abort eller ej..?

gissel85

jeg har lige fundet ud af at jeg er gravid og ved ikke hvad jeg skal gøre...

jeg føler ikke at der er plads til et barn i mit liv lige nu, jeg skal begynde på drømmeuddannelsen i august, min økonomi er total kaos, bor i en lille lejlighed hvor der ikke er plads til et barn og jeg er ikke sammen med faren...

men på den anden side har jeg været klar til at få børn siden jeg var 18 (er 27 år )

den ene dag er jeg meget afklaret og vil have en abort, mens den næste er jeg i tvivl...

jeg vil meget gerne hører fra nogen der har stået i samme situation.

Rose2005

Jeg skriver til dig fordi jeg selv har stået i samme situation engang - og jeg vil gerne dele min erfaring med dig.

Jeg blev gravid for 7 år siden, og var dengang ung. Jeg så abort som den eneste løsning for mig pga. min alder og situationen med fyren som var dårlig. Jeg fik også foretaget aborten.. og det eneste jeg derefter følte var lettelse... jeg var befriet..

Efter noget tid begyndte jeg at få utrolig dårlig skyldfølelse. Jeg begyndte at gå psykisk ned - ret alvorligt, ikke småting med depression, angst og alt hvad der findes af sygdomme. Jeg forestillede mig hvordan mit liv ellers ville have set ud, hvis jeg havde beholdt børnene (det viste sig at være tvillinger hvilket man ikke kunne se før efter indgrebet), og hvilken mor jeg ville være blevet og hvilket hjem jeg ville kunne have skabt. For selv om jeg måske dengang ikke havde meget at byde mine børn på, er jeg sikker på at jeg kunne have givet dem et kærligt hjem - hvilket er det vigtigste for mig.

Min opfordring til dig er at du skulle beholde barnet. Du er 27 og der er rigtig meget støtte til gravide økonomisk også på studierne. Mange studerende får selv børn mens de studere. Du kunne genoptage studierne.

Håber mit svar hjalp noget, og jeg hører fra dig

-Rose

Anonymous

Hejsa har lige læst dit indlæg og tænker straks tilbage til den gang jeg stod i en lignende situation. Jeg var 22år og fandt ud af, at jeg var gravid med min kæreste, som jeg kun havde kendt i 3 måneder. Jeg var studerende en af dem, der gik lige fra gymnasiet og videre på universitetet. Egentlig havde jeg troet, at jeg skulle være en af dem, der gjorde min uddannelse færdig fik villa, volvo og vovse, inden jeg skulle have børn, men sådan blev det ikke. Jeg valgte at få barnet, fordi jeg på ingen måde kunne holde tanken om abort ud. Det blev meget hårdt, for jeg kunne ikke blive sammen med kæreste. Vi holdt sammen indtil lige efter fødslen. Så var jeg alene mor og studerende på universitetet. I dag har jeg den dejligste datter på 11år og jeg ville ikke bytte hende for noget i hele verden. Jeg lærte også en masse af at få min datter og være alene med hende. Før var jeg meget usikker og skulle have alt planlagt og gå den snorlige vej på alle områder i livet. Det ændrede sig straks da jeg fik min datter. Nu var vejen den der var bedst for hende. Jeg ville have studeret i udlandet og have haft et år som praktikant på mit drømmejob. Det måtte jeg opgive, men jeg gennemførte universitetet og har i dag et super godt job og er gift og har barn nr to med en sød mand.

Selvfølgelig kan min og din situation ikke helt sammenlignes. Det jeg vil råde dig til er at tænke meget grundigt over, om du vil få psykiske følger af at få en abort. Nogen har ikke noget problem med at vælge den løsning, men andre får det skidt efterfølgende. Det kan lade sig gøre at studere og have et barn og forholdene er meget bedre i dag end dengang jeg var studerende. De første to år som enlig mor på su, fik jeg kun et meget lille tillæg til su'en men så blev der indført dobbeltklip for enlige forsørgere, og det findes vist endnu. Så overvej med dig selv hvad der er bedst for dig og hvis du på ingen måde kan se dig selv som enlig mor på su så få en abort men hvis du er meget i tvivl så vælg at få barnet for der er ingen vej retur. Når først man står der med det lille pus så bliver man meget kreativ for at få tingene til at fungere.

Held og lykke!

KH Flora