Tvunget til at skjule min sygdom for min samlever.
Står i en situation, hvor jeg er i en helbredsmessig undersøgelses proces.
Har i en længere periode haft problemer med hjertet, og er ved at blive undersøgt for det.
Jeg har i et par år haft en masse invaliderende fysiske problemer med menstruation og de følgesygdomme der har fulgt med, så som svimmelhed, migræne, træthed og hjerteforstyrrelser.
Nu har der været så meget med mig, at min samlever har fået nok.
Han vil ikke høre om mine symptomer, og hvis jeg taler til ham om de undersøgelser jeg er ved at gå igennem, så bliver han ufattelig irritabel og siger for det meste også han ikke gider høre om det.
Jeg har haft ufattelig voldsomme hjerterytmeforstyrrelser og er meget afkræftet, og samtidig med at have fået bekræftet at jeg har Kalium underskud. Men syntes at anfaldene bliver værre, for hver gang han afviser mig når jeg har brug for at tale om det jeg går igennem.
Jeg har mange undersøgelser forude, men det gør ondt at jeg ikke kan tale åbent om det til min samlever.
Jeg er bekymret for hvad lægerne finder frem til, og om jeg får det godt igen.
På en måde kan jeg godt forstå han syntes det er hårdt at høre om de ting jeg er igennem, men samtidig er jeg dybt ulykkelig over det.
Jeg frygter hvad han vil gøre hvis jeg får konstateret en livslang diagnose som jeg skal leve med.
Der er mange ting jeg holder igen med, og det er kun når jeg har det værst, at jeg siger det til ham.
Jeg er begyndt at trække mig mere og mere ind i mig selv, så jeg står alene med det hele. Samtidig ordner jeg alt i hjemmet, Sørger for at handle ind, lave mad, gøre rent, vaske dit og dat, og det er somme tider hårdt når hjertet slår knuder, og kroppen bliver afkræftet.
Jeg er godt nok sygemeldt, og han går på arbejde hver dag, så jeg tænker, at jeg ikke kan forlange at han deltager i det huslige når jeg får det dårligt.
Hvis jeg lader tingene stå til, siger han ikke noget, og gør heller ikke noget ved det. Men det er yderst sjældent jeg lader stå til i hjemmet, for jeg bliver stresset hvis hjemmet ligner noget der er løgn.
Jeg skal da ikke glemme, at jeg ikke har det dårligt hver dag, men det er ofte, og for tiden konstant hjerterytmeforstyrrelser og afkræftet i kroppen.
Vi har været sammen i snart 5 år, og jeg indrømmer blankt, at de sidste 2 år har været besværlige på grund af mine symptomer som jeg ikke er blevet udredt for endnu. Er igang, men det har taget tid, fordi lægerne ikke tog mig alvorligt de første par gange jeg var deroppe. Nok fordi jeg stadig er ung, 31. Men nu bliver jeg taget alvorligt af sundhedsystemet, men det er fordi de har set jeg har uforklarlige mangelsymptomer og rytmeforstyrrelser.
Forlanger jeg for meget af min samlever?. Jeg ved ikke hvor grænsen bør gå. Jeg ved bare han har fået nok, og han gider kun bruge tid med mig, når jeg er super glad og det er jeg aldrig for tiden. Nogle gange hiver jeg dog et par timer ud ad kalenderen hvor jeg føler mig stærk nok til at lade som om jeg ingen symptomer har. Det gør jeg for hm. Syntes bare ikke han giver noget den anden vej, når jeg har brug for det.
Ved godt jeg er besværlig, men tror meget at det ville tage toppen af bekymringerne og symptomerne hvis han kunne vise lidt omsorg, og lytte til mig engang imellem.
Det er godt nok et trist indlæg jeg har skrevet. Tænker bare om nogen kan fortælle mig, om jeg forlanger for meget.
Jeg håber ellers i må få en god nat og god dag i morgen.
Mvh.
Har i en længere periode haft problemer med hjertet, og er ved at blive undersøgt for det.
Jeg har i et par år haft en masse invaliderende fysiske problemer med menstruation og de følgesygdomme der har fulgt med, så som svimmelhed, migræne, træthed og hjerteforstyrrelser.
Nu har der været så meget med mig, at min samlever har fået nok.
Han vil ikke høre om mine symptomer, og hvis jeg taler til ham om de undersøgelser jeg er ved at gå igennem, så bliver han ufattelig irritabel og siger for det meste også han ikke gider høre om det.
