Indstillinger
indlæggelse....
Jeg har gennem flere år haft en vidunderlig kæreste, der for ca halvandet år siden udviklede en depression, og i dag er indlagt til behandling.
Vi har søgt hjælp via egen læge flere gange, og har da osse fået den. Jeg tror, han har været på de første 4 præparater, øget i dosis og i den grad uden effekt....tiden er gået, og han blev bare dårligere.
Den sidste uge har ganske enkelt været forfærdelig! han er blevet tiltagende dårlig, trækker sig helt ind i sig selv, taler om at alle vil have det bedre uden ham, beskylder mig for at være sammen med gud og hver mand...kort sagt, bare rigtig skidt indeni.
Han blev indlagt i mandags.
Den længste og sværeste køretur, jeg nogensinde har været på. En samtale på psykiatrisk skadestue, som han ikke ville deltage i uden jeg var med.
Den ubetinget sværeste samtale jeg har overhørt....alt det jeg vidste om hvordan han har det, blev bekræftede. Alt det som jeg ikke vidste, kom frem...det var simpelthen så svært at sidde der og prøve på ikke at krakelerer, når manden jeg elsker, er fyldt op til randen med så megen smerte.
Det var svært at gå, når han nu skulle blive.
Jeg ved, at der ikke var andre alternativer tilbage, men erkender at det væreste var at umyndiggøre et menneske, der for kort tid siden, havde så meget at byde på, så mange drømme og håb for fremtiden. Som nu er bange, uden at vide hvorfor, har rod i hovedet, og er fyldt med smerte og lidelser, jeg ikke forstår...
Vi har søgt hjælp via egen læge flere gange, og har da osse fået den. Jeg tror, han har været på de første 4 præparater, øget i dosis og i den grad uden effekt....tiden er gået, og han blev bare dårligere.
Den sidste uge har ganske enkelt været forfærdelig! han er blevet tiltagende dårlig, trækker sig helt ind i sig selv, taler om at alle vil have det bedre uden ham, beskylder mig for at være sammen med gud og hver mand...kort sagt, bare rigtig skidt indeni.
Han blev indlagt i mandags.
Den længste og sværeste køretur, jeg nogensinde har været på. En samtale på psykiatrisk skadestue, som han ikke ville deltage i uden jeg var med.
Den ubetinget sværeste samtale jeg har overhørt....alt det jeg vidste om hvordan han har det, blev bekræftede. Alt det som jeg ikke vidste, kom frem...det var simpelthen så svært at sidde der og prøve på ikke at krakelerer, når manden jeg elsker, er fyldt op til randen med så megen smerte.
Det var svært at gå, når han nu skulle blive.
Jeg ved, at der ikke var andre alternativer tilbage, men erkender at det væreste var at umyndiggøre et menneske, der for kort tid siden, havde så meget at byde på, så mange drømme og håb for fremtiden. Som nu er bange, uden at vide hvorfor, har rod i hovedet, og er fyldt med smerte og lidelser, jeg ikke forstår...
Kommentarer
Jeg har selv oplevet en lignende situation for år tilbage hvor min mand fik en meget svær depression. Det kan være en lang vej inden der findes en medicin som hjælper og det er, tror jeg, i den periode vigtig at vi som pårørende er ved deres side.
Men husk også på at beskytte dig selv. Jeg fandt hjælp i foreningen BEDRE PSYKIATRI - Landsforeningen for pårørende www.bedrepsykiatri.dk
I den lokalforening som er tæt på min bopæl var der en netværksgruppe hvor jeg kunne tale med andre i samme situation som mig. Det var utrolig dejlig at være blandt mennesker der forstod hvad jeg gennemgik. Jeg var også interesseret i viden om emnet og der kunne foreningen også hjælpe.
Håber det bedste for dig og din kæreste
Hilsen
Cedeho63
Vel udskrevet med ny antidepressiv (Venlafaxin) og Seroquel!!! En henvisning til distriktspsykiatrien fik vi da osse med. Der er han så startet op med gåture og samtaleterapi med ligestillede, skal nu osse til at begynde individuel psykologterapi. Så jeg håber og tror på, at der nu endelig er en vej ud af mørket!!
Ihvertfald har jeg fralagt mig en hel del af det ansvar, jeg tidligere bare påtog mig, og det har i den grad haft stor betydning for mig i min dagligdag.
Vi taler mere/bedre end før, og nye ting dukker så op, som jeg bliver nødt til at forholde mig til ...på godt og ondt. Og det gør jeg.
Hvadenten det drejer sig om deltagelse til familiesammenkomster eller hemmelige profiler, der var ment som et fristed, noget der skulle øge selvtilliden, så forholder jeg mig til det. Nogen dage er jeg bedre til det end andre dage. Er jo stadig kun et menneske.
Men det korte af det lange er, at manden i mit liv, stadig er der. jeg holder ved endnu, mens jeg nyder og værdsætter de mange flere gode dage, han har.
Set i bakspejlet.... vil jeg vove at påstå, at alt hvad indlæggelsen medførte, på en mærkværdig og yderst spidsfindig måde har bragt os tættere på hinanden, på trods af alt