Min kæreste hader min datter!
Hej
JEg srkvier til jer alle sammen, da jeg føler mig i en virkelig desperat situation..
Jeg er 31 år, og har den dejlig og skøn datter på 7 år.
Min kæreste er 23 og vi har været sammen i snart halvandet år.
Jeg har min datter fra et tidligere forhold.
Problemet er nu at min kæreste på inden måde kan min datter.
Min datter elsker min kæreste over alt på jorden.
Når vi har min datter, bor min kæreste nermest inden i soveværelset.
Hun kommer kun ud for at spise fek.s
Det er ret nyt at hun er blevet sådan, for før kunne hun godt med min datter - men om det har været for minskyld ved jeg ikke.
Når vi har min datter, så tager kæresten altid væk imens.
Hun siger, at bare det hun taler, så bliver hun irriteret.
Det underlige er at min kæreste godt, kan købe små ting til min datter. og hun har til tider også tøj med hjem til hende, som hun har fået af en veninde fek.s
Men nu er det altså pludseligt sådan, at hun ikke kan udstå hende... jeg vil kalde det et had.
Det skal siges at min kæreste har en repression, også før jeg mødte hende.
Hun har inden for de sidste 3-4 måneder stoppet med hendes medicin. og det er bare gået ned ad bakke der fra
både for hende selv ( hvad jeg kan se ) og i vores forhold.. vi diskutere meget og har været konstant uvenner den sidste måned.
Jeg har haft et mindre alkohol problem, som jeg nu er i behandling for. Samtidig har jeg oven på alt dette tilraget mig en mindre drepression, som ejg ligeledes behandles for.
Jeg elsker naturligvis min kæreste rigtig højt, og har forsøgt at tale med hende om tingene.
Både at hun ahr det forhold til min datter, men samtidig også at hun ikke vil tage sine piller.
Men det ender altid i en vild diskution, som kun føre til endnu en uges uvenskab.
Det er så opslidende, og ikke til at holde ud..
Jeg har et ansvar som far til min datter, og hendes ve og vel, er naturligvis mit ansvar...
Jeg er efterhånden så opbrugt og tømt for energi, at jeg ikke kan overskue at skulle lege og være far for min datter når hun er her! samtidig med jeg ved at min kæreste hader hende.. og har lukekt sig inde i soveværelset.
Min kæreste taler nu om at finde et andet sted at bo, så hun kan være der når vi har min datter.
Jeg mener bare ikke det er løsningen. Jeg mener vi skal finde årsagen til problemet, istedet for at flygte fra problemet.
Og at hun vil finde sit eget sted, tror jeg ikke på hjælper noget som helst.. heller ikke for vores forhold.
Jeg er efterhånden så fortvivlet, at jeg ikke aner mine levende råd.
Jeg vil naturligvis helst have at vi alle 3 er lykkelige!
og mit ansvar er jo størst over for min datter.
Jeg ved bare at hvis jeg sætter min kæreste stolen for døren, ja så flytter hun. og forholdet slutter.
Det ønsker jeg naturligvis ikke...
Nogle der har nogle gode råd, tanker eller oplevet noget lign ?
1000 tak på forhånd!
JEg srkvier til jer alle sammen, da jeg føler mig i en virkelig desperat situation..
Jeg er 31 år, og har den dejlig og skøn datter på 7 år.
Min kæreste er 23 og vi har været sammen i snart halvandet år.
Jeg har min datter fra et tidligere forhold.
Problemet er nu at min kæreste på inden måde kan min datter.
Min datter elsker min kæreste over alt på jorden.
Når vi har min datter, bor min kæreste nermest inden i soveværelset.
Hun kommer kun ud for at spise fek.s
Det er ret nyt at hun er blevet sådan, for før kunne hun godt med min datter - men om det har været for minskyld ved jeg ikke.
Når vi har min datter, så tager kæresten altid væk imens.