Jeg har haft ufattelig voldsomme hjerterytmeforstyrrelser og er meget afkræftet, og samtidig med at have fået bekræftet at jeg har Kalium underskud. Men syntes at anfaldene bliver værre, for hver gang han afviser mig når jeg har brug for at tale om det jeg går igennem.
Jeg har mange undersøgelser forude, men det gør ondt at jeg ikke kan tale åbent om det til min samlever.
Jeg er bekymret for hvad lægerne finder frem til, og om jeg får det godt igen.
På en måde kan jeg godt forstå han syntes det er hårdt at høre om de ting jeg er igennem, men samtidig er jeg dybt ulykkelig over det.
Jeg frygter hvad han vil gøre hvis jeg får konstateret en livslang diagnose som jeg skal leve med.
Der er mange ting jeg holder igen med, og det er kun når jeg har det værst, at jeg siger det til ham.
Jeg er begyndt at trække mig mere og mere ind i mig selv, så jeg står alene med det hele. Samtidig ordner jeg alt i hjemmet, Sørger for at handle ind, lave mad, gøre rent, vaske dit og dat, og det er somme tider hårdt når hjertet slår knuder, og kroppen bliver afkræftet.
Jeg er godt nok sygemeldt, og han går på arbejde hver dag, så jeg tænker, at jeg ikke kan forlange at han deltager i det huslige når jeg får det dårligt.
Hvis jeg lader tingene stå til, siger han ikke noget, og gør heller ikke noget ved det. Men det er yderst sjældent jeg lader stå til i hjemmet, for jeg bliver stresset hvis hjemmet ligner noget der er løgn.
Jeg skal da ikke glemme, at jeg ikke har det dårligt hver dag, men det er ofte, og for tiden konstant hjerterytmeforstyrrelser og afkræftet i kroppen.
Vi har været sammen i snart 5 år, og jeg indrømmer blankt, at de sidste 2 år har været besværlige på grund af mine symptomer som jeg ikke er blevet udredt for endnu. Er igang, men det har taget tid, fordi lægerne ikke tog mig alvorligt de første par gange jeg var deroppe. Nok fordi jeg stadig er ung, 31. Men nu bliver jeg taget alvorligt af sundhedsystemet, men det er fordi de har set jeg har uforklarlige mangelsymptomer og rytmeforstyrrelser.
Forlanger jeg for meget af min samlever?. Jeg ved ikke hvor grænsen bør gå. Jeg ved bare han har fået nok, og han gider kun bruge tid med mig, når jeg er super glad og det er jeg aldrig for tiden. Nogle gange hiver jeg dog et par timer ud ad kalenderen hvor jeg føler mig stærk nok til at lade som om jeg ingen symptomer har. Det gør jeg for hm. Syntes bare ikke han giver noget den anden vej, når jeg har brug for det.
Ved godt jeg er besværlig, men tror meget at det ville tage toppen af bekymringerne og symptomerne hvis han kunne vise lidt omsorg, og lytte til mig engang imellem.
Det er godt nok et trist indlæg jeg har skrevet. Tænker bare om nogen kan fortælle mig, om jeg forlanger for meget.
Jeg håber ellers i må få en god nat og god dag i morgen.
Mvh.
Kommentarer
Det er en meget uholdbar situation.
Problemet er, at du spiller en rolle og forsøger at være mere rask og glad, end du faktisk er. Og den dårlige samvittighed over, at du har helbredsproblemer betyder, at du laver det meste af husarbejdet.
Jeg har været i en lignende situation i mange år. Men jeg har ikke haft problemet så tæt på, som du har. Mit problem har bestået i, at jeg ikke kunne arbejde på grund af dårligt helbred, og at omgangskredsen og familien undrede sig.
Men når jeg kom hjem til mig selv, kunne jeg lukke min dør og være mig selv, sådan som jeg nu engang var. Jeg behøvede ikke spille en rolle herhjemme.
Også jeg har på en måde ”betalt” for, at jeg var syg. Når jeg alligevel ikke skulle på arbejde, kunne jeg jo lige gøre dit og dat for andre mennesker.
Selv min allernærmeste familie har været umådelig fordomsfuld. Jeg har ganske vist aldrig talt om mine helbredsproblemer – kun lige kort orienteret familien om de vigtigste undersøgelser og indlæggelser. Men min sygdom har gjort, at jeg har interesseret mig umådeligt meget for helbred generelt og sundhedsvæsenet specielt. Og lige præcis sygdom ønskede familien ikke at tale om.
Den interesse får jeg afløb for her på Netdoktor, sådan at jeg kan undgå at udbrede mig om sygdom og helbred andre steder! Og her efter 11 års sygdom er det blevet opklaret, hvad jeg fejler (hjerteproblemer, som nu er blevet afhjulpet via et operativt indgreb, samt søvnapnø). Så for mit vedkommende håber jeg, at omverdenens fordomme mod mig er slut nu.
