Teenagesøn er ved at ødelægge vores forhold
For 13 måneder siden mødte jeg en rigtig dejlig mand og vi begyndte at ses lidt en gang imellem, ca. 2-3 gange om måneden, for vi bor ikke lige i nærheden af hinanden. Altid kun os, vores børn var på ingen måde involveret i, at vi havde mødt hinanden. Vi har begge to boet alene i mange år sammen med vores børn, og vi var enige om, at tage det stille og roligt, for at se hvad vores forhold kunne udvikle sig til.
Da vi havde kendt hinanden ca. 3 måneder, dukkede hans 16-årige søn uventet op, da vi sad og spiste. Da han så mig, lavede han en gigantisk scene overfor sin far, med mig som en dybt chokeret tilskuer. Det endte med, at han forlod huset i vrede, hvorefter stemningen naturligt nok var temmelig trykket. Min ven var naturligvis meget pinlig over episoden, og jeg prøvede at tale med ham omkring det. Jeg troede vi kunne tale om alt (det havde vi jo gjort indtil da), men jeg kunne mærke på ham, at han ikke havde lyst til at tale om det. Jeg slog det lidt hen med, at selvfølgelig skulle sønnen da lige vænne sig til, at hans far havde mødt én evt. kæreste.
Men nej, så let skulle det ikke gå... Drengen fandt jo ud af, at vi var sammen flere gange, og hver gang endte det med samme resultat - han gjorde alt for at sabotere, at vi var sammen.
Det skal lige siges, at han jo på ingen måde kendte mig i forvejen, så det er ikke MIG han tager afstand fra, men sin fars "kæreste".
Vi fortsatte med at ses, dog lidt mindre end før, og efterhånden altid i smug. Jeg kunne forestille mig, at det var på samme måde, som hvis han havde været gift... Vi skriver lidt sms sammen i løbet af ugen, men jeg ringer aldrig til ham - tænk nu, hvis sønnen er i nærheden.
Vi har nu været sammen i ca. 13 måneder, og jeg ved, at han elsker mig - det siger han og viser mig det på alle måder, når vi endelig er sammen. Alligevel overvejer han at stoppe forholdet, da han ikke mener, at kunne byde mig det her. Det har han jo sådan set ret i, for jeg tror snart heller ikke længere på, at det bliver anderledes og at sønnen vil acceptere, at han far har fundet en kæreste.
Men jeg er dybt frustreret over, at en søn på 16 år kan styre sin far på den måde. Ingen tvivl om, at min ven er svag og konfliktsky overfor drengen, men når jeg prøver at bringe det på bane, så bliver han bare sur på mig - formentlig i afmagt, da han ikke ved hvad han skal gøre.
Jeg har sagt til min ven, at det er vigtigt, at han prøver at forklare sønnen, at vi bestemt ikke har planer om at flytte sammen, men at vi bare vil have lov til at være sammen en gang imellem. Men han har ikke modet til at tage kampen op.
Han har efter sin skilsmisse boet alene med sine to sønner i 8 år, og han har levet og åndet for de to drenge, og sat sit eget liv på "stand by" imens de var små. Men det er måske en bjørnetjeneste han har gjort dem???
Som jeg oplever det, er det en magtkamp, som sønnen har startet og han stopper ikke før han får sin vilje. Hvis han accepterer mig, så vil han føle at han har "tabt", og det vil jo heller ikke fremme vores forhold.
Og selvfølgelig skal han da gøre alt for at få tingene til at fungere i forhold til sin søn, jeg mener jo bare, at der burde være plads nok til os begge to. Om 3-4 år er drengen jo alligevel flyttet hjemmefra og hvad så???
Er er nogen andre, der har oplevet, at et forhold er gået i stykker på grund af teenagebørn? Er der overhovedet noget jeg/vi kan gøre - eller skal jeg bare kaste håndklædet og gi' op selvom jeg elsker ham rigtig højt??
Da vi havde kendt hinanden ca. 3 måneder, dukkede hans 16-årige søn uventet op, da vi sad og spiste. Da han så mig, lavede han en gigantisk scene overfor sin far, med mig som en dybt chokeret tilskuer. Det endte med, at han forlod huset i vrede, hvorefter stemningen naturligt nok var temmelig trykket. Min ven var naturligvis meget pinlig over episoden, og jeg prøvede at tale med ham omkring det. Jeg troede vi kunne tale om alt (det havde vi jo gjort indtil da), men jeg kunne mærke på ham, at han ikke havde lyst til at tale om det. Jeg slog det lidt hen med, at selvfølgelig skulle sønnen da lige vænne sig til, at hans far havde mødt én evt. kæreste.
Men nej, så let skulle det ikke gå... Drengen fandt jo ud af, at vi var sammen flere gange, og hver gang endte det med samme resultat - han gjorde alt for at sabotere, at vi var sammen.
