Indstillinger
Hysterisk 8-årig
Jeg er alene med mine to piger på 8 og 15, og har været det i lidt over 6 år. Den store har det sidste år været på efterskole, og sikkert pga den store aldersforskel har de to aldrig været særligt tæt knyttede.
Mit problem er at jeg har utroligt svært ved at håndtere hende på 8. Hun er utrolig stædig, bliver hidsig hvis noget går hende imod, og det er ikke almindelig hidsig - hun kan nærmest gå helt amok og råbe og skrige og kaste med ting..
Kan næsten ikke have hende med nogle steder, da jeg aldrig ved, hvordan hun opfører sig. Hun er tilsyneladende fløjtende ligeglad med, hvad folk tænker om hende.
Nu skal vi snart i sommerhus med pigerne, min kæreste og hans datter. Jeg gruer allerede for, om hun kan ødelægge ferien med hendes voldsomme temperament.
Tænker at jeg måske ikke har været så konsekvent i min opdragelse, da jeg har været meget alene og ikke har haft overskuddet til det med fuldtidsjob og 2 timers transport hver dag, men synes nu stadig hun reagerer meget voldsomt. Man kan nærmest blive helt bange for hende.
Når hun så er faldet ned, fortryder hun altid og siger undskyld, men så er skaden jo sket, og jeg har været nødt til at råbe ad hende.
Vi har dagligt kampe, hvor jeg nærmest råber og skriger ad hende, men det virker slet ikke, når hun har et "anfald".
Hun er ikke sådan i skolen og fritidsordning. Mest hos mig og meget lidt hos sin far.
Er det mig, der håndterer hende helt forkert eller hvad ??? Jeg er virkelig efterhånden frustreret og rådvild, og tænker hvordan hun bliver som teenager, hvis jeg ikke får sat en stopper for det nu..
Mit problem er at jeg har utroligt svært ved at håndtere hende på 8. Hun er utrolig stædig, bliver hidsig hvis noget går hende imod, og det er ikke almindelig hidsig - hun kan nærmest gå helt amok og råbe og skrige og kaste med ting..
Kan næsten ikke have hende med nogle steder, da jeg aldrig ved, hvordan hun opfører sig. Hun er tilsyneladende fløjtende ligeglad med, hvad folk tænker om hende.
Nu skal vi snart i sommerhus med pigerne, min kæreste og hans datter. Jeg gruer allerede for, om hun kan ødelægge ferien med hendes voldsomme temperament.
Tænker at jeg måske ikke har været så konsekvent i min opdragelse, da jeg har været meget alene og ikke har haft overskuddet til det med fuldtidsjob og 2 timers transport hver dag, men synes nu stadig hun reagerer meget voldsomt. Man kan nærmest blive helt bange for hende.
Når hun så er faldet ned, fortryder hun altid og siger undskyld, men så er skaden jo sket, og jeg har været nødt til at råbe ad hende.
Vi har dagligt kampe, hvor jeg nærmest råber og skriger ad hende, men det virker slet ikke, når hun har et "anfald".
Hun er ikke sådan i skolen og fritidsordning. Mest hos mig og meget lidt hos sin far.
Er det mig, der håndterer hende helt forkert eller hvad ??? Jeg er virkelig efterhånden frustreret og rådvild, og tænker hvordan hun bliver som teenager, hvis jeg ikke får sat en stopper for det nu..
Kommentarer
Jeg ville ikke råbe og skrige, men bestemt fortælle hende hvordan tingene skal være. Og det ville slet ikke være til diskussion. At hun så hyler endnu mere op, det overhører du. Kaster med ting, mon ikke du har flere kræfter og stille og roligt tager tingene fra hende. Jeg ville holde hende fast, så det ikke skete.
Hun bliver sikkert endnu mere arrig, det har du lært hende, men det skal nok hjælpe, når hun har opdaget, hendes skrigen ikke hjælper.
Og så har jeg lyst til at spørge dig, hører du efter, hvad hun fortæller dig.
Sådan lytter til hendes argumenter. Hun kunne jo have ret i det hun siger.
Mange forældre hvæser: Fordi JEG siger det. Det er ikke en måde at opføre sig på.
Jeg tænker at du skal arbjede med din adfærd og stoppe med at råbe ad hende. Uanset hvor meget hun flipper ud, skal du bevare roen og tale roligt. Det viser du har kontrol. Prøv at nå ind til hende inden hun flipper- når hun at flippe ud så må hun have time out et fast sted. Så kan du ikke gøre noget førend hun er faldet til ro igen.
Tag en snak med hende om hvad sker og spørg hende hvad der gør hende så hidsig. Måske kan du også spørge hvad du kan gøre for at hjælpe hende.
I kan måske lave en aftale om hvordan i gør når hun mærker at nu bliver hun hidsig. Det kan være "tæl til 10", gå væk, tag en pude og råb ned i den, ud og løb 5 gange rundt om huset.
Anderkend hende, sig "jeg kan se du er ved at blive sur/vred" Det er OK, men så er det nu du "tæller til 10". Når hun er rolig fortætter du med det du har besluttet der skal ske og det hun skal hjælpe med.
Lav klare aftaler med hende og hav faste rammer- forbered hende på de ting der skal ske så hun får tid til at omstille sig. Brug evt. et æggeur hvis hun mister tidsfornemmelsen. Så ved hun når uret ringer skal hun et eller andet.
Lav et evt. et skema sammen med hende, der viser hvornår hun skal hvad. evt. kan hun samle point for hver ting og 10 point giver et klistermærke eller lign. Det alt sammen forslag til jeres hverdag.