I hele den periode, jeg har været syg, har det været vigtigt for mig at øve mig i at mærke min krop og reagere på dens signaler. Når vi får symptomer, skyldes det jo en eller anden ubalance, som gerne skulle afhjælpes, så vi kan blive raske igen. Men hvis vi er nødt til at spille en rolle – og endda endnu værre: Gøre noget, som vi egentlig ikke magter, så trækker vi i den forkerte retning. Vi overskrider vores grænser.
Og så har jeg endda ikke nævnt betydningen af omsorg og støtte. Den slags fik jeg ikke, eftersom jeg er single, og fordi familien ikke forstod min situation.
Men jeg kunne i det mindste lukke min dør og være mig selv – og dermed være i fred for folks fordomme herhjemme hos mig selv.
Hvis jeg var dig, ville jeg overveje, om en mand, der så tydeligt siger, at han ikke vil høre om dine alvorlige helbredsproblemer, er værd at elske. Jeg er bange for, at du er ved at nedbryde dit helbred − i stedet for at opbygge det – i forsøget på at være din kæreste tilpas.
Når man skal komme sig, så skal man tage udgangspunkt i sig selv, lære at mærke sig selv og lære at undgå at overskride grænser for, hvad men egentlig magter. Det kan selvfølgelig lyde meget egoistisk, men først når man på den måde kan give sig selv bedre betingelser, kan man være noget for andre mennesker.
I stedet for at give dig selv omsorg eller få omsorg fra din kæreste, er du i den situation, at du er nødt til at fokusere på ham og hans humør og spille en rolle. Sådan som jeg ser på det, så er det uholdbart.
Hvis du kommer til den konklusion, at din kæreste faktisk er værd at elske, på trods af hans måde at være på lige for tiden, kunne det så ikke være en mulighed, at I lever hver for sig i en periode?
Det er bare et forslag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tusind tak for din respons, mening, og for at dele lidt af din historie også.
Du har helt ret i at det er en stor hjælp at komme i kontakt med andre herinde på netdoktor. Det er ganske nyt for mig at bruge dette forum, men kan se at rigtig mange mennesker får utrolig meget ud af at bruge siderne her.
Man møder andres historier, erfaringer og støtte i en svær tid, og det er meget positivt i en tid hvor man kan føle sig lidt alene.
Jeg er dog så heldig at have en fantastisk bror som er støttende, og interesseret i det jeg er igennem. Men det er så også det eneste jeg har af familie som magter det.
Du er også inde på, at din familie ikke er den bedste støtte i det du har gennemgået.
Jeg tror desværre at de fleste mennesker har svært ved at sætte sig ind i en ven eller noget familie som kæmper med det som du og jeg har døjet med.
Det er svært at forholde sig til, når man ikke kender det.
Det er let nok at forholde sig til en person der har brækket en arm, eller blevet stukket af en bi. Det går over igen efter en typisk tid, og så kan man vise støtte og forståelse.
Så snart det kommer til noget med indvendige neurologiske sygdomme som man ikke altid har svar på, så bliver det svært for andre at sætte sig ind i. Det samme gælder hvis man får en mental lidelse.
Du har helt ret i, at det er lettere at kunne lukke sig inde i sit eget hjem, frem for at tage en maske på, og undertrykke sine symptomer overfor andre.
Jeg prøver også ofte at lukke mig inde i mit eget værelse.
Selvom min kæreste og jeg er et par, sover vi hver for sig, fordi jeg altid har haft søvnproblemer, og kan ikke sove med et andet menneske. Ikke fordi jeg er utryg, men fordi jeg har brug for 100% ro omkring mig når jeg skal sove.
Jeg har det meste af det som jeg skal bruge på mit værelse, og jeg sidder ofte for mig selv og lukker mig inde.
Jeg bliver bare såret når min partner som bør være der for mig når det bliver svært, tager afstand. Det føles som et stort svigt.
Jeg har selv tænkt det samme som du tænker, om han er værd at elske.
Det er et følelsesmessigt dilemma. Det er en proces jeg skal igennem, og det stadie er jeg ikke nået til endnu.
Men det er helt bestemt rart at nogle andre ikke syntes jeg forlanger for meget.
Jeg har nemlig frygtet om jeg er for krævende i denne tid.
Tusind tak for at du ville dele dine synspunkter og erfaringer.
Du har meget ret i at netdoktor er et godt sted at møde andres erfaringer og forståelse.
Rigtig god aften til dig.