burde jeg gå til lægen?

riks123

...........

persille1

Jeg svarer ikke på den slags indlæg, for jeg føler mig ikke kompetent til det.

Mine tanker, da jeg læste indlægget:

Hun er godt i gang med at ødelægge tilværelsen for sig selv.
Kun 17 år og næsten barn endnu. Vi skal lige have det halve år med. Joe, for så er hun mere voksen og har et "forhold". Og det er altså alvorligt. hm...

Hun får ikke set sig om og finder ud af, hvem hun engang kunne tænke sig at dele livet med. Hvem der skal være far til hendes børn. I den alder skifter man synspunkter om mangt og meget.
Pludselig har hun mand og børn og snart har han fundet en anden, som fylder sit liv med andet end ham. Den anden er meget mere spændende og tiltrækkende. Det kan være det ikke passer, men sådan syntes han.

Hun får ikke oplevet ungdommen, friheden og finder ud af, hvad hun i virkeligheden ønsker, når hun er voksen. Jeg tænker på, da jeg selv var i samme alder.
Jeg læste for mange lyserøde historier om den evige kærlighed, hvor manden var beskytteren og livet. Hvor tilværelsen bare drejede sig om ham og de børn vi fik sammen. Åh, det var LIVET og de, der sagde noget andet havde ikke forstand på det.

Hvorfor er vi "piger" sådan. Nogle af os. Er vi for romantiske. Vi drømmer om den evige kærlighed og dansen på røde roser. Sådan er virkeligheden slet ikke.

En dag vågner hun op og opdager tilværelsen er helt anderledes. Man danser ikke på røde roser og har den lyksalige kærlighed i evighed. Åh, nej, alting er bare mere barsk.

Du er nu godt i gang med at ødelæge det mellem jer. Han er sikkert træt af at være "midtpunktet" for dig hele tiden. Vi har brug for frirum, selv om det er svært at forstå for os romantiske sjæle.
Jeg er bange for du en dag vågner lige så brat op, som jeg gjorde engang.

Tætte veninder, hvor mange tror du i virkeligheden er særlig tætte. Hvor mange venskaber er virkelig venskaber. Jo, folk siger : Vores venner. Kun nogle få er virkelige venner. Men resten er bare "venskaber" lige som på facebook.

Lægen, hvad forstår lægen sig på den slags "kærlighed". Den er de vokset fra og har glemt det. Hvis den stadig er der, drejer det sig om deres egne følelser. Så orker de ikke at tænke på dine.

Piller, du milde, med alle bivirkningerne o.s.v.
Hvis det var så nemt, bare at sluge en pille og blive lykkelige. Men den går ikke. Nye problemer dukker op.

Hvilken forsikringsselskab vil tegne livsforsikringer til de mennesker, der sluger piller for dit og dat. Og de VIL have besked. Problemerne kan nemt blive større end jeg lige ridser op. Arbejde o.s.v.
En psykolog var nok den rigtige. Det koster bare en formue at fortælle dig du ikke er den eneste, der har det sådan. Det er følelser vi alle mere eller mindre skal igennem. Indtil vi endelig bliver så voksne i vores følelsesliv, at vi kan indse det. Det kan så blive på den hårde måde, som det blev for mig.


De heldige er dem, som din kæreste, der vil sove alene fordi han skal op og på arbejde. Han fylder sit eget liv med andre ting også. Af den grund har han ikke tid til at sørge og længes hele tiden. Han bliver mere lykkelig.

Hvad hjælper det jeg skriver det til hende, intet, for hun vil ikke høre. Jeg kender det fra mig selv. Jeg kan lige så godt tie stille og nøjes med at tænke.

En dag vågner hun op og er blevet klogere. Så fortryder hun bittert, hun ikke "levede", medens hun var ung og kunne opleve en masse. Blive voksen og lære en masse ting. Udvikle sig, få viden. Det forhold er dømt til at mislykkedes på forhånd. Enten nu eller om lang tid. Så sidder man tilbage og tænker på alle de drømme man havde, dengang man var ung.