Forbered hende på ferien og hvad der skal ske, vær helt konkret.
Men vigtigst af alt bevar roen, vær tydelig men rolig i tale og kropssrog. Jo mere du tænker på din adfærd jo bedre bliver det. Din adfærd smitter af på hende. Du kan vælge at gå væk og sig at den adfærd vil du ikke være med til, så er der jo ikke noget at spille op til.
Ja det blev lidt langt - men jeg vil da gerne høre fra dig igen og høre hvordan det går.
Jeg ved godt det er svært at bevare roen og tale roligt. Men stå fast som en klippe. Det er vigtigt. Som du selv skriver - det hjælper ikke at råbe ad hende- nej det gør det langt værre.
Fat mod og vær en rolig klippe. så skal du se.
Bedste hilsner I.
I har helt sikkert ret i, at det ikke hjælper at råbe og skrige af hende, men det gør jeg jo ren afmagt. Det vil jeg prøve at tænke over.
Har prøvet at tale med hende om, hvorfor hun reagerer på den måde, men det kan hun ikke forklare. Ved ikke om det er, fordi hun ikke ved hvofor eller det er, fordi hun ikke kan sætte ord på.
Jeg kan ikke nå ind til hende med almindelig tale, når hun får et anfald.
Har prøvet at tolke på hendes måde at opføre sig på, om hun fortæller mig noget, men jeg kan simpelthen ikke tolke det.
Her forleden aften ville min kæreste give en is, fordi hun gerne ville have en. Vi gik så over for at købe en is, men så ville hun hellere have et blad, der kostede det samme som isen. Jeg holdt fast i, at vi skulle have en is, og så blev hun stiktosset, tog bladet, krøllede det sammen og smed ind på hylden igen. Ekspedienten blev helt forskrækket, hvilket jeg godt forstår. Jeg tog hende i armen, og sagde det ville jeg ikke se, og sagde at nu går vi hjem - uden hverken blad eller is. Hun vidste godt, at hun bare skulle gå op i sin seng, men hun hylede i en time oppe i sengen. Så tænkte jeg, at hun kunne da også have fået det blad, men nu var det altså is, vi var ovre for at købe...
Var det helt forkert af mig ??
Jeg kan godt forstå hun bliver hysterisk, hvis du behandler hende på den måde. Naturligvis kan du ikke nå ind til hende, for hun har lært af dig, det er umuligt. Undskyld, jeg siger det så ligefrem, men jeg er altså bange for det er sandheden.
Jeg har aldrig behandlet mine børn på den måde, men respekteret deres meninger, når det ikke drejede sig om andet. Jeg havde en anelse om, du kunne være sådan, derfor skrev jeg om du lyttede til hende.
Har altid behandlet mine børn pænt og været en god mor, og derfor har grænserne nok ikke været ret tydelige, fordi jeg har givet mig i mange sammenhænge, for at få ro, så vi kan hygge og have det godt sammen...
Vil tænke meget over, det I har skrevet Molly og Persille...
Du bliver nød til at ændre dig nu, ikke godt nok at tænke over det.
Pigen ser jo din afmagt og så kan hun ikke gøre andet end selv være afmægtig.
Lyt til hende som persille skriver. Jeg kan godt forstå din pige har det svært, men der kun 1 til at ændre på jeres forhold og det dig.
anerkend hende og ændre din måde at være på- så hun kan se vejen hun skal gå. Det bliver benhårdt arbejde men du bliver nød til at tage fat.
Jeg vil så også stadig holde fast i det jeg tidligere skrev med faste rammer og aftaler. + hold om hende giv masser af kærlighed.
Fortæl hende også at du er ked af at du råber ad hende, at du godt ved det ikke er måden at være sammen på. Sig til hende at du arbejder på at forbedre dig så I kan få det bedre sammen.
Og nej du kan ikke tale til et barn i effekt. Men holde om og rumme det.
MVH I.
Ps. jeg forstår dig også godt. Jeg har en dreng på knap 3 år og ved godt det er nu jeg sætte ind med opdragelsen. og jeg får heller altid handlet på den rigtige måde - men jeg ved godt hvad der skal til. Jeg er pædagog og har i baghovdet at jeg må opdrage mit barn godt...for det vel mindste jeg kan gøre. Men teori og praksis er bare ikke altid det samme.
Men klø på- og så længe man er bevidst om sine handlinger så kan det kun gå fremad. god arbejslyst.
Elsker mine børn over alt på jorden, og vil dem det bedste, men for pokker hvor er opdragelse da en svær ting... Min store datter på snart 16 har flere gange sagt til mig, at jeg ikke har været god til at sætte grænser for hende, og det lider hun nok under i dag.
Hende har jeg dog aldrig haft de her ture med, da hun er en helt anden støbning, og hendes far og jeg var sammen, da hun var på den yngstes alder. Det er lidt nemmere, når man er to om tingene, men det skal ikke være nogen undskyldning.
Jeg vil klart stoppe med at råbe og skrige af hende, og forsøge at forstå, hvad hun vil og gerne vil fortælle mig. Det er med at finde balancen mellem at udstikke rammer og stadig have respekten og lydhørheden over for barnet - den synes jeg er svær.
Mange siger, at hun "styrer" mit liv, men igen har hun jo også kun haft mig de sidste mange år, da hun kun er hos sin far hver anden weekend - og i en periode så hun ham ikke så meget, fordi han skulle realisere sig selv.
Jeg klandrer jo meget min eks for hans mangel på ansvar og tilstedeværelse over for hende, men det hjælper jo ikke noget i den sammenhæng.
Endnu engang tak for jeres gode råd.