Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Men jeg tror, at det offentlige bruger denne form for netop, at deres breve ikke skal virke stive og bureaukratiske.
Jeg synes godt, man kan indlede et brev med ”kære” men for at signalere at brevet er professionelt, synes jeg også, at man skal skrive både for- og efternavn.
Tænker egentlig ikke selv så meget over om der står det ene eller det andet, men mere om brevet har et forståeligt dansk for almindelige mennesker:-)
Tiden har ændret sig meget, helt sikkert, og der skal nu meget til førend, jeg selv bliver undrende.
Jeg føler egentlig selv, at jeg godt kan lide den personlige indledning med kære.
Men vi er gudskelov forskellige, og det skal der altid være plads til.
Hilsen Sofie
Jeg har da aldrig nogen sinde modtaget et brev fra det offentlige, min bank, forsikringsselskab el.lign., der indledes med Kære...
Nej; i de breve, jeg modtager står mit navn og adresse øverst. Så er der en linie med emneangivelse - enten med fed skrift eller med en streg under - og så følger teksten.
Og - sådan har jeg da også i sin tid lært, at man skriver, når det vel at mærke ikke er personlige breve til folk, jeg kender - eller i det mindste kender til. Og sådan skriver jeg stadig breve, når jeg kontakter offentlige myndigheder, firmaer o.l. - også selv om jeg skriver til en navngivet person - der er der bare "att.: Sofie Hansen" på, og det kunne da aldrig falde mig ind at gøre mere ud af det, ved at skrive Kære... eller Hej... - netop fordi det så bliver intimiderende.
Så nu ved jeg ikke, om jeg skal til at være fornærmet på disse instanser - smil,smil - for sådanne skrivelser modtager jeg altså ikke.
Så jeg er egentlig nysgerrig efter at vide i hvilken situation, man modtager noget så personligt?
Jeg er i øvrigt enig i det at vildtfremmede uden videre trænger sig på, ved at være ualmindeligt familiære. F.eks. den der med en telefonsælger, der begejstret råber "Heeej "Lotte"", når jeg tager telefonen, som om jeg var en længe savnet og dybt personlig ven, der endelig var fundet frem. En sådan uforskammet indledning til et muligt salg, har ingen chancer hos mig, - jeg afviser gerne det personlige bekendtskab, fortæller den pågældende, at han/hun vist må tage fejl af mig og en personlig ven, og afslutter samtalen, og det hygger jeg mig i øvrigt gevaldigt med, men den er måske mere brugbar hos den yngre del af befolkningen.
Jeg får lige for tiden mange breve fra sygehusene rundt omkring, de starter hver og et med "Kære ......" ( Til Persille, jeg har tjekket dem)
Når man bliver kaldt ind til lægen, bruger de kun fornavnet. Hver eneste gang tænker jeg, skal jeg kalde lægen ved fornavn? Sygeplejerskerne når man aldrig at opfatte navnet på. Sekretæren præsenterer sig ikke når man kommer, så jeg ved ikke hvad hun hedder. Alligevel skriver de til mig "Kære ......".
Når man så er i gang med undersøgelse f.eks. så bruger man faktisk ikke navnet, man "nøjes" med at sige du til hinanden. Det er så OK med mig.
Nu var det jo mig, der startede denne tråd, da jeg så, at min Internetudbyder i henvendelser til mig skriver ”Hej Grete”.
Som jeg skrev, deltog jeg i den periode i mange debatter, hvor man ikke er anonym, men skriver under sit almindelige navn, altså fornavn og efternavn. Og det irriterede mig, at folk i reaktioner på mine indlæg kun brugte mit fornavn og ikke mit efternavn.
Jeg har fuldstændig de samme erfaringer som du, Linette, hos lægen og på sygehuset. De bruger kun mit fornavn. (I breve fra sygehuset står der dog ”Kære…” sammen med mit fulde navn.)
Modtrækket må jo være, at man kalder dem ved fornavn, sådan som jeg gav et eksempel på i mit indlæg fra den 16. juli, kl. 19.34, hvor jeg engang brugte en bankmands fornavn i en ophedet diskussion, hvor jeg mente, at banken havde snydt mig for penge. Når bankmanden uafladeligt brugte mit fornavn for at intimidere mig, så måtte han finde sig i, at jeg kaldte ham ”Frederik” (Heldigvis har de jo navneskilte på, men jeg indrømmer, at det tit kan være svært at få læst, hvad de hedder, når man også skal høre efter, hvad de siger.)