Åh, gid jeg var 17 og et halvt år. Så ville jeg ....Nå, jeg var vel ikke klogere.
Nej, jeg holder min mund over for hende, det hjælper alligevel ikke.

Kameliadamen1

Bravo, Persille!

Bedre kan det ikke siges!

Men der er jo desværre ikke nogen forslag til, hvad du, Rikke, kan gøre ved din situation. Og måske er det sådan: Vi er nødt til at lære af vores erfaringer!

Jeg vil alligevel prøve at sige et par ting – ikke om, hvad du gør forkert, for det har Persille sagt så fremragende, men hvad du kan gøre for at få det bedre.

Måske er det alligevel en god ide at gå til læge. Sig, at du ikke har det så godt og bed om at blive tjekket, især for jernmangel, som unge piger godt kan have, og måske D-vitamin-mangel, som mange danskere har, og hvad lægen ellers finder relevant.

Undlad helst at tage imod antidepressiv medicin, hvis det ikke er strengt nødvendigt, og det er det ikke, ud fra det, du skriver. Piller har bivirkninger, som Persille så rigtigt skriver, og så har man bare bivirkningerne at slås med!

Hvis lægen har sagt god for dit helbred, så kan du alligevel selv gøre noget for at forbedre det: spis sundt og sørg for at bevæge dig og få rigeligt med naturligt dagslys. Det hjælper også psyken.

Og hvad mere?

Tag et blankt stykke papir. Skriv ned, hvad du allermest ønsker dig: uddannelse, udlandsrejser osv. Skriv ned, hvad du kan lide at foretage dig: Danse, tegne, lære sprog, lytte til musik eller, hvad det nu er.

Prøv derefter at indrette dit liv efter, hvilke ønsker og behov du har – ikke efter hvad andre mennesker ønsker. Det kan være, at du opfatter dig selv som et selvcentreret menneske, der lader sin irritation eller sin humørsyge gå ud over andre mennesker. Men hvorfor bliver du egentlig irriteret eller humørsyg? Måske fordi du ikke lever i overensstemmelse med dine virkelige behov og ønsker.

Prøv at skrive dagbog. Skriv ned, hvad du har foretaget dig, og hvad du har spist (trøstespist???) og hvordan du har haft det. Prøv at finde en sammenhæng. Undgå de ting, der gør, at du får det dårligt, og gør de ting, der betyder, at du får det bedre.

Du skriver, at du føler dig ensom. I stedet for at opsøge andre mennesker, som måske afviser dig, fordi de lige nu har travlt med noget andet, så prøv at gå til et eller andet arrangement eller en aktivitet, hvor du naturligt møder andre mennesker, der interesserer sig for det samme. Hvad det skal være, ved jeg ikke: korsang, vandring i naturen, dykning, undervisning i guitarspil… Mulighederne er mange.

Da jeg i sin tid stod i den værste forvirring, gik jeg somme tider ud i skoven til et stort træ. Jeg tænkte på, at træet havde dybe rødder, der gik langt ned i jorden, så træet stod godt fast. Det blæste ikke omkuld ved den mindste blæst. Og træet havde lange grene, der rakte langt op i himlen. Jeg prøvede at forestille mig, at jeg var sådan et stort træ: Godt rodfæstet, så jeg ikke væltede omkuld ved den mindste modgang, men stod fast, og alligevel med tanker og idéer, der rakte ind i himlen (ønsker, drømme, luftkasteller, planer).

Jeg ved ikke, om sådanne tricks kan hjælpe dig. Det drejer sig i hvert fald om at SKABE en tilværelse, der passer dig. Ikke om at have en kæreste, der skal være ansvarlig for at skabe en tilværelse for dig.

Hvis du selv har en interessant tilværelse, så vil din kæreste finde dit selskab interessant, og så vil han gerne være sammen med dig − hvis altså ikke lige han har mere brug for at sove, fordi han skal tidligt op og på arbejde!

Mange hilsner

Kameliadamen