Hun siger, at bare det hun taler, så bliver hun irriteret.
Det underlige er at min kæreste godt, kan købe små ting til min datter. og hun har til tider også tøj med hjem til hende, som hun har fået af en veninde fek.s
Men nu er det altså pludseligt sådan, at hun ikke kan udstå hende... jeg vil kalde det et had.
Det skal siges at min kæreste har en repression, også før jeg mødte hende.
Hun har inden for de sidste 3-4 måneder stoppet med hendes medicin. og det er bare gået ned ad bakke der fra
både for hende selv ( hvad jeg kan se ) og i vores forhold.. vi diskutere meget og har været konstant uvenner den sidste måned.
Jeg har haft et mindre alkohol problem, som jeg nu er i behandling for. Samtidig har jeg oven på alt dette tilraget mig en mindre drepression, som ejg ligeledes behandles for.
Jeg elsker naturligvis min kæreste rigtig højt, og har forsøgt at tale med hende om tingene.
Både at hun ahr det forhold til min datter, men samtidig også at hun ikke vil tage sine piller.
Men det ender altid i en vild diskution, som kun føre til endnu en uges uvenskab.
Det er så opslidende, og ikke til at holde ud..
Jeg har et ansvar som far til min datter, og hendes ve og vel, er naturligvis mit ansvar...
Jeg er efterhånden så opbrugt og tømt for energi, at jeg ikke kan overskue at skulle lege og være far for min datter når hun er her! samtidig med jeg ved at min kæreste hader hende.. og har lukekt sig inde i soveværelset.
Min kæreste taler nu om at finde et andet sted at bo, så hun kan være der når vi har min datter.
Jeg mener bare ikke det er løsningen. Jeg mener vi skal finde årsagen til problemet, istedet for at flygte fra problemet.
Og at hun vil finde sit eget sted, tror jeg ikke på hjælper noget som helst.. heller ikke for vores forhold.
Jeg er efterhånden så fortvivlet, at jeg ikke aner mine levende råd.
Jeg vil naturligvis helst have at vi alle 3 er lykkelige!
og mit ansvar er jo størst over for min datter.
Jeg ved bare at hvis jeg sætter min kæreste stolen for døren, ja så flytter hun. og forholdet slutter.
Det ønsker jeg naturligvis ikke...
Nogle der har nogle gode råd, tanker eller oplevet noget lign ?
1000 tak på forhånd!
Kommentarer
Egentlig bliver jeg lidt harm når jeg læser dit indlæg. Jeg synes, for at sige det ligeud, at svaret ligger lige for: hvis din kæreste vil flytte og jeres forhold slutter, så lad hende for guds skyld gøre det! Hun er ikke nogen gevinst for hverken dig eller din datter.
Børn ved instinktivt om man kan lide dem, og din datter ved uden tvivl at din kærestes mopsede opførsel skyldes hende. Det må da smerte dig at se, at din datter gerne vil hende, men ikke får andet end en kold afvisning tilbage.
Måske har din kæreste stadig en snert af en depression, eller måske skyldes hendes opførsel, at hun bare ikke særlig moden. Som 23-årig er det ikke alle der er klar til at lukke et barn ind i deres liv.
Men lige nu er det altså din datter der betaler prisen og det er synd!
Jeg forstår godt, at det er svært for dig, da du tydeligvis stadig er glad for din kæreste. Men som du selv skriver, så er din datter dit ansvar, og det ansvar må du så påtage dig.
Det er rigtig flot at du er gået i behandling for dit alkoholforbrug. Pas på, at den følelsesmæssige ubalance som denne situation medfører ikke får dig tilbage til flasken. Det er situationen ikke værd! Din datter er det vigtigste, hun har brug for dig!
Og lad så din kæreste ryge og rejse. Måske kommer hun på bedre tanker, hvis hun får en periode for sig selv, eller finder ud af at få genoptaget sin medicin.
Held og lykke!