Angst for forandring.
Hej.. Det er første gang jeg skriver sådan et indlæg her, så I må lige bære over med mig. 
!
Lang historie kort-
Jeg er en pige på 21. I min barndom flyttede min mor og jeg en del, og jeg manglede min far da han havde for travlt med damer(dette har han stadig), og min kære moder var alkoholiker, dog var der altid mad, rent tøj osv. Men jeg manglede vidst tryghed...
Mine teenage-år (13-19) foregik med stor indtagelse af stoffer og alkohol, og en masse forkerte mennesker, men det giver jo sig selv..
Jeg havde sex første gang da jeg var 13, jeg var faktisk sammen med 3 forskellige inden jeg blev 14. Da jeg blev 14 flyttede jeg over til min far på fyn selvom jeg ikke havde set ham i nogle år. Dette var en stor fejl.. han havde stadig mere travlt med hans kæreste end med mig. Så jeg begyndte at tage stoffer og drikke en del. Jeg var desværre også så dum at søge den manglende tryghed ved at have sex med mange forskellige, altså virkelig mange.
..
Jeg har en meget hård facade, men inders inde bliver jeg selvfølgelig nemt såret og stødt. Min mor har et meget hidsigt temperament som jeg desværre har arvet, jeg har DESVÆRRE allerede anskaffet mig en voldsom(da jeg var 19år). Anyways - så har jeg egentlig bare været en "møgunge" i mine teenage-år, men dette var selvfølgelig bare en facade. Jeg blev mobbet som barn og er i det hele taget ALT for følsom. det er egentlig stadig meget forstyrrende.. Jeg fik min første rigtige kæreste for 2 år siden og det holdt i 15mdr. Han var mit "et&alt" i de 15mdr. så da jeg mistede ham følte jeg at jeg mistede alt. Så jeg begyndte at drikke igen og jeg tog også lidt amfetamin, dette endte så ud i et næsten vellykket selvmordsforsøg, der gjorde at jeg flyttede hjem til min mor igen. det går nu fint nok !!
Jeg døjer selvfølgelig stadig med lidt amfetamin engang imellem ved festlige lejligheder, men dette kommer sig nok af at jeg har svært ved at give slip på det "sjove" selskab. Jeg bor i et meget lille samfund hvor næsten alle unge er som mig.. det er sørgeligt.. !!
Jeg fik konstateret "psykopati" for 1 år siden, hvilket jeg slet ikke kan relatere til, altså jeg kastede engang en flaske i hovedet på en fordi han prøvede at dræbe en hund, så måske er diagnosen korrekt, jeg synes nu bare det var menneskeligt at reagere sådan, dyr og børn kan jo ikke rigtig gøre for det eller forsvare sig selv som sådan.. Jeg har også nogle mindre søskende jeg ikke ser da jeg ikke må for min fars kæreste(vi kan virkelig ikke sammen, ser kun min far på hans arbejde)..
Anyways
!! Nu får jeg snart min kære børneopsparing<3 Og jeg er blevet optaget på en uddannelse. Selvom alt dette er skrevet lidt forvirrende, med mangel på korrekte kommaer, punktummer osv. så er jeg faktisk ret intelligent, ifølge testen ved min psykolog er jeg blandt de 10% i DK der har den bedste kort&langtidshukommelse og min IQ er på 138.. tilbage til emnet.. - min nye skole ligger laaaangt væk fra hvor jeg bor nu ( 
) så derfor skal jeg selvfølgelig flytte, hvilket jeg faktisk ser frem til. Det bliver skønt at blive en "normal" person der bare forsvinder i mængden, jeg føler mig skam også klar til det, men alligevel frygter jeg det en del, nok især fordi min familie bliver ved med at sige "hvad nu hvis det ikke går" osv..
Men jeg kan selv se/mærke min forandring, jeg er blevet et meget mere venligt menneske, for eksempel - jeg har lige haft noget med en fyr, det viste sig så at han var et svin, og jeg reagerede surt.. altså med tilsvining osv. men et par timer efter skrev jeg "undskyld min opførsel, jeg tilgiver dig, da jeg håber der er noget godt i alle, men jeg ser dog ingen grund til at vi fortsat skal have kontakt. Jeg ønsker dig alt godt". Dette skrev jeg så i stedet for at melde ham til told og skat og "såre" ham også det må da være en form for et fremskridt??..
Jeg søger virkelig ingen medlidenhed!!!! Jeg har accepteret min fortid , og vælger at leve i nutiden, og se frem til fremtiden. Så jeg frabeder mig venligst "medlidenheds kommentarer", min historie var for at give et indblik i min nuværende situation. nemlig - er det "normalt" at jeg glæder mig til at begynde på "en frisk", men på samme tid frygter det som var det en dødelig sygdom???
!Lang historie kort-
Jeg er en pige på 21. I min barndom flyttede min mor og jeg en del, og jeg manglede min far da han havde for travlt med damer(dette har han stadig), og min kære moder var alkoholiker, dog var der altid mad, rent tøj osv. Men jeg manglede vidst tryghed...
