Panikangst? Hjælp
Hej alle.
Har tidligere skrevet et indlæg, men jeg er begyndt at blive bekymret og utålmodig.
Jeg vil kort præsentere mig selv, jeg er en pige på 17 år, elitesportudøver og gymnasie elev.
Jeg er vant til at være presset, og jeg kunne egentlig godt lide det pres og stress...
Jeg har haft små og store panikanfald hver dag i 4 uger, men da symptomerne er konstante og de er blevet værre den sidste uges tid, er jeg bekymret over, om det nu er panikangst eller om det kan være en hjernesvulst??
Jeg fik det første anfald på en vandretur med min klasse, men jeg havde ikke drukket noget hele dagen, og troede derfor bare, at det var pga. det, at jeg fik følelsen af at besvime og naturligt blev panisk. Anfaldet var hurtig overstået, da jeg havde spist og drukket, og derefter tænkte jeg ikke mere over det.
Men under en uge efter, får jeg en meget underlig uvirkelighedsfølelse i kroppen, mit syn blev sløret, og jeg fik den samme følelse af at besvime, så jeg gik i panik. Jeg blev bragt på hospitalet, hvor mit blodtryk og blodsukker blev målt til fuldstændig normalt. Jeg fik også taget blodprøver og fik taget et hjertekardiogram, der også var normalt. Fejler umiddelbart intet fysisk.
Dagene efter havde jeg en konstant følelse, som om jeg skulle besvime, og mine tanker kredsede om: Nu besvimer jeg, åh nej jeg mister kontrollen, og hvad fejler jeg?!
Jeg fik det bedre et par uger efter, jeg tænkte ikke på anfaldende og jeg var ikke bange, det resulterede i at jeg valgt at tage til distortion, som gik fint i starten. Pludselig kommer tanken op i mig: "Åh nej, hvad nu hvis jeg besvimer. Hvad skal der ske, hvis jeg mister kontrollen her i blandt alle disse mennesker?" Jeg blev meget panisk og skulle gå i lang tid før, jeg kunne hoppe på bussen hjem, jeg var meget bange/panisk. - Underligt nok, havde jeg det godt dagen efter og tænkte ikke meget over det....
Et par dage efter skulle jeg læse op til en prøve og var derfor indendøre i omtrent tre dage, jeg blev helt groggy, men tænkte ikke på mine "panikanfald," indtil min mor spurgte om jeg havde haft det fint, derfor kom de samme tanker igen frem: "Gud ja, jeg har haft det fint. Men hvad nu hvis jeg mister kontrollen og besvimer. Åh nej."
Dagene efter prøven, kunne jeg kun tænke på anfaldende, og det hjalp heller ikke, at jeg har læst en masse debatter her på netdoktor, hvor folk skriver, at de har haft panikangst i 50 år, andre skriver at de er på medicin, og mange skriver at de har prøvet alt, terapi, hypnose, medicin osv. men intet hjælper.
Disse tanker omkring angsten/følelsen af at besvime, gjorde det værre for mig, og de optrådte meget, når jeg var ude at gå: Gå fra skole, gå med hunden, gå til fysisk træning. Jeg fik det så dårligt, da jeg var ude at gå alene, at jeg måtte nødt til at vende om, og jeg har ikke været ude at gå med min hund eller gået andre steder siden... - Og i starten af hele processen, var jeg til fysisk træning (ude at løbe i skoven og lave andre fysiske aktiviteter med mine holdkammerater og en træner), jeg var også ude at gå med min hund flere gange, uden at jeg var nødt til at vende om og gå hjem igen.
MEN NU er det to uger siden jeg var til fysisk træning, jeg har gået derhen og endda deltaget, hvorefter jeg gik så meget i panik at jeg måtte nødt til at løbe hjem og ligge mig under dynen.
Siden den dag for lidt over en uge siden har jeg haft det skidt konstant.
Jeg har det ligesom om jeg går på en gyngende båd/træder på puder. Når jeg tænker: "åh nej, bare jeg ikke besvimer" får jeg et sus gennem kroppen, og får det ligesom om jeg skal besvime, jeg er meget træt, og har en følelse ikke at være tilstede, som om jeg drømmer (en uvirkeligheds følelse)
- Jeg bliver bange, og anfaldende bliver værre, når jeg bliver bange.
- Selvom følelsen er konstant, har jeg det helt fint, når jeg ikke tænker på det: fx når jeg er i fitness, så kan jeg udøve hård motion iblandt mange mennesker uden at have disse ovenstående følelser og tanker.
Jeg skal til psykolog i morgen, og håber det kan hjælpe mig...
Men jeg bliver bange nu, kan det virkelig passe at man har den følelse hver dag? Og kan det ikke være en hjernesvulst?? Har læst om symptomer på hjernesvulster som:
Sløret syn
Balanceproblemer
Træthed
- Jeg mener følelsen af at gå på en gyngende båd, kan godt tolkes som balanceproblemer, træthed og sløret syn siger vel sig selv?
Jeg har også nogle gange en stikkende fornemmelse i hovedet, som om der er noget der banker derinde, men kun få gange.
Hjæææælp har i haft samme symptomer som mig, og fået konstateret panikangst?? Og hvad fanden kan man gøre?? Jeg vil meget gerne snart tilbage til mit gamle liv som elitesportsudøver og kunne færdes frit, hvor jeg vil uden at bekymre mig, jeg vil gerne have de djævelske tanker og symptomer ud af kroppen..
En sidste ting, jeg er kun bange for at færdes i blandt mange mennesker og gå alene, fordi jeg er bange for angsten vil dukke op, man kan sige: Jeg er bange for angsten?!