Hvad angår ordet ”Kære…”, som du, Lotte, ikke kan finde eksempler på i dine breve, så er de overalt i henvendelser til mig. Ikke fra Skattevæsenet, som bare skriver mit navn og min adresse, men altså fra sygehuset og f.eks. fra Gyldendals Bogklub og Coop (altså Brugsen),
Jeg har som tidligere skrevet ikke noget imod anvendelse af ordet ”kære…”, fordi jeg ikke mener, at vi på dansk har andre udtryk. Men så skal de altså huske at få efternavnet med, ellers bliver det for omklamrende eller intimiderende, som om de henvender sig til et barn.
I indlæggene her på Netdoktor brugte jeg i de første år altid "Kære..." sammen med brugernavnet. Det har jeg - som I ser - ændret på, eftersom jeg stort set altid skriver "Hej ..." nu, så jeg har altså også flyttet mig ;o)
Det var en mulighed at skrive ”Til…”, sådan som du skriver, Linette. Men jeg vil mene, at det nogle gange vil være for upersonligt.
Jeg har været medlem af bestyrelsen for en afdeling i et almennyttigt boligselskab. Da det blev mig, der skulle formulere breve til beboerne, ændrede jeg henvendelsesformen fra ”Til alle beboere af afdeling X” til ”Kære medbeboere”, fordi jeg ønskede, at bestyrelsen skulle være mere på linje med de andre bolighavende, i stedet for en fjern og upersonlig flok pampere. Ingen har gjort vrøvl over ændringen, og jeg har set, at den nye bestyrelse har beholdt udtrykket ”Kære medbeboere” i de breve, der kommer.
Mange hilsner
Kameliadamen
Den slags har jeg heller intet imod. Gode kollega. Kære medlem o.s.v.
Jeg syntes også godt om Kære og så brugernavnet. Det er slet ikke den slags det drejer sig om.
Det eneste jeg er imod er, hvis/når man bruger "Kære Mette" fra alle offentlige og private instanser, som f.eks. en bogklub. Nåe ja, og så hvis man i telefonen bliver mødt med: Heej "mit fornavn". jeg bliver helt forvirret og tænker, hvem i alverden er det.
Min kære tandlæge og hans klinikassistent, som jeg har kendt i over 30 år, der skrives kun mit fornavn efternavn og adresse, mærkelig nok, hm.... Naturligvis siger vi du og fornavn til hinanden, når vi mødes to gange om året.
Kære "Mette"
I henhold til o.s.v. gør vi opmærksom på, du ikke er berettiget til bla bla bla. Den slags er jo helt til grin.
Fra et sygehus: "Kære Mette". Du bedes møde bla. bla. Jeg bryder mig ikke om det.
At jeg må finde mig i det er en helt anden ting og det gør jeg da også. Skik følge eller land fly. Og hvor skulle jeg også flygte hen, ingen vil have mig.
Så jeg takker og bukker.
Ps.
Linette, jeg er helt enig med dig. Jeg tænker nøjagtig det samme. Det var ganske mærkeligt at lægen sagde mit fornavn, jeg havde aldrig set ham før.
Han udtalte det forkert, så jeg blev siddende og ventede og ventede indtil det gik op for mig at der var noget galt. Nå ja, jeg er da hverken sur eller fornærmet. Man kan vende sig til meget, sagde ålen, da den lå på panden.
Jeg kan nu blive en smule nervøs for alle de fejltagelser der kan ske, når kun fornavnet anvendes. Nåe nej, sludder og vrøvl, vi har alle numre og det er da ganske betryggende.
Men jeg undrer mig, for da vi fik de numre blev der skrevet at vi aldrig nogensinde skulle sige det højt og gemme nummeret godt. Nu bruges det overalt til ravl og krat.
Jeg bliver stadig lidt nervøs, når jeg skal "aflevere" nummeret og gør det med bævende hjerte.
Ganske hyggeligt at sludre med jer igen.