Mine teenage-år (13-19) foregik med stor indtagelse af stoffer og alkohol, og en masse forkerte mennesker, men det giver jo sig selv..
Jeg havde sex første gang da jeg var 13, jeg var faktisk sammen med 3 forskellige inden jeg blev 14. Da jeg blev 14 flyttede jeg over til min far på fyn selvom jeg ikke havde set ham i nogle år. Dette var en stor fejl.. han havde stadig mere travlt med hans kæreste end med mig. Så jeg begyndte at tage stoffer og drikke en del. Jeg var desværre også så dum at søge den manglende tryghed ved at have sex med mange forskellige, altså virkelig mange.
..Jeg har en meget hård facade, men inders inde bliver jeg selvfølgelig nemt såret og stødt. Min mor har et meget hidsigt temperament som jeg desværre har arvet, jeg har DESVÆRRE allerede anskaffet mig en voldsom(da jeg var 19år). Anyways - så har jeg egentlig bare været en "møgunge" i mine teenage-år, men dette var selvfølgelig bare en facade. Jeg blev mobbet som barn og er i det hele taget ALT for følsom. det er egentlig stadig meget forstyrrende.. Jeg fik min første rigtige kæreste for 2 år siden og det holdt i 15mdr. Han var mit "et&alt" i de 15mdr. så da jeg mistede ham følte jeg at jeg mistede alt. Så jeg begyndte at drikke igen og jeg tog også lidt amfetamin, dette endte så ud i et næsten vellykket selvmordsforsøg, der gjorde at jeg flyttede hjem til min mor igen. det går nu fint nok
!!Jeg døjer selvfølgelig stadig med lidt amfetamin engang imellem ved festlige lejligheder, men dette kommer sig nok af at jeg har svært ved at give slip på det "sjove" selskab. Jeg bor i et meget lille samfund hvor næsten alle unge er som mig.. det er sørgeligt.. !!
Jeg fik konstateret "psykopati" for 1 år siden, hvilket jeg slet ikke kan relatere til, altså jeg kastede engang en flaske i hovedet på en fordi han prøvede at dræbe en hund, så måske er diagnosen korrekt, jeg synes nu bare det var menneskeligt at reagere sådan, dyr og børn kan jo ikke rigtig gøre for det eller forsvare sig selv som sådan.. Jeg har også nogle mindre søskende jeg ikke ser da jeg ikke må for min fars kæreste(vi kan virkelig ikke sammen, ser kun min far på hans arbejde)..
Anyways
!! Nu får jeg snart min kære børneopsparing<3 Og jeg er blevet optaget på en uddannelse. Selvom alt dette er skrevet lidt forvirrende, med mangel på korrekte kommaer, punktummer osv. så er jeg faktisk ret intelligent, ifølge testen ved min psykolog er jeg blandt de 10% i DK der har den bedste kort&langtidshukommelse og min IQ er på 138.. tilbage til emnet.. - min nye skole ligger laaaangt væk fra hvor jeg bor nu ( ) så derfor skal jeg selvfølgelig flytte, hvilket jeg faktisk ser frem til. Det bliver skønt at blive en "normal" person der bare forsvinder i mængden, jeg føler mig skam også klar til det, men alligevel frygter jeg det en del, nok især fordi min familie bliver ved med at sige "hvad nu hvis det ikke går" osv..Men jeg kan selv se/mærke min forandring, jeg er blevet et meget mere venligt menneske, for eksempel - jeg har lige haft noget med en fyr, det viste sig så at han var et svin, og jeg reagerede surt.. altså med tilsvining osv. men et par timer efter skrev jeg "undskyld min opførsel, jeg tilgiver dig, da jeg håber der er noget godt i alle, men jeg ser dog ingen grund til at vi fortsat skal have kontakt. Jeg ønsker dig alt godt". Dette skrev jeg så i stedet for at melde ham til told og skat og "såre" ham også
det må da være en form for et fremskridt??..Jeg søger virkelig ingen medlidenhed!!!! Jeg har accepteret min fortid , og vælger at leve i nutiden, og se frem til fremtiden. Så jeg frabeder mig venligst "medlidenheds kommentarer", min historie var for at give et indblik i min nuværende situation. nemlig - er det "normalt" at jeg glæder mig til at begynde på "en frisk", men på samme tid frygter det som var det en dødelig sygdom???
Kommentarer
Det er da normalt at frygte det ukendte, hvis man vidste hvad der skete, hvordan det bliver osv. er der jo ikke noget at frygte, men det er da også spændende. Nyd du bare din chance til at begynde på en frisk, helst uden forkerte venner, stoffer og andre dårlige ting.
Hvad nu hvis det ikke går? Det er dit eget ansvar, du er voksen og har ’ben i næsen’ så det skal du nok klare.
Hvis du har brug for hjælp til at få ryddet op i livet, kan du sikkert godt få en henvisning til en eller anden form for terapi, især når du har en diagnose, selvom den måske er forkert. KH Helle8
Jeg vil lige tale med min læge om den mulighed