- Den totalt fortvivlede
Har tidligere skrevet et indlæg, men jeg er begyndt at blive bekymret og utålmodig.
Jeg vil kort præsentere mig selv, jeg er en pige på 17 år, elitesportudøver og gymnasie elev.
Jeg er vant til at være presset, og jeg kunne egentlig godt lide det pres og stress...
Jeg har haft små og store panikanfald hver dag i 4 uger, men da symptomerne er konstante og de er blevet værre den sidste uges tid, er jeg bekymret over, om det nu er panikangst eller om det kan være en hjernesvulst??
Jeg fik det første anfald på en vandretur med min klasse, men jeg havde ikke drukket noget hele dagen, og troede derfor bare, at det var pga. det, at jeg fik følelsen af at besvime og naturligt blev panisk. Anfaldet var hurtig overstået, da jeg havde spist og drukket, og derefter tænkte jeg ikke mere over det.
Men under en uge efter, får jeg en meget underlig uvirkelighedsfølelse i kroppen, mit syn blev sløret, og jeg fik den samme følelse af at besvime, så jeg gik i panik. Jeg blev bragt på hospitalet, hvor mit blodtryk og blodsukker blev målt til fuldstændig normalt. Jeg fik også taget blodprøver og fik taget et hjertekardiogram, der også var normalt. Fejler umiddelbart intet fysisk.
Dagene efter havde jeg en konstant følelse, som om jeg skulle besvime, og mine tanker kredsede om: Nu besvimer jeg, åh nej jeg mister kontrollen, og hvad fejler jeg?!
Jeg fik det bedre et par uger efter, jeg tænkte ikke på anfaldende og jeg var ikke bange, det resulterede i at jeg valgt at tage til distortion, som gik fint i starten. Pludselig kommer tanken op i mig: "Åh nej, hvad nu hvis jeg besvimer. Hvad skal der ske, hvis jeg mister kontrollen her i blandt alle disse mennesker?" Jeg blev meget panisk og skulle gå i lang tid før, jeg kunne hoppe på bussen hjem, jeg var meget bange/panisk. - Underligt nok, havde jeg det godt dagen efter og tænkte ikke meget over det....
Et par dage efter skulle jeg læse op til en prøve og var derfor indendøre i omtrent tre dage, jeg blev helt groggy, men tænkte ikke på mine "panikanfald," indtil min mor spurgte om jeg havde haft det fint, derfor kom de samme tanker igen frem: "Gud ja, jeg har haft det fint. Men hvad nu hvis jeg mister kontrollen og besvimer. Åh nej."
Dagene efter prøven, kunne jeg kun tænke på anfaldende, og det hjalp heller ikke, at jeg har læst en masse debatter her på netdoktor, hvor folk skriver, at de har haft panikangst i 50 år, andre skriver at de er på medicin, og mange skriver at de har prøvet alt, terapi, hypnose, medicin osv. men intet hjælper.
Disse tanker omkring angsten/følelsen af at besvime, gjorde det værre for mig, og de optrådte meget, når jeg var ude at gå: Gå fra skole, gå med hunden, gå til fysisk træning. Jeg fik det så dårligt, da jeg var ude at gå alene, at jeg måtte nødt til at vende om, og jeg har ikke været ude at gå med min hund eller gået andre steder siden... - Og i starten af hele processen, var jeg til fysisk træning (ude at løbe i skoven og lave andre fysiske aktiviteter med mine holdkammerater og en træner), jeg var også ude at gå med min hund flere gange, uden at jeg var nødt til at vende om og gå hjem igen.
MEN NU er det to uger siden jeg var til fysisk træning, jeg har gået derhen og endda deltaget, hvorefter jeg gik så meget i panik at jeg måtte nødt til at løbe hjem og ligge mig under dynen.
Siden den dag for lidt over en uge siden har jeg haft det skidt konstant.
Jeg har det ligesom om jeg går på en gyngende båd/træder på puder. Når jeg tænker: "åh nej, bare jeg ikke besvimer" får jeg et sus gennem kroppen, og får det ligesom om jeg skal besvime, jeg er meget træt, og har en følelse ikke at være tilstede, som om jeg drømmer (en uvirkeligheds følelse)
- Jeg bliver bange, og anfaldende bliver værre, når jeg bliver bange.
- Selvom følelsen er konstant, har jeg det helt fint, når jeg ikke tænker på det: fx når jeg er i fitness, så kan jeg udøve hård motion iblandt mange mennesker uden at have disse ovenstående følelser og tanker.
Jeg skal til psykolog i morgen, og håber det kan hjælpe mig...
Men jeg bliver bange nu, kan det virkelig passe at man har den følelse hver dag? Og kan det ikke være en hjernesvulst?? Har læst om symptomer på hjernesvulster som:
Sløret syn
Balanceproblemer
Træthed
- Jeg mener følelsen af at gå på en gyngende båd, kan godt tolkes som balanceproblemer, træthed og sløret syn siger vel sig selv?
Jeg har også nogle gange en stikkende fornemmelse i hovedet, som om der er noget der banker derinde, men kun få gange.
Hjæææælp har i haft samme symptomer som mig, og fået konstateret panikangst?? Og hvad fanden kan man gøre?? Jeg vil meget gerne snart tilbage til mit gamle liv som elitesportsudøver og kunne færdes frit, hvor jeg vil uden at bekymre mig, jeg vil gerne have de djævelske tanker og symptomer ud af kroppen..
En sidste ting, jeg er kun bange for at færdes i blandt mange mennesker og gå alene, fordi jeg er bange for angsten vil dukke op, man kan sige: Jeg er bange for angsten?!
- Den totalt fortvivlede
Kommentarer