Indstillinger
Brud pga. depression
Min mand har i de sidste 14 dage skubbet mig længere og længere væk - hans undskydning har været stress pga. arbejde, hvor han har opholdt sig allermest. Han har nævnt, at han ikke rigtig syntes han havde følelser for nogen eller noget. I fredags kom han hjem, fordi vi skulle have hans børn på ferie og han ignorerede mig totalt. Ved aftensmaden sad jeg overfor ham og var fuldstændig som luft.
Dér fik jeg nok og sagde fra. Presset op i et hjørne, fik jeg ham til at indrømme, at han ikke havde nogen følelser for mig og ikke havde haft det i et stykke tid. Men han kunne ikke arbejde for "os", så længe han havde det sært, han skulle finde sig selv, før han kunne finde ud af, om han stadig havde følelser for mig. Jeg pakkede mine ting og gik. Min afskedssalut var, at jeg jo ikke kunne hjælpe ham igennem det her, hvis han så bagefter smed mig til side som en brugt karklud..
Jeg vendte hjem efter børnenes sengetid, men han viste tydeligt, da jeg trådte ind af døren, at vi ikke skulle snakke om det her. Jeg var så rasende, arrig og skuffet, at jeg fuldstændig ude i hampen gik på nettet og søgte om separation..
Dagen efter bad jeg ham om at finde et andet sted at være med sine børn..
Vi har ikke snakket sammen siden, andet end kolde beskeder..
Og nu hvor jeg har gået og ryddet op for dele vores fælles ting, fandt jeg en gammel bog, som jeg skrev i, i 2006 hvor han gik fra mig og det viste sig, at han havde en depression. Dét jeg har skrevet i den, er nøjagtig de samme følelser som dengang, at han svigter mig, at han er følelseskold osv osv. Det føltes som at få et slag i ansigtet.
Jeg har sort, sort samvittighed over at jeg reagerede så kraftigt, men 14 dage, hvor manden nærmest ikke var hjemme og bare lukkede mig totalt ude, havde tæret på mig..
Og jeg har det så skidt med, at det overhovedet ikke var faldet mig ind, at det kunne være en depression igen.. Alle tegn var der jo..
Jeg sendte en mail til ham i går, hvor jeg gjorde ham opmærksom på, at det her mindede uhyggeligt meget om 2006, samt fact om, at man har 60 % risiko for at få en depression igen..
I går aftes sendte jeg en sms til hans mor, det er åbenbart der han gemmer sig med sine børn. Hun har ikke svaret, men jeg håber virkelig, at hun får ham til læge..
Og jeg aner ikke, hvad jeg gør herfra.. Skal jeg sende ham en kærlig sms, skal jeg bare lade ham være og håbe, at andre tager over..
Jeg kan godt forstå, at han har lukket af overfor mig, med den reaktion og det bedste ville måske være, at give det tid.. Men jeg aner det ikke, jeg vil så gerne være der for ham, men samtidig sidder den jo stadig i mig - hvad hvis han virkelig ikke elsker mig mere..
Dér fik jeg nok og sagde fra. Presset op i et hjørne, fik jeg ham til at indrømme, at han ikke havde nogen følelser for mig og ikke havde haft det i et stykke tid. Men han kunne ikke arbejde for "os", så længe han havde det sært, han skulle finde sig selv, før han kunne finde ud af, om han stadig havde følelser for mig. Jeg pakkede mine ting og gik. Min afskedssalut var, at jeg jo ikke kunne hjælpe ham igennem det her, hvis han så bagefter smed mig til side som en brugt karklud..
Jeg vendte hjem efter børnenes sengetid, men han viste tydeligt, da jeg trådte ind af døren, at vi ikke skulle snakke om det her. Jeg var så rasende, arrig og skuffet, at jeg fuldstændig ude i hampen gik på nettet og søgte om separation..
Dagen efter bad jeg ham om at finde et andet sted at være med sine børn..
Vi har ikke snakket sammen siden, andet end kolde beskeder..
Og nu hvor jeg har gået og ryddet op for dele vores fælles ting, fandt jeg en gammel bog, som jeg skrev i, i 2006 hvor han gik fra mig og det viste sig, at han havde en depression. Dét jeg har skrevet i den, er nøjagtig de samme følelser som dengang, at han svigter mig, at han er følelseskold osv osv. Det føltes som at få et slag i ansigtet.
Jeg har sort, sort samvittighed over at jeg reagerede så kraftigt, men 14 dage, hvor manden nærmest ikke var hjemme og bare lukkede mig totalt ude, havde tæret på mig..
Og jeg har det så skidt med, at det overhovedet ikke var faldet mig ind, at det kunne være en depression igen.. Alle tegn var der jo..
Jeg sendte en mail til ham i går, hvor jeg gjorde ham opmærksom på, at det her mindede uhyggeligt meget om 2006, samt fact om, at man har 60 % risiko for at få en depression igen..