Hvad angår ordet ”Kære…”, som du, Lotte, ikke kan finde eksempler på i dine breve, så er de overalt i henvendelser til mig. Ikke fra Skattevæsenet, som bare skriver mit navn og min adresse, men altså fra sygehuset og f.eks. fra Gyldendals Bogklub og Coop (altså Brugsen),
citat slut
Jeg blev nysgerrig og kiggede efter i breve fra det kære skattevæsen. Vi gemmer alt i 100 år.
Og der står: Kære "fornavn og efternavn". Nå ja, vi har da også i tidens løb betalt en pæn klat penge i skat, såe.
I gamle dage kunne man nøjes med titel, ( som der blev lagt stor vægt på) og hele navnet.
Af den grund var det yderst vigtigt for kvinder, som var afhængige af mandens indtjening, at blive tituleret: Fru Direktør Michael Gyldenkrone, eller hvad nu man hed.
Og dog ikke for mig, jeg havde min egen uddannelse og blev rasende, da man på sygehuset udbad sig min mands stilling. Jeg spurgte om ikke det var mere nødvendigt med min, når nu det var så vigtigt med stillingsbetegnelsen.
Men nej, den var de ligeglade med.
Det er nu engang sådan, at for lidt og for meget fordærver alt. Hvor svært kan det være.
Jeg tror der gemmer sig lidt af en rødstrømpe i mig, noget jeg arvede fra min mor. Selv om hun på sine meget gamle dage måtte opgive og blev således tituleret med sit fornavn af hjemmehjælpen.
Noget hun var særdeles ked af, hun følte man slet ikke regnede hende for noget som helst. Og det er jo ikke så sjovt.
Selv om man jo kan sige, det var det modsatte oprør, hvis I forstår, ak ja, det er ikke nemt.
„Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!“
Jo, selvfølgelig har jeg oplevet de der dybt "personlige" breve fra diverse firmaer, der på den måde prøver at fortælle, at vi er noget så gode og private venner, ganske enkelt fordi de vil sælge mig noget - og da man jo kan købe sådanne adresselister, så er man jo udelukkende ude på at fortælle folk, at lige præcis jeg er "særligt udvalgt" - og den slags hopper jeg ikke på, det bliver arkivet lodret, men da det jo bruges snart alle steder, så må det jo have en en vis psykologisk virkning; nogen MÅ jo få det indtryk, og lægger derfor deres penge der, frem for et andet sted. Det er jo markedsføring - og der er sikkert lavet undersøgelser, der beviser, at det har en virkning. I alle former for markedsføring, må man jo erkende, at der er nogle, der falder uden for målgruppen, og opfatter tingene negativt, men det opvejer jo nok det, at flere falder for det.
Men - nu har jeg desværre i de seneste år haft noget mere kontakt med sygehusvæsenet, end jeg selv synes om, og har derfor også modtaget en del breve med indkaldelser, svar på prøver osv. Og nej - jeg er altså ikke blevet så personlige venner med nogen i det system, at de har skrevet Kære... til mig.
Så nu ved jeg ikke, om jeg skal være fornærmet - eller lettet over, at man ikke byder mig den slags. He he
Og - jeg bliver desværre også nødt til at sige, at når jeg har siddet i venteværelset på sygehuset, så er det også mit fulde navn, der bliver brugt, når det - i øvrigt langt om længe, som oftest stærkt forsinket - er min tur. Det kan måske skyldes, at jeg har et så specielt efternavn, at man skal øve sig i at sige det rigtigt, det ved jeg ikke.
Men ellers ja, så er det nu om dage fornavnet, der bare bliver brugt - og det er vel udviklingen i stil med, at når noget er sagt eller skrevet forkert længe nok, så må man hellere indføre det i retskrivningsordbogen. Jeg er dog enig i, at det jo netop ikke er normen hos de ældste af vores medborgere, og jeg finder det dybt uforskammet, når f.eks en hjemmehjælper, der kommer i den ældres private hjem, uden videre sætter dagsordenen for, hvordan beboeren skal tiltales. Det samme med en ældre, der er indlagt. Det er både uartigt og intimiderende ud over alle grænser.
Det koster så lidt lige at høfligt spørge vedkommende, hvilken tiltaleform, de har det bedst med. Eller ganske enkelt indføre at ældre mennesker tiltales med både for- og efternavn til de selv beder om noget andet.