Det skal lige siges, at han jo på ingen måde kendte mig i forvejen, så det er ikke MIG han tager afstand fra, men sin fars "kæreste".
Vi fortsatte med at ses, dog lidt mindre end før, og efterhånden altid i smug. Jeg kunne forestille mig, at det var på samme måde, som hvis han havde været gift... Vi skriver lidt sms sammen i løbet af ugen, men jeg ringer aldrig til ham - tænk nu, hvis sønnen er i nærheden.
Vi har nu været sammen i ca. 13 måneder, og jeg ved, at han elsker mig - det siger han og viser mig det på alle måder, når vi endelig er sammen. Alligevel overvejer han at stoppe forholdet, da han ikke mener, at kunne byde mig det her. Det har han jo sådan set ret i, for jeg tror snart heller ikke længere på, at det bliver anderledes og at sønnen vil acceptere, at han far har fundet en kæreste.
Men jeg er dybt frustreret over, at en søn på 16 år kan styre sin far på den måde. Ingen tvivl om, at min ven er svag og konfliktsky overfor drengen, men når jeg prøver at bringe det på bane, så bliver han bare sur på mig - formentlig i afmagt, da han ikke ved hvad han skal gøre.
Jeg har sagt til min ven, at det er vigtigt, at han prøver at forklare sønnen, at vi bestemt ikke har planer om at flytte sammen, men at vi bare vil have lov til at være sammen en gang imellem. Men han har ikke modet til at tage kampen op.
Han har efter sin skilsmisse boet alene med sine to sønner i 8 år, og han har levet og åndet for de to drenge, og sat sit eget liv på "stand by" imens de var små. Men det er måske en bjørnetjeneste han har gjort dem???
Som jeg oplever det, er det en magtkamp, som sønnen har startet og han stopper ikke før han får sin vilje. Hvis han accepterer mig, så vil han føle at han har "tabt", og det vil jo heller ikke fremme vores forhold.
Og selvfølgelig skal han da gøre alt for at få tingene til at fungere i forhold til sin søn, jeg mener jo bare, at der burde være plads nok til os begge to. Om 3-4 år er drengen jo alligevel flyttet hjemmefra og hvad så???
Er er nogen andre, der har oplevet, at et forhold er gået i stykker på grund af teenagebørn? Er der overhovedet noget jeg/vi kan gøre - eller skal jeg bare kaste håndklædet og gi' op selvom jeg elsker ham rigtig højt??
Kommentarer
Det er godt nok en svær situation for dig. Føler med dig.
Kan godt forstå at du ikke helt forstår hvad der sker.
Din kæreste er alt for konflikt sky som du selv er inde på.
Hans børn har desværre fået lov til at bestemme for meget i det hjem. Og børn skal opdrages fra de er helt små ellers bliver de ikke til at styre når de bliver teenagere og det må din kæreste sande nu.
Jeg ville stille ham stolen for døren. Jeg ville kræve at han forsøger at gøre noget ved problemet og at han ikke bare stikker hovedet i buksen og tror at tingene går over af sig selv. Det gør det sjældent.
Du skal kræve at han tager en alvorlig snak med sønnen og får ham til at forstå at din kæreste også har ret til et liv som ikke kun handler om børn.
Kan også godt forstå sønnen . Har været vant til at have faderen for sig selv. ( Har din kæreste ikke haft andre kærester i de 8 år.)
Men selvom vi forstår sønnen er det bare ikke i orden at opføre sig sådan og gøre andre ulykkelige.
Din kæreste skal forsøge at finde ind til hvorfor han reagerer så voldsomt. Er drengen bange for at han bliver forsømt når du nu er i inde i billedet. Har din kæreste i perioder al for travlt så han ikke har tid til børnene. Tja. Der kan være mange årsager. Men det bedste ville være at få drengen til at sætte ord på hvad det er der udløser hans vrede. For der kan være en dybere grund som I umiddelbart måske ikke kan se.
Håber det bedste for jer.
Lisbeth
Tusind tak for dit svar. Du har ret i, at jeg bliver nødt til at stille ham stolen for døren, for jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg ikke kan holde det her ud ret meget længere.
Har virkelig prøvet at forstå dem begge to, men det er svært, for jeg har jo aldrig oplevet, at mine egne børn har prøvet at styre mit liv.
Desværre tror jeg, at det bliver mig, som taber i første omgang, da han jo som sagt er meget konfliktsky i forhold til sin søn. Men jeg er kommet dertil, at det i sidste ende nok bliver sværest for min kæreste. Han skal jo leve med en styrende søn i mange år endnu - jeg kan trods alt komme videre i mit liv.
Men nu ta'r jeg chancen og håber det bedste...
Charlotte