Indstillinger
Ensomheden slår mig ihjel
Der er så mange detaljer, at det ville tage 5 år at læse, så prøver at koge det ned til en simpel tallerken kødsovs.
Jeg er en ung mand på 26 år, som siden 14 års alderen har været isoleret og ensom, mistede alle mine venner og har måtte kæmpe med social fobi og diverse ting der medfølger som depression,selvmordstanker og enorm vrede.
Jeg føler det hele vælter omkring mig, min lejlighed roder og sviner, orker ikke engang at tømme min skide postkasse, for der ligger sikkert også en regning mere jeg ikke kan betale (kontanthjælp)....
Der er så mange ting jeg gerne vil, men jeg tør ikke hoppe ud i det.
Jeg har prøvet at søge job, men har intet fået, jeg har også fået en mulighed fra kommunen om jobtest i 3 mån med henblik på et rigtigt job, men det ødelægger min stolthed, og at holde motivationen i 3 mån og sammentidig være stabil mødende hver dag, uden at vide om jeg overhovedet får det job, det er for mig en umulig opgave.
føler også at skulle jeg virkelig give det hele et forsøg igen, vil jeg aldrig nå det samme som andre på min alder har opnået og oplevet.. også med sex, skulle jeg nogensinde møde en pige derude, så er jeg for bange for om jeg er god nok og stor nok... har prøvet sex 3 gange alle med resultatet præsentationsangst og efterfølgende ingen kontakt til pigen jeg skulle ha sex med.
Jeg vil vildt gerne spille fodbold, og forsøgte for 2 år siden, sprang ud i det og tog en chance, men endte med at komme 2 gange, fordi jeg blev utryg i bad med andre, fordi jeg ikke føler jeg er "stor"nok, og at de andre så ned på mig.
Livet passere bare foran mig, og har gjort det de sidste mange år, og jeg føler bare vreden og skuffelsen bygger sig op indeni, så meget at min hud snart sprækker og jeg eksplodere i et udbrud der måske medfører ulovligheder, fordi jeg er nået til den fuckup konklusion, at skulle jeg blive taget for røveri, (ja penge mangler jeg i den grad) Så ville det at sidde i fængsel måske være bedre end det lorte liv jeg har. Der er der i det mindste andre mennesker konstant og socialt.
Jeg har brug for hjælp, nogen der kan give mig en indsprøjtning af motivation og realism, fordi det er pt så langt væk, og jeg føler jeg er sekunder fra selvmord eller andet i den genre...
Please hjælp mig, jeg kan simpelthen ikke mere.
Jeg er en ung mand på 26 år, som siden 14 års alderen har været isoleret og ensom, mistede alle mine venner og har måtte kæmpe med social fobi og diverse ting der medfølger som depression,selvmordstanker og enorm vrede.
Jeg føler det hele vælter omkring mig, min lejlighed roder og sviner, orker ikke engang at tømme min skide postkasse, for der ligger sikkert også en regning mere jeg ikke kan betale (kontanthjælp)....
Der er så mange ting jeg gerne vil, men jeg tør ikke hoppe ud i det.
Jeg har prøvet at søge job, men har intet fået, jeg har også fået en mulighed fra kommunen om jobtest i 3 mån med henblik på et rigtigt job, men det ødelægger min stolthed, og at holde motivationen i 3 mån og sammentidig være stabil mødende hver dag, uden at vide om jeg overhovedet får det job, det er for mig en umulig opgave.
føler også at skulle jeg virkelig give det hele et forsøg igen, vil jeg aldrig nå det samme som andre på min alder har opnået og oplevet.. også med sex, skulle jeg nogensinde møde en pige derude, så er jeg for bange for om jeg er god nok og stor nok... har prøvet sex 3 gange alle med resultatet præsentationsangst og efterfølgende ingen kontakt til pigen jeg skulle ha sex med.
