Hjælp :-(
Hej Netdoktor.
Jeg har længe ville skrive til jer og få svar på mit spørgsmål.
Jeg er 15 år og har haft en meget speciel barndom.
Efter mange timer læsende på nettet tror jeg, at jeg har en depression.
Jeg har snakket med min mor om det og hun sagde at vi skulle snakke med vores egen læge, men det er aldrig blevet til noget. Jeg tror ikke hun tager det så seriøst.
Da jeg var omkring 4 gik min mor fra min far. Min far fik en meget ung kæreste og jeg brød mig ikke om hende, da min far var MIN.
Men min far begyndte at gå meget i byen og hun skulle passe mig, imens han var ude. Det skete rigtig tit og jeg fik et rigtig godt forhold til hende. Jeg var omkring 7-8 år da mig og min mor fik indbrud i vores lejlighed, imens jeg var vågen og hørte det hele. Jeg bevægede mig og lavede lyde.. og de var væk. Næste dag var der fodspor helt ind til det rum jeg lå i med min mor.
Dét resulterede i 2-3 år i frygt for at sove.. Jeg troede alle mennesker jeg så ville gøre mig noget ondt.
Vi flyttede og jeg havde det super godt indtil vi havde boet der i et halvt år ca. Og det begyndte forfra.
Vi flyttede igen og her hvor jeg bor nu har jeg det rigtig godt. Men er stadig bange når jeg går alene udenfor eller er alene hjemme.
Idag føler jeg stadig min far svigter mig.. Jeg har to søskende hos min far og jeg har følt at han havde sin egen lille familie og det har andre også nikket til.
Jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 12år ca og det blev til at jeg skar i mig selv hver gang jeg var den mindste smule ked af det. Hvis det var rigtig slemt hev jeg mig selv i håret og slog mig hårdt i ansigtet og andre steder.
Da jeg blev omkring 14 begyndte jeg at isolerer mig rigtig meget fra omverdenen. Jeg kom altid hjem direkte fra skole og jeg fandt på undskyldninger når folk spurgte om jeg kunne være sammen. Det blev hurtigt en ond cirkel. Jeg har haft dårlig selvtillid ligeså længe jeg kan huske. Men det er blevet meget værre i mine teenager år. Jeg føler mig tyk konstant. Maden har fyldt mit liv i en del år. Jeg har altid spist mere end andre og jeg begyndte at lave kostplaner til mig selv flere gange om ugen, jeg motionerede osv men det holdte ikke særlig længe ad gangen. Jeg spiser når jeg er ked af det og jeg får nærmest abstinenser når jeg ikke har noget mad på mig. Hvis jeg skændtes med min mor så æder jeg mega meget bag efter. Sidder som regel og ser tv i min seng imens.
Min mor og hendes to søstre har efterhånden været uvenner 1500 gange i hele deres liv. Min mormor drikker, så de har ikke haft en speciel god barndom.
Mine mostre er rigtig sure på min mor fortiden og det går ud over mig, da de mega mobber hende på facebook og står og råber ind af vores hoveddør. De kommer med trusler osv og jeg tænker på det konstant.. Jeg føler jeg skal forsvarer min mor og jeg græder ekstremt meget over alt fortiden. Mit liv er ved at falde sammen. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det mere.. Aner ikke hvad der skal ske. Jeg har rigtig mange planer for mit liv, men nogengange virker det som om, at det aldrig bliver til noget hvis jeg ikke får det godt.
Jeg tror selv jeg har skaffet mig depression og overspisning.. Jeg fejler ihvertfald et eller andet..
Undskyld for det lange brev. Behøvede at komme ud med det og forhåbenligt få at vide om jeg fejler noget. Jeg føler bare ikke jeg kan sige alt det her til nogen andre.
Hilsen anonyme.
Jeg har længe ville skrive til jer og få svar på mit spørgsmål.
Jeg er 15 år og har haft en meget speciel barndom.
Efter mange timer læsende på nettet tror jeg, at jeg har en depression.
Jeg har snakket med min mor om det og hun sagde at vi skulle snakke med vores egen læge, men det er aldrig blevet til noget. Jeg tror ikke hun tager det så seriøst.
Da jeg var omkring 4 gik min mor fra min far. Min far fik en meget ung kæreste og jeg brød mig ikke om hende, da min far var MIN.
Men min far begyndte at gå meget i byen og hun skulle passe mig, imens han var ude. Det skete rigtig tit og jeg fik et rigtig godt forhold til hende. Jeg var omkring 7-8 år da mig og min mor fik indbrud i vores lejlighed, imens jeg var vågen og hørte det hele. Jeg bevægede mig og lavede lyde.. og de var væk. Næste dag var der fodspor helt ind til det rum jeg lå i med min mor.
Dét resulterede i 2-3 år i frygt for at sove.. Jeg troede alle mennesker jeg så ville gøre mig noget ondt.
Vi flyttede og jeg havde det super godt indtil vi havde boet der i et halvt år ca. Og det begyndte forfra.
Vi flyttede igen og her hvor jeg bor nu har jeg det rigtig godt. Men er stadig bange når jeg går alene udenfor eller er alene hjemme.
Idag føler jeg stadig min far svigter mig.. Jeg har to søskende hos min far og jeg har følt at han havde sin egen lille familie og det har andre også nikket til.
Jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 12år ca og det blev til at jeg skar i mig selv hver gang jeg var den mindste smule ked af det. Hvis det var rigtig slemt hev jeg mig selv i håret og slog mig hårdt i ansigtet og andre steder.
Da jeg blev omkring 14 begyndte jeg at isolerer mig rigtig meget fra omverdenen. Jeg kom altid hjem direkte fra skole og jeg fandt på undskyldninger når folk spurgte om jeg kunne være sammen. Det blev hurtigt en ond cirkel. Jeg har haft dårlig selvtillid ligeså længe jeg kan huske. Men det er blevet meget værre i mine teenager år. Jeg føler mig tyk konstant. Maden har fyldt mit liv i en del år. Jeg har altid spist mere end andre og jeg begyndte at lave kostplaner til mig selv flere gange om ugen, jeg motionerede osv men det holdte ikke særlig længe ad gangen. Jeg spiser når jeg er ked af det og jeg får nærmest abstinenser når jeg ikke har noget mad på mig. Hvis jeg skændtes med min mor så æder jeg mega meget bag efter. Sidder som regel og ser tv i min seng imens.
Min mor og hendes to søstre har efterhånden været uvenner 1500 gange i hele deres liv. Min mormor drikker, så de har ikke haft en speciel god barndom.
Mine mostre er rigtig sure på min mor fortiden og det går ud over mig, da de mega mobber hende på facebook og står og råber ind af vores hoveddør. De kommer med trusler osv og jeg tænker på det konstant.. Jeg føler jeg skal forsvarer min mor og jeg græder ekstremt meget over alt fortiden. Mit liv er ved at falde sammen. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det mere.. Aner ikke hvad der skal ske. Jeg har rigtig mange planer for mit liv, men nogengange virker det som om, at det aldrig bliver til noget hvis jeg ikke får det godt.
Jeg tror selv jeg har skaffet mig depression og overspisning.. Jeg fejler ihvertfald et eller andet..
Undskyld for det lange brev. Behøvede at komme ud med det og forhåbenligt få at vide om jeg fejler noget. Jeg føler bare ikke jeg kan sige alt det her til nogen andre.
Hilsen anonyme.