I går aftes sendte jeg en sms til hans mor, det er åbenbart der han gemmer sig med sine børn. Hun har ikke svaret, men jeg håber virkelig, at hun får ham til læge..
Og jeg aner ikke, hvad jeg gør herfra.. Skal jeg sende ham en kærlig sms, skal jeg bare lade ham være og håbe, at andre tager over..
Jeg kan godt forstå, at han har lukket af overfor mig, med den reaktion og det bedste ville måske være, at give det tid.. Men jeg aner det ikke, jeg vil så gerne være der for ham, men samtidig sidder den jo stadig i mig - hvad hvis han virkelig ikke elsker mig mere..
Kommentarer
Det var dog en ulykkelig situation.
Det er fuldstændig normalt, at man ved visse depressioner helt mangler sine følelser. Jeg kender det, for jeg har selv prøvet det. Følelserne kommer tilbage i fuldt omfang, når depressionen går over.
Det er derfor, at psykologer og psykiatere hele tiden siger, at man ikke må træffe afgørende beslutninger under en depression. For de kan være forkerte!
Men det vidste du jo ikke.
Og din mand vidste det tilsyneladende heller ikke.
Det er meget karakteristisk, at folk i depression – og altså den dér type depression, hvor man ingen følelser har – desperat søger personlige/individuelle/situationsbestemte/psykologiske/filosofiske forklaringer på deres tilstand.
Efter min mening er det spild af kræfter. Og det er derfor også spild af kræfter, når de pårørende gør det samme.
Min mening er, at en depression kommer af belastning (i din mands tilfælde måske stress på arbejdet?). Og han gør selvfølgelig klogt i, på lang sigt, at finde ud af, hvad det er, der belaster ham så meget, at han nu (tilsyneladende) har fået depression nr. 2.
Men på kort sigt er det bedst at lade være at spekulere. Det er bedst, hvis han søger hjælp, så han kan komme så hurtigt over depressionen som muligt. Det giver ikke mening at prøve at finde grunden til de manglende følelser. De manglende følelser er bare en del af symptom-billedet, og følelserne vil komme igen, når depressionen går over.
Jeg synes, at det er svært at vide, hvad du kan gøre.
Det er fuldt forståeligt – sådan som situationen var - at du gik og smækkede med døren. Men så fandt du ud af, at din mand besynderlige opførsel kunne skyldes sygdom og kontaktede din mand igen og derefter hans mor.
Når hverken din mand eller hans mor har reageret på dine henvendelser, bliver du jo nok opfattet meget negativt.
Der er jo denne ulykkelige tendens hos depressive til desperat at søge forklaringer på de manglende følelser. Det giver desværre ikke nogen mening, men de gør det alligevel. Og din måde at reagere på bliver nok brugt som forklaring på din mands manglende følelser, selv om mangelen på følelser var der først, for det var jo denne mangel og den besynderlige opførsel fra din mands side, du reagerede på.
På den måde går det hele jo lidt i hårdknude.
Det bedste vil være, hvis din mand søger hjælp hos et fornuftigt menneske. Et fornuftigt menneske vil som det første forklare ham, at de manglende følelser skyldes depressionen - og ikke dig!
Lige nu tror jeg ikke, at du kan gøre andet end at forholde dig afventende, når bare du er sikker på, at du har udtrykt dig klart, altså:
1. Du fortryder din reaktion.
2. Du forstår nu, at hans måde at være på skyldes depression, og at du gerne vil støtte ham, så han kan blive rask.
Hvis du har sagt de to ting klart og tydeligt, så tror jeg ikke, at du kan gøre mere. Jeg tror, at flere henvendelser fra din side vil gøre det værre.
Har din mand ikke en god kammerat, som kunne gøre noget?
Mange hilsener
Kameliadamen
Helt kold og nøgtern.
Jeg skrev tilbage, om der ikke var noget vi skulle snakke om, om han virkelig kunne smutte så let, uden at se sig tilbage.
Jeg forstår virkelig ikke det her - hvordan kan det have ændret sig så meget i løbet af en måned..
FUCK, hvor kan jeg bare ikke klare den kulde...
Det skal du ikke have dårlig samvittighed over, du kunne jo ikke holde det ud.
Kunne godt være jeg bare gå fra tanken om depression og bare erkende, at han ikke elsker mig mere og han ikke var ærlig overfor mig.. Så vil jeg heller ikke sidde med det her store ønske om at hjælpe ham..
Og jeg ville måske også have lettere ved at komme mig over ham.
Jeg kan jo ikke hjælpe én, der ikke vil have min hjælp. Og kun måske har en depression.. Han har ikke erkendt det - så jeg må jo gå ud fra de få facts jeg har..
Det kan jo være han har haft svært ved at sige det til dig. Hvis han er lidt konfliktsky, så kan han jo have gået og tænkt på det, så konflikten løste du.
Han vil jo heller ikke snakke med dig, så jeg tror det hele er som det skal være.
Tænk på din egen situation lige nu, du har rakt hånden frem, så kan du ikke gøre mere.