Jeg vil vildt gerne spille fodbold, og forsøgte for 2 år siden, sprang ud i det og tog en chance, men endte med at komme 2 gange, fordi jeg blev utryg i bad med andre, fordi jeg ikke føler jeg er "stor"nok, og at de andre så ned på mig.
Livet passere bare foran mig, og har gjort det de sidste mange år, og jeg føler bare vreden og skuffelsen bygger sig op indeni, så meget at min hud snart sprækker og jeg eksplodere i et udbrud der måske medfører ulovligheder, fordi jeg er nået til den fuckup konklusion, at skulle jeg blive taget for røveri, (ja penge mangler jeg i den grad) Så ville det at sidde i fængsel måske være bedre end det lorte liv jeg har. Der er der i det mindste andre mennesker konstant og socialt.
Jeg har brug for hjælp, nogen der kan give mig en indsprøjtning af motivation og realism, fordi det er pt så langt væk, og jeg føler jeg er sekunder fra selvmord eller andet i den genre...
Please hjælp mig, jeg kan simpelthen ikke mere.
Kommentarer
Selvom ensomhed kan føles som en "livstidsdom", når man er midt i det, kan det lade sig gøre at komme ud af den og få et dejligt liv med givende omgang med andre mennesker!!! Du må ikke give op -men du må tage et lille skridt ad gangen.
Første skridt - og det aller-aller-vigtigste er at få gjort noget ved din socialforbi, din mindreværdsfølelse og alt det andet, der gør, at du isolerer dig. Du er syg - og du skal gå til din læge med det samme! Det er svært at se dig selv som syg, når der ikke er tale om noget fysisk, men som du beskriver din situation, er der for mig ingen tvivl om, at du skal i behandling. Tro mig, jeg ved om nogen, hvor svært det kan være at komme op til lægen, når man har det som du, men tag et gevaldigt tag i nakken på dig selv og ring til ham/hende first thing mandag morgen (hvad er det værste, der kan ske ved det? Og hvis det sker, er du så stillet værre end nu?)! Og så fortæl din læge det hele - råt for usødet! Sæt de samme ord på som i din besked her. Og få ham/hende til at sygemelde dig! Kommunen skal IKKE sende dig i jobprøvning osv., så længe du er sygemeldt med denne type sygdom.
Hvis du har det så skidt, at du ikke kan holde ud til mandag, så kan du gøre en af 2 ting: 1) Tag øjeblikkeligt til nærmeste psykiatriske skadestue (du kan finde det på nettet) og fortæl dem, hvordan du har det (lad være med at tænke, at det ikke er alvorligt nok.....lad dem om at afgøre det) - de ved, at hvis du møder op hos dem, så har du det rigtig skidt. 2) Ring til vagtlægen og fortæl ham/hende om din situation..... Kommer han ikke ud, eller tager han dig ikke alvorligt, så tag på nærmeste psykiatriske skadestue.
Du skal i behandling, og ganske langsomt som behandlingen skrider frem, vil du opleve, at du kan mere og mere i forhold til andre mennesker. Og at det bliver lettere og lettere at håndtere dagligdagen. Og i takt med dette vil du opleve, at du andre begynder at knytte bånd til dig.
Det er hårdt at være ung. Det er ulideligt at være ung og ensom! Hvis du nogensinde skal gøre bare én eneste ting for dig selv og din fremtid - så gør dét, at du går til lægen. Tager han dig ikke alvorligt, så finder du en anden læge og ringer til ham/hende og forklarer, hvordan du har det, og hvorfor du ikke bruger din egen læge. Bliver du heller ikke taget alvorligt her, så finder du en ny læge osv. Men mon ikke din egen læge vil lytte på dig - det plejer de at være gode til! Men lad være med at moderere sandheden - fortæl om det hele, som du oplever det.
Alle de bedste ønsker for dig og din forhåbentligt skønne fremtid (og lad mig høre herinde, om du er gået til lægen).
Mange hilsner
- en der har været der selv!