selv.
Hilsen Sofie
Såe, hvorfor ikke. Det ville jeg da gøre, hvis jeg var dig. "Glem" hende og lev dit liv. Hvis hun så stadig ønsker dig skal hun nok komme. Før eller siden. Ellers må du se at komme videre med dit liv.
Jeg er ikke enig med Sofie i dette. Tigge om kærlighed, nej. Du har jo forsøgt. Hvis hun ville dig nu havde hun jo ikke fundet en ny kæreste, så ville hun da hellere have været sammen med dig i sommerhuset.
Jeg rådede engang en ung mand til det samme. hvad skete der, hun ville have ham igen og han havde fundet en anden.
Men det er rigtigt, som Sofie skriver, du er ikke helt med. Nu har jeg fortalt, hvad jeg mener og det er ud fra erfaring. Jeg vil ønske dig held med hvad du bestemmer dig til at gøre.
ps. Der er ikke noget med at spille kostbar, men leve sit eget liv. Sådan ser jeg på det.
I har lidt forskellige meninger om jeg skal fortælle det eller ej kan jeg høre.
Du er blevet noget forvirret over vores råd, ser det ud til, selv om du angiveligt er glad for at få mere at vide om kvinders krinkelkrogede tankegang!
Det er skam ikke kvinder, der har en specielt krinkelkroget tankegang. Der er tale om den ældgamle myte om ”Skønheden og udyret”, altså at mænd traditionelt og gennem tiderne har haft for vane at spille en bestemt rolle – ikke nødvendigvis som udyr, men måske snarere ”Karl Smart”-typer, altså stærke, uopnåelige, smarte fyre, der har nok i deres eget spændende liv.
De kvindelige skønheder drages altså af disse typer! Film og romaner og endda sange er fyldt med eksempler på den slags, og der må være noget om snakken, siden myten i den grad holdes ved lige. Kvinderne ville være bedre tjent med solide, ærlige, kærlige og arbejdsomme fyre som dig, men det ved deres underbevidsthed ikke altid!
Husker du den sang, som TV2 synger om manden, der kan bygge en carport og en udestue, passe børn og alt muligt andet praktisk? Jeg er ikke så velbevandret inden for musik, men jeg prøver lige at finde den. Jo, den hedder ”Tidens kvinder”:
http://www.tv-2.dk/albums/cd06.html#02
Nå, her er pointen måske snarere en kritik af kvinder og ikke en beskrivelse af myten. Men jeg er sikker på, at du forstår, hvor jeg vil hen. Der er tale om et ældgammelt spil mellem kønnene, og det er selvfølgelig rarest for begge parter, hvis begge melder ærligt ud om deres følelser, er sig selv, og ikke spiller komedie, som Sofie skriver. Det foretrækker jeg også selv.
Og din kone har meldt klart ud ved at bede om skilsmisse, og så er den potte vel ude. Du er nødt til at indrette din tilværelse efter det.
Sagen er bare, at du drømmer om at få hende tilbage. Og det er det, jeg forholder mig til.
Og du får hende altså ikke tilbage ved at bygge hende en carport osv. For sådan som det går nu, får hun jo BÅDE sin spændende singletilværelse med lejlighedsvise spændende dates OG dig, der hjælper hende med det praktiske.
Hvad i alverden skulle få hende til at vende tilbage til dig, når hun har så mange fordele ved det liv, hun nu har?
Den eneste mulighed er, at du begynder at optræde som de spændende mænd, hun møder, og holder op med at bygge carport for hende.
Selvfølgelig skal du ikke lave helt om på dig selv. Det kan man ikke, og det ville da også være synd og skam, hvis en solid og ærlig fyr begynder at opføre sig umoralsk som i filmene. Men jeg er sikker på, at du kan lave dig lidt om, så du i andres øjne bliver en spændende (lidt mystisk) mand med et aktivt liv.
Hvis du er bange for, at din kone skal misforstå det hele og tro, at du faktisk ikke længere er interesseret i hende, kunne du jo melde klart ud, f.eks. sådan:
”Jeg elsker dig stadig og vil gerne, at vi bliver en familie igen, men jeg vil ikke vente i evigheder, så nu begynder jeg at leve mit eget liv. Du må selv finde ud af at sætte de lamper op! (eller hvad det nu er).”
Mange hilsner
Kameliadamen